1.

I den foreliggende sag er Domstolen blevet anmodet om at tage stilling til visse spørgsmål i forbindelse med forbrugerbeskyttelse, herunder især med hensyn til kommunikation pr. telefon og nærmere bestemt adgangen til en kundeservicelinje, som en erhvervsdrivende stiller til rådighed for sine kunder.

2.

De præjudicielle spørgsmål vedrører fortolkningen af begrebet »basistelefontakst« som omhandlet i artikel 21 i direktiv 2011/83/EU ( 2 ), idet direktivet ikke indeholder en definition af dette begreb. Den foreliggende sag giver derfor Domstolen mulighed for for første gang at udtale sig om fortolkningen af denne artikel og navnlig om det deri nævnte begreb »basistelefontakst«.

3.

Artikel 4 i direktiv 2011/83 med overskriften »Harmoniseringsniveau« har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne må ikke i national ret opretholde eller indføre bestemmelser, der fraviger dem, der er fastsat i dette direktiv, herunder strengere eller lempeligere bestemmelser, for at sikre et andet forbrugerbeskyttelsesniveau, medmindre andet er fastsat i dette direktiv.«

4.

Dette direktivs artikel 6 med overskriften »Oplysningskrav for aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted« fastsætter følgende i stk. 1:

»1.   Inden forbrugeren bindes af en aftale om fjernsalg eller en aftale indgået uden for fast forretningssted eller et tilsvarende tilbud, giver den erhvervsdrivende på en klar og forståelig måde forbrugeren følgende oplysninger

[…]

[…]«

5.

Direktivets artikel 21 med overskriften »Kommunikation pr. telefon« bestemmer:

»Medlemsstaterne skal sikre, at forbrugeren, hvis den erhvervsdrivende har en telefontjeneste med henblik på at kunne blive kontaktet pr. telefon i forbindelse med den indgåede aftale, når forbrugeren kontakter den erhvervsdrivende, ikke er forpligtet til at betale mere end basistelefontaksten.

Første afsnit berører ikke teletjenesteudbyderes ret til at opkræve gebyr for sådanne opkald.«

6.

§ 312a i Bürgerliches Gesetzbuch (borgerlig lovbog, herefter »BGB«) med overskriften »Generelle pligter og principper for forbrugeraftaler; grænser for aftaler om vederlag«, som gennemfører artikel 21 i direktiv 2011/83, bestemmer i stk. 5:

»En aftale, som forpligter en forbruger til at betale et vederlag for, at forbrugeren ringer til den erhvervsdrivende vedrørende spørgsmål eller forklaringer angående en mellem dem indgået aftale på et telefonnummer, som den erhvervsdrivende har etableret til dette formål, er ugyldig, hvis det aftalte vederlag overstiger vederlaget for den rene benyttelse af telekommunikationstjenesten. Hvis en aftale i henhold til første punktum er ugyldig, er forbrugeren heller ikke forpligtet til at betale et vederlag for opkaldet til udbyderen af telekommunikationstjenesten. Teletjenesteudbyderen er berettiget til at forlange vederlaget for den rene benyttelse af telekommunikationstjenesten fra den erhvervsdrivende, som har indgået den ugyldige aftale med forbrugeren.«

7.

comtech GmbH er et tysk selskab, hvis økonomiske virksomhed består i salg af el- og elektronikartikler. På sit websted har selskabet angivet et telefonnummer til en kundeservicetjeneste, der er henvendt til de kunder, som allerede har indgået en købsaftale med selskabet, og som ønsker at få afklaret eller at stille spørgsmål i forbindelse med deres aftale. Dette telefonnummer er et særligt 0180-nummer, som i Tyskland anvendes for servicetjenester til en fast national takst. Udgiften for et opkald til dette (ikke-geografiske) 0180-nummer er højere end den udgift, som forbrugeren ville have haft for et opkald til et almindeligt (geografisk) fastnet- eller mobiltelefonnummer til de sædvanlige forbindelsespriser ( 3 ).

8.

Zentrale zur Bekämpfung unlauteren Wettbewerbs Frankfurt am Main e.V. (herefter »Zentrale«) er en organisation til fremme af erhvervsinteresser for sine medlemmer, som bl.a. udgøres af organisationer og virksomheder. Zentrale har anlagt sag ved den forelæggende ret med påstand om, at der nedlægges forbud mod comtech som følge af overtrædelse af BGB’s § 312a, stk. 5, der gennemfører artikel 21 i direktiv 2011/83. I forbindelse med søgsmålet har Zentrale gjort gældende, at adgangen til en kundeservicelinje til en takst, der er højere end den, der gælder for almindelige opkald, udgør en urimelig handelspraksis ( 4 ).

9.

comtech har nedlagt påstand om frifindelse. Selskabet har gjort gældende, at BGB’s § 312a, stk. 5, læst i lyset af artikel 21 i direktiv 2011/83, indebærer, at den erhvervsdrivende ikke må opnå gevinster via en kundeservicelinje. Det er således ifølge dette selskab ikke er forbudt, at opkaldspriserne er højere end priserne for såkaldt »almindelige« opkald for at dække det vederlag, som teletjenesteudbyderen skal have for at have stillet et servicenummer til rådighed, under den forudsætning, at den erhvervsdrivende ikke herved opnår gevinster ( 5 ).

10.

Den forelæggende ret har forklaret, at det er nødvendigt at fortolke begrebet »vederlaget for den rene benyttelse af telekommunikationstjenesten« i BGB’s § 312a, stk. 5, for at kunne løse tvisten i hovedsagen. Idet telefontakster som de i hovedsagen omhandlede har været genstand for en harmonisering på europæisk plan i henhold til artikel 21 i direktiv 2011/83, skal denne bestemmelse i direktiv 2011/83 ligeledes fortolkes. Denne bestemmelse stiller krav om, at forbrugeren ikke skal betale mere end »basistelefontaksten« for telefonisk kontakt efter indgåelse af en aftale.

11.

Ifølge den forelæggende ret havde den tyske lovgiver til formål at forhindre, at den erhvervsdrivende opnår gevinster ved at stille et ikke-geografisk telefonnummer til rådighed. En sådan fortolkning af artikel 21 i direktiv 2011/83 og følgelig af § 312a, stk. 5, i BGB er ikke til hinder for, at forbrugeren betaler mere for et opkald til et ikke-geografisk nummer end for et opkald til et almindeligt nummer, under forudsætning af, at beløbene ikke overstiger den udgift, der følger af at have stillet et sådant nummer til rådighed.

12.

Imidlertid er den forelæggende ret i tvivl om denne fortolkning, og ønsker oplyst, om en mere restriktiv fortolkning af begrebet »basistelefontakst« end den, som den tyske lovgiver har foretaget, skal lægges til grund, således at forbrugeren sikres et højere beskyttelsesniveau. Domstolen er af den opfattelse, at ordlyden af artikel 21 i direktiv 2011/83 og formålet hermed taler for en sådan mere restriktiv fortolkning. Selv om den omtvistede nationale bestemmelse forbyder, at der opnås en gevinst ved driften af en ikke-geografisk telefonlinje, er den som nævnt nemlig ikke desto mindre ikke til hinder for, at opkald, der foretages til dette nummer, faktureres højere end de opkald, der foretages til almindelige numre.

13.

På denne baggrund har Landgericht Stuttgart (den regionale ret i første instans i Stuttgart, Tyskland) ved afgørelse af 15. oktober 2015, modtaget i Domstolens Justitskontor den 5. november 2015, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

14.

Zentrale, den estiske, den litauiske, den nederlandske og den finske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Domstolen har besluttet at pådømme sagen uden afholdelse af mundtlig forhandling, idet ingen af parterne har anmodet herom.

15.

Med de præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret for det første oplyst, om begrebet »basistelefontakst« skal fortolkes således, at de udgifter, som faktureres forbrugeren, når denne kontakter den erhvervsdrivende på en kundeservicelinje, ikke må overstige den udgift, som forbrugeren ville have haft, såfremt den pågældende havde foretaget opkaldet til et almindeligt (geografisk) fastnet- eller mobiltelefonnummer, og for det andet, hvorvidt spørgsmålet om den erhvervsdrivende ved driften af denne servicelinje opnår gevinst eller ej skal tillægges betydning.

16.

Jeg mener i lighed med Kommissionen, at disse spørgsmål bør behandles samlet, da de vedrører fortolkningen af ét og samme begreb.

17.

Således ønsker den forelæggende ret med sine to præjudicielle spørgsmål nærmere bestemt oplyst, hvorledes begrebet »basistelefontakst« som anført i artikel 21 i direktiv 2011/83 skal fortolkes.

18.

Indledningsvis skal det bemærkes, at Zentrale, den estiske og den litauiske regering samt Kommissionen i deres skriftlige indlæg har forfægtet det synspunkt, at forbrugeren, når denne tager kontakt til den erhvervsdrivende over en kundeservicelinje, ikke skal betale for det telefoniske opkald til en højere pris end den pris, der ville være afkrævet forbrugeren for et opkald til et almindeligt (geografisk) fastnet- eller mobiltelefonnummer.

19.

Artikel 21, første afsnit, i direktiv 2011/83 har følgende ordlyd: »[m]edlemsstaterne skal sikre, at forbrugeren, hvis den erhvervsdrivende har en telefontjeneste med henblik på at kunne blive kontaktet pr. telefon i forbindelse med den indgåede aftale, når forbrugeren kontakter den erhvervsdrivende, ikke er forpligtet til at betale mere end basistelefontaksten«.

20.

I fraværet af enhver form for definition af begrebet »basistelefontakst« i direktiv 2011/83 og ligeledes i den retlige ramme, som er skabt af EU-lovgiver på området for telekommunikationstjenester ( 6 ), følger det af Domstolens faste praksis, at fastlæggelsen af betydningen og rækkevidden af udtryk, som ikke er defineret i EU-retten, skal ske efter deres normale betydning i sædvanlig sprogbrug, idet der tages hensyn til den generelle sammenhæng, hvori de anvendes, og de mål, der forfølges med den lovgivning, som de udgør en del af ( 7 ).

21.

Hvad angår den normale betydning af begrebet »basistelefontakst« på tysk, henviser det, således som den forelæggende ret har anført, til begrebet »lokaltakst«, som angiver udgiften for et lokalt opkald til et almindeligt nummer. Den forelæggende ret har endvidere fremhævet, at fortolkningen af dette begreb ikke er ensartet i Tyskland ( 8 ).

22.

I den forbindelse følger det af fast retspraksis, at den formulering, der er anvendt i en sprogversion af en EU-retlig bestemmelse, ikke kan tjene som eneste grundlag for bestemmelsens fortolkning eller tillægges større betydning end de øvrige sprogversioner. EU-bestemmelserne skal nemlig fortolkes og anvendes ensartet i lyset af de versioner, der er udfærdiget på alle Den Europæiske Unions sprog. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem de forskellige sprogversioner af en EU-bestemmelse skal den pågældende bestemmelse fortolkes på baggrund af den almindelige opbygning af og formålet med den ordning, som den er led i ( 9 ).

23.

I det foreliggende tilfælde, og således som Kommissionen med rette har anført, synes det – selv om der i princippet ikke er en tvetydighed i affattelsen af de forskellige sprogversioner ( 10 ) – under hensyn til mangfoldigheden af de tilbudte takster som slutbrugerne tilbydes i forbindelse med, at der stilles telekommunikationstjenester til rådighed i medlemsstaterne ( 11 ), og til den hastige udvikling inden for den dynamiske telekommunikationssektor, ikke muligt at definere begrebet »basistelefontakst« i normal sprogbrug. Som følge heraf gør den sædvanlige betydning af det udtryk, som er anvendt i de øvrige sprogversioner, det ikke i sig selv muligt at besvare det præjudicielle spørgsmål.

24.

Begrebet »basistelefontakst« bør derfor fortolkes på baggrund af den almindelige opbygning af, formålet med samt den lovgivningsmæssige baggrund for direktiv 2011/83. Forarbejderne til dette direktiv kan også være en pålidelig kilde, der i et vist omfang gør det muligt at afdække EU-lovgivers hensigt på et følsomt område som forbrugerbeskyttelsesområdet.

25.

Fortolkningen af artikel 21 i direktiv 2011/83 skal ske under hensyntagen til de bestemmelser, der omgiver artiklen i dette direktiv.

26.

I denne henseende skal det understreges, at artikel 6, stk. 1, litra f), i direktiv 2011/83, som vedrører oplysningskrav forud for indgåelse af aftaler om fjernsalg og aftaler uden for fast forretningssted, tillige anvender udtrykket »tarif de base« [på dansk »grundsats«]. Denne bestemmelse fastsætter, at den erhvervsdrivende, inden der indgås en aftale, er forpligtet til at give oplysninger til forbrugeren om »omkostningerne ved anvendelse af fjernkommunikationsteknikken til indgåelse af aftalen, når de beregnes efter en anden sats end grundsatsen« ( 12 ).

27.

Ifølge Kommissionen gør denne pligt til at give forbrugeren oplysninger det muligt for forbrugeren at beslutte sig for, hvorvidt den pågældende ønsker at indgå en aftale med den erhvervsdrivende eller ej, idet forbrugeren har fuldt kendskab til de udgifter, der er forbundet med fjernkommunikationsteknikken ( 13 ). Ligeledes har Kommissionen anført, at det alene er de udgifter, som forbrugeren kan forvente at skulle afholde, dvs. de udgifter, der følger af et almindeligt telefonisk opkald, som faktureres for et opkald til et (geografisk) fastnet- eller mobiltelefonnummer, der kan anses for at være en »grundsats« som omhandlet i direktivets artikel 6, stk. 1, litra f). Idet forbrugeren på baggrund af den indgåede aftale med teletjenesteudbyderen har kendskab til disse udgifter, har den erhvervsdrivende ingen oplysningspligt i medfør af denne bestemmelse. Derimod skal den erhvervsdrivende, såfremt det telefoniske opkald mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende sker ved brug af et nummer, der medfører udgifter, som er højere end de udgifter, der følger af et almindeligt (geografisk) bestemt fastnet- eller mobiltelefonopkald, på en klar og forståelig måde oplyse forbrugeren herom.

28.

Da fortolkningen af artikel 6, stk. 1, litra f), i direktiv 2011/83 og af begrebet »grundsats« heri taler for, at bestemmelsen alene omfatter de udgifter, der almindeligvis er forbundet med et (geografisk) fastnet- eller mobiltelefonopkald, må fortolkningen efter min opfattelse være tilsvarende for så vidt angår »basistelefontakst« i artikel 21 i dette direktiv.

29.

Artikel 21 i direktiv 2011/83 skal herefter ud fra sin sammenhæng fortolkes således, at bestemmelsen alene henviser til de udgifter, som forbrugeren pålægges ved et opkald til et almindeligt (geografisk) fastnet- eller mobiltelefonnummer.

30.

Endvidere er denne fortolkning den eneste, som vil kunne sikre de forfulgte mål i direktiv 2011/83, hvilket jeg vil redegøre for i det følgende.

31.

Formålet med direktiv 2011/83, der finder sit udtryk i artikel 1, er »[ved at] opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau at bidrage til et velfungerende indre marked« ( 14 ).

32.

I denne henseende henviser tredje ( 15 ) til femte samt syvende betragtning i direktiv 2011/83 til, at formålet med direktivet er at bidrage til »et højt forbrugerbeskyttelsesniveau«. Nærmere bestemt henviser direktivets syvende betragtning til, at »forbrugerne bør nyde godt af et højt fælles beskyttelsesniveau i hele Unionen« ( 16 ).

33.

Ifølge den nederlandske regering er den i hovedsagen omhandlede lovgivning ikke i strid med artikel 21 i direktiv 2011/83 og navnlig ikke i forhold til formålet om forbrugerbeskyttelse, således som det fremgår af tredje til femte samt syvende betragtning til og artikel 1 i direktivet. I modsætning til det som den estiske ( 17 ) og den litauiske regering har gjort gældende, er den nederlandske regering nemlig af den opfattelse, at begrebet »basistelefontakst« tillige omfatter de yderligere udgifter, der er knyttet til den informationstakst, der er knyttet til den omstændighed, at det pågældende servicetjenestenummer er stillet til rådighed ( 18 ).

34.

Dette argument finder jeg ikke overbevisende.

35.

Det anføres i anden betragtning til direktiv 2011/83, at dette direktiv adskiller sig fra princippet om minimumsharmoniseringen i direktiv 85/577/EØF ( 19 ) og direktiv 97/7, idet det indfører en fuldstændig harmonisering. Af hensyn til beskyttelsen af retssikkerheden skal målet om at »nyde godt af et højt fælles beskyttelsesniveau i hele Unionen«, således nås ved den fulde harmonisering af visse væsentlige aspekter for aftaler indgået mellem virksomhederne og forbrugerne ( 20 ). Som følge heraf, og i henhold til artikel 4 i direktiv 2011/83, »[m]å medlemsstaterne ikke i national ret opretholde eller indføre bestemmelser, der fraviger dem, der er fastsat i dette direktiv, herunder strengere eller lempeligere bestemmelser, for at sikre et andet forbrugerbeskyttelsesniveau, medmindre andet er fastsat i dette direktiv«, hvilket jeg vil minde om ikke gælder i henhold til direktivets artikel 21 ( 21 ).

36.

Således som den estiske og den litauiske regering samt Kommissionen med rette har gjort gældende, vedrører artikel 21 i direktiv 2011/83 den situation, hvor en forbruger, efter at have indgået en aftale, henvender sig til den erhvervsdrivende vedrørende denne aftale, bl.a. med henblik på at få afklaret spørgsmål i forbindelse med aftalens gennemførelse ( 22 ) eller, efter at denne aftale er indgået, med henblik på at gøre krav omfattet af en garanti gældende eller at forberede en klage. Eftersom det er den erhvervsdrivende, der stiller den telefonlinje, som pågældende kan kontaktes på, til rådighed, kan den erhvervsdrivende påvirke de for forbrugeren pålagte udgifters størrelse, når den erhvervsdrivende modtager et opkald. Såfremt den erhvervsdrivende vælger et almindeligt (geografisk) fastnet- eller mobiltelefonnummer, vil forbrugerens opkald til den erhvervsdrivende alene afstedkomme de udgifter, der følger af den aftale, som er indgået mellem forbrugeren og teletjenesteudbyderen. Såfremt den erhvervsdrivende derimod har valgt en særlig telefonlinje, hvor opkaldstaksterne er højere end den sædvanlige markedspris, er der risiko for, at forbrugere, af økonomiske årsager og til sin egen ulempe, undgår telefonisk kontakt med den erhvervsdrivende, idet dette ville påføre den pågældende forbruger yderligere udgifter.

37.

Som følge heraf vil en takst, der er højere end taksten for et opkald til en almindelig telefonlinje, afholde forbrugerne fra at kontakte den erhvervsdrivende på grund af de yderligere påførte udgifter ( 23 ). Ydermere følger det af direktivets almindelige opbygning, at kundeservicelinjen ubestrideligt anses for at være en del af det af parterne aftalte og dermed allerede inkluderet i den pris, der er betalt af forbrugeren. Brugen af et overfaktureret nummer ville betyde, at forbrugeren ville blive pålagt yderligere udgifter for den samme tjeneste ( 24 ). Dette gælder så meget desto mere, når værdien af det aktiv, som er genstand for aftalen, er lav.

38.

En sådan fortolkning af artikel 21, stk. 1, i direktiv 2011/83 berøres ikke af stk. 2, der alene præciserer, at »første afsnit berører ikke teletjenesteudbyderes ret til at opkræve gebyr for sådanne opkald«. Jeg er enig i den litauiske regerings og Kommissionens argument, hvorefter den afgørende faktor er det forhold, at vederlaget, der faktureres forbrugeren, ikke må overstige det beløb, der faktureres for et almindeligt opkald til den sædvanlige markedspris.

39.

Efter min opfattelse er der fare for, at systemet med fuldstændig harmonisering, som er indført ved direktiv 2011/83, og det høje beskyttelsesniveau af forbrugerne, vil miste deres effektive virkning såfremt Domstolen i det foreliggende tilfælde anlægger en fortolkning af artikel 21 i direktiv 2011/83, der gør det muligt for medlemsstaterne på nationalt niveau at indføre bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede, der ikke kun henviser til den sædvanlige markedspris for et telefonopkald til et (geografisk) fastnet- eller mobiltelefonnummer.

40.

Som jeg vil redegøre for i det følgende, finder denne fortolkning tillige støtte i forarbejderne til artikel 21 i direktiv 2011/83.

41.

Den systematiske og teleologiske fortolkning af artikel 21 i direktiv 2011/83, således som beskrevet i punkt 29 og 39 i nærværende forslag til afgørelse, er tillige i overensstemmelse med denne bestemmelses forarbejder.

42.

Efter at Europa-Parlamentet under lovgivningsproceduren ( 25 ) konstaterede fraværet af ensartede regler med hensyn til spørgsmålet om betalende kundeservicelinjer, foreslog det nemlig ved ændringsforslag 1378 at tilføje en artikel 28a (ny) med overskriften »Kommunikation og tilgængelighed« ( 26 ). Begrundelsen for dette ændringsforslag var, at »[d]e erhvervsdrivende overgiver flere og flere af deres kundeservicetjenester og klager til opkaldscentraler. Forbrugerne oplever at blive faktureret ikke-ubetydelige beløb, når de henvises til særlige betalingsnumre […]. Kommunikationen og tilgængeligheden bør derfor fastsættes ved lovgivning som accessoriske kontraktforpligtelser, for hvilke der ikke foreligger en forpligtelse til betaling af vederlag under det bestående kontraktforhold eller i garantiperioden« ( 27 ).

43.

I denne forbindelse har Kommissionen i sine skriftlige indlæg gjort gældende, at begrebet »basistelefontakst« blev tilføjet under godkendelsen og ændringen af Parlamentets forslag ( 28 ). Således blev forslag til direktiv indeholdende artikel 21 vedtaget ved førstebehandlingen efter aftale indgået mellem Parlamentet og Rådet for den Europæiske Union ( 29 ). Formålet for EU-lovgiver var således at beskytte forbrugerne mod overfakturerede kommunikationspriser, når disse forbrugere ønsker at foretage et telefonisk opkald til den erhvervsdrivende eller dennes kundeservice angående en allerede indgået aftale.

44.

Dette ønske fra EU-lovgivers side understøttes ligeledes af vejledningen fra GD for retlige anliggender vedrørende direktiv 2011/83 ( 30 ). Under punkt 10 i dette dokument anføres det for det første, at formålet med artikel 21 i direktivet er at »beskytte forbrugerne mod yderligere omkostninger, hvis de skal kontakte den erhvervsdrivende, som de har indgået en aftale med, f.eks. hvis de har en klage, og, for det andet, at denne type telefonopkald ikke må tvinge forbrugeren til at betale mere end »basistelefontaksten«. Selv om direktivet ikke indeholder en udtrykkelig definition af »basistaksten«, er tanken at kræve, at de erhvervsdrivende skal sikre, at forbrugerne ikke betaler mere end de egentlige omkostninger til den elektroniske kommunikationstjeneste for telefonopkald, der er omfattet af artikel 21« ( 31 ). Dette dokument præciserer ligeledes, at for at opfylde dette krav vedrørende basistaksten »bør de erhvervsdrivende bruge telefonnumre som standard (geografiske) fastnet- eller mobilnumre, der ikke er underlagt nogen særlig takstordning. Ikke-geografiske numre, som udbydere af elektroniske kommunikationstjenester normalt bruger i deres tilbud om "pakker" af minutter til en fast månedlig pris, og numre, som takseres til højst den samme pris som opkald til geografiske numre, vil også være eksempler på numre, som takseres til basistaksten« ( 32 ).

45.

Efter min opfattelse fremgår det tydeligt af punkt 25-40 i dette forslag til afgørelse, at en fortolkning af artikel 21 i direktiv 2011/83, hvorefter begrebet »basistelefontakst« skal fortolkes således, at det omfatter samtlige de udgifter, der følger af benyttelsen af en telekommunikationstjeneste uanset omkostningernes størrelse, ville være i strid med det formål, der forfølges af EU-lovgiver.

46.

Således som jeg har redegjort for i punkt 38 i nærværende forslag til afgørelse, er det afgørende for fortolkningen af artikel 21 i direktiv 2011/83 og af begrebet »basistelefontakst«, at det beløb, der faktureres forbrugeren, ikke må overstige det beløb, der faktureres for et almindeligt opkald til sædvanlig markedspris. Følgelig, og således som det følger af den systematiske og teleologiske fortolkning samt af denne bestemmelses forarbejder, er der, såfremt de udgifter, som påføres forbrugeren, overstiger de almindelige udgifter til almindelige telefonopkald, ikke tale om en »basistelefontakst« som omhandlet i artikel 21 i direktiv 2011/83.

47.

Således som den estiske, den litauiske og den finske regering samt Kommissionen med rette har gjort gældende, gør formålet om at beskytte forbrugeren mod overfakturerede opkaldstakster i forbindelse med enten opkaldsaftaler eller med efterfølgende opkald til den erhvervsdrivende sig gældende uafhængigt af spørgsmålet om, hvem der i sidste ende oppebærer det vederlag, som forbrugeren har erlagt for benyttelse af telekommunikationstjenesten ( 33 ). Ydermere ville artikel 21 i direktiv 2011/83 miste sin effektive virkning, såfremt beskyttelsen af forbrugeren mod overfakturerede opkaldsafgifter afhang af, om den erhvervsdrivende oppebærer en andel af det opkrævede vederlag eller ej.

48.

På baggrund af det ovenfor anførte foreslår jeg, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål, som Landgericht Stuttgart (den regionale ret i første instans i Stuttgart, Tyskland) har forelagt, således:

»Begrebet »basistelefontakst« i artikel 21 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF skal fortolkes således, at når forbrugeren foretager et opkald til den erhvervsdrivende, som har oprettet en kundeservicelinje med henblik på at kunne blive kontaktet telefonisk i forbindelse med den indgåede aftale, må de udgifter, der faktureres forbrugeren, ikke overstige de udgifter, som den pågældende forbruger sædvanligvis ville være blevet faktureret i forbindelse med opkald til et almindeligt (geografisk) fastnet- eller mobiltelefonnummer.«