|
3.7.2017 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 213/8 |
Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 4. maj 2017 — straffesag mod Luc Vanderborght (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Nederlandstalige rechtbank van eerste aanleg Brussel — Belgien
(Sag C-339/15) (1)
((Præjudiciel forelæggelse - artikel 56 TEUF - fri udveksling af tjenesteydelser - mund- og tandplejeydelser - national lov, der indeholder et absolut forbud mod reklame for mund- og tandplejeydelser - grænseoverskridende element - beskyttelse af den offentlige sundhed - proportionalitet - direktiv 2000/31/EF - informationssamfundstjenester - reklame på et websted - medlem af et lovreguleret erhverv - faglige regler - direktiv 2005/29/EF - urimelig handelspraksis - nationale bestemmelser om sundhed - nationale bestemmelser om lovregulerede erhverv))
(2017/C 213/07)
Processprog: nederlansk
Den forelæggende ret
Nederlandstalige rechtbank van eerste aanleg Brussel
Part i hovedsagen
Luc Vanderborght
Konklusion
|
1) |
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (direktivet om urimelig handelspraksis) skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der beskytter den offentlige sundhed og tandlægeerhvervets værdighed ved dels generelt og absolut at forbyde enhver form for reklame for mund- og tandplejeydelser, dels at fastsætte visse krav om beskedenhed i forhold til en tandlægepraksis’ skilte. |
|
2) |
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»Direktivet om elektronisk handel«) skal fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der generelt og absolut forbyder enhver reklame for mund- og tandplejeydelser, idet den forbyder enhver form for kommerciel kommunikation ad elektronisk vej, herunder gennem et websted oprettet af en tandlæge. |
|
3) |
Artikel 56 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der generelt og absolut forbyder enhver form for reklame for mund- og tandplejeydelser. |