Appel iværksat den 8. maj 2015 af Orange, tidligere France Télécom, til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 26. februar 2015 i sag T-385/12, Orange mod Kommissionen

(Sag C-211/15 P)

(2015/C 245/09)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Orange, tidligere France Télécom (ved avocats S. Hautbourg og S. Cochard-Quesson)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten fremsat flere anbringender.

For det første begik Retten retlige fejl, da den fastslog, at de kriterier, der giver mulighed for at anvende kvalificeringen statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, var opfyldt. Retten begik dels en retlig fejl, da den fandt, at Orange havde nydt godt af en fordel, selv om foranstaltningen tilsigtede at fjerne den strukturelle ulempe, som var en konsekvens af opretholdelsen af den ordning, der var fastsat i loven af 1990, og at muliggøre fremkomsten af fuld konkurrence i forbindelse med den fuldstændige liberalisering af telekommunikationsmarkederne. Dels har appellanten ligeledes kritiseret Retten for at have begået en retlig fejl, da den fandt, at det ikke i den foreliggende sag var nødvendigt — for at tiltræde, at den omtvistede foranstaltning havde en selektiv karakter — at efterprøve, om denne foranstaltning ville kunne indføre differentieringer mellem aktører, der befandt sig i en sammenlignelig faktisk og retlig situation, selv om ingen anden virksomhed under omstændighederne i den foreliggende sag kunne inkluderes i den af Kommissionen anvendte referenceramme. Endelig tilsidesatte Retten sin begrundelsespligt og begik en retlig fejl ved ikke at foretage nogen analyse af de argumenter, som appellanten havde fremført for at lægge til grund, at foranstaltningen ikke ville kunne fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

For det andet begik Retten retlige fejl, da den tilsluttede sig Kommissionens analyser med hensyn til vurderingen af den omhandlede foranstaltnings forenelighed med det indre marked. Dels tilsidesatte Retten sin begrundelsespligt og gengav de faktiske omstændigheder urigtigt, da den konkluderede, at artikel 30 i loven af 1996 med senere ændringer ikke fastsatte noget om formålet med det ekstraordinære engangsbidrag, og derfor ikke er til hinder for Kommissionens konklusion om, at det ekstraordinære engangsbidrag ikke udgjorde en social udgift for virksomheden. Dels tilsidesatte Retten sin begrundelsespligt, da den tilsluttede sig Kommissionens vurderinger og blot konstaterede, at »La Poste«-præjudikatet ikke kunne overføres på France Télécom (Orange).

Endelig finder appellanten, at Retten begik retlige fejl ved vurderingen af den periode, hvori den i afgørelsen identificerede støtte udlignes af det ekstraordinære engangsbidrag. Navnlig gengav Retten de faktiske omstændigheder urigtigt og erstattede begrundelsen i den anfægtede afgørelse med sin egen begrundelse, da den tiltrådte, at afskaffelsen af kompensations- og overkompensationsomkostningerne var en del af den støtte, der er identificeret i den anfægtede afgørelses artikel 1.