1.

Ved de foreliggende appeller har appellanterne nedlagt påstand om ophævelse af to domme afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 9. september 2015 i sagen LG Electronics mod Kommissionen ( 2 ) og i sagen Philips mod Kommissionen ( 3 ), hvorved Retten frifandt Kommissionen for en påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2012) 8839 final af 5. december 2012 vedrørende en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/39.437 – Katoderør til tv- og computerskærme) (herefter »den omtvistede afgørelse«), og, subsidiært, om nedsættelse af de bøder, der blev pålagt sagsøgerne.

2.

Disse appeller, der er blevet forenet med henblik på den mundtlige forhandling og dommen ( 4 ), rejser især et ikke tidligere behandlet spørgsmål om overholdelsen af retten til forsvar i det tilfælde, hvor et moderselskab tilregnes et datterselskabs ulovlige handlinger. Det drejer sig nærmere bestemt om at afgøre, om et moderselskabs ret til forsvar er tilsidesat, når Europa-Kommissionen adresserer klagepunktsmeddelelsen til moderselskabet uden ligeledes at fremsende den til det datterselskab, hvis handlinger sagen vedrører, navnlig hvis dette datterselskab er gået konkurs, hvorved moderselskabet mistede enhver adgang til datterselskabets dokumenter.

3.

Sagens baggrund, som fremgår af de appellerede domme, kan sammenfattes som følger.

4.

Ved den omtvistede afgørelse fastslog Kommissionen, at de største producenter af katodestrålerør (herefter »CRT«) på verdensplan havde overtrådt artikel 101 TEUF og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EFT 1994, L 1, s. 3) ved at deltage i to særskilte overtrædelser vedrørende dels markedet for katoderør til computerskærme (herefter »CDT«), dels markedet for katoderør til tv (herefter »CPT«).

5.

LG Electronics Inc. (herefter »LGE«) er en leverandør af forbrugerelektronik. Koninklijke Philips Electronics NV (herefter »Philips«) er det øverste moderselskab i Philips Group med speciale i elektroniske varer.

6.

LGE og Philips producerede CRT indtil den 1. juli 2001. På denne dato overdrog appellanterne deres samlede aktiviteter på CRT-området til en joint venture-virksomhed, LPD-koncernen, som blev ledet af selskabet LG Philips Displays Holding BV.

7.

Kommissionen fastslog i den omtvistede afgørelse, at LGE og dets datterselskaber på den ene side, og Philips’ datterselskaber på den anden side havde deltaget i karteller vedrørende CDT og CPT indtil overførslen af CRT-aktiviteterne til LPD-koncernen den 1. juli 2001. LGE og Philip blev derfor holdt ansvarlige for de to overtrædelser i denne henseende.

8.

Desuden fandt Kommissionen, at appellanterne også som moderselskaber skulle holdes solidarisk ansvarlige for LPD-koncernens deltagelse i kartellerne vedrørende CDT og CPT i perioden mellem den 1. juli 2001 og den 30. januar 2006.

9.

Kommissionen fastslog således i den omtvistede afgørelses artikel 1, stk. 1, henholdsvis litra c) og d), at Philips med hensyn til kartellet vedrørende CDT havde deltaget heri i perioden mellem den 28. januar 1997 og den 30. januar 2006, og LGE i perioden mellem den 24. oktober 1996 og den 30. januar 2006. Kommissionen fastslog ligeledes i den omtvistede afgørelses artikel 1, stk. 2, henholdsvis litra f) og g), at Philips med hensyn til kartellet vedrørende CPT havde deltaget heri i perioden mellem den 21. september 1999 og den 30. januar 2006, og LGE i perioden mellem den 3. december 1997 og den 30. januar 2006.

10.

Med hensyn til overtrædelsen vedrørende CDT pålagde Kommissionen ved den omtvistede afgørelses artikel 2, stk. 1, henholdsvis litra c)-e), Philips en bøde på 73185000 EUR, LGE en bøde på 116536000 EUR og begge selskaber en bøde på 69048000 EUR in solidum. Med hensyn til overtrædelsen vedrørende CPT pålagde Kommissionen ved den omtvistede afgørelses artikel 2, stk. 2, henholdsvis litra c)-e), Philips en bøde på 240171000 EUR, LGE en bøde på 179061000 EUR og begge selskaber en bøde på 322892000 EUR in solidum.

11.

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 14. og den 15. februar 2013 anlagde LGE og Philips hver især sag med påstand om annullation af den anfægtede afgørelse, for så vidt som denne vedrørte hver enkelt af dem, eller subsidiært nedsættelse af størrelsen af de bøder, de var blevet pålagt ved den pågældende afgørelse.

12.

Til støtte for sit annullationssøgsmål påberåbte LGE sig syv annullationsanbringender. Det første anbringende vedrørte en tilsidesættelse af LGE’s ret til forsvar, idet LPD-koncernen blev udelukket fra proceduren. I LGE-dommens præmis 67-91 undersøgte og forkastede Retten det nævnte anbringende som irrelevant og under alle omstændigheder som ugrundet. Retten forkastede ligeledes LGE’s øvrige anbringender og frifandt derfor Kommissionen i det hele.

13.

Til støtte for sit annullationssøgsmål påberåbte Philips sig otte annullationsanbringender. Det andet anbringende vedrørte en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF, artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 ( 5 ), retten til forsvar, herunder retten til at blive hørt, og princippet om god forvaltning, idet Kommissionen ikke tilregnede LPD-koncernen ansvaret for de overtrædelser, den blev foreholdt. Retten undersøgte og forkastede dette anbringende i Philips-dommens præmis 74-99. Retten forkastede ligeledes Philips’ øvrige anbringender og frifandt derfor Kommissionen i det hele.

14.

LGE har nedlagt følgende påstande (sag C-588/15 P):

15.

Philips har nedlagt følgende påstande (sag C-622/15 P):

16.

Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellerne forkastes, og at appellanterne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

17.

LGE og Philips har til støtte for deres appeller fremsat henholdsvis tre og fire anbringender, der er delvist sammenfaldende.

18.

I overensstemmelse med Domstolens ønske vil jeg begrænse min bedømmelse til LGE’s første appelanbringende og Philips’ andet appelanbringende, som begge vedrører en tilsidesættelse af retten til forsvar som følge af det forhold, at klagepunktsmeddelelsen ikke blev tilsendt deres fælles datterselskab, LPD-koncernen.

19.

Med det første anbringende i første instans gjorde LGE gældende, at Kommissionen havde tilsidesat selskabets ret til forsvar ved at undlade at tilsende LPD-koncernen klagepunktsmeddelelsen og den omtvistede afgørelse.

20.

Retten undersøgte og forkastede dette anbringende i LGE-dommens præmis 67-91.

21.

Efter først at have henvist til retspraksis vedrørende retten til forsvar og pålæggelsen af ansvar på et moderselskab fastslog Retten dels, at Kommissionen ikke kunne foreholdes at have begået nogen uregelmæssighed som følge af, at LPD-koncernen ikke blev tilregnet ansvar for overtrædelsen, og at appellantens argumenter med henblik på at godtgøre en tilsidesættelse af dens ret til forsvar af denne grund var irrelevante (LGE-dommens præmis 68-83).

22.

Dels forkastede Retten i LGE-dommens præmis 84-91 dette anbringende som ugrundet som svar på LGE’s argument om, at selskabet ikke havde haft mulighed for at forsvare sig, da det ikke havde adgang til LPD-koncernens dokumenter. Retten fastslog i denne forbindelse, at eftersom disse dokumenter ikke var en del af dem, som Kommissionen lagde vægt på i forbindelse med vedtagelsen af den omtvistede afgørelse, kunne LGE ikke gøre gældende, at selskabet blev forhindret i på hensigtsmæssig måde at tilkendegive sit synspunkt vedrørende de dokumenter, som Kommissionen havde lagt til grund (LGE-dommens præmis 85).

23.

Endvidere anførte Retten, at appellanten i medfør af den almindelige pligt til at udvise forsigtighed, selv under de omstændigheder, hvorunder joint venture-virksomheden kom under retslig konkursbehandling, var forpligtet til at drage omsorg for at bevare dokumenter i sine forretningsbøger og arkiver, der gør det muligt at eftervise dens aktiviteter, navnlig for at råde over de nødvendige beviser i tilfælde af retsforfølgning eller administrative procedurer (LGE-dommens præmis 86 og 87), og dette til trods for vanskelighederne som følge af den nederlandske konkurslovgivning og den manglende samarbejdsvilje hos kuratoren for LPD-koncernen (LGE-dommens præmis 88 og 89).

24.

Endelig præciserede Retten desuden, at selv om Kommissionen ikke formelt havde inddraget LPD-koncernen i den administrative procedure, havde den fremsat begæringer om oplysninger over for denne koncerns forskellige selskaber og gennemført inspektioner i dens forretningslokaler (LGE-dommens præmis 90).

25.

Med det andet led af det andet anbringende i første instans gjorde Philips gældende, at Kommissionen ved at undlade at inddrage LPD-koncernen i den administrative procedure havde forhindret selskabet i få adgang til de nødvendige oplysninger med henblik på at forsvare sig.

26.

Retten undersøgte og forkastede dette anbringende i Philips-dommens præmis 90-99.

27.

Efter at have henvist til retspraksis vedrørende retten til forsvar og pålæggelsen af ansvar på et moderselskab fastslog Retten, at Kommissionen ikke begik nogen fejl ved at undlade at pålægge LPD-koncernen ansvar for dens adfærd (Philips-dommens præmis 91-97).

28.

Desuden anførte Retten, at Philips i medfør af den almindelige pligt til at udvise forsigtighed, selv under de omstændigheder, hvorunder joint venture-virksomheden kom under retslig konkursbehandling, var forpligtet til at drage omsorg for at bevare dokumenter i sine forretningsbøger og arkiver, der gør det muligt at eftervise dens aktiviteter, navnlig for at råde over de nødvendige beviser i tilfælde af retsforfølgning eller administrative procedurer. Retten præciserede under alle omstændigheder, at det fremgik af sagsakterne, at Kommissionen fremsatte begæringer om oplysninger over for LPD-koncernens forskellige selskaber (Philips-dommens præmis 97).

29.

Retten bemærkede desuden, at appellanten med henblik på en nedsættelse for sit samarbejde havde tilsendt Kommissionen oplysninger vedrørende LPD-koncernens deltagelse i kartellet, hvilket betyder, at appellanten rådede over talrige oplysninger i denne forbindelse, som den kunne benytte sig af med henblik på at forsvare sig (Philips-dommens præmis 98).

30.

LGE har gjort gældende, at Retten begik en fejl ved at fastslå, at Kommissionen ikke havde tilsidesat selskabets ret til forsvar ved at beslutte, at klagepunktsmeddelelsen ikke skulle fremsendes til LPD-koncernen.

31.

For det første har LGE anfægtet forkastelsen af det første anbringende i første instans som irrelevant (LGE-dommens præmis 83). Selskabet har gjort gældende, at den begrundelse, der er redegjort for i den pågældende doms præmis 73-82, vedrører et helt andet spørgsmål, som ikke var blevet rejst for Retten, nemlig om Kommissionen begik en fejl ved at holde LGE ansvarlig for overtrædelsen. Den omstændighed, at Retten fastslog, at Kommissionen kunne pålægge LGE ansvaret, gør efter LGE’s opfattelse ikke selskabets anbringende om en tilsidesættelse af retten til forsvar irrelevant.

32.

LEG har foreholdt Retten, at den indrømmede Kommissionen en ubegrænset skønsbeføjelse til at afgøre, om en klagepunktsmeddelelse skal rettes til moderselskabet eller til datterselskabet.

33.

Under visse omstændigheder såsom dem, der gør sig gældende i denne sag, afgrænses udøvelsen af denne skønsbeføjelse efter LGE’s opfattelse af overholdelsen af retten til forsvar. Det fremgår af dommen i sagen Kommissionen mod Tomkins ( 6 ), at hvis datterselskabet fremfører diskulperende beviser om dets registre eller samtaler med medarbejdere, er disse beviser automatisk til gavn for moderselskabet. Et moderselskabs egnethed til at udøve sin ret til forsvar afhænger derfor af datterselskabets inddragelse i proceduren.

34.

LGE har anført, at hvis LPD-koncernen i denne sag var blevet anmodet om at forsvare sig og havde formået at fremføre diskulperende beviser, ville den som følge heraf automatisk have haft gavn heraf. LGE har således under henvisning til dommen i sagen Solvay mod Kommissionen ( 7 ) gjort gældende, at det ikke kan udelukkes, at selskabet, såfremt Kommissionen havde tilsendt det klagepunktsmeddelelsen, kunne have fremlagt nyttige beviser til sit forsvar.

35.

Den praksis, der består i at henvende sig til såvel datterselskabet som moderselskabet, fremgår i øvrigt af Kommissionens procedurevejledning for anvendelse af artikel 101 TEUF og 102 TEUF ( 8 ). Den omstændighed, at Kommissionen fremsendte spørgeskemaer til LPD-koncernen, er uden betydning, eftersom spørgeskemaer som kilde til diskulperende beviser ikke kan sidestilles med en klagepunktsmeddelelse. En part bør være bekendt med klagepunkterne for fuldt ud at kunne udøve sin ret til forsvar.

36.

For det andet har LGE anfægtet den begrundelse, der i LGE-dommen er anført til støtte for at forkaste selskabets anbringende.

37.

Den omstændighed, at LGE kunne fremsætte bemærkninger til de beviser, som Kommissionen lagde til grund, og den omstændighed, at Kommissionen indhentede oplysninger fra LPD-koncernen, er efter LGE’s opfattelse ikke tilstrækkeligt til at sikre, at selskabets ret til forsvar er blevet overholdt. Desuden har LGE kritiseret Rettens bemærkning om, at selskabet var forpligtet til at drage omsorg for at bevare dokumenter i sine forretningsbøger og arkiver, der gør det muligt at eftervise dets aktiviteter (LGE-dommens præmis 86). Denne pligt vedrører de tilfælde, hvor moderselskabet overdrager et datterselskab til tredjemand og rent faktisk ved kontrakt har kunnet sikre sig løbende adgang til dokumenterne. LGE har oplyst, at selskabet mistede kontrollen over sit datterselskab på grund af sidstnævntes konkurs, idet kuratoren ikke var forpligtet til at give LGE løbende adgang til dokumenterne.

38.

Philips har gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den fastslog, at Kommissionen ikke begik nogen procedurefejl ved at undlade at tilsende LPD-koncernen klagepunktsmeddelelsen (Philips-dommens præmis 75-82).

39.

Philips har ikke bestridt, at Kommissionen har mulighed for at holde et moderselskab, som har udøvet en afgørende indflydelse på et datterselskabs adfærd, ansvarligt for overtrædelsen. Selskabet har bemærket, at dette ikke løser spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen er forpligtet til at inddrage de to enheder i den administrative procedure. Philips har gjort gældende, at selskabets ansvar i denne sag »udelukkende er afledt af« dets datterselskabs ansvar, og at dets ansvar i mangel af enhver direkte tilregnelse for LPD-koncernen »overstiger« det pågældende datterselskabs ansvar som omhandlet i dommen i sagen Total mod Kommissionen ( 9 ).

40.

Philips har anført, at selskabets datterselskab ikke længere var en del af den samme virksomhed under den administrative procedure, da datterselskabet havde været underlagt en kurators kontrol siden den 30. januar 2006. Philips har gjort gældende, at selskabet som følge af den omstændighed, at dets datterselskab ikke blev inddraget i den administrative procedure og navnlig ikke modtog klagepunktsmeddelelsen, hverken fik mulighed for eller var forpligtet til at forsvare sig mod Kommissionens anbringender. Desuden var kun kuratoren for LPD-koncernen i besiddelse af dokumentationen vedrørende koncernens aktiviteter og havde adgang til de relevante medarbejdere. I betragtning af dets datterselskabs konkurs har Philips gjort gældende, at det var umuligt for selskabet at sikre sig adgang til denne dokumentation for at råde over de nødvendige beviser til at kunne forsvare sig.

41.

Kommissionen burde efter Philips’ opfattelse have taget hensyn til den omstændighed, at selskabet havde mistet kontrollen over sit datterselskab og ikke længere havde adgang til LPD-koncernens dokumentation. Philips har gjort gældende, at såfremt Kommissionen havde inddraget LPD-koncernen i den administrative procedure, ville sidstnævnte have været i stand til at forsvare sig og således ligeledes have været i bedre stand til at forsvare sig. Kommissionens beslutning om ikke at inddrage LPD-koncernen i den administrative procedure fratog derfor den fulde virkning af Philips’ ret til forsvar.

42.

Kommissionen har gjort gældende, at de pågældende anbringender bør afvises, idet de er rettet mod vurderinger af de faktiske omstændigheder, og at de under alle omstændigheder er ugrundede.

43.

Kommissionen har anført, at den ifølge fast retspraksis ( 10 ) har mulighed for at pålægge den ene eller den anden af disse enheder, moderselskabet og datterselskabet, som udgør en virksomhed, en bøde. Appellanterne har efter Kommissionens opfattelse med urette gjort gældende, at moderselskabet automatisk har gavn af enhver nedsættelse af datterselskabets ansvar. Der er ikke nogen begrundelse for at nedsætte et moderselskabs ansvar i tilfælde af proceduremæssige uregelmæssigheder, som påvirker datterselskabets rettigheder, f.eks. i mangel af en klagepunktsmeddelelse, som meddeles datterselskabet på behørig vis.

44.

Kommissionen har endvidere gjort gældende, at det resultat, som Domstolen nåede frem til i dommen i sagen Solvay mod Kommissionen ( 11 ), ikke kan overføres på det foreliggende tilfælde. Den har anført, at denne dom vedrører aktindsigt i Kommissionens sagsakter og ikke kan påberåbes til støtte for det synspunkt, at Kommissionen bør sikre adgang til oplysninger, som den ikke er i besiddelse af. I nærværende sag indhentede Kommissionen relevante oplysninger fra LPD-koncernen ved at tilsende den et spørgeskema og gennemføre en inspektion. LGE fik adgang til disse forhold i forbindelse med sit forsvar. Kommissionen er ikke forpligtet til at sikre, at andre selskaber end det sagsøgte tilskyndes til at fremlægge diskulperende beviser. Over for LGE’s argument vedrørende Kommissionens procedurevejledning har sidstnævnte angivet, at denne vejledning ikke er bindende og kan tilpasses behovet i det enkelte tilfælde, således at en fravigelse af den procedure, der følges i forhold til vejledningen, ikke er tilstrækkelig til at godtgøre en retlig fejl.

45.

Efter Kommissionens opfattelse fortolkede Retten ikke moderselskabernes pligt til at udvise forsigtighed med hensyn til opretholdelsen af adgangen til datterselskabernes dokumentation som at udgøre en absolut forpligtelse. Retten undersøgte i stedet sagens faktiske omstændigheder og anførte, at LGE og Philips havde haft tætte forbindelser til LPD-koncernen i hele overtrædelsesperioden og derfor kunne have bevaret relevante oplysninger i deres respektive arkiver eller på anden måde.

46.

Betingelserne for, at et moderselskab kan holdes ansvarligt på grund af dets datterselskabs deltagelse i et kartel, har været genstand for en helt fast retspraksis.

47.

Det skal påpeges, at EU-konkurrenceretten vedrører virksomheders aktiviteter, dvs. økonomiske enheder, der juridisk set kan udgøres af flere fysiske eller juridiske personer. Når en sådan økonomisk enhed overtræder konkurrencereglerne, påhviler det den ifølge princippet om personligt ansvar at stå til regnskab for overtrædelsen. Overtrædelsen skal dernæst utvetydigt henføres til en juridisk person, som er adressat for klagepunktsmeddelelsen og for Kommissionens afgørelse ( 12 ).

48.

I henhold til Domstolens faste praksis kan et moderselskab tilregnes adfærd udvist af et datterselskab, når datterselskabet ikke frit bestemmer sin adfærd på markedet. Da moderselskabet og datterselskabet i en sådan situation udgør en virksomhed i artikel 101 TEUF’s forstand, kan Kommissionen udstede en afgørelse til moderselskabet, uden at der kræves en konstatering af, at sidstnævnte var direkte impliceret i overtrædelsen ( 13 ).

49.

Indtil for nylig gav dette emne ikke desto mindre fortsat anledning til forskellige synspunkter om selve kernen i den ordning, som giver mulighed for at holde et moderselskab, der ikke har deltaget i overtrædelsen, ansvarligt ( 14 ). Domstolen har således for det første fastslået, at det pågældende moderselskab i det omhandlede tilfælde »ansås […] for selv at have begået« overtrædelsen af de EU-retlige konkurrenceregler ( 15 ). For det andet har Domstolen fastslået, at moderselskabets ansvar »udelukkende er afledt af« dets datterselskabs ansvar ( 16 ).

50.

Domstolen har i en dom for nylig præciseret, at det moderselskab, der tilregnes sit datterselskabs ulovlige adfærd, individuelt pålægges en sanktion for overtrædelse af EU-konkurrencereglerne, som det selv anses for at have begået på grund af den afgørende indflydelse, som det udøvede på datterselskabet, og som gjorde det muligt for det at bestemme sidstnævntes adfærd på markedet ( 17 ). I et tilfælde, hvor baggrunden for moderselskabets ansvar er datterselskabets ulovlige adfærd, anses den konkurrencebegrænsende adfærd således for at være blevet udvist af dette moderselskab selv, eftersom dette selskab udgjorde en økonomisk enhed med sit datterselskab ( 18 ).

51.

Det bemærkes, at de foreliggende appeller ganske vist vedrører en lignende problematik, men ud fra en langt mere snæver synsvinkel, der vedrører et moderselskabs effektive udøvelse af retten til forsvar i et tilfælde, hvor dette moderselskab under den administrative procedure ikke længere har kontrollen over sit tidligere datterselskab.

52.

Ved de foreliggende appeller har de appellerende moderselskaber således ikke anfægtet pålæggelsen af ansvaret som følge af deres fælles datterselskab, LPD-koncernens, ulovlige handlinger. De af appellanterne fremsatte anbringender vedrører i de to appeller en tilsidesættelse af princippet om overholdelse af retten til forsvar, som følger af det forhold, at Kommissionen ikke tilsendte LPD-koncernen klagepunktsmeddelelsen, og at eventuelle diskulperende forhold, som datterselskabet kunne have fremført inden for rammerne af sit eget forsvar, følgelig ikke kunne være til gavn for moderselskabet ( 19 ).

53.

I henhold til Domstolens faste praksis, som Retten har anvendt i denne sag ( 20 ), udgør overholdelsen af retten til forsvar ved gennemførelsen af administrative procedurer på området for konkurrencepolitikken et generelt EU-retligt princip ( 21 ).

54.

Overholdelsen af retten til forsvar indebærer således, at den pågældende person under den administrative procedure gives lejlighed til at ytre sig dels om, hvorvidt de fremførte faktiske forhold og andre omstændigheder faktisk foreligger, og hvilken betydning de har, dels om de dokumenter, som Kommissionen påberåber sig til støtte for den påståede overtrædelse ( 22 ).

55.

De foreliggende appeller rejser spørgsmålet om, hvorvidt disse krav er overholdt i forhold til et moderselskab i et tilfælde, hvor Kommissionen beslutter sig for ikke at tilsende det datterselskab, som har deltaget i kartellet, klagepunktsmeddelelsen, selv om dette datterselskab er gået konkurs, således at de dokumenter, som det råder over, ikke længere er tilgængelige for moderselskabet.

56.

Det bemærkes, at den i artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 ( 23 ) omhandlede klagepunktsmeddelelse udgør en væsentlig processuel garanti, som anvender princippet om overholdelse af retten til forsvar, idet den giver adressaten mulighed for effektivt at gøre sine argumenter gældende under den procedure, der er indledt mod den ( 24 ). Klagepunktsmeddelelsen skal utvetydigt henføres til en fysisk eller juridisk person, der vil kunne blive pålagt en bøde, og skal være stilet til denne person, idet det angives, i hvilken egenskab denne person foreholdes de påståede faktiske omstændigheder ( 25 ).

57.

Klagepunktsmeddelelsen har således til formål at give hver juridisk person, der er berørt af den administrative procedure på konkurrenceområdet, mulighed for en individuel udøvelse af retten til forsvar.

58.

Overholdelsen af denne processuelle garanti i forhold til et moderselskab, der har modtaget en klagepunktsmeddelelse, kan derfor ikke bringes i fare alene som følge af, at klagepunktsmeddelelsen ikke blev tilsendt en anden juridisk person, nemlig det datterselskab, der direkte deltog i overtrædelsen.

59.

Denne betragtning gælder efter min opfattelse fortsat på trods af den omstændighed, at eventuelle diskulperende forhold, der er fremlagt af datterselskabet i dets klagepunktsmeddelelse, kan være til gavn for moderselskabet.

60.

Også under hensyntagen til den særlige situation, hvor den samme overtrædelse kan tilregnes flere juridiske personer, der udgør den samme økonomiske enhed, mener jeg ikke, at det forhold, at en juridisk person holdes ansvarlig, kan betragtes som et udtryk for et middel, hvorved andre juridiske personer, der selv udøver deres ret til forsvar, kan forsvare sig.

61.

Som det fremgår af artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, udgør fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen et obligatorisk proceduremæssigt krav med henblik på at sikre, at adressaten for en afgørelse, hvori der konstateres en overtrædelse, kan udøve sin ret til forsvar ( 26 ). For så vidt som Kommissionen imidlertid lovligt beslutter ikke at pålægge datterselskabet ansvar – hvilket ikke er blevet anfægtet i forbindelse med de foreliggende appeller ( 27 ) – kan den således ikke være forpligtet til at fremsende en klagepunktsmeddelelse til dette datterselskab.

62.

Det følger heraf, som Retten med føje fastslog i nærværende sag (LGE-dommens præmis 83 og Philips-dommens præmis 97, første punktum), at den omstændighed, at datterselskabet ikke formelt blev tilregnet ansvar for overtrædelsen, og at klagepunktsmeddelelsen ikke blev fremsendt til dette datterselskab, ikke udgør en uregelmæssighed, der kan have negativ indvirkning på denne koncerns moderselskabers ret til forsvar.

63.

Appellanterne har ikke desto mindre gjort gældende, at det forholder sig anderledes, såfremt dokumentationen hos det datterselskab, der direkte deltog i overtrædelsen, ikke længere er tilgængelig for dets moderselskaber. Appellanterne har i denne forbindelse gjort gældende, at tilsidesættelsen af retten til forsvar i et sådant tilfælde følger af den omstændighed, at eventuelle diskulperende forhold, der er fremlagt af datterselskabet, ikke kunne være til nogen gavn for dem.

64.

Dette argument finder jeg ikke overbevisende.

65.

Appellanterne har efter min opfattelse ved at påberåbe sig bl.a. dommen i sagen Solvay mod Kommissionen ( 28 ) med urette henvist til Domstolens praksis om fremlæggelse af diskulperende forhold.

66.

Denne retspraksis ( 29 ) vedrører aktindsigt i diskulperende forhold i Kommissionens sagsakter. Appellanternes argument inden for rammerne af nærværende appeller vedrører imidlertid ikke aktindsigt i Kommissionens sagsakter, eller i øvrigt i andre af Kommissionen indhentede oplysninger under den administrative procedure ( 30 ), men aktindsigt i de forhold, som Kommissionen potentielt kunne have haft til rådighed, såfremt LPD-koncernen havde indgivet dem.

67.

Det bemærkes, at konkurrenceretlige sager fastsætter metoder for Kommissionens bevisoptagelse og regler om aktindsigt, som giver de berørte parter mulighed for at få kendskab til forholdene i Kommissionens besiddelse ( 31 ).

68.

I denne sag, således som det fremgår af LGE-dommens præmis 92 og Philips-dommens præmis 97, fremsatte Kommissionen begæringer om oplysninger over for LPD-koncernens forskellige selskaber og gennemførte inspektioner i denne koncerns forretningslokaler. Hvis appellanterne under disse omstændigheder havde anset Kommissionens undersøgelsesforanstaltninger over for LPD-koncernen for at være utilstrækkelige, burde de have taget initiativ til at anmode Kommissionen om at træffe andre passende foranstaltninger med henblik på at indsamle relevante oplysninger i denne koncerns besiddelse.

69.

Henset til de ovenstående betragtninger var det derfor med føje, at Retten af de i LGE-dommens præmis 68-83 og i Philips-dommens præmis 91-97 anførte grunde forkastede argumentet fremsat af hver af appellanterne, hvorefter Kommissionen tilsidesatte deres ret til forsvar ved at undlade at tilsende LPD-koncernen klagepunktsmeddelelsen.

70.

Selv om man kunne være i tvivl om spørgsmålet om, hvorvidt den i LGE-dommens præmis 68-83 og i Philips-dommens præmis 91-97 anførte begrundelse giver et fuldstændigt svar på appellanternes argumenter i første instans og på spørgsmålet om, hvorvidt Retten i LGE-dommens præmis 83 med føje forkastede anbringendet i første instans ikke som ugrundet, men som irrelevant, kan et sådant eventuelt klagepunkt, som vedrører begrundelsen for de appellerede domme, ikke føre til, at disse domme skal ophæves, eftersom en forkastelse af de pågældende anbringender af de ovenstående grunde under alle omstændigheder kan anses for at være korrekt ( 32 ).

71.

Hvad endelig angår appellanternes argumenter vedrørende de appellerede dommes begrundelser, hvori der hævdes en forpligtelse for enhver virksomhed til at drage omsorg for at bevare den dokumentation, der gør det muligt at eftervise dens aktiviteter (LGE-dommens præmis 86-89 og Philips-dommens præmis 97), bemærkes, som det fremgår af Rettens brug af udtrykkene »under alle omstændigheder« og »desuden« i de foregående præmisser, at disse klagepunkter er rettet mod overflødige præmisser i de appellerede domme og følgelig irrelevante.