27.4.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/29


Appel iværksat den 27. januar 2014 af Simba Toys GmbH & Co. KG til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 25. november 2014 i sag T-450/09, Simba Toys GmbH & Co. KG mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

(Sag C-30/15 P)

(2015/C 138/41)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Simba Toys GmbH & Co. KG (ved Rechtsanwalt O. Ruhl)

De andre parter i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og Seven Towns Limited

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 25. november 2014 i sag T-450/09, Simba Toys GmbH & Co. KG mod KHIM — Seven Towns Limited, annulleres.

Afgørelse truffet den 1. september 2009 af Andet Apelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag 1526/2008-2) annulleres.

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og Seven Towns Limited betaler sagens omkostninger i forbindelse med appellen til Domstolen og i forbindelse med sagens behandling ved Retten som førsteinstans.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har fremsat seks appelanbringender: Det første appelanbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra e), nr. ii) i forordning nr. 94/40 (1). Det andet appelanbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra e), nr. i) i forordning nr. 94/40. Det tredje appelanbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra e), nr. iii) i forordning nr. 94/40. Det fjerde appelanbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 94/40. Det femte appelanbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 94/40. Det sjette appelanbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 76, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 (2).

Det første appelanbringende er inddelt i elleve led: Fejlagtigt krav om »præcis vurdering«, fejlagtig manglende hensyntagen til varer, der allerede findes på markedet; konklusionerne vedrørende hvad der kan udledes af gengivelsen af varemærket er baseret på en fordrejet gengivelse af de faktiske omstændigheder og beviser; for snæver fortolkning af kriteriet »teknisk funktion«; ingen hensyntagen til manglende væsentlige vilkårlige kendetegn; fejlagtig betragtning vedrørende almen interesse; fejlagtig juridisk vurdering af relevansen af manglende alternative udformninger; konklusion vedrørende alternative udformninger baseret på urigtig gengivelse af faktiske omstændigheder og beviser; fejlagtig bevisførelse for nødvendighed og resultatet af den tekniske funktion; ikke relevant, terninger uden synlige linjer kan forekomme; fejlagtig konklusion vedrørende en påstået manglende tekniske virkning hos en underkategori af varer udvidet til også at omfatte alle andre varer, for hvilke et varemærke er registreret.

Det andet appelanbringende består af et led: Fejlagtig manglende hensyntagen til den omstændighed, at de væsentlige bestanddele er funktionelle.

Det tredje appelanbringende består af et led: Fejlagtig manglende hensyntagen til den omstændighed, at de væsentlige bestanddele, giver varen værdi.

Det fjerde appelanbringende består af elleve led: Fejlagtig retlig bedømmelse af bevisbyrden; fejlagtig analyse af det anfægtede varemærkes individuelle kendetegn; fejlagtig manglende hensyntagen til individuelle kendetegns tekniske virkning; fejlagtigt udelukkende at forlade sig på normerne i den pågældende branche; fejlagtigt krav om »spontanitet«, fejlagtig konklusion, hvorved en underkategori af varers påståede særpræg udvides til at omfatte alle varer, for hvilke et varemærke er registreret; fejlagtig anvendelse af kravet om »den form, der er størst sandsynlighed for, at den omhandlede vare vil antage«; afvisning af magisk terning som den mest sandsynlige form baseret alene på en urigtig gengivelse af faktiske omstændigheder og beviser; fejlagtig vurdering af særpræg alene baseret på kundekreds’ synsvinkel; fejlagtig afvisning af hensyntagen til specifikke varer, der faktisk er markedsført; ukorrekt bevisførelse for relevansen af varer, der allerede er på markedet;

Det femte appelanbringende er opdelt i otte led: fejlagtigt krav om »entydighed«; fejlagtigt krav om »umiddelbarhed«; fejlagtigt fortolkning af kriteriet »direkte og konkret forbindelse«; fejlagtig analyse af beskrivende karakter alene med hensyntagen til en generel beskrivelse af varer; fejlagtig definition af den relevante kundekreds; forkert definition af, hvilket kendskab kundekredsen har; fejlagtig manglende hensyntagen til fremtidige udviklinger; fejlagtig vurdering af offentlighedens interesse ved fejlagtig henvisning til alternative udformninger.

Det sjette appelanbringende består af et led: Fejlagtig fastlæggelse af de faktiske omstændigheder uden bevis herfor.


(1)  Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20.12.1993 om EF-varemærker (EFT L 11, s. 1).

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 21).