Sag C-115/15
Secretary of State for the Home Department
mod
NA
(anmodning om præjudiciel afgørelse, indgivet af Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division))
»Præjudiciel forelæggelse — artikel 20 TEUF og 21 TEUF — direktiv 2004/38/EF — artikel 13, stk. 2, første afsnit, litra c) — forordning (EU) nr. 1612/68 — artikel 12 — ret til ophold for familiemedlemmer til en unionsborger — ægteskab mellem en unionsborger og en tredjelandsstatsborger — vold i hjemmet — skilsmisse efter unionsborgerens udrejse — bevarelse af ret til ophold for den tredjelandsstatsborger, der har forældremyndigheden over fællesbørn, der er unionsborgere«
Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 30. juni 2016
Unionsborgerskab – retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – direktiv 2004/38 – bevarelsen af familiemedlemmers ret til ophold i tilfælde af skilsmisse – tredjelandsstatsborger, som under ægteskabet har været udsat for vold i hjemmet, og er skilt fra en unionsborger, der har forladt værtsmedlemsstaten inden proceduren til skilsmisse blev indledt – manglende ret til opretholdelse
[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, art. 13, stk. 2, første afsnit, litra c)]
Fri bevægelighed for personer – arbejdstagere – familiemedlemmernes opholdsret – tredjelandsstatsborger, der efter skilsmissen fra en unionsborger, der har arbejdet i værtsmedlemsstaten, har den fulde forældremyndighed over sine børn – retten til ophold berettiget
(Rådets forordning nr. 1612/68, art. 12)
Unionsborgerskab – traktatens bestemmelser – retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – mindreårig unionsborger, der siden fødslen har opholdt sig i værtsmedlemsstaten og forælder, der er tredjelandsstatsborger og har den fulde forældremyndighed over nævnte mindreårig – tilladt – betingelse – forpligtelse til at opfylde betingelsen om at råde over tilstrækkelige midler og en sygeforsikring, der dækker samtlige risici i bopælsmedlemsstaten – den forelæggende rets fremhævelse
(Art. 20 TEUF og 21 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, art. 7, stk. 1)
Artikel 13, stk. 2, første afsnit, litra c), i direktiv 2004/38/EF om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område skal fortolkes således, at en tredjelandsstatsborger, der er blevet skilt fra en unionsborger, som under ægteskabet har udsat den pågældende tredjelandsstatsborger for vold i hjemmet, kun kan bevare sin ret til ophold i værtsmedlemsstaten på grundlag af denne bestemmelse, hvis den ægtefælle, som er unionsborger, er udrejst fra denne medlemsstat inden begyndelsen af proceduren til skilsmisse.
Det fremgår for det første af de udtryk, der er anvendt både i overskriften og i ordlyden af artikel 13, stk. 2, i direktiv 2004/38, at den ret til ophold, som de medlemmer af en unionsborgers familie, som ikke selv er statsborgere i en medlemsstat, har på grundlag af denne bestemmelse, bl.a. i tilfælde af skilsmisse.
Hvad dernæst angår sammenhængen er artikel 13, stk. 2, i direktiv 2004/38 en undtagelse til princippet om, at det ikke er alle tredjelandsstatsborgere, men kun dem, som er familiemedlemmer som omhandlet i dette direktivs artikel 2, nr. 2), til en unionsborger, som har udøvet sin ret til fri bevægelighed ved at bosætte sig i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger, som i medfør af direktiv 2004/38 har ret til indrejse og ophold i en medlemsstat. Denne bestemmelse omhandler således de undtagelsestilfælde, hvor skilsmissen ikke betyder, at de omhandlede tredjelandsstatsborgere mister retten til ophold i henhold til direktiv 2004/38, selv om disse statsborgere efter deres skilsmisse ikke længere opfylder betingelserne i dette direktivs artikel 7, stk. 2, herunder navnlig betingelsen om familiemedlem til en unionsborger.
Hvad endelig angår formålet med artikel 13, stk. 2, i direktiv 2004/38 modsvarer denne bestemmelse det i 15. betragtning til denne direktiv fastsatte formål om at sikre familiemedlemmerne retsbeskyttelse i tilfælde af opløsning af ægteskab eller et registreret partnerskabs ophør ved i denne henseende at træffe foranstaltninger for at sikre, at familiemedlemmer, der allerede opholder sig på værtsmedlemsstatens område, i sådanne tilfælde bevarer deres ret til ophold på et personligt grundlag. I denne henseende fremgår det af begrundelsen til forslaget til dette direktiv, at formålet med den påtænkte bestemmelse, nu nævnte direktivs artikel 13, stk. 2, er at sikre en vis retsbeskyttelse for tredjelandsstatsborgere, hvis opholdsret er knyttet til et familiemæssigt bånd i form af ægteskab, og som derfor kunne udsættes for afpresning med trusler om skilsmisse, og at en sådan beskyttelse kun er nødvendig i tilfælde af en uigenkaldelig skilsmisseerklæring, eftersom retten til ophold for en ægtefælle, der er tredjelandsstatsborger, på ingen måde påvirkes i tilfælde af separation.
Det følger heraf, at iværksættelsen af artikel 13, stk. 2, i direktiv 2004/38, herunder retten i direktivets artikel 13, stk. 2, første afsnit, litra c), er betinget af de pågældendes skilsmisse.
Såfremt en tredjelandsstatsborger, således under sit ægteskab har været udsat for vold i hjemmet begået af en unionsborger, som vedkommende nu er skilt fra, skal unionsborgeren i henhold til artikel 7, stk. 1, i direktiv 2004/38 opholde sig i værtsmedlemsstaten indtil begyndelsen af proceduren til skilsmisse, for at nævnte tredjelandsstatsborger kan påberåbe sig dette direktivs artikel 13, stk. 2, første afsnit, litra c).
(jf. præmis 40-42, 45-48 og 50 samt domskonkl. 1)
Artikel 12 i forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet skal fortolkes således, at et barn og den forælder, der er tredjelandsstatsborger, og som har den fulde forældremyndighed over barnet, har ret til ophold i værtsmedlemsstaten på grundlag af denne bestemmelse i en situation, hvor den anden forælder er unionsborger og har været beskæftiget i denne medlemsstat, men forlod værtsmedlemsstaten, inden barnet påbegyndte sin skolegang dér.
I denne henseende afhænger retten til undervisning i værtsmedlemsstaten af det pågældende barns forudgående bosættelse i værtsmedlemsstaten, således at børn, som har taget bopæl i værtsmedlemsstaten i deres egenskab af familiemedlemmer til en vandrende arbejdstager, ligesom børn af en vandrende arbejdstager, der siden fødslen, har boet i den medlemsstat, hvor deres fader eller moder er eller har været beskæftiget, kan påberåbe sig en sådan ret til adgang til undervisning i denne medlemsstat. Artikel 12 i forordning nr. 1612/68 har især til formål at sikre, at børn af en arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat, selv om arbejdstageren ikke længere har lønnet beskæftigelse i værtsmedlemsstaten, kan påbegynde og i givet fald afslutte deres skolegang i sidstnævnte stat. Det følger således heraf, at børnenes ret til ligebehandling med hensyn til adgang til undervisning ikke afhænger af, om deres fader eller moder bevarer deres status som vandrende arbejdstager i værtsmedlemsstaten. Desuden kræver artikel 12 i forordning nr. 1612/68 ikke, at den forælder, der er tidligere vandrende arbejdstager, stadig opholder sig i værtsmedlemsstaten på tidspunktet, hvor barnet påbegynder sin skolegang eller sine studier, eller at denne forælder forbliver på nævnte medlemsstats område under denne skolegang eller disse studier.
Endelig indebærer denne ret til undervisning en opholdsret for et barn af en vandrende arbejdstager eller en tidligere vandrende arbejdstager, når dette barn ønsker at fortsætte sine studier i værtsmedlemsstaten, samt en tilsvarende opholdsret for den forælder, som faktisk passer dette barn. Når børnene i medfør af artikel 12 i forordning nr. 1612/68 har ret til at følge deres skolegang i værtsmedlemsstaten, mens den forælder, som har forældremyndigheden over dem, risikerer at miste sin ret til ophold, er det klart, at såfremt nævnte forælder nægtes adgang til at forblive i værtsmedlemsstaten, mens deres børn går i skole, vil dette kunne fratage børnene en ret, som de er tillagt af EU-lovgiver.
(jf. præmis 54-56, 59, 64 og 65 samt domskonkl. 2)
Artikel 20 TEUF skal fortolkes således, at den hverken medfører en ret til ophold i værtsmedlemsstaten for en mindreårig unionsborger, der siden fødslen har opholdt sig i denne medlemsstat, som den pågældende ikke er statsborger i, eller for den forælder, som er tredjelandsstatsborger, og som har den fulde forældremyndighed over nævnte mindreårige, når disse personer har ret til ophold i denne medlemsstat på grundlag af en bestemmelse i den afledte EU-ret. I et sådant tilfælde er den første betingelse for at kunne påberåbe sig en ret til ophold i værtsmedlemsstaten i henhold til denne bestemmelse, nemlig at den pågældende ikke har ret til ophold i denne medlemsstat i henhold til den sekundære EU-ret, således ikke opfyldt.
Artikel 21 TEUF skal fortolkes således, at den medfører en ret til ophold i værtsmedlemsstaten for nævnte mindreårige unionsborger, for så vidt som vedkommende opfylder betingelserne i artikel 7, stk. 1, i direktiv 2004/38, bl.a. betingelsen om at råde over tilstrækkelige midler, således at opholdet ikke bliver en byrde for værtsmedlemsstatens sociale system, og om en sygeforsikring, der dækker samtlige risici, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve. Såfremt dette er tilfældet, kan den forælder, der faktisk tager sig af denne unionsborger, i medfør af de samme bestemmelser tage ophold sammen med unionsborgeren i værtsmedlemsstaten. Heraf følger, at et afslag på at tillade en forælder, der er statsborger i en medlemsstat eller et tredjeland, og som rent faktisk tager sig af en mindreårig unionsborger, som artikel 21 TEUF og direktiv 2004/38 giver ret til ophold, at tage ophold sammen med denne unionsborger i værtsmedlemsstaten, fratager dennes opholdsret enhver effektiv virkning, da et lille barns udnyttelse af opholdsretten nødvendigvis indebærer, at barnet har ret til at blive ledsaget af den person, der faktisk tager sig af barnet, og følgelig, at denne person kan bo sammen med barnet i værtsmedlemsstaten under opholdet.
(jf. præmis 71, 72, 74, 76 og 80 samt domskonkl. 3)