4.5.2015

Den Europæiske Unions Tidende

C 146/21

Appel iværksat den 20. februar 2015 af Alfa Acciai SpA til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 9. december 2014 i sag T-85/10, Alfa Acciai mod Kommissionen

(Sag C-87/15 P)

(2015/C 146/29)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Alfa Acciai SpA (ved avocat D.M. Fosselard, solicitor D. Slater og avocatr A. Duron)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Den af Retten afsagte og herved appellerede dom ophæves af de nedenfor anførte årsager.

—	I henhold til artikel 61 i statutten for Domstolen træffes der endelig afgørelse, og beslutningen annulleres, for så vidt den vedrører appellanten.

—	Subsidiært, og såfremt Domstolen fastslår, at der ikke er grundlag for at annullere beslutningen i sin helhed, nedsættes den bøde, der er pålagt appellanten, af de ovennævnte årsager.

—	Mere subsidiært, og såfremt Domstolen ikke træffer endelig afgørelse om sagen, udsættes afgørelsen om sagens omkostninger, og sagen hjemvises til Retten med henblik på fornyet undersøgelse i overensstemmelse med Domstolens dom.

—	I henhold til procesreglementets artikel 69 tilpligtes Kommissionen at betale sagens omkostninger for både Retten og Domstolen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for sin appel har appellanten fremsat følgende anbringender:

Med det første anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten har tilsidesat artikel 10 i forordning nr. 773/2004 (1). Retten har navnlig fundet, at Kommissionen med rette kunne foretage en fornyet vedtagelse af den i første instans anfægtede beslutning (»beslutningen«), uden at der først skulle sendes en ny klagepunktsmeddelelse.

Med det andet anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten har tilsidesat artikel 14 i forordning nr. 773/2004. Tilsidesættelsen består i, at Retten fastslog, at Kommissionen kunne vedtage beslutningen i henhold til bestemmelserne i forordning nr. 1/2003 (2), uden at medlemsstaternes repræsentanter havde mulighed for direkte at høre virksomhederne.

Med det tredje anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten har tilsidesat kollegialitetsprincippet. Retten fandt, at Kommissionen med føje kunne vedtage beslutningen i henhold til en procedure, hvorefter den på intet tidspunkt havde vedtaget hele beslutningens tekst, men snarere to dele af beslutningen på to forskellige tidspunkter, forudsat at disse to dele sammen kunne udgøre en fuldstændig beslutning.

Med det fjerde anbringende har appellanten gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder som fortolket i betragtning af den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6. Denne tilsidesættelse udmøntes i Rettens tilsidesættelse af appellantens ret til at få pådømt sin sag inden for en rimelig tidsfrist. Der gik således tre år fra afslutningen af den skriftlige forhandling til Rettens beslutning om at indlede den mundtlige forhandling. En sådan forsinkelse har tilsidesat den i chartrets artikel 47 fastsatte ret til adgang til effektive retsmidler og ret til at blive hørt inden for en rimelig frist. Tilsidesættelsen af artikel 47 forekommer særligt alvorlig i nærværende sag, henset til, at appellanten måtte vente mere end 14 år, før en retsinstans (Retten) afgjorde sagen i realiteten, idet Kommissionens første beslutning blev annulleret af processuelle grunde efter en sagsbehandling på ca. syv år.

Med det femte anbringende har appellanten gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af EKSF-traktatens artikel 65. Appellanten har navnlig gjort gældende, at Retten har set bort fra den specifikke anfægtelse af EKST-traktaten og de forpligtelser til offentliggørelse og ikke-diskrimination, der som led i traktaten er pålagt virksomhederne, hvorved Retten har foretaget en urigtig anvendelse af Domstolens praksis hvad angår kartelbegrebet. Appellanten har gjort gældende, at den i øvrigt gentagne offentliggørelse af lister over priser, som ikke svarede til prisen foreslået som led i kartellet, medførte en afbrydelse af kartellet, hvis formål ifølge Retten var at fastsætte minimumspriser. Retten har derimod fundet det nødvendigt at foretage en yderligere senere offentliggørelse.

Med det sjette anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten har tilsidesat artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder som fortolket i betragtning af menneskerettighedskonventionens artikel 6, idet den fandt, at den administrative procedures varighed (dvs. for Europa-Kommissionen) ikke var urimeligt lang i disse bestemmelsers forstand. I den foreliggende sag varede den administrative procedure i alt næsten 54 måneder, når den oprindelige procedure lægges sammen med proceduren for den fornyede vedtagelse. Dertil kommer, at de mere end to år, som Kommissionen brugte til at vedtage beslutningen igen, forekommer overdrevet. Rettens begrundelse for at berettige varigheden af proceduren for fornyet vedtagelse forekommer mangelfuld og selvmodsigende, ligesom tilsidesættelsen af Rettens tidligere praksis forekommer åbenbar.

Med det syvende anbringende har appellanten gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af artikel 23 i forordning nr. 1/2003 og ligebehandlingsprincippet. Kommissionen har i den foreliggende sag navnlig underinddelt virksomhederne i grupper med henblik på at fastsætte grundsanktionen for hver virksomhed, hvorved den i henhold til det i beslutningen fastslåede tilsigtede at opretholde et forhold mellem hver gruppes gennemsnitlige markedsandel og den grundbøde, som de enkelte virksomheder i hver gruppe blev pålagt. Selv om Retten efterfølgende fandt, at Kommissionen havde undervurderet en af disse gruppers gennemsnitlige markedsandel, hvorved det forholdsniveau, som Kommissionen tilsigtede at opretholde, ikke blev opretholdt, fandt Retten ikke, at dette forhold skulle genvurderes.

(1) Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7.4.2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til EF-traktatens artikel 81 og 82 (EUT L 123, s. 18).

(2) Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1, s. 1)