Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
N. WAHL
fremsat den 14. september 2017 (1)
Sag C-627/15
Dumitru Gavrilescu
Liana Gavrilescu
mod
SC Banca Transilvania SA, tidligere SC Volksbank România SA
SC Volksbank România SA – sucursala Câmpulung
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Judecătoria Câmpulung (retten i første instans i Câmpulung, Rumænien))
»Domstolens kompetence – tvist, der verserer for den forelæggende ret – nationale bestemmelser, der gør det muligt at hæve en sag, efter at den er indbragt for Domstolen til præjudiciel afgørelse – nationale bestemmelser, der gør det muligt for en appelret at efterprøve en kendelse om udsættelse af sagen i første instans, indtil Domstolen har truffet afgørelse i den sag, der er indbragt for den – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13/EØF – kreditaftaler indgået i udenlandsk valuta – kontraktvilkår, hvis rimelighed ikke skal vurderes«
1. Dumitru og Liana Gavrilescu (herefter »ægteparret Gavrilescu«) har indgået en låneaftale med SC Volksbank România SA (herefter »Volksbank« eller »banken«) i Rumænien. Lånet er optaget i schweiziske francs og skal tilbagebetales i samme valuta. I lånets løbetid blev værdien af den lokale valuta (den rumænske leu) imidlertid væsentligt forringet i forhold til den schweiziske franc. Dette havde en negativ indvirkning på de månedlige afdrag, som ægteparret Gavrilescu skulle betale til banken, eftersom de modtog deres løn i rumænske lei.
2. Ægteparret Gavrilescu besluttede sig for at anlægge sag mod Volksbank ved Judecătoria Câmpulung (retten i første instans i Câmpulung, Rumænien), idet de bl.a. gjorde gældende, at vilkårene for tilbagebetaling af lånet i den udenlandske valuta var urimelige. Disse vilkår indebar efter deres opfattelse, at de skulle bære risiciene i forbindelse med eventuelle udsving i vekselkursen.
3. Judecătoria Câmpulung (retten i første instans i Câmpulung) besluttede som led i denne sag at forelægge Domstolen en række spørgsmål om fortolkningen af direktiv 93/13/EØF (2). Ægteparret Gavrilescu har imidlertid efterfølgende indgået et frivilligt forlig med Volksbank og har i overensstemmelse med de gældende nationale regler besluttet at hæve den sag, som de havde anlagt ved den forelæggende ret.
4. Selv om sagen er blevet hævet, har den forelæggende ret meddelt Domstolen, at den ønsker dels at fastholde sine spørgsmål, dels at forelægge Domstolen to supplerende spørgsmål om omfanget af Domstolens kompetence i henhold til artikel 267 TEUF.
5. Den foreliggende sag giver således Domstolen lejlighed til at uddybe sin praksis vedrørende kravet i artikel 267 TEUF om, at dens besvarelse af de præjudicielle spørgsmål skal være nødvendig for, at den forelæggende ret kan afsige dom i hovedsagen.
I. Retsforskrifter
A. EU-retten
6. Artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13 lyder således:
»Et kontraktvilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling, anses for urimeligt, hvis det til trods for kravene om god tro bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren.«
7. Artikel 4 i direktiv 93/13 bestemmer:
»1. Det vurderes, om et kontraktvilkår er urimeligt, under hensyn til hvilken type varer eller tjenesteydelser aftalen omfatter, og ved på tidspunktet for aftalens indgåelse at tage hensyn til alle omstændighederne i forbindelse med dens indgåelse samt til alle andre vilkår i aftalen eller i en anden aftale, som hænger sammen med denne, jf. dog artikel 7.
2. Vurderingen af, om kontraktvilkårene er urimelige, omfatter hverken definitionen af aftalens hovedgenstand eller overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen herfor, for så vidt disse vilkår er affattet klart og forståeligt.«
B. Rumænsk ret
1. Lov nr. 193/2000
8. Direktiv 93/13 blev gennemført i national ret ved Legea nr. 193/2000 privind clauzele abuzive din contractele încheiate între comercianţi şi consumatori (lov nr. 193/2000 om urimelige kontraktvilkår i aftaler indgået mellem erhvervsdrivende og forbrugere) af 10. november 2000, som bekendtgjort på ny (3) (herefter »lov nr. 193/2000«).
2. Den civile retsplejelov
9. Artikel 406 i Codul de procedură civilă (den rumænske civile retsplejelov) bestemmer:
»1. Sagsøgeren kan til enhver tid hæve sagen helt eller delvist enten mundtligt i retsmødet eller ved skriftlig begæring.
2. Begæringen skal indgives personligt eller af en særligt bemyndiget repræsentant.
3. Hvis sagen hæves, efter at stævningen er forkyndt, pålægger retten efter sagsøgtes anmodning sagsøgeren at betale sagsøgtes omkostninger.
4. Hvis sagsøgeren hæver sagen i det første retsmøde, som parterne indkaldes behørigt til, eller på et senere tidspunkt, kan ophævelsen kun ske med modpartens udtrykkelige eller stiltiende samtykke. Hvis sagsøgte udebliver fra det retsmøde, hvor sagsøgeren meddeler, at han ønsker at hæve sagen, fastsætter retten en tidsfrist, inden for hvilken sagsøgte kan fremkomme med bemærkninger om begæringen om ophævelse. Reagerer sagsøgte ikke inden for denne tidsfrist, betragtes dette som et stiltiende samtykke til, at sagen hæves. […]«
10. Den civile retsplejelovs artikel 414 bestemmer:
»1. Sagen udsættes ved en kendelse, der kan kæres særskilt til en højere retsinstans. […]
2. Når sagen er blevet udsat, kan der iværksættes kære af både kendelsen om at udsætte sagen og kendelsen om ikke at imødekomme en anmodning om genoptagelse af sagen.«
II. De faktiske omstændigheder, retsforhandlingerne og de præjudicielle spørgsmål
11. Det fremgår af de faktiske omstændigheder i hovedsagen, som den forelæggende ret har beskrevet, at ægteparret Gavrilescu den 5. september 2008 indgik en låneaftale med Volksbank vedrørende et beløb på 45 000 schweiziske francs (CHF). Lånet havde en løbetid på 276 måneder og en årlig rentesats på 3,99%. Aftalen blev efterfølgende ændret ved tillæg nr. 1 af 20. august 2010 og nr. 2 af 25. juni 2013.
12. Det var fastsat i låneaftalen, at enhver betaling i princippet skulle finde sted i lånevalutaen. Den forelæggende ret har forklaret, at udsving i vekselkursen ifølge vilkårene i låneaftalen skulle bæres alene af låntageren.
13. Det fremgik af punkt 4.2 i de generelle vilkår, at låntageren accepterede, at banken for at undgå den stigende eksponering for valutarisikoen havde ret, men ikke pligt, til ensidigt at konvertere lånet til rumænske lei ved anvendelse af den vekselkurs mellem schweiziske francs og rumænske lei, som banken praktiserede på konverteringstidspunktet, hvis vekselkursen for lånevalutaen i lånets løbetid steg med mere end 10% i forhold til kursværdien på tidspunktet for aftalens indgåelse. Dette indebar, at låneværdien fra dette tidspunkt ville svare til værdien i rumænske lei beregnet i overensstemmelse med konverteringen. I denne forbindelse forpligtede låntagerne sig også til at bære alle omkostninger, der opstod ved en sådan konvertering.
14. Ifølge punkt 4.3 i de generelle vilkår kunne låntagerne i lånets løbetid anmode banken om at foretage en sådan konvertering til rumænske lei, men banken var ikke forpligtet til at efterkomme denne anmodning.
15. Ægteparret Gavrilescu fandt, at vilkårene om, at lånet skulle tilbagebetales i schweiziske francs, og at valutarisikoen påhvilede låntagerne, var urimelige, og anlagde derfor sag mod Volksbank ved Judecătoria Câmpulung (retten i første instans i Câmpulung). Da den forelæggende ret var i tvivl om den rette fortolkning af bestemmelserne i direktiv 93/13, besluttede den ved kendelse af 22. oktober 2015 at udsætte sagen og at forelægge følgende præjudicielle spørgsmål for Domstolen:
»1) Skal artikel 4, stk. 2, i [direktiv 93/13] fortolkes således, at et vilkår i en kreditaftale, som er indgået i udenlandsk valuta mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, og som ikke har været genstand for individuel forhandling, og hvorefter det kun er debitor, der i forbindelse med tilbagebetalingen af låneraterne skal påtage sig hele »valutarisikoen«, dvs. de eventuelle negative følger af en forhøjelse af den månedlige betalingsforpligtelse, der skyldes valutakurssvingninger, hvilken risiko forbrugeren bærer som følge af kreditaftalens indgåelse og tilbagebetalingen af de beløb, der skyldes i henhold til kreditaftalen, i en anden valuta end den rumænske, er omfattet af udtrykkene »aftalens hovedgenstand« og »overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen herfor«?
2) Skal artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 fortolkes således, at forbrugerens forpligtelse til ved tilbagebetalingen af lånet at påtage sig at betale den forskel, der følger af en stigning i vekselkursen for den valuta [schweiziske francs], som lånet er indgået i, udgør en betaling, hvis overensstemmelse med den leverede ydelse ikke kan undersøges med henblik på en vurdering af, om vilkåret er urimeligt?
3) Såfremt svaret på det foregående spørgsmål er, at et sådant vilkår ikke er undtaget fra en urimelighedsvurdering, kan dette vilkår da anses for at opfylde kravene i [direktiv 93/13] om god tro, ligevægt og gennemsigtighed, der sikrer, at forbrugeren på baggrund af klare og forståelige kriterier kan udlede konsekvenserne af dette vilkår?
4) Er et kontraktvilkår som det, der er omhandlet i [punkt] 4.2 i kontraktens almindelige kontraktvilkår, hvorefter banken i tilfælde af en stigning på over 10% i vekselkursen i forhold til den, der forelå på tidspunktet for aftalens indgåelse, har ret til at veksle en kredit ydet i [schweiziske francs] til den nationale valuta med henblik på at undgå en løbende forøgelse af eksponeringen for en valutakursrisiko, uden at forbrugeren har en tilsvarende ret, omfattet af beskyttelsesområdet for direktiv 93/13, eller skal der ikke foretages en vurdering af, om det et urimeligt?«
16. Ved skrivelse af 18. marts 2016 underrettede den forelæggende ret Domstolen om, at sagsøgerne i hovedsagen havde anmodet om, at sagen blev hævet. Den forelæggende ret kom herefter i tvivl om, hvorvidt en national bestemmelse som artikel 406 i den rumænske civile retsplejelov er forenelig med artikel 267 TEUF. Den forelæggende ret har på denne baggrund besluttet at forelægge et supplerende femte præjudicielt spørgsmål for Domstolen:
»»Er artikel 267 [TEUF], i medfør af hvilken de nationale domstole frit kan henvende sig til [Domstolen] til hinder for en bestemmelse som den i artikel 406 i den civile retsplejelov omhandlede, hvorefter det ikke udtrykkeligt er forbudt at hæve sagen efter en forelæggelse for [Domstolen], og den omstændighed, at sagen hæves, fratager den nationale domstol muligheden for at tage stilling til, om de omtvistede kontraktvilkår er urimelige[?]«
17. Ved kendelse af 2. juni 2016 underrettede den forelæggende ret efterfølgende Domstolen om, at Tribunalul Argeş (retten i første instans i Argeş, Rumænien) ved en afgørelse af 17. marts 2016 – efter at Volksbank havde kæret den forelæggende rets kendelse af 22. oktober 2015 – havde ophævet denne kendelse og hjemvist sagen til den forelæggende ret med henblik på at fortsætte retsforhandlingerne.
18. Som jeg har forstået det, foreholdt Tribunalul Argeş (retten i første instans i Argeş) i denne afgørelse den forelæggende ret, at den ikke havde draget de nødvendige konklusioner efter national ret af ægteparret Gavrilescus begæring om ophævelse af sagen. Ifølge de nationale bestemmelser burde den forelæggende ret have afsluttet retsforhandlingerne, og anmodningen om, at Domstolen træffer præjudiciel afgørelse, ville dermed have mistet sin genstand. Den forelæggende ret har på denne baggrund besluttet at udsætte sagen og at forelægge et nyt og supplerende sjette præjudicielt spørgsmål for Domstolen:
»Er […] artikel 267 [TEUF[ til hinder for nationale bestemmelser som dem, der er fastsat i [den civile retsplejelovs] artikel 414, der giver appelretten mulighed for i forbindelse med et kæremål at efterprøve en kendelse om udsættelse af sagen, når den ret, der skal træffe afgørelse om sagens realitet, ved denne kendelse, har besluttet at forelægge Den Europæiske Unions Domstol præjudicielle spørgsmål?«
19. Volksbank, den polske og rumænske regering samt Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Volksbank, den rumænske regering og Kommissionen har ligeledes afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 8. juni 2017.
III. Analyse
20. Jeg vil indledningsvis gøre det klart, at jeg er enig med Volksbank, den rumænske regering og Kommissionen i, at denne sag i vidt omfang falder uden for Domstolens kompetence i henhold til artikel 267 TEUF.
21. Da det femte og det sjette præjudicielle spørgsmål – som Judecătoria Câmpulung (retten i første instans i Câmpulung) efterfølgende tilføjede til de fire oprindelige spørgsmål – netop vedrører omfanget af Domstolens kompetence i henhold til artikel 267 TEUF, vil jeg imidlertid behandle disse spørgsmål nu. Svarene på disse spørgsmål vil vise, at Domstolen under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede ikke – eller ikke længere – har beføjelse til at træffe afgørelse om det første til det fjerde spørgsmål.
A. Det femte og det sjette spørgsmål
22. Den forelæggende ret har med det femte og det sjette spørgsmål anmodet Domstolen om at oplyse, om artikel 267 TEUF er til hinder for i) nationale processuelle regler, der gør det muligt at hæve en sag, efter at den er indbragt for Domstolen, hvorved den nationale ret fratages muligheden for at afgøre, om kontraktvilkår er urimelige, og ii) nationale processuelle regler, hvorefter en appelret under en appelsag kan efterprøve en kendelse om udsættelse af sagen, når den lavere retsinstans ved en kendelse har besluttet at forelægge præjudicielle spørgsmål for Domstolen.
23. Disse spørgsmål skal i det væsentlige afklare, om de nationale bestemmelser, der forpligter den forelæggende ret til at afslutte hovedsagen, når sagsøgerne har hævet den, er forenelige med EU-retten. Set fra en anden synsvinkel rejser disse spørgsmål tvivl om, hvorvidt tvisten i hovedsagen stadig kan anses for at være verserende i henhold til artikel 267 TEUF.
1. Domstolens kompetence i henhold til artikel 267 TEUF
24. Som jeg tidligere har fremhævet i Gullotta-sagen (4), reguleres Domstolens rolle og funktioner, ligesom det gælder for de øvrige institutioner i Den Europæiske Union, efter princippet om kompetencetildeling. I denne henseende bestemmer artikel 13, stk. 2, TEU, at »[h]ver institution handler inden for rammerne af de beføjelser, der er tildelt den ved traktaterne, og i overensstemmelse med de procedurer, betingelser og mål, der er fastsat i disse«. Domstolens kompetence afgrænses følgelig af ordningen vedrørende judicielle retsmidler i traktaterne, der kun kan bringes i anvendelse, når betingelserne i de relevante bestemmelser er opfyldt.
25. For så vidt angår proceduren for præjudicielle afgørelser bestemmer artikel 267 TEUF udtrykkeligt, at Domstolens kompetence er underkastet en række betingelser. I henhold til artikel 267, stk. 1, skal de præjudicielle spørgsmål navnlig omhandle EU-retlige bestemmelser, hvor der hersker tvivl om deres fortolkning eller gyldighed i hovedsagen. Endvidere bestemmer artikel 267, stk. 2, at det forelæggende organ skal være en ret i en medlemsstat, og at en besvarelse af de præjudicielle spørgsmål skal være nødvendig, før den træffer sin afgørelse i hovedsagen.
26. Disse betingelser skal være opfyldt, ikke blot når Domstolen får sagen forelagt af den nationale domstol, men også i løbet af retsforhandlingerne. Såfremt disse betingelser ikke er opfyldt eller ikke længere er opfyldt, må Domstolen afvise at have kompetence, hvilket den kan gøre på et hvilket som helst tidspunkt under retsforhandlingerne (5).
27. Den vigtigste betingelse er i den foreliggende sag betingelsen om, at Domstolens besvarelse af de præjudicielle spørgsmål skal være nødvendig for, at den forelæggende ret kan træffe afgørelse i hovedsagen. Denne betingelse indebærer navnlig, at der skal foreligge en reel tvist for den forelæggende ret, og at Domstolens svar skal være relevant for afgørelsen af denne tvist. Det fremgår således af Domstolens faste praksis, at det følger af såvel ordlyden som opbygningen af artikel 267 TEUF, at den præjudicielle procedure forudsætter, at der reelt verserer en retssag for den nationale domstol, og at denne domstol skal træffe en afgørelse, hvis udfald kan påvirkes af den præjudicielle afgørelse (6).
28. Dette hænger sammen med den konkrete opgave, som Domstolen er blevet overdraget ved artikel 267 TEUF, nemlig at bidrage til retsplejen i medlemsstaterne (7) i forbindelse med selve afgørelsen af retstvister om EU-retten, men ikke at udøve responderende virksomhed vedrørende generelle eller hypotetiske spørgsmål(8).
29. Det er på denne baggrund, at jeg vil behandle det femte og det sjette spørgsmål, der er forelagt af Judecătoria Câmpulung (retten i første instans i Câmpulung).
2. Nationale bestemmelser, der gør det muligt at hæve en sag, efter at den er indbragt for Domstolen
30. Den forelæggende ret har givet udtryk for tvivl om, hvorvidt nationale regler – såsom artikel 406 i den rumænske civile retsplejelov – der gør det muligt at hæve en sag, efter at den er indbragt for Domstolen, under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede stemmer overens med EU-retten. Dette skyldes, at den nationale ret mister sin beføjelse til at træffe afgørelse om anbringender om, at der foreligger urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, når en sag hæves.
31. Jeg deler ikke denne tvivl. Som jeg vil forklare i det følgende, ser jeg ingen grund til at antage, at en national processuel regel, der gør det muligt at hæve en sag, efter at den er indbragt for Domstolen, således at den præjudicielle procedure mister sin genstand, er uforenelig med artikel 267 TEUF. En sådan national regel synes tværtimod at være i fuld overensstemmelse med ånden i artikel 267 TEUF.
a) Princippet om partsautonomi og princippet om god retspleje
32. Det bør indledningsvis påpeges, at regler, der gør det muligt for sagsøgere helt eller delvist at frafalde eller hæve sager – især på det civil- og handelsretlige område – er altafgørende for en god retspleje. Disse regler er udtryk for princippet om partsautonomi (der i visse retssystemer også kaldes dispositionsprincippet eller -maksimen), dvs. princippet om, at det i sidste ende afhænger af en persons egen vilje, hvorvidt og i hvilket omfang den pågældende beslutter at gøre sine rettigheder gældende for domstolene (9).
33. I mange retssystemer – og i sager ved Unionens retsinstanser (10) – kan beføjelsen til at hæve en sag udøves ensidigt af sagsøgeren, uden at sagsøgte kan modsætte sig dette. En forpligtelse (eller alene en mulighed) for en domstol at fortsætte sagen, når der ikke længere verserer en tvist for den, tjener ikke noget formål, eftersom der ikke foreligger påstande, som dommerne skal tage stilling til. Dette vil faktisk kun resultere i en forøgelse af et eventuelt efterslæb for domstolene (hvilket er et problem i mange retssystemer) og højere offentlige udgifter.
34. En »tvungen« fortsættelse af sagen vil endvidere kunne afskrække parterne fra at indgå frivillige forlig inden- eller udenretligt, selv om dette tilstræbes i mange retssystemer (11). Det skal herved påpeges, at medmindre andet er bestemt, fremgår det af artikel 147, stk. 1, i Domstolens procesreglement, at »[i]ndgår parterne forlig, inden Domstolen har truffet afgørelse, og meddeler de Domstolen, at de frafalder ethvert krav, bestemmer præsidenten ved kendelse, at sagen skal slettes af registret, og træffer afgørelse om sagsomkostninger i overensstemmelse med dette reglements artikel 141, i givet fald under hensyn til parternes forslag herom«.
35. Den fortolkning af artikel 267 TEUF, der foreslås af den forelæggende ret, er ikke forenelig med de ovenfor nævnte principper.
b) Manglende behov for at besvare hypotetiske spørgsmål
36. Hvorom mere er fremgår det af Domstolens faste praksis, at den ikke kan besvare præjudicielle spørgsmål, såfremt retsforhandlingerne ved den forelæggende retsinstans allerede er afsluttet (12). Det samme princip gør sig gældende, hvis de nationale retsforhandlinger endnu ikke er afsluttet formelt, men den fortolkning af EU-retten, som Domstolen anmodes om, ikke længere er relevant, fordi hovedsagen reelt har mistet sin genstand (13).
37. Domstolen har f.eks. fundet, at det var ufornødent at svare på visse præjudicielle spørgsmål, når den forelæggende ret ganske vist ikke havde trukket sin anmodning i henhold til artikel 267 TEUF tilbage, men sagsøgeren i hovedsagen havde fået fuldstændigt medhold i sine påstande (14). Domstolen har også anererkendt, at sagsøgeren i hovedsagen kan foranledige, at en forelæggelse bliver uden genstand, blot ved at frafalde sagen ved den forelæggende ret (15).
38. I alle disse sager blev de præjudicielle spørgsmål hypotetiske, fordi de EU-regler, som den nationale ret havde anmodet om en fortolkning af, ikke efterfølgende kunne anvendes i hovedsagen. Den forelæggende rets ønske om at opretholde et eller flere spørgsmål, selv om hovedsagen havde mistet sin genstand, var i denne forbindelse uden betydning (16). Det siger næsten sig selv, at den nationale rets ønske om at opretholde sin anmodning om præjudiciel afgørelse ikke kan udvide Domstolens kompetence i forhold til de rammer, der er fastsat i artikel 267 TEUF. Det er heller ikke relevant, at Domstolens besvarelse kan være nyttig for den forelæggende ret (eller andre nationale retter) i forbindelse med andre verserende sager, der vedrører lignende spørgsmål (17), eller fremtidige sager, der er knyttet til hovedsagen (18).
39. Det skal således være klart, at Domstolens besvarelse har bindende virkning (19) i netop den sag, hvori spørgsmålene blev stillet (20). Domstolens besvarelse i forbindelse med en anmodning, der er fremsat i henhold til artikel 267 TEUF, er altid, uanset om den er formuleret abstrakt, forankret i den faktiske og retlige baggrund for den konkrete sag, der verserer for den forelæggende ret. Selv om sager ligner hinanden, kan der stadig være visse forskelle, som er relevante for den besvarelse, som Domstolen skal give.
40. Dette er grunden til, at Domstolen i sine »Anbefalinger til de nationale retter vedrørende forelæggelse af præjudicielle spørgsmål« har anført, at »[n]år udfaldet af flere af de sager, der verserer for den forelæggende ret, afhænger af Domstolens besvarelse af de forelagte spørgsmål, kan det angives, at denne ret forener disse sager med henblik på anmodningen om præjudiciel afgørelse for at gøre det muligt for Domstolen at besvare spørgsmålene, selv om en eller flere sager eventuelt er blevet hævet«(21).
c) Konsekvenser for retsforhandlingerne for Domstolen
41. Den fortolkning af artikel 267 TEUF, der foreslås af den forelæggende ret, vil også få visse betydelige konsekvenser for retsforhandlingerne for Domstolen.
42. For det første må det forventes, at parterne i hovedsagen ofte vil undlade at afgive indlæg for Domstolen (de vil ikke have nogen interesse deri), eller at de kun vil gøre det for at påpege, at hovedsagen har mistet sin genstand. Denne situation ses i den foreliggende sag: Sagsøgerne i hovedsagen (ægteparret Gavrilescu) har hverken afgivet skriftlige indlæg eller deltaget i retsmødet, og sagsøgte i hovedsagen (Volksbank Romania) har afgivet skriftlige og mundtlige indlæg, der primært fokuserer på Domstolens kompetence. I en sådan sag vil Domstolen således tage stilling til de materielle spørgsmål, der er rejst af den forelæggende ret, selv om parterne i hovedsagen har fremført ganske få eller ingen argumenter. Det må indrømmes, at dette ikke er den bedste fremgangsmåde.
43. For det andet – og hvorom mere er – vil parterne i den sag, som Domstolens dom skal anvendes på (af den forelæggende ret eller andre retter), i det væsentlige blive afskåret fra at deltage i retsforhandlingerne for Domstolen. Dette er efter min opfattelse udtryk for fejlagtig eller i hvert fald uortodoks anvendelse af proceduren i artikel 267 TEUF. Disse lignende eller fremtidige sager vil – set ud fra Domstolens perspektiv – ikke være »modne« til påkendelse, før de indbringes for Domstolen (22).
d) Princippet om procesautonomi
44. Den fortolkning af artikel 267 TEUF, som jeg foreslår, er også mere i tråd med princippet om procesautonomi. Efter fast retspraksis tilkommer det i mangel af EU-regler på området hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af borgernes rettigheder, dog på den betingelse, at disse ikke er mindre gunstige end dem, som regulerer tilsvarende situationer, der er underlagt national ret (ækvivalensprincippet), og at de ikke i praksis gør det uforholdsmæssigt vanskeligt eller umuligt at udøve de rettigheder, der er tillagt ved EU-retten (effektivitetsprincippet) (23).
45. Jeg mener, at begge principper er overholdt i det foreliggende tilfælde. Som jeg har forstået det, finder artikel 406 i den rumænske civile retsplejelov anvendelse uden forskel på sager, hvor det er blevet gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af EU-retten, og lignende sager, hvor det er blevet gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af national ret (24). Denne bestemmelse kan desuden næppe anses for i praksis at gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve rettigheder, der tillægges i henhold til EU’s retsorden. Personer, der hævder, at direktiv 93/13 er overtrådt, behøver blot at gå videre med den sag, der allerede er indledt, for at få deres anbringender undersøgt af de kompetente nationale retter.
46. Det er korrekt, at Domstolen inden for forbrugerbeskyttelse har indført en række begrænsninger af princippet om procesautonomi for at sikre en passende beskyttelse af forbrugernes rettigheder, eftersom de generelt befinder sig i en svagere stilling end erhvervsdrivende (25). Disse undtagelser vedrørte imidlertid tilfælde, hvor de nationale processuelle regler gjorde det vanskeligt eller umuligt at beskytte forbrugernes rettigheder ved hjælp af de eksisterende retslige procedurer. Dette skyldtes især, at forbrugeren ikke kendte sine rettigheder eller stødte på vanskeligheder med at udøve disse rettigheder (26) (forbrugeren blev f.eks. ikke hørt eller blev forhindret i at påberåbe sig bestemmelserne i direktiv 93/13, eller retten havde ikke mulighed for at påkende spørgsmål ex officio i henhold til dette direktiv) (27). Den nationale rets positive foranstaltning »kompenserede« således for forbrugerens manglende evne til at forsvare sin rettigheder effektivt ved hjælp af retslige procedurer.
47. I den foreliggende sag havde ægteparret Gavrilescu imidlertid fuldt kendskab til de rettigheder, som direktiv 93/13 giver forbrugerne, eftersom de anlagde en retssag for at håndhæve de rettigheder, som de mente at have i henhold til dette direktiv. Senere besluttede de imidlertid bevidst at hæve sagen, fordi de – formentlig – fandt bankens forligstilbud tilfredsstillende. I denne sag er der således intet manglende kendskab eller håndhævelsesproblem i forhold til forbrugeren, som den nationale rets positive foranstaltning bør »kompensere« for.
48. Hvis den nationale ret griber aktivt ind i hovedsagen, vil det i øvrigt være i strid med og tilsidesætte forbrugerens klare vilje. Det fremgår ikke desto mindre af Domstolens faste praksis, at den nationale ret i denne forbindelse ikke må træffe en foranstaltning mod de pågældende forbrugeres klare vilje (28).
49. Det skal herved fremhæves, at det, der skete i hovedsagen, på ingen måde er usædvanligt eller »unormalt«. Sagsøgere anlægger ofte sag netop for at tvinge de sagsøgte til at efterkomme deres krav eller for i det mindste at tilskynde dem til at deltage i forhandlinger om et eventuelt forlig. Når en stævning trækkes tilbage, skyldes det derfor ofte, at sagsøgerens krav er blevet opfyldt fuldt ud eller i tilfredsstillende omfang i forbindelse med et udenretligt forlig. Sagsøgeren kan også vælge at hæve sagen efter at have sammenholdt sagsomkostningerne med de potentielle fordele og sandsynligheden for at få medhold.
50. Det er klart, at forbrugeren i visse tilfælde vil opdage under sagsforløbet, at vedkommende formentlig vil tabe sagen, det være sig på alle eller de fleste punkter. Under disse omstændigheder vil en »tvungen« fortsættelse af sagen – som skyldes, at den nationale ret nægter at tage hensyn til parternes vilje – kunne få en »uheldig« virkning. Hvis forbrugeren ender med at tabe sagen, vil banken nemlig have ret til at trække sit oprindelige tilbud tilbage og eventuelt lade forbrugeren dække bankens sagsomkostninger (herunder de ekstraomkostninger, som den »tvungne« fortsættelse af sagen har medført).
51. Denne situation kan sagtens opstå i den foreliggende sag. Det fremgår således ikke klart af sagsakterne, at de to sæt kontraktvilkår, hvis rimelighed sagsøgerne har anfægtet i hovedsagen, faktisk strider mod bestemmelserne i direktiv 93/13. Hvad angår vilkårene om, at lånet skal tilbagebetales i den samme valuta, som det blev optaget i, hvilket pålægger forbrugerne en vis »valutarisiko«, er der meget, der tyder på, at disse vilkår kan fritages for en vurdering af, om de er urimelige, fordi de vedrører »aftalens hovedgenstand« som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 (29). Med hensyn til den klausul, der på visse betingelser giver banken ret til at konvertere lånet til den lokale valuta, er det desuden – selv om den efter al sandsynlighed ikke er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 (30) – slet ikke indlysende, at den er urimelig (31).
52. Ifølge oplysningerne fra den forelæggende ret imødekom banken i vidt omfang ægteparret Gavrilescus krav ved et forhandlingsforlig, og det er derfor ikke sikkert, at det ville have været klogt af dem at lade sagen gå videre. Selv om det ikke tilkommer Domstolen at tage stilling til dette spørgsmål, kan det ikke nægtes, at den nationale ret ofte vil handle i strid med parternes vilje, når den griber ind ex officio, og i sidste ende risikere at skade snarere end at fremme målet om at beskytte den svageste part.
53. Den fortolkning af artikel 267 TEUF, der foreslås af den forelæggende ret, strider således mod denne bestemmelses ordlyd og formål, men synes også at være uforenelig med visse generelle EU-retlige principper. I visse tilfælde kan den nationale rets positive foranstaltning desuden være til ulempe for forbrugeren i stedet for at rette op på skævheden mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende.
e) Der bør sondres mellem den foreliggende sag og Matei-sagen
54. Jeg vil afslutningsvis blot påpege, at der bør sondres mellem den foreliggende sag og Matei-sagen (32), som er nævnt flere gange i forelæggelsesafgørelsen. I Matei-sagen meddelte den forelæggende ret Domstolen, at der ganske vist var indgået et forlig mellem parterne, men at den ikke kunne anerkende dette forlig, fordi det var i strid med national ret. Sagen blev som følge heraf anset for stadig at versere for den forelæggende ret. I det foreliggende tilfælde har sagsøgerne derimod hævet sagen i overensstemmelse med national ret, hvilket den forelæggende ret har bekræftet i sine skrivelser til Domstolen.
55. I Matei-sagen ville parternes forlig i øvrigt være kommet til udtryk i den nationale rets afgørelse (hvorved det i givet fald opnåede retskraft), hvorimod ægteparret Gavrilescu i det foreliggende tilfælde stadig kan anlægge en ny sag, hvis de finder, at de kontraktvilkår, der indgår i forliget med Volksbank, strider mod bestemmelserne i direktiv 93/13.
f) Foreløbig konklusion
56. På denne baggrund synes Domstolen ikke at være i besiddelse af oplysninger, der kan rejse tvivl om, hvorvidt en national processuel regel som den omhandlede stemmer overens med EU-retten. Jeg mener i lyset af det ovenstående ikke, at artikel 267 TEUF er til hinder for nationale processuelle regler, der gør det muligt at hæve en sag, efter at den er indbragt for Domstolen, selv om den nationale ret derved fratages muligheden for at afgøre, om kontraktvilkår er urimelige.
57. Det foreslåede svar på det femte præjudicielle spørgsmål er tilstrækkeligt til at afgøre den foreliggende sag. Eftersom der ikke længere verserer en tvist for Judecătoria Câmpulung (retten i første instans i Câmpulung), er det ikke nødvendigt at besvare de andre spørgsmål, der er forelagt af denne ret. Da det sjette spørgsmål hænger nøje sammen med det femte spørgsmål, vil jeg dog for fuldstændighedens skyld også behandle det problem, der rejses med dette spørgsmål.
3. Nationale bestemmelser, der gør det muligt for en appelret at efterprøve en kendelse om udsættelse af sagen
58. Ifølge fast retspraksis er artikel 267 TEUF ikke til hinder for, at de afgørelser, der træffes af en ret, hvis afgørelser ifølge national ret kan appelleres, og som har forelagt Domstolen præjudicielle spørgsmål, fortsat er underlagt den nationale lovgivnings normale retsmidler, som gør det muligt for en højere ret selv at afgøre den tvist, som har været genstand for den præjudicielle forelæggelse, og dermed at tage ansvaret for at sikre overholdelsen af EU-retten (33).
59. I overensstemmelse med dette princip har Domstolen allerede – bl.a. i Pohotovosť-dommen (34) og dommen i sagen BNP Paribas Personal Finance og Facet (35)– fastslået, at sag kan miste sin genstand, hvis en appelret i henhold til de anvendelige nationale processuelle retsregler træffer afgørelse om at ophæve den forelæggende rets afvisning af at tage sagsøgeren i hovedsagens hævelse af sagen til efterretning og træffer afgørelse om at tilbagekalde den forelæggende rets anmodning om præjudiciel afgørelse.
60. Selv om det umiddelbart følger af Pohotovost’-dommens ordlyd (36), at Domstolen overlades et vist skøn med hensyn til at afgøre, om sagen alligevel skal fortsætte i en sådan situation, er det klart, at der er tale om en fejlfortolkning af dommen.
61. Det råderum, som Domstolen har i denne sammenhæng – og som der henvises til i Pohotovost’-dommen – gælder kun for vurderingen af, om de oplysninger, som den måtte få fra parterne eller fra andre retter end den forelæggende ret vedrørende den omstændighed, at hovedsagen er bortfaldet eller har mistet sin genstand, er væsentlige, tungtvejende og troværdige.
62. Hvad angår Domstolens kompetence i henhold til artikel 267 TEUF er der faktisk kun to muligheder: Enten giver traktaten Domstolen beføjelse (og pligt) til at behandle sagen, eller også gør den det ikke. På den ene side er Domstolen forpligtet til at behandle alle sager, der indbringes for den i henhold til artikel 267 TEUF, forudsat at den har kompetence, og at anmodningen kan antages til realitetsbehandling (37). På den anden side kan Domstolen ikke vælge at behandle en sag, hvis denne sag falder uden for dens kompetence.
63. Når det entydigt fremgår af de oplysninger, som Domstolen har modtaget, at hovedsagen ikke længere har nogen genstand, er Domstolen derfor nødt til at erklære, at den ikke har kompetence. Dette er netop tilfældet i den foreliggende sag, hvor den forelæggende ret selv har underrettet Domstolen om, at sagsøgerne – i fuld overensstemmelse med national ret – har hævet sagen.
64. Det bør fremhæves, at appelretten underkendte den forelæggende rets kendelse om udsættelse af sagen, fordi den forelæggende ret ikke havde draget konsekvenserne af, at sagsøgerne havde hævet sagen. Appelrettens afgørelse omfattede – som den rumænske regering har påpeget – ikke de aspekter af denne kendelse, der vedrørte anmodningen om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF.
65. Situationen i hovedsagen minder således om den, som Domstolen undersøgte i bl.a. Nationale Loterij-sagen (38) og sagen Cloet og Cloet (39), eftersom appelretten alene har fortolket og anvendt den omhandlede nationale bestemmelse til at afgøre tvisten selv på grundlag af regler, der ikke krævede nogen fortolkning af EU-bestemmelser. Til forskel fra den situation, der blev undersøgt i Cartesio-sagen (40), blev den nationale processuelle regel, der er omhandlet i hovedsagen, ikke fortolket eller anvendt på en sådan måde, at det afskar den forelæggende ret fra at forelægge et præjudicielt spørgsmål.
66. Det er på baggrund af det ovenstående min opfattelse, at artikel 267 TEUF ikke er til hinder for nationale processuelle regler, hvorefter en appelret under en appelsag kan efterprøve en kendelse om udsættelse af sagen for at afgøre, om sagen stadig verserer, selv om den lavere retsinstans ved denne kendelse har besluttet at forelægge præjudicielle spørgsmål for Domstolen.
4. Afsluttende bemærkninger
67. Jeg foreslår som følge heraf, at Domstolen besvarer det femte og det sjette præjudicielle spørgsmål med, at artikel 267 TEUF ikke er til hinder for nationale processuelle regler, der gør det muligt at hæve en sag, efter at den er indbragt for Domstolen, selv om den nationale ret derved fratages muligheden for at afgøre, om kontraktvilkår er urimelige. Denne bestemmelse er heller ikke til hinder for nationale processuelle regler, hvorefter en appelret under en appelsag kan efterprøve en kendelse om udsættelse af sagen for at afgøre, om sagen stadig verserer, selv om den lavere retsinstans ved denne kendelse har besluttet at forelægge præjudicielle spørgsmål for Domstolen.
68. Det følger heraf, at Domstolen ikke længere har kompetence til at besvare det første til det fjerde præjudicielle spørgsmål. Da de nationale regler, der gør det muligt at hæve sagen, ikke er uforenelige med EU-retten, verserer der ikke længere en tvist for den forelæggende ret som omhandlet i artikel 267 TEUF. Disse spørgsmål er derfor blevet hypotetiske. Jeg foreslår følgelig, at Domstolen i overensstemmelse med procesreglementets artikel 100, stk. 2, fastslår, at det ikke er nødvendigt at besvare det første, det andet, det tredje og det fjerde præjudicielle spørgsmål.
IV. Forslag til afgørelse
69. Jeg foreslår som følge heraf, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål, som Judecătoria Câmpulung (retten i første instans i Câmpulung, Rumænien) har forelagt, på følgende måde:
»– artikel 267 TEUF er ikke til hinder for nationale processuelle regler, der gør det muligt at hæve en sag, efter at den er indbragt for Domstolen, selv om den nationale ret derved fratages muligheden for at afgøre, om kontraktvilkår er urimelige
– artikel 267 TEUF er ikke til hinder for nationale processuelle regler, hvorefter en appelret under en appelsag kan efterprøve en kendelse om udsættelse af sagen for at afgøre, om sagen stadig verserer, når den lavere retsinstans ved denne kendelse har besluttet at forelægge præjudicielle spørgsmål for Domstolen.«
1 – Originalsprog: engelsk.
2 – Rådets direktiv af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993 L 95, s. 29).
3 – Senest bekendtgjort i Monitorul Oficial al României, del I, nr. 543 af 3.8.2012.
4 – Forslag til afgørelse Gullotta og Farmacia di Gullotta Davide & C. (C-497/12, EU:C:2015:168, punkt 16-19 og de deri nævnte henvisninger).
5 – Jf. artikel 100, stk. 2, i Domstolens procesreglement.
6 – Jf. navnlig kendelse af 5.6.2014, Antonio Gramsci Shipping m.fl. (C-350/13, EU:C:2014:1516, præmis 10 og den deri nævnte retspraksis).
7 – Jf. blandt mange andre dom af 15.9.2011, Unió de Pagesos de Catalunya (C-197/10, EU:C:2011:590, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis).
8 – Jf. bl.a. dom af 27.2.2014, Pohotovosť (C-470/12, EU:C:2014:101, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).
9 – Jf. senest generaladvokat Mengozzis forslag til afgørelse British Airways mod Kommissionen (C-122/16 P, EU:C:2017:406, punkt 84 og 85 samt de deri nævnte henvisninger). Jf. vedrørende dette princips generelle betydning også generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse Belov (C-394/11, EU:C:2012:585, punkt 45, fodnote 39), hvoraf fremgår, at »[d]ispositionsmaksimen, hvorefter det tilkommer parterne at indlede, afslutte og udforme en procedure, gælder i mange nationale (civile) processuelle ordninger og [f.eks.] gør det […] muligt for parterne at afslutte en tvist – uden at der afsiges dom – ved forlig«.
10 – Jf. navnlig artikel 148 i Domstolens procesreglement. Jf. eksempelvis kendelse afsagt af Domstolens præsident den 19.3.1996, Kommissionen mod Grækenland (C-120/94, EU:C:1996:116, præmis 5-13).
11 – For blot at nævne et eksempel har Verdenshandelsorganisation (herefter »WTO«) bestemt følgende: »En løsning på en tvist, der kan accepteres af parterne, og som er forenelig med [WTO’s] aftaler, er klart at foretrække [frem for at afgøre sagen under ordningen for bilæggelse af tvister]« (min fremhævelse) (jf. artikel 3, stk. 7, i forståelsen vedrørende regler og procedurer for bilæggelse af tvister).
12 – Jf. navnlig dom af 21.4.1988, Pardini (338/85, EU:C:1988:194, præmis 10 og 11), og af 16.7.1992, Lourenço Dias (C-343/90, EU:C:1992:327, præmis 18).
13 – Jf. i denne retning dom af 15.6.1995, Zabala Erasun m.fl. (C-422/93 – C-424/93, EU:C:1995:183, præmis 30).
14 – Jf. dom af 12.3.1998, Djabali (C-314/96, EU:C:1998:104, præmis 15-23), og af 20.1.2005, García Blanco (C-225/02, EU:C:2005:34, præmis 29-32).
15 – Jf. i denne retning dom af 17.5.2001, TNT Traco (C-340/99, EU:C:2001:281, præmis 34).
16 – Jf. i denne retning kendelse af 10.6.2011, Mohammad Imran (C-155/11 PPU, EU:C:2011:387, præmis 16-22), og af 22.10.2012, Šujetová (C-252/11, ikke trykt i Sml., EU:C:2012:653, præmis 10 ff.).
17 – Jf. dom af 20.1.2005, García Blanco (C-225/02, EU:C:2005:34, præmis 22-24 og 30-32). Jf. også generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse i samme sag (EU:C:2004:669, punkt 34).
18 – Jf. bl.a. kendelse af 10.6.2011, Mohammad Imran (C-155/11 PPU, EU:C:2011:387, præmis 19 og 20).
19 – Jf. i denne retning dom af 16.6.2015, Gauweiler m.fl. (C-62/14, EU:C:2015:400, præmis 12 og den deri nævnte retspraksis).
20 – Jf. i denne retning dom af 3.7.2014, Da Silva (C-189/13, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:2043, præmis 34).
21 – Punkt 25 (min fremhævelse) (EUT 2016 C 439, s. 1).
22 – Her benytter jeg et udtryk, der ofte anvendes i amerikansk ret. Som United States Court of Appeal for the Second Circuit har udtalt i en dom, er »[p]rincippet om forfatningsmæssig modenhed […] en regel, der […] begrænser den dømmende magts kompetence. Denne regel forhindrer domstolene i at fortolke lovgivningen i et vakuum og i at opstille generelle retsregler, medmindre det er nødvendigt for at afgøre en konkret tvist. […] Det forsigtighedsbaserede modenhedsprincip er således et redskab, hvormed domstolene kan gøre deres afgørelser mere præcise og undgå retssager, der senere viser sig at være unødvendige eller kræver en forhastet undersøgelse af især forfatningsmæssige spørgsmål, som det kunne være lettere eller mindre kontroversielt at iværksætte på et senere tidspunkt« (jf. Simmonds mod Immigration and Naturalization Service, 326 F.3d 351, 357 (2d Cir. 2003)). Disse betragtninger gælder efter min opfattelse tilsvarende i det foreliggende tilfælde.
23 – Jf. blandt mange andre dom af 17.3.2016, Bensada Benallal (C-161/15, EU:C:2016:175, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).
24 – Jf. tilsvarende dom af 20.10.2016, Danqua (C-429/15, EU:C:2016:789, præmis 30).
25 – Jf. i denne retning dom af 21.12.2016, Gutiérrez Naranjo m.fl. (C-154/15, C-307/15 og C-308/15, EU:C:2016:980, præmis 56).
26 – Jf. dom af 26.10.2006, Mostaza Claro (C-168/05, EU:C:2006:675, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).
27 – Jf. f.eks. dom af 14.3.2013, Aziz (C-415/11, EU:C:2013:164), af 14.6.2012, Banco Español de Crédito (C-618/10, EU:C:2012:349), og af 9.11.2010, VB Pénzügyi Lízing (C-137/08, EU:C:2010:659).
28 – Jf. f.eks. dom af 4.6.2009, Pannon GSM (C-243/08, EU:C:2009:350, præmis 33 og domskonklusionen), og af 21.2.2013, Banif Plus Bank (C-472/11, EU:C:2013:88, præmis 35). Jf. også generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse Duarte Hueros (C-32/12, EU:C:2013:128, punkt 53), og generaladvokat Szpunars forslag til afgørelse Sales Sinués og Drame Ba (C-381/14 og C-385/14, EU:C:2016:15, punkt 69 og 70).
29 – Jf. herved mit forslag til afgørelse Andriciuc m.fl. (C-186/16, EU:C:2017:313, punkt 34-59).
30 – For det første synes en klausul som den foreliggende ikke at vedrøre kernen i kontraktforholdet mellem banken og forbrugeren, men et mindre vigtigt aspekt i dette forhold. Klausulen virker sekundær i forhold til aftalens generelle opbygning, da den blot giver långiveren beføjelse til at konvertere lånebeløbet fra én valuta til en anden. Det ser også ud til, at klausulen kan adskilles fra resten af aftalen, og at låneaftalen ville have været stort set uændret uden denne klausul. For det andet synes den omhandlede klausul ikke at vedrøre overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen her. Det fremgår ikke af klausulen, at banken skal levere en ydelse til gengæld for den forpligtelse, der påhviler forbrugerne. Bankens beføjelse – der kan udøves ensidigt efter bankens eget skøn og ikke modsvares af en lignende beføjelse til forbrugerne – kan derfor ikke udgøre en »betaling«, hvis overensstemmelse som modydelse for en ydelse leveret af långiver kan vurderes. Jf. herved generelt dom af 30.4.2014, Kásler og Káslerné Rábai (C-26/13, EU:C:2014:282, præmis 36-59), og af 23.4.2015, Van Hove (C-96/14, EU:C:2015:262, præmis 33-39).
31 – Den nationale ret vil i denne forbindelse bl.a. skulle efterprøve, om den eventuelle skævhed mellem parterne, som denne klausul er årsag til, er »til skade for forbrugeren« ifølge artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13. Dette er ikke indlysende, eftersom det erklærede mål med punkt 4.2 i de generelle vilkår for den omhandlede aftale var at »undgå den stigende eksponering for valutarisikoen«. Virkningen af denne klausul er derfor i hvert fald indirekte også at beskytte forbrugeren. Det er uden tvivl også i bankens interesse, at forbrugeren undgår at misligholde aftalen, hvis den lokale valuta bliver væsentligt mindre værd end den udenlandske valuta, som lånet blev optaget i.
32 – Dom af 26.2.2015, Matei (C-143/13, EU:C:2015:127, præmis 37-42).
33 – Jf. dom af 9.9.2015, X og van Dijk (C-72/14 og C-197/14, EU:C:2015:564, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).
34 – Dom af 27.2.2014, Pohotovosť (C-470/12, EU:C:2014:101, præmis 33).
35 – Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 25.9.2013, BNP Paribas Personal Finance og Facet (C-564/12, EU:C:2013:642).
36 – Dommens præmis 33 har følgende ordlyd: »Det er kun, i tilfælde af at appelretten i henhold til de anvendelige nationale processuelle retsregler træffer afgørelse om at ophæve den forelæggende rets afvisning af at tage sagsøgeren i hovedsagens hævelse af sagen til efterretning og træffer afgørelse om at tilbagekalde den anmodning om præjudiciel afgørelse, som den forelæggende ret har indgivet, at Domstolen kunne påtænke at drage konsekvenser af appelrettens afgørelse og eventuelt slette sagen af Domstolens register efter i givet fald at have indhentet den forelæggende rets bemærkninger i den henseende« (min fremhævelse).
37 – Jf. dom af 19.12.1968, De Cicco (19/68, EU:C:1968:56, s. 569), og af 26.1.2017, Banco Primus (C-421/14, EU:C:2017:60, præmis 29).
38 – Dom af 15.12.2016, Nationale Loterij (C-667/15, EU:C:2016:958).
39 – Kendelse af 4.6.2009, Cloet and Cloet (C-129/08, EU:C:2009:347).
40 – Dom af 16.12.2008, Cartesio (C-210/06, EU:C:2008:723).