1

Med deres appelskrift har appellanterne Timab Industries (herefter »Timab«) og Cie financière et de participations Roullier (CFPR) principalt nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 20. maj 2015, Timab Industries og CFPR mod Kommissionen (T-456/10, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2015:296), hvorved Retten frifandt Kommissionen for appellanternes påstand om annullation af Kommissionens afgørelse K(2010) 5001 endelig af 20. juli 2010 om en procedure i henhold til artikel 101 [TEUF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/38.866 — Fosfater til dyrefoder) (herefter »den omtvistede afgørelse«) og hjemvisning af sagen til Retten med henblik på en passende nedsættelse af den bøde, som appellanterne var blevet pålagt. Subsidiært har de nedlagt påstand om, at det fastslås, at Retten tilsidesatte appellanternes ret til en retfærdig rettergang på grund af den retslige procedures urimeligt lange varighed.

2

Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i artikel [101 TEUF] og [102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1) bestemmer i artikel 7, stk. 1:

»Hvis Kommissionen på grundlag af en klage eller på eget initiativ konstaterer, at traktatens artikel [101 TEUF] eller [102 TEUF] er overtrådt, kan den ved en beslutning pålægge de deltagende virksomheder eller virksomhedssammenslutninger at bringe den pågældende overtrædelse til ophør. I denne forbindelse kan den pålægge dem enhver forpligtelse af adfærdsregulerende eller strukturel karakter, der står i passende forhold til overtrædelsen, og som er nødvendig for effektivt at bringe overtrædelsen til ophør. […]«

3

I denne forordnings artikel 23, stk. 2 og 3, bestemmes:

»2.   Kommissionen kan ved beslutning pålægge virksomheder og virksomhedssammenslutninger bøder, hvis de forsætligt eller uagtsomt:

[…]

Bøden kan for hver af de virksomheder, som har deltaget i overtrædelsen, ikke overstige 10% af den samlede omsætning i det foregående regnskabsår.

[…]

3.   Ved fastlæggelse af bødens størrelse skal der tages hensyn til både overtrædelsens grovhed og varighed.«

4

Forligsproceduren blev i 2008 indført med vedtagelsen af Kommissionens forordning (EF) nr. 622/2008 af 30. juni 2008 om ændring af forordning (EF) nr. 773/2004 vedrørende gennemførelse af forligsprocedurer i kartelsager (EUT 2008, L 171, s. 3). De nærmere bestemmelser om denne forordnings gennemførelse blev beskrevet nærmere i Kommissionens meddelelse af 2. juli 2008 om forligsprocedurer med henblik på vedtagelse af beslutninger i henhold til artikel 7 og artikel 23 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 i kartelsager (EUT 2008, C 167, s. 1, herefter »forligsmeddelelsen«).

5

Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7. april 2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til artikel [101 TEUF] og [102 TEUF] (EUT L 123, s. 18), som ændret ved forordning nr. 622/2008 (herefter »forordning nr. 773/2004«), fastsætter i artikel 10a med overskriften »Forligsprocedure i kartelsager«:

»1.   Når der i henhold til artikel 11, stk. 6, i forordning […] nr. 1/2003 er indledt procedure i en sag, kan Kommissionen fastsætte en frist, inden hvilken sagens parter skriftligt kan tilkendegive, at de er rede til at deltage i forligsforhandlinger med henblik på eventuelt at indgive et forligsindlæg. Kommissionen har ikke pligt til at tage hensyn til svar modtaget efter fristens udløb.

[…]

2.   Parter, der deltager i forligsforhandlinger, kan af Kommissionen blive underrettet om følgende:

[…]

Hvis forligsforhandlingerne skrider frem, kan Kommissionen give parterne en frist til at forpligte sig til at videreføre forligsproceduren gennem indgivelse af et forligsindlæg, der afspejler udfaldet af forligsforhandlingerne, og hvori de anerkender deres deltagelse i en overtrædelse af [artikel 101 TEUF] samt deres ansvar. Inden Kommissionen fastsætter en frist for indgivelse af forligsindlæg, er de pågældende parter berettiget til i behørig tid at modtage de underretninger, der er opstillet i artikel 10a, stk. 2, første afsnit. Kommissionen har ikke pligt til at tage hensyn til forligsindlæg modtaget efter fristens udløb.

3.   Har Kommissionen i sin klagepunktsmeddelelse afspejlet indholdet af parternes forligsindlæg, skal de pågældende parter i deres skriftlige svar på klagepunktsmeddelelsen inden for den af Kommissionen fastsatte frist bekræfte, at den klagepunktsmeddelelse, der er rettet til dem, afspejler indholdet af deres forligsindlæg. Kommissionen kan herefter skride til vedtagelse af en beslutning efter artikel 7 og artikel 23 i forordning […] nr. 1/2003 efter høring af Det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål i henhold til artikel 14 i forordning […] nr. 1/2003.

4.   Kommissionen kan på ethvert tidspunkt under procedurens forløb beslutte helt at afbryde forhandlingerne i en specifik sag eller forhandlingerne med en eller flere af de involverede parter, hvis Kommissionen mener, at det ikke er sandsynligt[,] at effektivitet i sagsbehandlingen opnås.«

6

Følgende fremgår af forligsmeddelelsens punkt 1:

»I denne meddelelse opstiller Kommissionen de principper, den vil følge, når den vil belønne virksomheder for det samarbejde, de yder, efter at Kommissionen har indledt procedure med henblik på anvendelse af [artikel 101 TEUF] i kartelsager […]. Det samarbejde, der er omhandlet i denne meddelelse, adskiller sig fra den frivillige udlevering af bevismateriale, der kan danne grundlag for eller fremme Kommissionens undersøgelse af en sag, og som er omfattet af Kommissionens meddelelse om bødefritagelse og bødenedsættelse i kartelsager […] I det omfang, hvor det samarbejde, som en virksomhed tilbyder, opfylder betingelserne i begge meddelelser, kan dette samarbejde belønnes efter begge meddelelser.«

7

Denne meddelelses del 2.1 med overskriften »Indledning af procedure og sondering af mulighederne for forlig« bestemmer i punkt 11:

»Såfremt Kommissionen finder det hensigtsmæssigt at sondere parternes interesse i at indlede forligsforhandlinger, vil den i henhold til artikel 10a, stk. 1, og artikel 17, stk. 3, i forordning […] nr. 773/2004 fastsætte en frist på ikke under to uger, inden for hvilken sagens parter skriftligt kan tilkendegive, om de er rede til at indlede forligsforhandlinger med henblik på eventuelt at indgive et forligsindlæg på et senere stadium. En sådan skriftlig tilkendegivelse indebærer ikke, at parterne indrømmer at have deltaget i en overtrædelse, eller at de er ansvarlige for overtrædelsen.«

8

Punkt 15-17 og 19 i forligsmeddelelsen, som er omfattet af denne meddelelses del 2.2 med overskriften »Indledning af forligsproceduren: forligsforhandlinger«, bestemmer:

[…]

9

Del 2.3 i forligsmeddelelsen med overskriften »Forligsindlæg« fastsætter i punkt 20, at parter, der ønsker forligsproceduren indledt, skal indgive en formel anmodning herom i form af et forligsindlæg. Dette indlæg bør navnlig indeholde en klar og utvetydigt formuleret anerkendelse af parternes ansvar for overtrædelsen samt disse parters bekræftelse af, at de ikke har til hensigt at anmode om aktindsigt eller om at blive hørt på ny under en mundtlig høring, medmindre Kommissionen ikke afspejler deres forligsindlæg i klagepunktsmeddelelsen og beslutningen.

10

Følgende fremgår af forligsmeddelelsens punkt 21, som også er omfattet af denne del 2.3.:

»De anerkendelser og bekræftelser, parterne afgiver med henblik på et forlig, udgør en viljeserklæring om at ville samarbejde om en hurtig afslutning af sagen efter forligsproceduren. Disse anerkendelser og bekræftelser er dog betinget af, at Kommissionen imødekommer deres forligsanmodning, herunder også hvad angår deres forventede maksimale bødepålæg.«

11

Denne meddelelses del 2.4 med overskriften »Klagepunktsmeddelelse og svar herpå« bestemmer i punkt 23, 24 og 26:

[…]

12

Del 2.5 i forligsmeddelelsen med overskriften »Kommissionens beslutning og belønning for forligets indgåelse« anfører følgende i punkt 28, 30, 32 og 33:

[…]

[…]

13

Retningslinjerne for beregningen af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 (EUT 2006, C 210, s. 2, herefter »retningslinjerne af 2006«) fastlægger den metode, som Kommissionen anvender til fastsættelse af den bøde, der skal pålægges virksomheder eller virksomhedssammenslutninger, hvis de forsætligt eller uagtsomt overtræder artikel 101 TEUF eller 102 TEUF.

14

I overensstemmelse med punkt 10 og 11 i retningslinjerne af 2006:

15

I retningslinjernes punkt 27, der indgår i disse retningslinjers del 2, med overskriften »Regulering af grundbeløbet« anføres følgende:

»Ved bødeudmålingen kan Kommissionen tage hensyn til omstændigheder, der medfører en forhøjelse eller en nedsættelse af grundbeløbet […] Dette vil ske på grundlag af en samlet vurdering, hvor alle relevante omstændigheder tages i betragtning.«

16

Punkt 29 i retningslinjerne af 2006, som indleder del B i disse retningslinjer med overskriften »Formildende omstændigheder«, bestemmer:

»Bødens grundbeløb kan nedsættes, hvis Kommissionen fastslår, at der foreligger formildende omstændigheder, f.eks.:

[…]

[…]«

17

I henhold til punkt 20-23 i Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EUT 2002, C 45, s. 3, herefter »samarbejdsmeddelelsen«), som er omfattet af denne meddelelses del B med overskriften »Bødenedsættelse«:

18

Tvistens baggrund og den omtvistede afgørelse, således som det fremgår af den appellerede doms præmis 1-28, kan sammenfattes som følger:

19

Timab, et datterselskab i Roullier-koncernen, hvori CFPR fungerer som et holdingselskab, fremstiller og forhandler kemiske produkter, nemlig fosfater til dyrefoder (herefter »FDF«).

20

Kemira-koncernen var den første, der informerede Kommissionen om et hemmeligt kartel for FDF gennem en anmodning den 28. november 2003 i henhold til samarbejdsmeddelelsen. Denne anmodning vedrørte perioden fra 1989 til 2003.

21

De af Kemira-koncernen meddelte oplysninger gav Kommissionen mulighed for den 10. og den 11. februar 2004 at gennemføre kontrolundersøgelser i Frankrig og i Belgien i lokalerne for et vist antal virksomheder, der er aktive i sektoren for FDF.

22

Tre andre virksomheder fremsatte efterfølgende anmodninger om at blive omfattet af en bødefritagelse i henhold til samarbejdsmeddelelsen.

23

Således fremsatte Tessenderlo Chemie NV den 18. februar 2004 en sådan anmodning, hvilken anmodning denne gang omfattede hele overtrædelsesperioden, dvs. perioden fra 1969 til 2004.

24

Den 27. marts 2007 fremsatte Quimitécnica.com-Comércia e Indústria Química SA og selskabets moderselskab, José de Mello SGPS SA, også en anmodning i medfør af samarbejdsmeddelelsen.

25

Den 14. oktober 2008 indgav også appellanterne en anmodning om at blive omfattet af samarbejdsmeddelelsen, som blev suppleret den 28. oktober 2009.

26

Ved skrivelser af 19. februar 2009 meddelte Kommissionen deltagerne i kartellet, heriblandt Timab, at der var blevet indledt en procedure med henblik på vedtagelse af en afgørelse i medfør af kapitel III i Rådets forordning nr. 1/2003, og fastsatte en frist på to uger for at give dem mulighed for skriftligt at tilkendegive, om de var rede til at deltage i forligsforhandlinger som omhandlet i artikel 10a i forordning nr. 773/2004.

27

Efter flere bilaterale møder mellem Kommissionen og de pågældende virksomheder, i løbet af hvilke det nærmere indhold af klagepunkterne såvel som de til grund herfor liggende beviser blev fremlagt, fastsatte Kommissionen niveauet for de sandsynlige bøder. Dette estimat, dvs. et bødeniveau på mellem 41 og 44 mio. EUR for Timabs deltagelse i en enkelt og vedvarende overtrædelse fra den 31. december 1978 til den 10. februar 2004, blev meddelt sidstnævnte den 16. september 2009.

28

Kommissionen gav herefter de pågældende selskaber, herunder Timab, en frist for indgivelse af formelle forligsindlæg i overensstemmelse med artikel 10a, stk. 2, i forordning nr. 772/2004. Alle karteldeltagere indgav forligsindlæg inden for den frist, som de var blevet tildelt, med undtagelse af appellanterne, som besluttede sig for at trække sig fra forligsproceduren.

29

Den 23. november 2009 vedtog Kommissionen i alt seks klagepunktsmeddelelser, som var adresseret dels til appellanterne, dels til hver af de karteldeltagere, der accepterede at indgå forlig.

30

Efter at have fået aktindsigt og besvaret klagepunktsmeddelelsen den 2. februar 2010, deltog appellanterne i en høring, der fandt sted den 24. februar 2010.

31

Den 20. juli 2010 vedtog Kommissionen den omtvistede afgørelse, hvori den konstaterede eksistensen af en enkelt og vedvarende overtrædelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 i sektoren for FDF. Ifølge Kommissionen fandt denne overtrædelse sted fra den 16. september 1993 til den 10. februar 2004 og bestod i en opdeling af en stor del af det europæiske marked for FDF ved hjælp af tildeling af kvoter og kunder til deltagerne i kartellet og en samordning af priser samt, i det omfang det var nødvendigt, af salgsbetingelser.

32

Det følger i det væsentlige af den omtvistede afgørelse, at den oprindelige aftale, der i 1969 blev indgået skriftligt mellem de på daværende tidspunkt fem største producenter af FDF, havde til formål at afhjælpe en situation med overkapacitet på det europæiske marked. Kartellets arrangementer blev benævnt »CEPA« (Centre d’étude des phosphates alimentaires). Med henblik på at sikre kartellets funktion og levedygtighed resulterede denne aftale i supplerende specifikke aftaler og i andre regionale underarrangementer. De franske producenters deltagelse i CEPA er bekræftet fra 1970. Efter karteldeltagernes omorganisering i tre underarrangementer påtænkte de nævnte deltagere i begyndelsen af 1990'erne at vende tilbage til en enhedsstruktur (Super CEPA), som dels skulle omfatte virksomhederne i de fem lande i Centraleuropa, nemlig Belgien, Tyskland, Nederlandene, Østrig samt Schweiz, dels Danmark, Irland, Ungarn, Polen, Finland, Sverige, Det Forenede Kongerige samt Norge. Drøftelserne blev afholdt på to planer: »de centrale møder« eller »møderne på europæisk plan«, hvorunder der blev truffet generelle policy-beslutninger, og »ekspertmøderne«, hvorunder mere dybdegående drøftelser fandt sted på nationalt eller regionalt plan mellem de karteldeltagere, som var aktive i et land eller i en specifik region.

33

Hvad nærmere bestemt angår appellanternes deltagelse fremgår det af den omtvistede afgørelse, at Timab ud over sin deltagelse i den franske del af kartellet blev indlemmet i den regionale ramme »Super CEPA« på det tidspunkt, hvor virksomheden begyndte at eksportere større mængder uden for Frankrig. I september 1993 begyndte virksomheden at deltage i arrangementerne i »Super CEPA«. Parallelt med møderne i Super CEPA deltog virksomheden i møderne vedrørende Frankrig og i møderne vedrørende Spanien.

34

Efter i den omtvistede afgørelses artikel 1 at have fastslået appellanternes overtrædelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 i sektoren for FDF, pålagde Kommissionen således i henhold til denne afgørelses artikel 2 Timab og CFPR in solidum en bøde på 59850000 EUR. Ved beregningen af denne bøde støttede Kommissionen sig til retningslinjerne af 2006.

35

Den 20. juli 2010 vedtog Kommissionen ligeledes afgørelse K(2010) 5004 endelig vedrørende den samme sag, hvis adressater var de parter, som havde accepteret at deltage i forligsproceduren, og som havde indgivet et forligsindlæg.

36

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 1. oktober 2010 anlagde Timab og CFPR sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse og subsidiært om annullation af den omtvistede afgørelses artikel 1, for så vidt som Kommissionen har bekræftet, at appellanterne havde deltaget i former for praksis forbundet med salgsbetingelser og i en kompensationsordning. Appellanterne nedlagde under alle omstændigheder påstand om ændring af den omtvistede afgørelses artikel 2 og en væsentlig nedsættelse af den bøde, som appellanterne var blevet pålagt in solidum.

37

Appellanterne fremsatte flere anbringender til støtte for deres påstande om annullation af den omtvistede afgørelse, som kan inddeles i tre grupper. Den første gruppe af disse anbringender vedrørte forligsproceduren. Appellanterne foreholdt nærmere bestemt Kommissionen, at den anvendte en bøde, der er højere end det maksimale bødeniveau, som var forudset under forligsforhandlingerne, på en virksomhed, der havde trukket sig fra forligsproceduren.

38

Den anden gruppe af anbringenderne vedrørte visse former for praksis, som udgør dele af det omhandlede kartel, nemlig kompensationsmekanismen og salgsbetingelserne. Inden for rammerne af denne anden gruppe af anbringender foreholdt appellanterne nærmere bestemt Kommissionen, at den med urette tilregnede samtlige virksomheder alle de påståede former for praksis uden at sondre mellem de forskellige perioder af overtrædelsen og de forskellige former for adfærd. Kommissionen fratog herved appellanterne retten til effektivt at fremsætte deres bemærkninger vedrørende de ugrundede klagepunkter om deltagelse i visse former for praksis, dvs. kompensationsmekanismen og den samordnede fastsættelse af salgsbetingelserne.

39

Den tredje gruppe af anbringender vedrørte flere aspekter ved beregningen af bøden. Inden for rammerne af denne tredje gruppe af anbringender havde appellanterne kritiseret flere aspekter ved bødens størrelse eller de regler, som blev anvendt på denne, idet de havde anført, at artikel 23 i forordning nr. 1/2003 var blevet tilsidesat, at der blev anlagt et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med grovheden af de foreholdte former for praksis, at der blev anlagt et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med de formildende omstændigheder, at nedsættelsen på grund af samarbejde blev uforholdsmæssigt reduceret, og at der blev anlagt et åbenbart urigtigt skøn af betalingsevnen. Desuden havde appellanterne anført, at Kommissionen havde tilsidesat ligebehandlingsprincippet, princippet om individuelle straffe og proportionalitetsprincippet.

40

Til støtte for deres subsidiære påstand om en nedsættelse af bødens størrelse havde appellanterne først og fremmest fremført to argumenter. Med det første af disse argumenter havde de i det væsentlige anmodet om en nedsættelse af »satsen for grovhed«. Med det andet argument havde de foruden en nedsættelse for deres samarbejde i henhold til samarbejdsmeddelelsen anmodet om indrømmelse af en yderligere nedsættelse af bøden for samarbejde uden for denne meddelelse, henset til, at appellanterne helt havde afstået fra at anfægte de faktiske omstændigheder fra den 16. september 1993.

41

Ved den appellerede dom frifandt Retten Kommissionen i det hele.

42

Timab og CFPR har nedlagt følgende påstande:

43

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

44

Efter generaladvokatens fremsættelse af forslag til afgørelse anmodede appellanterne ved skrivelse indgået til Domstolen den 1. september 2016 i overensstemmelse med artikel 83 i Domstolens procesreglement om genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del.

45

Appellanterne har til støtte herfor i det væsentlige anført, at sagen er utilstrækkeligt oplyst først og fremmest om de omstændigheder, hvorunder appellanterne trak sig fra forligsproceduren og derfor sammenhængen mellem denne procedure og den almindelige administrative procedure, og for det andet om rækkevidden af visse appelanbringender. Appellanterne har i denne sammenhæng navnlig anført, at de til forskel fra det, som er konstateret af generaladvokaten i punkt 51 og 52 i forslaget til afgørelse, på ingen måde havde til hensigt at profitere af forligsproceduren, og at appelanbringenderne i modsætning til, hvad generaladvokaten har anført i det nævnte forslag til afgørelse, på behørig vis tager hensyn til en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og beviserne.

46

Endvidere finder appellanterne, at visse retlige argumenter vedrørende bødeberegningen, navnlig spørgsmålet om nedsættelserne for samarbejde, ikke har været drøftet.

47

I denne forbindelse bemærkes, at Domstolen i henhold til procesreglementets artikel 83 til enhver tid, efter at have hørt generaladvokaten, ved kendelse kan bestemme, at retsforhandlingernes mundtlige del skal genåbnes, navnlig hvis den finder, at sagen er utilstrækkeligt oplyst, eller såfremt sagen bør afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet af parterne eller de berørte, som er omfattet af artikel 23 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol (dom af 9.7.2015, InnoLux mod Kommissionen, C-231/14 P, EU:C:2015:451, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

48

Domstolen er, efter at have hørt generaladvokaten, af den opfattelse, at den i det foreliggende tilfælde er tilstrækkeligt oplyst med henblik på at kunne træffe afgørelse, og at nærværende sag ikke skal afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet af parterne.

49

Herefter skal anmodningen om genåbning af den mundtlige forhandling forkastes.

50

Appellanterne har med det første anbringende foreholdt Retten, at den tilsidesatte bevisbyrden og retten til forsvar ved i den appellerede doms præmis 114 og 117 at fastslå, at det under forligsproceduren påhvilede appellanterne at bevise, at de ikke deltog i kartellet før 1993.

51

Ved i den appellerede doms præmis 114 at anføre, at »Kommissionen med rette kunne formode, at appellanterne var impliceret i den enkelte og vedvarende overtrædelse fra 1978«, skønt dette begreb er en retlig kvalificering, som appellanterne hverken skulle foretage eller afkræfte inden for rammerne af forligsproceduren, efterprøvede Retten ikke den krævede bevisstandard.

52

Appellanterne har i denne forbindelse konstateret, at den bevisstandard, der påhviler Kommissionen, ikke kan være forskellig afhængig af, om man befinder sig inden for rammerne af forligsproceduren eller inden for den almindelige procedure. For så vidt som dommen godkender Kommissionens ræsonnement på grundlag af en lavere bevisstandard end den, som kræves, bør den appellerede dom således ophæves.

53

Dette første anbringende bør efter Kommissionens opfattelse principalt forkastes som irrelevant, eller subsidiært afvises og under alle omstændigheder forkastes som ugrundet.

54

Dette anbringende er for det første irrelevant, idet den omtvistede afgørelse, hvis lovlighed blev stadfæstet af Retten, blev truffet inden for rammerne af den almindelige procedure, efter at Timab havde trukket sig fra forliget. Dette første anbringende angår således perioden fra 1978 til 1993, som ikke blev anvendt med hensyn til Timab. Selv hvis dette anbringende var begrundet, ville det ikke få nogen betydning for udfaldet af tvisten, som vedrører den bøde, som Kommissionen pålagde Timab efter en almindelig procedure for perioden fra 1993 til 2004.

55

Kommissionen anfører videre, at Retten ikke på noget tidspunkt fastslog, at det påhvilede appellanterne at bevise, at de ikke deltog i kartellet i perioden fra 1978 og 1993, og at Rettens konstateringer i den appellerede doms præmis 114 og 117 under alle omstændigheder udgør en selvstændig vurdering af de faktiske omstændigheder, som ikke er omfattet af Domstolens prøvelse.

56

Endelig har Kommissionen anført, at det er ubestridt, at bevisbyrden påhviler den inden for rammerne af såvel den almindelige procedure som forligsproceduren. Da appellanterne ikke har fremsat nogen kritik vedrørende Kommissionens oprindelige vurdering på baggrund af samtlige de oplysninger, den råder over, kan denne institution efter Kommissionens opfattelse med føje fastslå, at dens analyse accepteres, især når disse oplysninger stammer fra virksomhedernes egne forklaringer i deres anmodning om bødenedsættelse og i deres svar på begæringerne om oplysninger. Det er under anvendelse af disse grundlæggende principper, at Retten fastslog, at Kommissionen med føje kunne antage, at Timab havde deltaget i den samlede og vedvarende overtrædelse siden 1978.

57

I denne sammenhæng har Kommissionen tilføjet, at Retten tillige påpegede, at Kommissionen som følge af de af appellanterne fremførte argumenter i deres svar på begæringerne om oplysninger havde foretaget en ny vurdering af de oplysninger, som den var i besiddelse af, og var nået til den konklusion, at disse oplysninger ikke gjorde det muligt at godtgøre, at appellanterne havde deltaget i kartellet inden 1993. Det er derfor med føje, at Retten fastslog, at Kommissionen havde overholdt de gældende regler vedrørende bevisstandard ved på hvert trin i proceduren at tage hensyn til alle de oplysninger, som den var i besiddelse af.

58

Det skal bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at den hævdede tilsidesættelse af bevisbestemmelserne udgør et retsspørgsmål, som kan behandles under en appel (jf. i denne retning dom af 10.7.2008, Bertelsmann og Sony Corporation of America mod Impala, C-413/06 P, EU:C:2008:392, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis, og af 30.5.2013, Quinn Barlo m.fl. mod Kommissionen, C-70/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:351, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

59

Det påhviler således Domstolen at undersøge, om Retten i forbindelse med den bedømmelse, som den har foretaget af de bevisforhold, den havde fået forelagt, begik en retlig fejl med en tilsidesættelse af de almindelige retsgrundsætninger, såsom formodningen om uskyldighed og de gældende bevisregler, såsom reglerne om bevisbyrde (jf. i denne retning dom af 8.7.1999, Hüls mod Kommissionen, C-199/92 P, EU:C:1999:358, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis, og af 30.5.2013, Quinn Barlo m.fl. mod Kommissionen, C-70/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:351, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

60

Følgelig kan nærværende anbringende i modsætning til det af Kommissionen hævdede antages til realitetsbehandling.

61

Det skal vedrørende realiteten bemærkes, at appellanterne i den til Retten indleverede stævning – hvilket navnlig fremgår af den appellerede doms præmis 48 – havde påberåbt sig en retlig fejl, og at Kommissionen havde foretaget en åbenbart urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder, for så vidt som denne oprindeligt lagde til grund, at appellanterne havde deltaget i en enkelt og vedvarende overtrædelse fra 1978. Efter appellanternes opfattelse burde Kommissionen; henset til de dokumenter, den havde i sin besiddelse, have konkluderet, at de ikke havde deltaget i det samlede kartel før 1993. Denne fejl med hensyn til kvalificeringen er resultatet af en utilstrækkelig analyse af sagsakterne og vidner om Kommissionens tilsidesættelse af sin pligt til omhyggeligt og upartisk at undersøge de sager, som indbringes for den.

62

I besvarelsen af klagepunktet undersøgte Retten i den appellerede doms præmis 108-118 spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen oprindeligt havde foretaget en tilstrækkelig undersøgelse af sagsakterne vedrørende appellanterne, henset til den foreholdte overtrædelse, eller om den havde foretaget en ukorrekt fortolkning af de af appellanterne fremlagte oplysninger.

63

I denne forbindelse fastslog Retten, efter i den appellerede doms præmis 109-112 at have undersøgt appellanternes anmodning om at blive omfattet af samarbejdsmeddelelsen og deres svar på begæringerne om oplysninger, dernæst i den appellerede doms præmis 113 at have konstateret, at det er ubestridt, at appellanterne i deres svar på klagepunktsmeddelelsen havde angivet, at Timab ikke havde deltaget i en enkelt og vedvarende overtrædelse fra 1978 til 1993, i den appellerede doms præmis 114, at Kommissionen i lyset af de dokumenter, der var i dens besiddelse, »med rette kunne formode, at appellanterne var impliceret i den enkelte og vedvarende overtrædelse fra 1978«.

64

Selv hvis det havde været begrundet at antage, at Retten ved at acceptere Kommissionens blotte overbevisning har pålagt appellanterne en bevisbyrde, som ikke påhvilede dem, med henblik på at godtgøre, at de ikke havde tilsluttet sig kartellet før 1993, kan det første anbringende ikke føre til en annullation af den appellerede dom eller den omtvistede afgørelse.

65

Som det således navnlig er anført i den appellerede doms præmis 1, blev appellanterne pålagt en sanktion for at have deltaget i en enkelt og vedvarende overtrædelse i perioden fra 1993 til 2004. Det af appellanterne for Retten fremførte klagepunkt, som anført i denne doms præmis 61, havde imidlertid til formål at påvise, at Kommissionen i lyset af de beviser, der var i dens besiddelse, burde have konkluderet, at de ikke havde deltaget i kartellet før 1993. Dette klagepunkt kunne således under alle omstændigheder ikke have nogen som helst indflydelse på tvisten i hovedsagen, da klagepunktet vedrører en periode, for hvilken appellanterne ikke er blevet pålagt en sanktion. Retten burde derfor have forkastet dette klagepunkt som irrelevant.

66

Det følger heraf, at Rettens afgørelse i den appellerede doms præmis 118, hvorefter klagepunktet om, at Kommissionen foretog en ukorrekt undersøgelse af sagen, blev forkastet, i medfør af denne doms præmis 65 er berettiget af andre retlige grunde. Disse præmisser skal derfor erstattes.

67

Det første anbringende kan derfor ikke tiltrædes.

68

Det andet anbringende er rettet mod den appellerede doms præmis 94 og 190 og består af tre led.

69

Med det andet anbringendes første led har appellanterne gjort gældende, at Retten tilsidesatte deres ret til forsvar, idet den tilsidesatte deres ret til ikke at inkriminere sig selv.

70

Appellanterne har til støtte for dette første led indledningsvis gjort gældende, at de oplysninger, som blev fremlagt inden for rammerne af forligsproceduren og under proceduren for anmodningen om bødenedsættelse, ikke kan kvalificeres som »tilståelser«. Appellanterne har dernæst anført, at der ikke af en anmodning om bødenedsættelse automatisk kan udledes en anerkendelse af at have deltaget i en overtrædelse, eftersom ophavsmanden til enhver tid kan bestride de faktiske omstændigheder og Kommissionens kvalifikation af disse. Endelig er det appellanternes opfattelse, at en anerkendelse af ansvaret for en overtrædelse inden for rammerne af en forligsprocedure først finder sted gennem et formelt forligsindlæg, hvilket ikke var appellanternes hensigt. Ved automatisk at sidestille erklæringer i deres anmodning om bødenedsættelse og inden for rammerne af forligsproceduren med »tilståelser« tilsidesatte Retten derfor deres til forsvar, for så vidt som den tilsidesatte deres ret til ikke at inkriminere sig selv.

71

Med det andet anbringendes andet led har appellanterne gjort gældende, at Retten tilsidesatte sin fulde prøvelsesret ved ikke at kontrollere Kommissionens bevisforpligtelse hvad angår kvalificeringen af »tilståelser«, når en sådan kvalificering ikke på noget tidspunkt fremgik af de dokumenter, som denne institution rådede over. Denne kvalificering havde imidlertid haft en betydelig indflydelse på fastsættelsen af varigheden af appellanternes deltagelse i overtrædelsen og følgelig på fastlæggelsen af bødens størrelse og de tilsvarende nedsættelser.

72

Appellanterne har herved for det første anført, at en analyse af appellanternes oplysninger til Kommissionen og af de dokumenter, som andre virksomheder har fremlagt, har givet mulighed for at fastslå, at deres deltagelse i møder kun var sporadisk; og for det andet anført, at eksistensen af disse påståede »tilståelser« modsagdes af et stort antal sagsakter.

73

Med det andet anbringendes tredje led har appellanterne påberåbt sig Rettens tilsidesættelse af retten til forsvar.

74

Inden for rammerne af dette tredje led har appellanterne konstateret, at Retten baserede sig på interne notater af mødereferater af tre bilaterale møder mellem appellanterne og Kommissionen, der havde fundet sted i løbet af 2009. Retten baserede sig navnlig på det andet interne notat, hvorefter appellanterne fremkom med »tilståelser« om deres formodede deltagelse i overtrædelsen i perioden fra 1978 til 1992. Et af disse interne notater blev først meddelt efter afslutningen af retsforhandlingernes skriftlige del og i strid med kontradiktionsprincippet. Det fremgår af imidlertid af fast retspraksis, at en manglende udlevering af et dokument under den administrative procedure udgør en tilsidesættelse af retten til forsvar, idet Kommissionen benyttede dette dokument som grundlag for et klagepunkt vedrørende eksistensen af en overtrædelse, og at dette klagepunkt kun ville kunne bevises ved henvisning til det nævnte dokument, hvilket er tilfældet i den foreliggende sag. Selv om Kommissionen kunne påberåbe sig disse interne notater, tilsidesatte Retten efter appellanternes opfattelse således retten til forsvar, idet den ikke kontrollerede overholdelsen af bevisstandarden.

75

Appellanterne har i replikken tilføjet, at den appellerede dom bør kritiseres, eftersom Retten i strid med sin fulde prøvelsesret fandt den »legitime forventning«, som Kommissionen kunne have næret om Timabs skyld, tilstrækkelig, skønt denne skyld alene beroede på angiveligt ubestridte »tilståelser«.

76

Kommissionen er indledningsvis og på grundlag af de argumenter, som allerede er blevet fremført i forbindelse med det første anbringende og gengivet i denne doms præmis 54, af den opfattelse, at det andet anbringende er irrelevant. Herved fremhæver den, at appellanterne har taget udgangspunkt i den forudsætning, at de omtvistede »tilståelser«»havde haft en afgørende indflydelse på bødens størrelse«. Denne konstatering er imidlertid urigtig, for så vidt som disse tilståelser vedrører en periode, som ligger forud for den periode, for hvilken der blev pålagt en sanktion.

77

Subsidiært anfører Kommissionen, at samtlige tre led i det andet anbringende bør delvist afvises, delvist forkastes som ugrundet.

78

Kommissionen har med hensyn til det andet anbringendes første led gjort gældende, at anmodningerne om bødenedsættelse pr. definition vedrører de virksomheder, der har deltaget i et kartel og anerkendt dette. Kommissionen har derfor – medmindre virksomheden ændrer holdning, hvilket til enhver tid fortsat er muligt – grundlag for at antage, at en anmodning om bødenedsættelse for den pågældende virksomheds vedkommende indebærer en anerkendelse af dens deltagelse i den formodede overtrædelse, uanset om denne anerkendelse kvalificeres som en »tilståelse« eller noget andet. En sådan konstatering udgør ikke en tilsidesættelse af retten til ikke at inkriminere sig selv, eftersom de selvinkriminerende erklæringer i nærværende sag er frivillige.

79

Det er i denne sammenhæng Kommissionens opfattelse, at appellanternes argument, der er fremført i forbindelse med dette første led, beror på en sammenblanding af forligsproceduren og proceduren vedrørende en anmodning om bødenedsættelse. De oplysninger, som Kommissionen baserede sig på for at lægge til grund, at Timab havde deltaget i overtrædelsen før 1993, havde således ikke grundlag i en angivelig anerkendelse i forbindelse med forliget, men hidrørte fra erklæringer afgivet inden for rammerne af anmodningen om bødenedsættelse. Det er således på dette grundlag, at Kommissionen, hvis der ikke foreligger nogen modstrid, førte drøftelserne med henblik på et forlig. Det er følgelig uden at tilsidesætte retten til forsvar, at Kommissionen under forligsproceduren og derpå Retten i den appellerede doms præmis 94 således kunne kvalificere Timabs erklæringer angående perioden fra 1978 til 1993 som »tilståelser«, for så vidt som disse erklæringer ikke var blevet sat i et andet lys.

80

Kommissionen har tilføjet, at den, så snart Timab ændrede standpunkt, tog hensyn til de nye fremførte forhold, således at de »tilståelser«, som blev modtaget i forbindelse med anmodningen om bødenedsættelse, ikke var ukrænkelige. Retten til forsvar er således altid blevet overholdt, og der ville ikke kunne fastslås nogen tilsidesættelse af retten til ikke at inkriminere sig selv.

81

Med hensyn til det andet anbringendes andet led har Kommissionen i det væsentlige gjort gældende, at appellanternes argumenter til støtte for påstanden om, at Kommissionen burde have konkluderet, at Timab ikke løbende havde deltaget i kartellet siden 1978, udgør faktiske omstændigheder og derfor ikke henhører under Domstolens kompetence. Desuden har Retten efter Kommissionens opfattelse fuldt ud kontrolleret kvalificeringen som »tilståelser« og draget alle konsekvenserne heraf.

82

Kommissionen har med hensyn til det andet anbringendes tredje led anført, at det af appellanterne fremførte argument vedrørende Kommissionens interne notater, som dannede grundlag for kvalificeringen som »tilståelser«, ikke er relevante. For det første dannede disse dokumenter, som angiveligt »ikke blev meddelt«, ikke grundlag for afgørelsen, for så vidt som denne afgørelse netop ikke lægger den periode, som har været genstand for de pågældende »tilståelser«, til grund. For det andet følger disse »tilståelser« ikke af selve forligsforhandlingerne, men af erklæringerne afgivet til støtte for anmodningen om bødenedsættelse, hvilken procedure nødvendigvis indebærer en anerkendelse af at have deltaget i overtrædelsen vedrørende de faktiske omstændigheder.

83

Hvad angår det andet anbringendes første led bemærkes, som Retten gjorde det i den appellerede doms præmis 120, at Kommissionen ifølge fast retspraksis har beføjelse til at pålægge en virksomhed at meddele alle nødvendige oplysninger om de omstændigheder, som virksomheden kan tænkes at være bekendt med, men at den ikke må pålægge en virksomhed pligt til at besvare spørgsmål, såfremt virksomheden derved tvinges til at afgive tilståelse om at have begået retsstridige handlinger, som det påhviler Kommissionen at føre bevis for (jf. dom af 14.7.2005, ThyssenKrupp mod Kommissionen, C-65/02 P og C-73/02 P, EU:C:2005:454, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

84

Som Retten ligeledes påpegede i den appellerede doms præmis 120, er Kommissionen, selv om den ikke kan tvinge en virksomhed til at indrømme at have begået retsstridige handlinger, imidlertid ikke forhindret i ved bødeudmålingen at tage det samarbejde, som virksomheden på eget initiativ har ydet med henblik på at godtgøre, at der forelå en overtrædelse, i betragtning (jf. dom af 14.7.2005, ThyssenKrupp mod Kommissionen, C-65/02 P og C-73/02 P, EU:C:2005:454, præmis 50).

85

Domstolen har ligeledes tillige haft anledning til at præcisere, at Kommissionen ved udmålingen af bøden kan hense til den hjælp, som den pågældende virksomhed har ydet for at gøre det lettere at godtgøre, at en overtrædelse fandt sted, og navnlig til den omstændighed, at en virksomhed har indrømmet deltagelsen i overtrædelsen (jf. dom af 14.7.2005, ThyssenKrupp mod Kommissionen, C-65/02 P og C-73/02 P, EU:C:2005:454, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

86

Heraf følger, at det, for at der kan være tale om en tilsidesættelse af retten til ikke at bidrage til selvinkriminering, er nødvendigt, at den pågældende virksomhed faktisk er blevet tvunget til at afgive oplysninger eller forhold, der kan godtgøre overtrædelsens eksistens (jf. i denne retning dom af 15.10.2002, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P-C-252/99 P og C-254/99 P, EU:C:2002:582, præmis 275).

87

I nærværende sag fremgår det af den appellerede doms præmis 94 og 190, at de af appellanterne afgivne erklæringer inden for rammerne af forligsproceduren i medfør af samarbejdsmeddelelsen er rent frivillig for disses vedkommende. Retten bemærkede endvidere i den appellerede doms præmis 120, at det på ingen måde følger af sagsakterne for Retten, at Kommissionen forsøgte at påvirke appellanternes valg.

88

Retten har således ikke tilsidesat appellanternes ret til forsvar. Det andet anbringendes første led må herefter forkastes som ugrundet.

89

Hvad angår det andet anbringendes andet led skal det blot bemærkes, at det følger af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF og artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at en appel er begrænset til retsspørgsmål. Det er derfor alene Retten, der har kompetence til at fastlægge og bedømme de faktiske omstændigheder og til at bedømme de beviser, den forelægges. Bedømmelsen af disse faktiske omstændigheder og beviser er således ikke et retsspørgsmål, der som sådant kan efterprøves af Domstolen under en appelsag, medmindre disse omstændigheder og beviser er blevet urigtigt gengivet (jf. bl.a. kendelse af 11.6.2015, Faci mod Kommissionen, C-291/14 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:398, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis, samt i denne retning dom af 21.1.2016, Galp Energía España m.fl. mod Kommissionen, C-603/13 P, EU:C:2016:38, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis). En sådan urigtig gengivelse skal fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne (jf. bl.a. kendelse af 11.6.2015, Faci mod Kommissionen, C-291/14 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:398, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

90

I nærværende sag tilsigter appellen under dække af en angivelig tilsidesættelse af Rettens fulde prøvelsesret i virkeligheden at opnå, at Domstolen foretager en ny vurdering af de sagsakter, som appellanterne og de andre karteldeltagere fremsendte til Kommissionen under den administrative procedure, uden at påberåbe sig nogen form for urigtig gengivelse af disse sagsakter. Det andet anbringendes andet led skal derfor afvises.

91

Appellanterne har med hensyn til det andet anbringendes tredje led i det væsentlige gjort gældende, at Retten ved i den appellerede doms præmis 94 at tillægge de interne notater af de bilaterale møder, som blev afholdt i forbindelse med forligsproceduren – navnlig det andet af disse notater, i henhold til hvilket appellanterne fremkom med tilståelser vedrørende deres deltagelse i overtrædelsen i perioden fra 1978 til 1992 – afgørende bevisværdi, og ved i den nævnte appellerede doms præmis 114 at fastslå, at Kommissionen »med rette kunne formode, at appellanterne var impliceret i den enkelte og vedvarende overtrædelse fra 1978«, uden at kontrollere overholdelsen af bevisstandarden, tilsidesatte appellanternes ret til forsvar og ikke udøvede sin fulde prøvelsesret.

92

Med det andet anbringendes tredje led har appellanterne således i lighed med, hvad de har gjort i forbindelse med det første anbringende, påberåbt sig en tilsidesættelse af bevisbyrdereglerne og en tilsidesættelse af retten til forsvar.

93

Også selv om det var begrundet at antage, at Retten ved at tillægge de interne notater af mødereferater af de tre bilaterale møder, som fandt sted inden for rammerne af forligsproceduren, en afgørende værdi, og ved at acceptere Kommissionens blotte overbevisning med hensyn til appellanternes deltagelse i overtrædelsen fra 1978, ikke kontrollerede den krævede bevisstandard, kan det andet anbringendes tredje led imidlertid ikke tages til følge.

94

Som det således er anført i denne doms præmis 65, blev appellanterne pålagt en sanktion for at have deltaget i en enkelt og vedvarende overtrædelse i perioden fra 1993 til 2004. Det af appellanterne for Retten fremførte klagepunkt, som anført i denne doms præmis 61, havde imidlertid til formål at påvise, at Kommissionen i lyset af de beviser, der var i dens besiddelse, burde have konkluderet, at de ikke havde deltaget i kartellet før 1993. Dette klagepunkt kunne således under alle omstændigheder ikke tages til følge, da klagepunktet vedrører en periode, for hvilken appellanterne ikke er blevet pålagt en sanktion. Retten burde derfor have forkastet dette klagepunkt som værende irrelevant.

95

Som fastslået i denne doms præmis 66, følger det heraf, at Rettens afgørelse i den appellerede doms præmis 118 om at forkaste klagepunktet om, at Kommissionen foretog en ukorrekt undersøgelse af sagen, er berettiget af andre retlige grunde. Disse præmisser skal derfor erstattes.

96

Det tredje anbringendes tredje led må herefter forkastes som ugrundet.

97

Med det tredje og den anden del af det fjerde anbringendes første og andet led, der i det væsentlige er rettet mod den appellerede doms præmis 78 og 90-96, og som skal behandles samlet, har appellanterne i det væsentlige gjort gældende, at Retten ved at godkende den omtvistede afgørelse, og ved således ikke at foretage en tilstrækkelig efterprøvelse af samtlige elementer af den bøde, appellanterne var blevet pålagt ved den omtvistede afgørelse, misforstod omfanget af sin fulde prøvelsesret og i denne forbindelse forsynede dommen med indbyrdes modstridende begrundelser.

98

I forbindelse med det tredje anbringende har appellanterne mere præcist gjort gældende, at Retten ikke udøvede sin fulde prøvelsesret på en passende måde, idet den fandt, at påståede »nye oplysninger«, som havde gjort det muligt for Kommissionen at pålægge en betydeligt større bøde for en overtrædelse af meget væsentligt nedsat varighed, bestod af appellanternes tilbagetrækning af deres angivelige »tilståelser« efter deres udtræden af forligsproceduren, uden at efterprøve, om disse »nye oplysninger« var rigtige. Sagsakterne blev efter appellanternes opfattelse ikke tilført nye faktiske oplysninger efter deres udtræden. Det eneste nye forhold – hvis der overhovedet forelå et sådant – bestod i, at Kommissionen foretog en mere minutiøs undersøgelse af de faktiske omstændigheder, som foranledigede den til at anerkende, at appellanterne ikke havde deltaget i den omhandlede overtrædelse fra 1978, hvilket den burde være nået frem til allerede i forligsfasen.

99

Kommissionen har principalt gjort gældende, at dette anbringende må forkastes som uvirksomt, idet det bygger på en irrelevant sammenligning mellem den situation, der forelå under forligsproceduren, og den, der dannede grundlag for vedtagelsen af den omtvistede afgørelse, eftersom – således som Retten med rette bemærkede – den afgørelse, som, efter at forliget var blevet opgivet, blev vedtaget efter afslutningen af den almindelige procedure, udelukkende burde være blevet vurderet ud fra sit eget indhold. Kommissionen har tilføjet, at appellanterne har fordrejet Rettens bemærkninger i deres fremstilling af den appellerede dom. Ifølge denne institution er det nye forhold, der nævnes i den appellerede doms præmis 90, ikke en ny vurdering af omstændighederne, som Kommissionen foretog på eget initiativ, men den anderledes beskrivelse, som Timab for første gang gav i svaret på klagepunktsmeddelelsen, idet dennes formål netop er at give virksomhederne mulighed for at tilkendegive deres standpunkt med henblik på at sikre overholdelsen af kontradiktionsprincippet under den almindelige procedure.

100

Subsidiært har Kommissionen påstået det nævnte anbringende afvist med den begrundelse, at Retten kontrollerede den omtvistede afgørelses lovlighed ved at efterprøve alle de omstændigheder, som var blevet taget i betragtning ved bødeberegningen, hvilket henhører under dens fulde prøvelsesret og en vurdering af de faktiske omstændigheder, som ikke kan være genstand for appel.

101

Inden for rammerne af anden del af det fjerde anbringendes første led har appellanterne gjort gældende, at Retten undlod at udøve sin fulde prøvelsesret, idet den ikke underkendte de fejl, selvmodsigelser og mangler på sammenhæng, som appellanterne finder, at Kommissionens vurdering af overtrædelsen er behæftet med. Appellanterne har foreholdt Retten, at den herved uretmæssigt godkendte den næsten fuldstændige ophævelse af de nedsættelser af bøden, der var blevet indrømmet i medfør af samarbejdsordningen, eller som havde kunnet indrømmes på grundlag af punkt 29 i retningslinjerne af 2006.

102

Kommissionen er af den opfattelse, at de klagepunkter, som appellanterne har gjort gældende, bør forkastes med den begrundelse, at Retten foretog en grundig prøvelse af den af Kommissionen foretagne bødeberegning, herunder af nedsættelserne indrømmet på grund af deres samarbejde. Derudover er de angivelige selvmodsigelser og mangler på sammenhæng, som er blevet fremført i denne sammenhæng, ugrundede.

103

Til støtte for anden del af det fjerde anbringendes andet led har appellanterne gjort gældende, at Kommissionen allerede i forligsfasen burde have angivet, hvad den betegnede som »nye forhold«, nemlig at der ikke kunne påvises en enkelt og vedvarende overtrædelse fra 1978. Retten udøvede således ikke sin fulde prøvelsesret, idet den ikke tog hensyn til de fejl, som Kommissionen havde begået i sin vurdering af overtrædelsen under forligsproceduren, og godkendte på den måde følgelig den næsten fuldstændige ophævelse af bødenedsættelserne.

104

Det fremgår af fast retspraksis, at Unionens retsinstanser hvad angår den retslige prøvelse af Kommissionens afgørelser, hvorved den pålægger en bøde eller tvangsbøde for overtrædelse af konkurrencereglerne, foruden den i artikel 263 TEUF foreskrevne legalitetsprøvelse, har den fulde prøvelsesret, som er tillagt dem ved artikel 31 i forordning nr. 1/2003 i overensstemmelse med artikel 261 TEUF, og som bemyndiger dem til at anlægge deres egen vurdering i stedet for Kommissionens og derfor ophæve, nedsætte eller forhøje den pålagte bøde eller tvangsbøde (jf. bl.a. dom af 9.6.2016, Repsol Lubricantes y Especialidades m.fl. mod Kommissionen, C-617/13 P, EU:C:2016:416, præmis 84 og den deri nævnte retspraksis).

105

Det bemærkes ligeledes, at det ikke tilkommer Domstolen, når den træffer afgørelse vedrørende retlige spørgsmål under en appelsag, af billighedsgrunde at omgøre det skøn, som Retten har udøvet under udøvelse af sin fulde prøvelsesret vedrørende størrelsen af de bøder, som pålægges virksomheder på grund af disses overtrædelse af EU-retten (jf. bl.a. dom af 9.6.2016, Repsol Lubricantes y Especialidades m.fl. mod Kommissionen, C-617/13 P, EU:C:2016:416, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis).

106

Det er således kun for så vidt som Domstolen måtte finde, at sanktionens størrelse ikke blot er upassende, men også så overdreven, at den bliver uforholdsmæssig, at det skal fastslås, at Retten begik en retlig fejl på grund af den upassende karakter af en bødes størrelse (dom af 9.6.2016, Repsol Lubricantes y Especialidades m.fl. mod Kommissionen, C-617/13 P, EU:C:2016:416, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis).

107

I det foreliggende tilfælde – som generaladvokaten har anført i punkt 23 i forslaget til afgørelse – var det spørgsmål, Retten skulle tage stilling til, ikke så meget, om der var grundlag for at pålægge en større bøde for en overtrædelse af kortere varighed, således som appellanterne i det væsentlige har påberåbt sig, men om Kommissionen havde begrundet beregningen af den bøde, der pålægges i den omtvistede afgørelse, korrekt, og i denne forbindelse havde taget alle de oplysninger i betragtning, som den var i besiddelse af ved vedtagelsen af afgørelsen.

108

Det skal hertil bemærkes, at selv om Retten i den appellerede doms præmis 75-107 ganske vist drog omsorg for at besvare alle de argumenter, hvorved appellanterne havde foreholdt Kommissionen, at den havde pålagt en bøde, der er højere end det maksimale bødeniveau, som var forudset under forligsforhandlingerne på en virksomhed, der havde trukket sig fra forligsproceduren, og for en betydeligt reduceret overtrædelsesvarighed, er en sådan vurdering omfattet af overholdelsen af principperne om god retspleje og gennemsigtighed. Retten kan derfor ikke foreholdes, at den foretog så udtømmende en vurdering i forbindelse med en tvist, som for første gang foranledigede den til at træffe afgørelse om en situation, hvori en virksomhed – efter at have indvilget i en forligsprocedure – i sidste ende trak sig fra denne procedure.

109

Det må i den foreliggende sag dog fastslås, at Retten udøvede sin fulde prøvelsesret fuldt ud, eftersom den foretog en grundig prøvelse af såvel den omtvistede afgørelses lovlighed som spørgsmålet om, hvorvidt størrelsen af den i afgørelsen fastsatte bøde var passende.

110

Som generaladvokaten har anført i punkt 24 i forslaget til afgørelse, efterprøvede Retten således behørigt rigtigheden af Kommissionens vurdering under hensyn til alle de omstændigheder, som forelå, da den omtvistede afgørelse blev vedtaget, og tog i denne forbindelse i den appellerede doms præmis 90-107 også omfanget af det samarbejde, som appellanterne havde ydet, i betragtning, efter at de havde trukket sig fra forligsproceduren, dvs. under den almindelige procedure.

111

Retten foretog endvidere i den appellerede doms præmis 142-220 en systematisk efterprøvelse af de omstændigheder, Kommissionen havde lagt til grund ved beregningen af den bøde, der pålægges i den omtvistede afgørelse. Navnlig foretog den i denne doms præmis 170-195 en grundig kontrol af den måde, hvorpå Kommissionen havde taget de faktorer i betragtning, som gav grundlag for at indrømme nedsættelser af bøden i henhold til samarbejdsmeddelelsen, eller for samarbejde i henhold til punkt 29 i retningslinjerne af 2006 i nævnte doms præmis 95, 188 og 189.

112

Som generaladvokaten også har anført i punkt 26 i forslaget til afgørelse, skal det endvidere bemærkes, at appellanterne ikke har påvist, på hvilken måde den bøde, de blev pålagt, er så overdreven, at den er uforholdsmæssig, som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 105 og 106.

113

Det følger af det ovenfor anførte, at Retten ikke undlod at udøve sin fulde prøvelsesret. Det tredje anbringende, anden del af det fjerde anbringendes første og andet led, for så vidt som de begge er rettet mod en manglende udøvelse af Rettens fulde prøvelsesret, skal derfor forkastes som ugrundede.

114

Både i forbindelse med det tredje anbringende og i forbindelse med anden del af det fjerde anbringendes første led har appellanterne i det væsentlige gjort gældende, at Retten i sin dom anførte en række indre modstridende begrundelser, der indebærer en tilsidesættelse af deres grundlæggende rettigheder, nemlig retten til at diskutere frit med Kommissionen inden for rammerne af forligsproceduren og til lige så frit at trække sig fra proceduren samt deres ret til at forsvare sig inden for rammerne af en almindelig procedure uden at være bundet af et angiveligt tidligere »standpunkt«.

115

For det første har appellanterne foreholdt Retten, at den fandt, at deres udtræden af forligsproceduren førte til en »tabula rasa-situation«, som brød med det tidligere stedfundne, og samtidig desuagtet vurderede, at de ændrede standpunkt i deres svar på klagepunktsmeddelelsen under den almindelige procedure. Retten burde således ikke have accepteret Kommissionens argument om, at der ved dette svar fremkom en »ny oplysning«, som gav anledning til en ændring af bødens størrelse.

116

For det andet har appellanterne gjort gældende, at den appellerede dom er forsynet med indbyrdes modstridende begrundelser, for så vidt som Retten i den appellerede doms præmis 96 på den ene side udtalte, at Kommissionen ikke er bundet af det bødeniveau, der meddeles under forligsproceduren, som derfor er blevet uden relevans efter deres udtræden af denne procedure, skønt den på den anden side i den appellerede doms præmis 91 alene henviste til en »gentilpasning af fremgangsmåden for beregning af bøden« på grundlag af det samme bødeniveau.

117

Endelig kunne Retten ikke på den ene side fastslå, at Kommissionen ikke forhandler om eksistensen af en overtrædelse, og på den anden side tillægge de uformelle drøftelser værdi af forhandlinger, der kendetegnedes af, at appellanterne angiveligt anerkendte, at de havde deltaget i overtrædelsen før 1993.

118

Ifølge Kommissionen følger de indbyrdes modstridende begrundelser af en fordrejning af Rettens udtalelser eller en forkert fortolkning af de dokumenter, som blev fremlagt under retsforhandlingerne for Retten, og kan således ikke tiltrædes.

119

Med hensyn til de første to angivelige modstridende begrundelser, der i det væsentlige er rettet mod forholdet mellem forligsproceduren og den almindelige procedure i den konkrete situation i den foreliggende sag, hvori appellanterne besluttede at afbryde forligsforhandlingerne, må det konstateres, at det var med føje, at Retten i den appellerede doms præmis 90-96 og præmis 104 og 105 adskilte forløbet af henholdsvis forligsproceduren, som i det foreliggende tilfælde ikke blev fuldført, og den almindelige administrative procedure, der førte til den omtvistede afgørelse.

120

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det i forligsmeddelelsens punkt 19 angives, at såfremt de berørte virksomheder afstår fra at indgive en forligsanmodning, vil den endelige beslutning blive vedtaget efter den procedure, der følger af de generelle regler i navnlig artikel 10, stk. 2, artikel 12, stk. 1, og artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 773/2004 og ikke efter forligsproceduren.

121

Som generaladvokaten har anført i punkt 25 i forslaget til afgørelse, var det netop endvidere på grund af denne ændring af proceduresituationen, at de fik fuld aktindsigt, modtog en fuldstændig klagepunktsmeddelelse, besvarede denne og blev indrømmet en høring, idet de under denne fase kunne tage til genmæle og for første gang formelt bestred, at de havde deltaget i den påtalte overtrædelse i perioden før 1993. Appellanterne havde således på ingen måde retligt lidt skade af denne fremgangsmåde, som indebar hensyntagen til oplysninger, som forelå på dette tidspunkt, og som blev karakteriseret som »nye«.

122

Hvad nærmere bestemt angår den anden angivelige indbyrdes modstridende begrundelse, som appellanterne har påberåbt sig, hvorefter Retten fastslog, at Kommissionen ikke er bundet af det bødeniveau, der meddeles under forligsproceduren, skønt den ligeledes alene henviste til en »gentilpasning af fremgangsmåden for beregning af bøden« på grundlag af det samme bødeniveau, har appellanterne gengivet Rettens bemærkninger på en fordrejet måde ved med urette at adskille udtrykket »gentilpasning af fremgangsmåden for beregning af bøden« i den appellerede doms præmis 91 fra den sammenhæng, hvori det indgår.

123

Som generaladvokaten har anført i punkt 37 i forslaget til afgørelse, viser en samlet læsning af den appellerede doms præmis 91 og de omkringstående præmisser i denne dom nemlig, at Retten lagde til grund, at Kommissionen efter at have taget hensyn til ændringen af appellanternes standpunkt angående varigheden af deres deltagelse i overtrædelsen foretog en »fornyet vurdering« af størrelsen af bøden, der blev fastsat på grundlag af reglerne i samarbejdsmeddelelsen og retningslinjerne af 2006, samtidig med at den samme metode, som var blevet anvendt for det bødeniveau, der blev meddelt appellanterne, blev fulgt.

124

Henset til det ovenstående skal de to første argumenter om de modstridende begrundelser forkastes som ugrundede.

125

Med hensyn til den tredje angivelige indbyrdes modstridende begrundelse, som appellanterne har påberåbt sig, hvorefter Retten ikke på den ene side kunne fastslå, at Kommissionen ikke forhandler om eksistensen af en overtrædelse, og på den anden side tillægge de uformelle drøftelser værdi af forhandlinger, der kendetegnedes af, at appellanterne anerkendte, at de havde deltaget i overtrædelsen før 1993, skal det bemærkes, at ifølge artikel 169, stk. 2, i Domstolens procesreglement skal de retlige anbringender og argumenter, der gøres gældende, angive præcist, hvilke præmisser i Rettens afgørelse der anfægtes.

126

Sidstnævnte angivelige indbyrdes modstridende begrundelse, som appellanterne har påberåbt sig for første gang i replikken og af appellanterne blev knyttet til det tredje appelanbringende, er imidlertid ikke rettet mod den appellerede doms præmisser. Dette argument kan derfor ikke antages til realitetsbehandling.

127

Det følger af det ovenstående, at det tredje anbringende og anden del af det fjerde anbringendes første led om, at den appellerede dom er behæftet med indbyrdes modstridende begrundelser, dels bør afvises, dels bør forkastes som ugrundede.

128

Hvad for det første angår argumentet om en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning har appellanterne, i modsætning til det af Retten fremhævede, anført, at de ikke med rimelighed kunne forudse, at de nedsættelser for samarbejde, der ville kunne indrømmes dem, ville blive reduceret fra 52% inden for rammerne af forligsproceduren til 5% i den omtvistede afgørelse, fordi de valgte at trække sig fra forligsproceduren. Efter deres opfattelse foretog Kommissionen en »holdningsændring«, som fik det »paradoksale« resultat, at bøden blev forhøjet betydeligt, samtidig med at overtrædelsens varighed var blevet reduceret mærkbart.

129

Appellanterne har hævdet, at denne afgørelse ikke var begrundet, for det første fordi der gjaldt den samme bevisstandard og skulle anvendes de samme regler til bødeberegning inden for rammerne af såvel den almindelige procedure som forligsproceduren, for det andet var der ikke blevet tilført sagsakterne nye faktiske oplysninger, efter at appellanterne havde trukket sig fra forliget, og for det tredje blev virkningerne af samarbejdsproceduren opretholdt, selv om appellanterne havde trukket sig. De kunne således ikke under disse omstændigheder træffe en »velovervejet« beslutning om, hvorvidt de skulle indgå forlig eller ej.

130

Kommissionen har gjort gældende, at appellanternes påstande er uvirksomme, idet de bygger på en sammenligning mellem oplysningerne fra appellanterne under forligsproceduren og den afgørelse, som blev vedtaget efter afslutningen af den almindelige procedure. Ifølge denne institution forsøger appellanterne således at sammenblande deres udtræden af forligsproceduren og det forsvar, de havde fremført inden for rammerne af deres svar på klagepunktsmeddelelsen.

131

Kommissionen har i denne henseende anført, at det ikke var appellanternes beslutning om at trække sig fra forligsproceduren, der førte til den nye størrelse af den bøde, som fastsættes i den omtvistede afgørelse, men udelukkende det forsvar, de havde fremført inden for rammerne af deres svar på denne klagepunktsmeddelelse, og som nu bestod i at bestride, at de havde deltaget i kartellet før 1993. Ifølge Kommissionen kunne appellanterne endvidere have forudset, at bøden ville blive revurderet, eftersom det pålagte beløb var resultatet af en nøje anvendelse af de relevante beregningsregler på baggrund af de oplysninger, der forelå på den dato, hvor afgørelsen blev vedtaget. Hvis de nævnte virksomheder fejlvurderede konsekvenserne af deres stillingtagen, kan de kun tilregne sig selv fejlen og ikke tilskrive den en mangel på oplysninger.

132

For det andet har Retten efter appellanternes opfattelse tilsidesat ligebehandlingsprincippet. Da de ikke havde kunnet trække sig fra forligsproceduren på et velovervejet grundlag og blev stillet over for et mildt sagt »paradoksalt« resultat, blev de således behandlet mindre gunstigt end de øvrige parter, som havde indvilget i at forpligte sig i henhold til et forligsindlæg, da de kunne forudse størrelsen af den bøde, de ville blive pålagt.

133

Det er Kommissionens opfattelse, at det fremgår af oplysningerne i den omtvistede afgørelse, som gengivet i denne doms præmis 17-26, at appellanterne ikke blev forskelsbehandlet i forhold til de øvrige karteldeltagere, eftersom der blev anvendt de samme kriterier ved fastsættelsen af samtlige bøder, og den eneste forskel består i den nedsættelse på 10%, som blev indrømmet de virksomheder, der havde indgået forlig.

134

Hvad for det første angår argumentet om, at Retten tilsidesatte princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, bemærkes, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning i henhold til fast retspraksis er et af Unionens grundlæggende principper, og at retten til at påberåbe sig det omfatter enhver erhvervsdrivende, som en kompetent myndighed har givet anledning til at nære begrundede forhåbninger ved at give virksomheden præcise, ubetingede og samstemmende løfter (dom af 24.10.2013, Kone m.fl. Kommissionen, C-510/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:696, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis).

135

Desuden har Domstolen allerede fastslået, at Kommissionen i relation til karteller, der strider imod EU-retten, ikke kan give præcise forsikringer om nogen bødenedsættelse eller bødeimmunitet under proceduren forud for vedtagelsen af den endelige beslutning, og at deltagerne i et kartel derfor ikke kan nære en berettiget forventning i denne henseende (jf. i denne retning dom af 24.10.2013, Kone m.fl. Kommissionen, C-510/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:696, præmis 78 og den deri nævnte retspraksis).

136

Det skal ligeledes bemærkes for det første, således som det fremgår af den appellerede doms præmis 73, at forligsproceduren er et alternativ til den almindelige procedure og forskellig fra denne, idet den har visse særlige kendetegn, såsom et sandsynligt bødepålæg. For det andet – som Retten med føje fremhævede i den appellerede doms præmis 104 – hvis virksomheden ikke indgiver et forligsindlæg, reguleres den procedure, som resulterer i den endelige afgørelse, af de generelle bestemmelser i forordning nr. 773/2004, frem for de bestemmelser, der regulerer forligsproceduren. For det tredje – som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 96 – hvad angår denne almindelige procedure, inden for rammerne af hvilken ansvaret skal fastlægges, er Kommissionen alene bundet af klagepunktsmeddelelsen, der ikke fastsætter et bødeniveau, og den er forpligtet til at tage hensyn til de nye oplysninger, som den har fået kendskab til under denne procedure.

137

Som det er blevet anført af Retten i bl.a. den appellerede doms præmis 90 og 124, trak appellanterne sig fra forligsproceduren, og det var først efter denne udtræden, at de i forbindelse med den almindelige procedure fremførte forhold om en forkortelse af varigheden af deres deltagelse i den foreholdte overtrædelse.

138

Som generaladvokaten har anført i punkt 48 i forslaget til afgørelse, kunne appellanterne derfor ikke påberåbe sig nogen berettiget forventning om det skøn, Kommissionen havde meddelt dem under forligsproceduren i form af et sandsynligt bødepålæg, som var blevet fastsat under hensyn til de forhold, som Kommissionen hidtil har støttet sig på, dvs. på grundlag af en periode for deltagelse i overtrædelsen fra 1978 til 2004.

139

Det må desuden konstateres, at da appellanterne trak sig fra forligsproceduren, rådede de over alle de oplysninger, som var nødvendige for, at de kunne forudse, at en bestridelse af, at de havde deltaget i kartellet i perioden før 1993, uundgåeligt ville have indvirkning på de nedsættelser, der ville kunne indrømmes dem såvel i henhold til samarbejdsmeddelelsen som i henhold til punkt 29 i retningslinjerne af 2006. En sådan konklusion følger utvetydigt af den appellerede doms præmis 90-95 og 122. Retten kan dermed ikke foreholdes, at den tilsidesatte princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

140

Hvad for det andet angår argumentet om, at Retten tilsidesatte ligebehandlingsprincippet, bemærkes, at ifølge fast retspraksis fremgår det af artikel 256 TEUF, artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 168, stk. 1, litra d), i Domstolens procesreglement, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand, idet appellen eller det pågældende anbringende i modsat fald afvises (jf. dom af 30.5.2013, Quinn Barlo m.fl. mod Kommissionen, C-70/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:351, præmis 47 og 51 og den deri nævnte retspraksis, og af 21.1.2016, Galp Energía España m.fl. mod Kommissionen, C-603/13 P, EU:C:2016:38, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

141

Et anbringende opfylder således ikke disse krav og skal afvises, såfremt dets argumentation ikke er tilstrækkelig præcis og underbygget til, at Domstolen kan udøve sin legalitetskontrol (dom af 21.1.2016, Galp Energía España m.fl. mod Kommissionen, C-603/13 P, EU:C:2016:38, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

142

Argumentet om en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet hviler således på en generel påstand, uden at der er blevet fremført den mindste retlige argumentation i denne henseende. Dette argument skal derfor afvises.

143

Det følger af samtlige ovenstående forhold, at første del af det fjerde anbringendes første led om, at Retten tilsidesatte princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og ligebehandlingsprincippet, skal forkastes som dels ugrundet, dels uvirksomt.

144

Appellanterne har i det væsentlige gjort gældende, at det beroede på en fejl, da Retten lagde til grund, at Kommissionen havde gjort appellanterne opmærksom på, hvilke følger det ville have, hvis de trak sig fra forligsproceduren, hvilket underbygger den omstændighed, at de ikke kunne udøve deres ret til at træffe en »velovervejet« beslutning om, hvorvidt de ønskede at indgå forlig eller ej, hvilket derimod kræves af forligsmeddelelsen. Efter appellanternes opfattelse gav Retten i den appellerede doms præmis 125 en retligt fejlagtig fremstilling af indholdet af de drøftelser, der havde fundet sted under høringen den 24. februar 2010. Under denne høring anførte Kommissionen således, at den ikke inden for rammerne af Timabs samarbejde, som det er anført i den nævnte præmis i den appellerede dom, men inden for rammerne af »samarbejdet« ville tage hensyn til den omstændighed, at appellanterne ikke havde tilsluttet sig kartellet før 1993. Mens begrebet »samarbejde« ifølge appellanterne imidlertid omfatter såvel de perioder, der er omhandlet i samarbejdsmeddelelsen, som dem, der ikke er omhandlet i denne meddelelse, omfatter begrebet »samarbejde« i nærværende sag kun nedsættelsen på 17% af den pålagte bøde. Kommissionen henviste således på intet tidspunkt under den almindelige procedure udtrykkeligt til en ophævelse af nedsættelsen på 35% af bøden for samarbejde uden for anvendelsesområdet for samarbejdsmeddelelsen.

145

Dette argument er ifølge Kommissionen irrelevant. Det er Kommissionens opfattelse, at argumentet beror på appellanternes sammenblanding af deres udtræden af forligsproceduren og ændringen af deres standpunkt i deres svar på klagepunktsmeddelelsen. Henset til appellanternes nye forsvar i det nævnte svar, som var i strid med deres standpunkter i forbindelse med deres anmodning om bødenedsættelse, gjorde Kommissionen således appellanterne opmærksom på de mulige konsekvenser af dette nye forsvar.

146

Som Kommissionen har anført i sit svarskrift, beror klagepunktet om en retlig fejl ved vurderingen af virkningen af appellanternes udtræden af forligsproceduren på en sammenblanding af på den ene side virkningerne af appellanternes beslutning om at trække sig fra forligsproceduren og på den anden side de mulige konsekvenser af den ændring af disse virksomheders standpunkt med hensyn til varigheden af deres deltagelse i overtrædelsen, som de foretog i deres svar på klagepunktsmeddelelsen af 2. februar 2010. Som generaladvokaten således har anført i punkt 60 i forslaget til afgørelse, henviser Retten i den appellerede doms præmis 125 kun til den advarsel, som Kommissionen gav appellanterne under den almindelige procedure som følge af ændringen af deres standpunkt, og ikke til en advarsel som følge af, at de havde trukket sig fra forligsproceduren, således som de har hævdet.

147

Det må derfor fastslås, at dette klagepunkt, som bygger på en urigtig forudsætning, ikke kan tiltrædes. Følgelig skal første del af det fjerde anbringendes andet led derfor afvises.

148

Appellanterne har med det femte anbringende foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 137, 140 og 168 undlod at udøve sin fulde prøvelsesret og tilsidesatte ligebehandlingsprincippet og princippet om individuel udmåling af straffen.

149

Appellanterne har herved for det første anført, at Retten ved at acceptere, at der ikke ved vurderingen af overtrædelsens grovhed skal tages hensyn til den omstændighed, at der ikke foreligger beviser for, at appellanterne deltog i praksis om salgsbetingelser og kompensationsmekanismer, ikke udøvede sin fulde prøvelsesret. Eftersom Retten var i tvivl om appellanternes deltagelse i disse to former for praksis for perioden fra 1993 til 2004, burde den i henhold til princippet in dubio pro reo have taget hensyn hertil. Da den ikke havde gjort dette, tilsidesatte Retten ligebehandlingsprincippet og princippet om individuel udmåling af straffen i dommen.

150

I replikken har appellanterne tilføjet, at Retten ligeledes i strid med ligebehandlingsprincippet og princippet om individuel udmåling af straffen ved vurderingen af overtrædelsens grovhed afslog at tage hensyn til andre forhold, såsom prispresset på grund af konkurrencen fra lignende produkter, at de foreholdte former for praksis ikke havde nogen indvirkning samt varigheden og intensiteten af hver enkelt af disse former for praksis.

151

Retten tilsidesatte desuden de samme principper ved ikke at foretage en grundig prøvelse af hverken den sats for grovhed, som blev anvendt ved fastsættelsen af bødens grundbeløb, eller Kommissionens nægtelse af at anerkende, at der forelå formildende omstændigheder med hensyn til Timab. Retten begrænsede sig således til at gentage den omtvistede afgørelse uden at foretage sin egen vurdering.

152

Ifølge Kommissionen bør det femte anbringende afvises, da det blot tilsigter at opnå en fornyet undersøgelse af den stævning, der blev fremlagt for Retten. Under alle omstændigheder er dette anbringende ugrundet.

153

Det bemærkes for det første, at det alene er Retten, der har kompetence til at fastlægge og bedømme de faktiske omstændigheder, og i princippet til at bedømme de beviser, den har lagt til grund ved fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder. Når disse beviser er blevet forskriftsmæssigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsætninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisførelse er blevet overholdt, er det alene Retten, der har kompetence til at vurdere, hvilken bevisværdi der skal tillægges de oplysninger, den har fået forelagt. Denne bedømmelse er således ikke et retsspørgsmål, der som sådant kan efterprøves af Domstolen under en appelsag, medmindre oplysningerne er blevet urigtigt gengivet (jf. bl.a. dom af 30.5.2013, Quinn Barlo m.fl. mod Kommissionen, C-70/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:351, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis, og af 16.6.2016, Evonik Degussa og AlzChem mod Kommissionen, C-155/14 P, EU:C:2016:446, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis). En sådan urigtig gengivelse skal endvidere fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne (dom af 16.6.2016, Evonik Degussa og AlzChem mod Kommissionen, C-155/14 P, EU:C:2016:446, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

154

Dernæst må det fremhæves, at en appel ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som den blot gentager de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremført for Retten, herunder de anbringender og argumenter, der var støttet på faktiske omstændigheder, som Retten udtrykkeligt har afvist at lægge til grund. En sådan appel har i realiteten kun til formål at opnå, at de i stævningen for Retten fremsatte påstande pådømmes endnu en gang, hvilket ligger uden for Domstolens kompetence inden for rammerne af en appel (dom af 30.5.2013, Quinn Barlo m.fl. mod Kommissionen, C-70/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:351, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

155

Derimod kan retsspørgsmål, som Retten har behandlet, diskuteres på ny under en appelsag, såfremt appellanten bestrider Rettens fortolkning eller anvendelse af EU-retten. Hvis en appellant nemlig ikke således kunne basere sin appel på anbringender og argumenter, som allerede havde været fremført for Retten, ville appelproceduren blive berøvet en del af sin mening (dom af 30.5.2013, Quinn Barlo m.fl. mod Kommissionen, C-70/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:351, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

156

Hvad angår det femte anbringende bemærkes, at selv om det af appellanterne kvalificeres som et »anbringende vedrørende et retligt spørgsmål«, nemlig Rettens tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om individuelle straffe samt undladelse af at udøve sin fulde prøvelsesret, er dette femte anbringende i sidste instans en anfægtelse af Rettens bedømmelse af de faktiske omstændigheder og af de beviser, der er blevet forelagt den i første instans i forbindelse med det andet og det tredje anbringende.

157

I stedet for at påberåbe sig en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder eller beviserne, har appellanterne således alene anført, at Retten ved vurderingen af overtrædelsens grovhed fejlagtigt undlod at tage hensyn til forskellige forhold, navnlig manglen af beviser for deres deltagelse i praksis om salgsbetingelser og kompensationsmekanismer. Appellanterne har således kun gengivet argumenter til støtte for, at der burde være blevet anvendt en lavere sats ved fastlæggelsen af overtrædelsens grovhed, hvilke argumenter dog allerede er blevet fremført for og forkastet af Retten. Det femte anbringende skal derfor afvises, for så vidt som det tilsigter Rettens tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om individuel udmåling af straffen samt dennes undladelse af at udøve sin fulde prøvelsesret.

158

Hvad nærmere bestemt angår det af appellanterne fremførte argument om, at Retten ikke foretog en grundig prøvelse af hverken den sats for grovhed, som blev anvendt ved fastsættelsen af bødens grundbeløb, eller nægtelsen af at anerkende, at der forelå formildende omstændigheder med hensyn til Timabs konkurrenceadfærd, er det tilstrækkeligt at bemærke, at Retten i den appellerede doms præmis 149-164 gav en detaljeret oversigt over de faktorer, som den tog hensyn til ved vurderingen af overtrædelsens grovhed. Tilsvarende følger det utvetydigt af den appellerede doms præmis 165-168, at Retten omhyggeligt undersøgte spørgsmålet om de formildende omstændigheder. Dette argument skal derfor forkastes som ugrundet. Den omstændighed, at Retten ved udøvelsen af sin fulde prøvelsesret i denne forbindelse desuden bekræftede flere af de elementer, der indgår i den vurdering, Kommissionen har foretaget i den anfægtede beslutning, kan ikke ændre på denne konklusion (jf. dom 8.5.2013, Eni mod Kommissionen, C-508/11 P, EU:C:2013:289, præmis 99 og den deri nævnte retspraksis).

159

Henset til det ovenstående skal det femte anbringende forkastes som dels ugrundet, dels uvirksomt.

160

Appellanterne har med deres subsidiære påstande gjort gældende, at Retten tilsidesatte retten til en retfærdig rettergang som fastsat i artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), som fortolket i lyset af artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, idet den ikke traf afgørelse inden for en rimelig frist.

161

Appellanterne har i denne forbindelse konstateret, at den appellerede dom blev afsagt fire år og otte en halv måned efter stævningens indlevering den 1. oktober 2010, at Rettens åbning af den mundtlige forhandling først skete den 14. maj 2014, og at der forløb 11 måneder mellem afslutningen af den mundtlige forhandling – dvs. efter retsmødet den 11. juli 2014 – og afsigelsen af dommen.

162

Sagens kompleksitet kunne imidlertid efter appellanternes opfattelse ikke begrunde denne varighed af retsforhandlingerne, navnlig idet de var de eneste sagsøgere i dette søgsmål, og deres adfærd ikke var forhalende.

163

Kommissionen har i det væsentlige gjort gældende, at navnlig henset til dom af 26. november 2013, Gascogne Sack Deutschland mod Kommissionen (C-40/12 P, EU:C:2013:768), kan kun et erstatningssøgsmål på grundlag af artikel 268 TEU og artikel 340, stk. 2, TEUF mod Unionen bringes i anvendelse af en virksomhed, der anfægter sagens uforholdsmæssigt lange varighed.

164

Da appellanterne ikke har nedlagt en sådan erstatningspåstand, må de subsidiære påstande frem for alt afvises.

165

Det skal bemærkes, at en tilsidesættelse fra en af Unionens retsinstansers side af dens forpligtelse ifølge chartrets artikel 47, stk. 2, til at pådømme de sager, som den får forelagt, inden en rimelig frist, bør imødegås med, at der indbringes et erstatningssøgsmål for Retten, idet et sådant søgsmål udgør en effektiv afhjælpning. En påstand om erstatning for det tab, der er forårsaget af Rettens manglende iagttagelse af en rimelig sagsbehandlingstid, kan således ikke forelægges direkte for Domstolen inden for rammerne af en appel, men skal indbringes for Retten selv (dom af 30.4.2014, FLSmidth mod Kommissionen, C-238/12 P, EU:C:2014:284, præmis 116 og den deri nævnte retspraksis, af 21.1.2016, Galp Energía España m.fl. mod Kommissionen, C-603/13 P, EU:C:2016:38, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis, og af 9.6.2016, Repsol Lubricantes y Especialidades m.fl. mod Kommissionen, C-617/13 P, EU:C:2016:416, præmis 98 og den deri nævnte retspraksis).

166

Retten, der i medfør af artikel 256, stk. 1, TEUF er kompetent, og for hvilken der fremsættes et erstatningskrav, skal tage stilling til et sådant krav i en anden sammensætning end den, der behandlede den sag, som gav anledning til den procedure, hvis varighed kritiseres (dom af 21.1.2016, Galp Energía España m.fl. mod Kommissionen, C-603/13 P, EU:C:2016:38, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis, af 9.6.2016, Repsol Lubricantes y Especialidades m.fl. mod Kommissionen, C-617/13 P, EU:C:2016:416, præmis 99 og den deri nævnte retspraksis).

167

Når dette er sagt, kan Domstolen, når det, idet det ikke er nødvendigt, at parterne fremlægger oplysninger i denne henseende, er åbenbart, at Retten har begået en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af forpligtelsen til at pådømme sagen inden for en rimelig frist, fastslå dette (dom af 21.1.2016, Galp Energía España m.fl. mod Kommissionen, C-603/13 P, EU:C:2016:38, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis, og af 9.6.2016, Repsol Lubricantes y Especialidades m.fl. mod Kommissionen, C-617/13 P, EU:C:2016:416, præmis 100 og den deri nævnte retspraksis). Domstolen kan følgelig i forbindelse med en appel fastslå, at der foreligger en tilsidesættelse af retten til en retfærdig rettergang som sikret ved chartrets artikel 47, stk. 2, på grund af den urimeligt lange varighed af den retslige procedure ved Retten.

168

Hvad angår de kriterier, der gør det muligt at vurdere, hvorvidt Retten har iagttaget princippet om overholdelse af en rimelig frist, skal det bemærkes, at den rimelige karakter af fristen for afsigelse af dom bør vurderes på grundlag af omstændighederne i den enkelte sag, såsom sagens kompleksitet og parternes adfærd (dom af 26.11.2013, Groupe Gascogne mod Kommissionen, C-58/12 P, EU:C:2013:770, præmis 85 og den deri nævnte retspraksis).

169

Domstolen har i denne henseende præciseret, at listen over de relevante kriterier ikke er udtømmende, og at vurderingen af den nævnte frists rimelige karakter ikke kræver en systematisk undersøgelse af sagens omstændigheder i forhold til hvert enkelt af disse kriterier, når varigheden af proceduren fremstår som begrundet på baggrund af et enkelt af disse. Sagens kompleksitet eller den omstændighed, at appellanten har udvist forhalende adfærd, kan således anvendes til at begrunde en frist, der ved første øjekast synes for lang (dom af 26.11.2013, Groupe Gascogne mod Kommissionen, C-58/12 P, EU:C:2013:770, præmis 86 og den deri nævnte retspraksis).

170

I nærværende sag og uden yderligere oplysninger fra parterne finder Domstolen, at det ikke er åbenbart, at Retten har begået en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af forpligtelsen til at pådømme sagen inden for en rimelig frist.

171

På baggrund af det ovenstående skal de subsidiære appelpåstande forkastes.

172

Da ingen af appellanternes anbringender til støtte for appellen kan tages til følge, skal appellen forkastes i det hele.

173

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen forkastes. I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Timab og CFPR har tabt sagen, og Rådet har nedlagt påstand om, at selskaberne tilpligtes at betale sagsomkostningerne, bør de pålægges at betale sagsomkostningerne i forbindelse med appellen.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Tiende Afdeling):