Sag C-16/15
María Elena Pérez López
mod
Servicio Madrileño de Salud (Comunidad de Madrid)
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de lo Contencioso-Administrativo no 4 de Madrid)
»Præjudiciel forelæggelse — socialpolitik — direktiv 1999/70/EF — rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP — § 3 til § 5 — flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter inden for den offentlige sundhedssektor — foranstaltninger med henblik på at undgå misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter — sanktioner — omkvalificering af et arbejdsforhold — ret til en godtgørelse«
Sammendrag – Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 14. september 2016
Socialpolitik – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – direktiv 1999/70 – anvendelsesområde – tidsbegrænset ansættelseskontrakt i den offentlige sektor – arbejdstager ansat som sygeplejerske som en del af det vedtægtsmæssigt ansatte hjælpepersonale i sundhedstjenesten – inklusion
(Rådets direktiv 1999/70, bilag, § 2, stk. 1,og § 3, stk. 1)
Socialpolitik – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – direktiv 1999/70 – foranstaltninger, der har til formål at forhindre misbrug ved anvendelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsende ansættelseskontrakter – nationale bestemmelser, der tillader, at sundhedstjenesterne udnævner vedtægtsmæssigt personale med tidsbegrænset ansættelse – bestemmelser, der muliggør fornyelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter for at sikre leveringen af bestemte tjenesteydelser af midlertidig, konjunkturbestemt eller ekstraordinær art – anvendelsen af nævnte bestemmelser for behov, der er faste og varige – ikke tilladt – ingen pligt til at oprette strukturelle stillinger i tilfælde af en strukturbetinget mangel på faste stillinger inden for denne sektor – ikke tilladt
[Rådets direktiv 1999/70, bilag, § 5, stk. 1, litra a)]
Socialpolitik – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – direktiv 1999/70 – foranstaltninger, der har til formål at forhindre misbrug ved anvendelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsende ansættelseskontrakter – mål – nationale bestemmelser i henhold til hvilke det pålægges, at kontraktforholdet skal ophøre på den dato, der er fastsat i den tidsbegrænsede kontrakt, og der skal foretages en opgørelse af alle – lovlig – betingelse – den nationale rets efterprøvelse
(Rådets direktiv 1999/70, bilag, § 5)
Socialpolitik – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – direktiv 1999/70 – anvendelsesområde – forskelsbehandlinger mellem bestemte kategorier af personer med tidsbegrænset ansættelse – ikke omfattet – spørgsmål, der henhører under national ret og ikke under EU-retten – åbenbart, at Domstolen ikke har kompetence
(Rådets direktiv 1999/70, bilag, § 4)
Det fremgår af selve ordlyden af § 2, stk. 1, i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, som er indeholdt i bilaget til direktiv 1999/70 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, at dens anvendelsesområde er defineret bredt, eftersom den henviser generelt til »alle med tidsbegrænset ansættelse, som har en ansættelseskontrakt eller indgår i et ansættelsesforhold, som defineret ved lov, kollektiv aftale eller gældende praksis i den enkelte medlemsstat«. Desuden omfatter definitionen af begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« som omhandlet i rammeaftalens § 3, stk. 1, alle arbejdstagere uden nogen sondring under hensyn til, om den pågældende arbejdsgiver henhører under den offentlige eller private sektor, og uanset hvordan deres kontrakt kvalificeres i intern ret.
For så vidt som rammeaftalen ikke udelukker nogen bestemte sektorer, er en arbejdstager, der er ansat som sygeplejerske som en del af det vedtægtsmæssigt ansatte hjælpepersonale i sundhedstjenesten, omfattet af rammeaftalens anvendelsesområde.
(jf. præmis 24 og 25)
§ 5, stk. 1, litra a), i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, som findes i bilaget til direktiv 1999/70 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en national lovgivning, som tillader, at sundhedstjenesterne kan udnævne vedtægtsmæssigt personale med tidsbegrænset ansættelse, anvendes af myndighederne i den berørte medlemsstat på en sådan måde, at:
|
— |
fornyelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter inden for den offentlige sundhedssektor anses for at være berettiget på grundlag af »objektive omstændigheder« i nævnte bestemmelses forstand med den begrundelse, at disse kontrakter er støttet på lovregler, der tillader fornyelsen af sådanne kontrakter for at sikre leveringen af bestemte tjenesteydelser af midlertidig, konjunkturbestemt eller ekstraordinær art, selv om de nævnte behov reelt er faste og varige |
|
— |
der ikke foreligger nogen pligt for den kompetente forvaltningsmyndighed til at oprette strukturelle stillinger for at bringe ansættelsen af vedtægtsmæssigt hjælpepersonale til ophør, og at det er tilladt for forvaltningsmyndigheden at besætte de oprettede strukturelle stillinger med »midlertidigt« personale, således at jobusikkerheden for arbejdstagerne bibeholdes, selv om der i den omhandlede medlemsstat er en strukturbetinget mangel på faste stillinger for personalet inden for denne sektor. |
I denne henseende kan en midlertidig erstatning af en arbejdstager med henblik på at opfylde arbejdsgiverens midlertidige personalebehov principielt udgøre en »objektiv omstændighed« som omhandlet i denne rammeaftales § 5, stk. 1, litra a).
I en administration med et stort antal ansatte, såsom sundhedssektoren, er det nemlig uundgåeligt, at midlertidige vikaransættelser er nødvendige, bl.a. når arbejdstagere ikke er til rådighed som følge af sygeorlov, barselsorlov eller forældreorlov eller anden tjenestefrihed. Midlertidig vikaransættelse kan under disse omstændigheder udgøre en objektiv omstændighed som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), som kan begrunde såvel den fast afgrænsede varighed af de kontrakter, der indgås med vikarerne, som fornyelsen af disse kontrakter i takt med, at der opstår nye behov herfor med forbehold for overholdelsen af de krav, der i den forbindelse er fastsat i rammeaftalen.
Desuden påhviler pligten til at organisere sundhedstjenesteydelserne således, at det sikres, at der altid er en passende overensstemmelse mellem antallet af plejepersonale og antallet af patienter, den offentlige forvaltning, og afhænger af en række faktorer, som kan afspejle et særligt behov for fleksibilitet, der i denne særlige sektor er af en sådan karakter, at den i henseende til rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), objektivt kan begrunde anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter.
Derimod kan det ikke antages, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter kan fornys med henblik på varigt og konstant at udføre sådanne sundhedsopgaver, som det normalt henhører under det almindelige hospitalspersonale at udføre.
Fornyelsen af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold for at dække behov, der faktisk ikke er midlertidige, men derimod faste og varige, er ikke begrundet som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), for så vidt som en sådan anvendelse af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold er i direkte modstrid med den forudsætning, hvorpå rammeaftalen hviler, nemlig forudsætningen om, at tidsubegrænsede ansættelseskontrakter udgør den sædvanlige ansættelsesform, selv om tidsbegrænsede ansættelseskontrakter er en beskæftigelsesform i visse sektorer, inden for visse erhverv og ved visse former for aktiviteter.
Hvad desuden angår den skønsmargen, som tilkommer forvaltningen i forbindelse med oprettelsen af strukturelle stillinger, må den omstændighed, at der findes en sådan regel, som gør det muligt at oprette en fast stilling på linje med den, der vedrører konverteringen af den tidsbegrænsede kontrakt til et tidsubegrænset ansættelsesforhold, antages at udgøre et effektivt retsmiddel mod misbrug af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter.
Selv hvis en national lovgivning, der tillader fornyelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter med henblik på erstatning af personale, indtil de oprettede strukturelle stillinger er besat, i princippet kan begrundes med en objektiv omstændighed, skal den konkrete anvendelse af denne omstændighed, henset til de særlige omstændigheder ved den pågældende aktivitet og betingelserne for udøvelsen heraf, imidlertid alligevel være i overensstemmelse med kravene i rammeaftalen.
(jf. præmis 44-48, 53, 54 og 56 samt domskonkl. 1)
§ 5 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, som findes i bilaget til direktiv 1999/70 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, skal fortolkes således, at den i princippet ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter kontraktforholdet ophører på den dato, der er fastsat i den tidsbegrænsede kontrakt, og der foretages en opgørelse af alle tilgodehavender uden hensyntagen til en eventuel ny udnævnelse, forudsat at denne lovgivning ikke skader formålet og den effektive virkning af denne rammeaftale, hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve.
Det mål, der forfølges med den nævnte bestemmelse, der består i at begrænse anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, ville således blive frataget ethvert indhold, hvis den blotte karakter af arbejdsforholdet som nyt efter national ret kunne udgøre et »objektivt forhold« i denne bestemmelses forstand med henblik på at tillade en fornyelse af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt.
(jf. præmis 60 og 61 samt domskonkl. 2)
En forskelsbehandling af visse personalekategorier med tidsbegrænset ansættelse, der ikke er støttet på den omstændighed, om ansættelsesforholdet er tidsbegrænset eller tidsubegrænset, men på ansættelsesforholdets vedtægtsmæssige eller kontraktmæssige karakter, henhører ikke under princippet om ikke-diskrimination, der er fastsat i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, som findes i bilaget til direktiv 1999/70 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP.
Forskellen i behandlingen af det vedtægtsmæssigt ansatte hjælpepersonale og sammenlignelige arbejdstagere, der er ansat i henhold til kontrakter om ansættelse som hjælpepersonale, henhører således udelukkende under national ret, som det alene tilkommer den forelæggende ret at fortolke.
Under disse omstændigheder er det åbenbart, at Domstolen ikke har kompetence til at besvare spørgsmålet om, hvorvidt rammeaftalens § 4 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, der afviser enhver form for godtgørelse for opsigelsen af ansættelseskontrakten for personale, der er ansat som vedtægtsmæssigt hjælpepersonale, selv om en sådan godtgørelse udbetales til sammenlignelige arbejdstagere, der er ansat i henhold til kontrakter om ansættelse som hjælpepersonale.
(jf. præmis 62, 66, 68 og 69)