Sag C-541/15
Sag anlagt af Mircea Florian Freitag
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Wuppertal)
»Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – artikel 21 TEUF – retten til at færdes og tage ophold på medlemsstaternes område – person, der både er statsborger i bopælsmedlemsstaten og i den medlemsstat, hvor han er født – ændring af efternavn i den medlemsstat, hvor han er født, uden et sædvanligt ophold dér – navn, der svarer til fødenavnet – ansøgning om indførelse af dette navn i bopælsmedlemsstatens personregister – afslag på ansøgningen – begrundelse – navnet ikke erhvervet under et sædvanligt ophold – den omstændighed, at der er andre procedurer i national ret med henblik på at opnå anerkendelse af det samme navn«
Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 8. juni 2017
Unionsborgerskab – retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – national lovgivning, der fastsætter regler for indførelse af en persons efternavn i dokumenter vedrørende civilstand – en medlemsstats afslag på at anerkende et efternavn, som en statsborger i denne medlemsstat har opnået lovligt og uden et sædvanligt ophold i en anden medlemsstat, hvor han ligeledes er statsborger, og som er vedkommendes fødenavn – ikke tilladt – grænse – den omstændighed, at der er andre nationale bestemmelser, der gør det muligt at anerkende det pågældende navn
(Art. 21 TEUF)
Artikel 21 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstats personregistermyndighed giver afslag på at anerkende og indføre et navn i personregistret, som en statsborger i denne medlemsstat har opnået lovligt i en anden medlemsstat, hvor han ligeledes er statsborger, og som er vedkommendes fødenavn, på grundlag af en bestemmelse i national ret, hvorefter muligheden for at anmode om en sådan registrering ved indgivelse af erklæring til personregistermyndigheden er underlagt den betingelse, at navnet er blevet erhvervet under et sædvanligt ophold i denne anden medlemsstat, medmindre der findes andre bestemmelser i national ret, der reelt gør det muligt at anerkende det pågældende navn.
Det fremgår af fast retspraksis, at selv om reglerne for indførelse af en persons efternavne i dokumenter vedrørende civilstand på EU-rettens nuværende udviklingstrin henhører under medlemsstaternes kompetence, skal medlemsstaterne imidlertid overholde EU-retten under udøvelsen af denne kompetence, og herunder EUF-traktatens bestemmelser om den ret, der tilkommer enhver unionsborger til at færdes og opholde sig på medlemsstaternes område (jf. dom af 2.10.2003, Garcia Avello, C-148/02, EU:C:2003:539, præmis 25, af 14.10.2008, Grunkin og Paul, C-353/06, EU:C:2008:559, præmis 16, af 22.12.2010, Sayn-Wittgenstein, C-208/09, EU:C:2010:806, præmis 38 og 39, af 12.5.2011, Runevič-Vardyn og Wardyn, C-391/09, EU:C:2011:291, præmis 63, og af 2.6.2016, Bogendorff von Wolffersdorff, C-438/14, EU:C:2016:401, præmis 32).
Herved bemærkes, at det er nødvendigt, for at en lovgivning som den tyske navnelovgivning samlet set kan anses for at være forenelig med EU-retten, at de bestemmelser eller den interne procedure, der giver adgang til at indgive en ansøgning om navneændring, ikke gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at gennemføre de rettigheder, der er tillagt ved artikel 21 TEUF. Ud fra en EU-retlig betragtning er det i princippet irrelevant, i henhold til hvilken national bestemmelse eller intern procedure sagsøgeren kan gøre sine rettigheder gældende for så vidt angår den pågældendes navn.
Da der således ikke findes EU-retlige bestemmelser om ændring af efternavne, tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin nationale retsorden at fastsætte de nærmere regler, der følger af national ret til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som tilkommer borgerne i medfør af EU-retten, idet disse regler dog dels ikke må være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende rettigheder efter nationale regler (ækvivalensprincippet), dels ikke i praksis må gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden (effektivitetsprincippet) (jf. bl.a. analogt dom af 12.9.2006, Eman og Sevinger, C-300/04, EU:C:2006:545, præmis 67, af 3.7.2014, Kamino International Logistics og Datema Hellmann Worldwide Logistics, C-129/13 og C-130/13, EU:C:2014:2041, præmis 75, og af 8.3.2017, Euro Park Service, C-14/16, EU:C:2017:177, præmis 36).
(Jf. præmis 33, 41, 42, 47 og domskonkl.)