4.5.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 146/29


Sag anlagt den 3. marts 2015 — Europa-Kommissionen mod Rumænien

(Sag C-104/15)

(2015/C 146/35)

Processprog: rumænsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved L. Nicolae og D. Loma Osorio Lerena, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Rumænien

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Rumænien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 4 og artikel 13, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/21/EF af 15. marts 2006 om håndtering af affald fra udvindingsindustrien og om ændring af direktiv 2004/35/EF (1), idet Rumænien ikke har vedtaget de nødvendige foranstaltninger med henblik på at forebygge partikelforurening hidrørende fra Boşneag-bassinet, der er et areal tilhørende kobber og zink-minen Moldomin i Moldova Nouă.

Rumænien tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den af Europa-Kommissionen anlagte sag mod Rumænien vedrører de rumænske myndigheders manglende vedtagelse af nødvendige foranstaltninger med henblik på at forebygge partikelforurening hidrørende fra et af bundfældningsbassinerne ved en kobbermine.

Kommissionen gør gældende, at Rumænien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 4 og artikel 13, stk. 2, i direktiv 2006/21/EF, idet den ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger med henblik på at forhindre, at der spredes partikler fra overfladen af bundfældningsbassinet i Boşneag-området, der skader menneskers sundhed og miljøet. Kommissionen er af den opfattelse, at Rumænien — uanset at landet indrømmes en vis fleksibilitet med hensyn til, hvilke foranstaltninger der konkret skal vedtages — er forpligtet til at sikre beskyttelsen af menneskers sundhed og miljøet mod enhver skadevirkning med henblik på opfyldelsen af kravene i direktivets artikel 4. Kommissionen gør endvidere gældende, at direktivets artikel 13, stk. 2, pålægger den kompetente myndighed en særlig forpligtelse til at sikre, at den erhvervsdrivende træffer passende foranstaltninger med henblik på at forebygge eller nedbringe omfanget af partikler.

Kommissionen har i det foreliggende tilfælde baseret sig på den kompetente rumænske miljøbeskyttelsesmyndigheds rapporter, oplysninger fra pressen, samt på den besvarelse, som Rumænien har afgivet i forbindelse med den administrative procedure, hvoraf det fremgår, at i der i Moldova Nouă området er en omfattende partikelforurening hidrørende fra bundfældningsbassinet i Boşneag-området, som navnlig i perioder med kraftig vind har skadelige virkninger på beboernes sundhed og miljøet.

Kommissionen gør endvidere gældende, at Rumænien ikke med rette kan gøre gældende, at der er tale om rent interne forhold — såsom privatiseringen af Moldomin og købers fremtidige miljømæssige forpligtelser — med henblik på at begrunde Rumæniens manglende opfyldelse af forpligtelserne i henhold til direktivet.


(1)  EUT L 102, s. 15.