Sag C-455/15 PP-U

P

mod

Q

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Varbergs tingsrätt)

»Præjudiciel forelæggelse — den præjudicielle hasteprocedure — retligt samarbejde i civile sager — kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar — forordning (EF) nr. 2201/2003 — artikel 23, litra a) — grunde til ikke-anerkendelse af retsafgørelser om forældreansvar — grundlæggende retsprincipper«

Sammendrag – Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 19. november 2015

1. Retligt samarbejde i civile sager — kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar — forordning nr. 2201/2003 — anerkendelse og fuldbyrdelse — begrundelse for afslag — tilsidesættelse af grundlæggende retsprincipper i den stat, begæringen rettes til — betingelser — prøvelse foretages af retten i den stat, begæringen er rettet til — grænser — domstolens prøvelse

   [Rådets forordning nr. 2201/2003, art. 23, litra a)]

2. Retligt samarbejde i civile sager — kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar — forordning nr. 2201/2003 — anerkendelse og fuldbyrdelse — forbud mod prøvelse af kompetencen for retten i domsstaten — anvendelsesområde

   (Rådets forordning nr. 2201/2003, art. 15 og 24)

3. Retligt samarbejde i civile sager — kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar — forordning nr. 2201/2003 — anerkendelse og fuldbyrdelse — begrundelse for afslag — tilsidesættelse af grundlæggende retsprincipper i den stat, begæringen rettes til — betingelser — under hensyntagen til barnets bedste foreligger der en åbenbar tilsidesættelse af en retsregel, der anses for væsentlig i retsordenen i førstnævnte medlemsstat, eller af en rettighed, der er anerkendt som grundlæggende i den pågældende retsorden

   [Rådets forordning nr. 2201/2003, art. 23, litra a)]

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 35-40)

2.  Artikel 24 i forordning nr. 2201/2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning nr. 1347/2000 indeholder et forbud mod enhver efterprøvelse af kompetencen for retten i domsstaten og endda udtrykkeligt fremhæver, at samme forordnings artikel 23, litra a), ikke kan anvendes med henblik på at foretage en sådan efterprøvelse. Det er ganske vist korrekt, at artikel 24 alene henviser til forordningens artikel 3-14, men ikke til dens artikel 15. Artikel 15 i denne forordning, der er indeholdt i forordningens kapitel II med overskriften »Kompetence«, supplerer imidlertid de kompetenceregler, der er fastsat i nævnte kapitels artikel 8-14, med en samarbejdsordning, som gør det muligt for en ret i en medlemsstat, der har kompetence til at påkende sagen i medfør af en af disse kompetenceregler, undtagelsesvis at henvise sagen til en ret i en anden medlemsstat, som er bedre egnet til at behandle den. En påstået overtrædelse af nævnte forordnings artikel 15, begået af en ret i en medlemsstat, gør det således ikke muligt for en ret i en anden medlemsstat at efterprøve førstnævnte rets kompetence, uanset at forbuddet i samme forordnings artikel 24 ikke indeholder en udtrykkelig henvisning til nævnte artikel 15.

   (jf. præmis 42-45)

3.  Artikel 23, litra a), i forordning nr. 2201/2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning nr. 1347/2000 skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke gør det muligt for retten i en medlemsstat, som anser sig for kompetent med hensyn til at træffe afgørelse om forældremyndigheden over et barn, at nægte at anerkende en afgørelse truffet af en ret i en anden medlemsstat, som omhandler forældremyndigheden over dette barn, medmindre der under hensyntagen til barnets bedste foreligger en åbenbar tilsidesættelse af en retsregel, der anses for væsentlig i retsordenen i førstnævnte medlemsstat, eller af en rettighed, der er anerkendt som grundlæggende i den pågældende retsorden.

   (jf. præmis 53 og domskonkl.)