—

Raffinerie Tirlemontoise SA ved avocat D. Gérard og Rechtsanwalt H.-J. Prieß

—

den belgiske regering ved M. Jacobs og J.-C. Halleux, som befuldmægtigede, bistået af avocats M. Keup og B. De Moor

—

den nederlandske regering ved B. Koopman, som befuldmægtiget

—

Europa-Kommissionen ved A. Lewis og P. Ondrůšek, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 33, stk. 1 og 2, i Rådets forordning (EF) nr. 2038/1999 af 13. september 1999 om den fælles markedsordning for sukker (EFT 1999, L 252, s. 1) samt gyldigheden af for det første Kommissionens forordning (EF) nr. 2267/2000 af 12. oktober 2000 om fastsættelse for produktionsåret 1999/2000 af produktionsafgifterne og koefficienten for beregning af tillægsafgiften for sukker (EFT 2000, L 259, s. 29) og for det andet Kommissionens forordning (EF) nr. 1993/2001 af 11. oktober 2001 om fastsættelse for produktionsåret 2000/2001 af produktionsafgifterne for sukker (EFT 2001, L 271, s. 15).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Raffinerie Tirlemontoise SA (herefter »Raffinerie«) og État belge vedrørende et krav om tilbagebetaling af for meget betalte produktionsafgifter for sukker for produktionsårene 1999/2000-2004/2005.

3

14.-17. betragtning til forordning nr. 2038/1999 havde følgende ordlyd:

4

Artikel 33, stk. 1 og 2, i forordning nr. 2038/1999 bestemte:

»1.   Inden udgangen af hvert produktionsår konstateres:

2.   Inden udgangen af produktionsåret 2000/2001 og med forbehold af artikel 26, stk. 5, konstateres kumulativt for produktionsårene 1995/1996 til 2000/2001:

Det samlede anslåede tab eller den samlede anslåede indtægt, der er nævnt under stk. 1, litra e), justeres på grundlag af forskellen mellem de under litra c) og d) omhandlede konstateringer.«

5

Produktionsafgifterne og koefficienten for beregning af tillægsafgiften for sukker blev for produktionsåret 1999/2000 fastsat ved forordning nr. 2267/2000. Produktionsafgifterne for sukker blev for produktionsåret 2000/2001 fastsat ved forordning nr. 1993/2001.

6

9.-13. betragtning til Rådets forordning (EF) nr. 1260/2001 af 19. juni 2001 om den fælles markedsordning for sukker (EFT 2001, L 178, s. 1) havde følgende ordlyd:

7

Artikel 15, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1260/2001 bestemte:

»1.   Inden udgangen af hvert produktionsår konstateres:

2.   Inden udgangen af produktionsåret 2005/2006, og uden at dette indskrænker anvendelsen af artikel 10, stk. 3-6, konstateres kumulativt for produktionsårene 2001/2002-2005/2006.

Det samlede anslåede tab eller den samlede anslåede indtægt, der er nævnt under stk. 1, litra e), justeres på grundlag af forskellen mellem de under litra c) og d) omhandlede konstateringer.«

8

Raffinerie er et sukkerproducerende selskab.

9

Idet Raffinerie fandt, at de produktionsafgifter, som selskabet havde betalt for produktionsårene 1999/2000-2005/2006, var for høje, anlagde selskabet sag mod Bureau d’intervention et de restitution belge (det belgiske interventions- og restitutionskontor) med henblik på at opnå tilbagebetaling af de for meget betalte afgifter.

10

Den 1. juli 2014 blev fra Bureau d’intervention et de restitution belges tidligere forpligtelser, dvs. bl.a. fordringer og gæld, overdraget til État belge.

11

Hvad særligt angår produktionsårene 1999/2000 og 2000/2001 har Raffinerie anført, at den argumentation, som Domstolen fulgte i dom af 27. september 2012, Zuckerfabrik Jülich (C-113/10, C-147/10 og C-234/10, EU:C:2012:591), rejser tvivl om den afgiftsberegning, der er foretaget for disse to produktionsår i henhold til forordning nr. 2267/2000 og nr. 1993/2001, men at Domstolen inden for rammerne af de præjudicielle spørgsmål, som den hidtil er blevet forelagt, ikke har haft anledning til at tage stilling til de ugyldighedsgrunde, som den lagde til grund i sin dom, for så vidt angår de to nævnte forordninger.

12

Det er på denne baggrund, at tribunal de première instance de Bruxelles (retten i første instans i Bruxelles) har besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

13

Indledningsvis bemærkes for det første, at artikel 33 i forordning nr. 2038/1999, der indeholder kriterierne for fastsættelse af produktionsafgifter for produktionsårene 1995/1996-2000/2001, og artikel 15 i forordning nr. 1260/2001, der indeholder kriterierne for fastsættelse af produktionsafgifter for produktionsårene 2001/2002-2005/2006, for så vidt angår deres stk. 1, i det væsentlige er enslydende (jf. i denne retning dom af 8.5.2008, Zuckerfabrik Jülich m.fl., C-5/06 og C-23/06 – C-36/06, EU:C:2008:260, præmis 31). Det samme gør sig gældende for artikel 33, stk. 2, i forordning nr. 2038/1999 og artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 1260/2001.

14

For det andet er 15.-17. betragtning til forordning nr. 2038/1999, som ligger til grund for forordningens artikel 33, i det væsentlige enslydende med 11.-13. betragtning til forordning nr. 1260/2001, som ligger til grund for sidstnævntes artikel 15.

15

På denne baggrund skal artikel 33, stk. 1 og 2, i forordning nr. 2038/1999 og artikel 15, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1260/2001, som anført af Raffinerie, den belgiske regering og Kommissionen, fortolkes på samme måde.

16

I henhold til artikel 33, stk. 1, litra d), i forordning nr. 2038/1999 er det gennemsnitlige tab lig med forskellen mellem det samlede restitutionsbeløb og det samlede afgiftsbeløb i forhold til den pågældende samlede eksportforpligtelsestonnage, der skal opfyldes i det løbende produktionsår (jf. i denne retning dom af 8.5.2008, Zuckerfabrik Jülich m.fl., C-5/06 og C-23/06 – C-36/06, EU:C:2008:260, præmis 46, og af 27.9.2012, Zuckerfabrik Jülich m.fl., C-113/10, C-147/10 og C-234/10, EU:C:2012:591, præmis 39).

17

Begrebet »eksportforpligtelser, der skal opfyldes i det løbende produktionsår« og hvis tonnage i henhold til artikel 33, stk. 1, litra d), i forordning nr. 2038/1999 udgør nævneren ved beregningen af det gennemsnitlige tab, omfatter enhver produktmængde, der er omfattet af denne forordnings artikel 33, og som er bestemt til udførsel fra Det Europæiske Fællesskab, og spørgsmålet om, hvorvidt eksportrestitutionerne følger de produktmængder, der er bestemt til udførsel, er uden betydning i forhold til dette begreb (jf. i denne retning dom af 8.5.2008, Zuckerfabrik Jülich m.fl., C-5/06 og C-23/06 – C-36/06, EU:C:2008:260, præmis 49-51).

18

Følgelig skal alle de af artikel 33 i forordning nr. 2038/1999 omfattede udførte produktmængder tages i betragtning ved fastsættelsen af det anslåede gennemsnitlige tab pr. ton produkt, uanset om der faktisk er betalt restitution eller ej (jf. i denne retning dom af 8.5.2008, Zuckerfabrik Jülich m.fl., C-5/06 og C-23/06 – C-36/06, EU:C:2008:260, præmis 61).

19

Med hensyn til »det samlede restitutionsbeløb«, som i henhold til artikel 33, stk. 1, litra d), i forordning nr. 2038/1999 udgør en del af tælleren ved beregningen af det gennemsnitlige tab, skal dette beløb have en direkte sammenhæng med de omkostninger, der belaster Fælleskabets budget i forbindelse med afsætningen af overskudssukker, og skal følgelig være baseret på en hensyntagen til de eksportrestitutionsbeløb, der er betalt for at sikre afsætningen af de produktmængder, som har været genstand for eksportforpligtelser (jf. i denne retning dom af 27.9.2012, Zuckerfabrik Jülich m.fl., C-113/10, C-147/10 og C-234/10, EU:C:2012:591, præmis 48 og 49).

20

På baggrund af det ovenstående skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 33, stk. 1, i forordning nr. 2038/1999 skal fortolkes således, at det med henblik på beregning af det gennemsnitlige tab er nødvendigt at dele beløbet for de samlede faktiske udgifter, der er forbundet med eksportrestitutioner for de produkter, som henhører under denne bestemmelse, med de samlede mængder af disse eksporterede produkter, uanset om der reelt er betalt restitution for disse produkter eller ej.

21

Det bemærkes, at det følger af forordning nr. 2038/1999 og navnlig dennes artikel 33, at produktionsafgifterne skal beregnes på grundlag af det samlede tab (jf. i denne retning dom af 8.5.2008, Zuckerfabrik Jülich m.fl., C-5/06 og C-23/06 – C-36/06, EU:C:2008:260, præmis 41).

22

Det bemærkes herved, at denne forordning i lighed med forordning nr. 1260/2001 har til formål at indføre en ordning for selvfinansiering af omkostningerne til afsætning af overskud, som på en rimelig, men effektiv måde sikrer, at producenterne selv fuldt ud dækker disse omkostninger. Som følge heraf må den anvendte beregningsmetode ikke i praksis medføre, at det samlede tab på forhånd fastsættes til et beløb, der er større end omkostningerne forbundet med restitutionerne i forbindelse med afsætningen af Fællesskabets overskudsproduktion (jf. i denne retning dom af 8.5.2008, Zuckerfabrik Jülich m.fl., C-5/06, C-23/06 – C-36/06, EU:C:2008:260, præmis 44, 57 og 60, og af 27.9.2012, Zuckerfabrik Jülich m.fl., C-113/10, C-147/10 og C-234/10, EU:C:2012:591, præmis 46).

23

Ifølge den pågældende forordnings artikel 33, stk. 2, litra c), konstateres det samlede anslåede tab ved, at det overskud, der kan udføres, multipliceres med det gennemsnitlige tab. Følgelig fører enhver overvurdering af det gennemsnitlige tab uundgåeligt til en overvurdering af det samlede tab og derfor til en for høj fastsættelse af produktionsafgifter (jf. analogt dom af 27.9.2012, Zuckerfabrik Jülich m.fl., C-113/10 og C-147/10-C-234/10, EU:C:2012:591, præmis 47).

24

Det gennemsnitlige tab i henhold til artikel 33, stk. 2, litra b), i forordning nr. 2038/1999 beregnes imidlertid på grundlag af den beregningsregel, der er omhandlet i samme forordnings artikel 33, stk. 1, litra d), andet afsnit.

25

De konstateringer, der er foretaget vedrørende denne bestemmelse, og som figurerer i denne doms præmis 17-19, finder ligeledes anvendelse for så vidt angår artikel 33, stk. 2, litra b), i forordning nr. 2038/1999.

26

Det følger heraf, at det andet spørgsmål skal besvares med, at artikel 33, stk. 2, i forordning nr. 2038/1999 skal fortolkes således, at der ved den samlede beregning af produktionsafgifterne skal tages hensyn til det gennemsnitlige tab, som beregnes ved at dele beløbet for de samlede faktiske udgifter, der er forbundet med eksportrestitutioner for de produkter, som henhører under denne bestemmelse, med de samlede mængder af disse eksporterede produkter, uanset om der reelt er betalt restitution for disse produkter eller ej.

27

Det bemærkes, at Domstolen har fastslået, at den beregningsmetode, som Kommissionen har anvendt til at fastsætte produktionsafgifterne i sukkersektoren, som fastsat i Kommissionens forordning (EF) nr. 1193/2009 af 3. november 2009 om berigtigelse af forordning (EF) nr. 1762/2003, (EF) nr. 1775/2004, (EF) nr. 1686/2005 og (EF) nr. 164/2007 og om fastsættelse af produktionsafgifterne i sukkersektoren for produktionsårene 2002/2003, 2003/2004, 2004/2005 og 2005/2006 (EUT 2009, L 321, s. 1), ikke indebar en hensyntagen til det eksportrestitutionsbeløb, der er betalt for at sikre afsætningen af de sukkermængder, der er indeholdt i forarbejdede produkter, som har været genstand for eksportforpligtelser. Domstolen har nemlig fastslået, at denne metode bestod i at tildele disse mængder et fiktivt restitutionsbeløb, som var baseret på gennemsnittet af de af Kommissionen periodisk fastsatte beløb, uafhængigt af, om en eventuel restitution faktisk betales, og uafhængigt af dens reelle beløb (dom af 27.9.2012, Zuckerfabrik Jülich m.fl., C-113/10, C-147/10 og C-234/10, EU:C:2012:591, præmis 48).

28

Eftersom et sådant teoretisk restitutionsbeløb anvendes som en del af tælleren ved beregningen af det gennemsnitlige tab, bevirker denne forhøjelse af tælleren nødvendigvis, at det gennemsnitlige tab og dermed det samlede tab overvurderes i strid med artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 1260/2001 (jf. i denne retning dom af 27.9.2012, Zuckerfabrik Jülich m.fl., C-113/10, C-147/10 og C-234/10, EU:C:2012:591, præmis 50).

29

Følgelig blev forordning nr. 1193/2009 – med undtagelse af artikel 3, som allerede var blevet annulleret af Den Europæiske Unions Ret ved dom af 29. september 2011, Polen mod Kommissionen (T-04/06, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:546) – erklæret ugyldig af Domstolen ved dom af 27. september 2012, Zuckerfabrik Jülich m.fl. (C-113/10, C-147/10 og C-234/10, EU:C:2012:591, præmis 54).

30

Det er imidlertid ubestridt, at den beregningsmetode, som Kommissionen har anvendt til fastsættelse af produktionsafgifterne i sukkersektoren, som fastsat i forordning nr. 2267/2000 og nr. 1993/2001, heller ikke indebar en hensyntagen til de eksportrestitutionsbeløb, der reelt er betalt for at sikre afsætningen af de sukkermængder, som er indeholdt i forarbejdede produkter, som har været genstand for eksportforpligtelser.

31

For så vidt som en sådan beregningsmetode af de grunde, der er anført i denne doms præmis 28, indebar en overvurdering af det gennemsnitlige tab og således af det samlede tab, skal den ligeledes anses for at være i strid med artikel 33, stk. 1, i forordning nr. 2038/1999.

32

Følgelig skal det tredje spørgsmål besvares med, at forordning nr. 2267/2000 og nr. 1993/2001 er ugyldige.

33

Kommissionen har gjort gældende, at det, henset til den tid, der er forløbet siden vedtagelsen af forordning nr. 2267/2000 og 1993/2001, til vanskelighederne med at genfinde oplysningerne for de år, der er omhandlet i sagen, og til den omstændighed, at visse erhvervsdrivende, der eksisterede på daværende tidspunkt, ikke længere findes, er nødvendigt, at Domstolen begrænser virkningerne af, at disse forordninger erklæres ugyldige, ved at forbeholde de fordelagtige virkninger for de virksomheder, der inden afsigelsen af denne dom har anlagt en sag eller indgivet en klage, der er ligestillet hermed, med henblik på at opnå tilbagebetaling af de beløb, som er betalt med urette for de produktionsafgifter i sukkersektoren, som blev fastsat i de pågældende forordninger.

34

En sådan begrænsning af de tidsmæssige virkninger fratager ikke de virksomheder, der har anlagt en sag eller indgivet en klage, en retlig beskyttelse af deres rettigheder. Den vil til gengæld modvirke, at der skabes en situation, der kan fordreje konkurrencen mellem virksomhederne i de gamle medlemsstater og virksomhederne i de medlemsstater, der tiltrådte Den Europæiske Union i 2004, for så vidt som det alene er de førstnævnte, der kan modtage tilbagebetaling af de for meget betalte afgifter.

35

Kongeriget Belgien har i retsmødet for sin del gjort gældende, at der ikke forelå nogen objektiv forskel, der gjorde det muligt at skelne mellem situationen for de virksomheder, der havde anlagt sag inden datoen for afsigelsen af denne dom, og situationen for de virksomheder, der ikke havde anlagt en sådan sag, og har derfor foreslået, at den omstændighed, at forordning nr. 2267/2000 og nr. 1993/2001 erklæres ugyldige, begrænses til at have virkninger for fremtiden.

36

Endelig har Raffinerie og Kongeriget Nederlandene i deres mundtlige indlæg gjort gældende, at tvingende retssikkerhedsmæssige hensyn, der kan begrunde en tidsmæssig begrænsning af virkningerne af, at de pågældende forordninger erklæres ugyldige, ikke foreligger i det foreliggende tilfælde

37

Det skal i denne henseende bemærkes, at når tvingende retssikkerhedsmæssige hensyn begrunder det, har Domstolen i medfør af artikel 264, stk. 2, TEUF, der finder analog anvendelse også i forbindelse med en præjudiciel forelæggelse i medfør af artikel 267 TEUF vedrørende gyldigheden af EU-retsakter, et skøn med hensyn til i hver enkelt, konkrete sag at afgøre, hvilke af den berørte retsakts virkninger der skal betragtes som bestående (dom af 28.4.2016, Borealis Polyolefine m.fl., C-191/14, C-192/14, C-295/14, C-389/14 og C-391/14-C-393/14, EU:C:2016:311, præmis 103).

38

Domstolen har således gjort brug af muligheden for en tidsmæssig begrænsning af virkningerne af konstateringen af en EU-retlig bestemmelses ugyldighed, når tvingende retssikkerhedsmæssige hensyn vedrørende samtlige de interesser af såvel offentlig som privat karakter, der gør sig gældende i de pågældende sager, er til hinder for at anfægte opkrævningen eller betalingen af pengebeløb, der er gennemført i henhold til denne bestemmelse under perioder forud for afsigelsen af dommen (dom af 8.11.2001, Silos, C-228/99, EU:C:2001:599, præmis 36).

39

I det foreliggende tilfælde kan hverken vanskelighederne med at genfinde oplysningerne for produktionsårene 1999/2000 og 2000/2001, eller den omstændighed, at visse operatører, der eksisterede i den periode, som er omhandlet i hovedsagen, ikke længere findes, anses for tvingende retssikkerhedsmæssige hensyn, der kan begrunde en begrænsning af de tidsmæssige virkninger af denne dom.

40

Endvidere kan den omstændighed, at virksomhederne i de »gamle« medlemsstater, som har skullet betale afgifter for produktionsårene 1999/2000 og 2000/2001, bør modtage en tilbagebetaling af de for meget betalte afgifter, ikke fordreje konkurrencen mellem disse virksomheder og de virksomheder, der tiltrådte Den Europæiske Union i 2004, eftersom denne tilbagebetaling kun har til formål at bringe en situation til ophør, som var ufordelagtig for denne første kategori af virksomheder.

41

Under disse omstændigheder er der ikke grundlag en tidsmæssig begrænsning af denne doms virkninger.

42

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret: