1

Ved stævning indgået til Rettens Justitskontor den 20. marts 2014 anlagde Nürburgring GmbH et søgsmål til prøvelse af afgørelse truffet den 20. januar 2014 af Fjerde Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 163/2013-4) vedrørende en indsigelsessag mellem Lutz Biedermann og Nürburgring GmbH.

2

Intervenienten, Lutz Biedermann, intervenerede til støtte for EUIPO’s påstande i hovedsagen. Intervenienten nedlagde påstand om, at EUIPO skulle frifindes, og at sagsøgeren skulle tilpligtes at betale sagens omkostninger.

3

Ved dom af 26. november 2015, Nürburgring mod KHIM – Biedermann (Nordschleife) (T-181/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:889), frifandt Retten EUIPO og pålagde sagsøgeren at betale sagens omkostninger, herunder de af intervenienten afholdte omkostninger, i henhold til artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement.

4

Ved e-mail af 21. april og af 3. maj 2016 anmodede intervenientens repræsentant sagsøgeren om at betale det beløb, som intervenienten krævede erstattet i sagsomkostninger. Ved e-mail af 4. maj 2016 svarede sagsøgerens repræsentant følgende:

»[D]en beskikkede administrator kan ikke foretage en udbetaling, idet der ikke er truffet en formel afgørelse, og dette uanset størrelsen af det beløb, som De har krævet erstattet i sagsomkostninger. Vi kan derfor ikke blot indgå en aftale og kontrakmæssigt forpligte os til at tilbagebetale det beløb, som De har krævet erstattet i sagsomkostninger.«

5

Ved stævning indgivet til Rettens Justitskontor den 27. juni 2016 har intervenienten nedlagt påstand om, at Retten i henhold til procesreglementets artikel 170, stk. 1, fastsætter de sagsomkostninger, der kan kræves erstattet, og som sagsøgeren skal betale, til 11885,87 EUR som følge af den sag, der gav anledning til dom af 26. november 2015, Nordschleife (T-181/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:889).

6

Sagsøgeren har ikke fremsat bemærkninger vedrørende denne påstand om fastsættelse af sagsomkostninger.

7

Det fremgår af procesreglementets artikel 170, stk. 3, at hvis der opstår tvist om, hvilke sagsomkostninger der kan kræves erstattet, træffer Retten efter anmodning fra den berørte part ved kendelse endelig afgørelse efter at have givet den part, som anmodningen vedrører, lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger.

8

Det bemærkes i denne forbindelse, at sagsøgeren, før selskabet indgav anmodningen om fastsættelse af sagsomkostninger, i det foreliggende tilfælde over for intervenienten havde oplyst, at selskabet ikke på nogen måde kunne acceptere at betale det beløb, der krævedes erstattet i sagsomkostninger, og at foretage en betaling uden en formel afgørelse fra Retten. Under hensyn til de særlige omstændigheder i den foreliggende sag skal denne tilkendegivelse anses for en anfægtelse af kravet om betaling af de sagsomkostninger, der kan kræves erstattet, som omhandlet i procesreglementets artikel 170, stk. 1. Det kan endvidere ikke af den omstændighed, at sagsøgeren efter at have nedlagt påstand om fastsættelse af sagsomkostninger meddelte Retten, at selskabet ikke havde til hensigt at fremsætte bemærkninger vedrørende den nævnte påstand, udledes, at sagsøgeren havde givet udtryk for, at selskabet accepterede størrelsen af det beløb, der krævedes erstattet i sagsomkostninger, eller at betale det beløb, der kunne kræves erstattet i sagsomkostninger.

9

Det fremgår af procesreglementets artikel 140, litra b), at de sagsomkostninger, der kan kræves erstattet, er de nødvendige udgifter, som parterne har afholdt med henblik på sagens behandling, navnlig rejse- og opholdsudgifter og vederlag til befuldmægtigede, rådgivere eller advokater. Det fremgår af denne bestemmelse, at de udgifter, der kan kræves erstattet, dels er begrænset til de udgifter, der er afholdt med henblik på sagens behandling ved Retten, dels til udgifter, som var nødvendige i denne forbindelse (jf. kendelse af 17.3.2016, Norma Lebensmittelfilialbetrieb mod KHIM – Yorma’s (Yorma Eberl), T-229/14 DEP, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:177, præmis 9 og den deri nævnte retspraksis).

10

Hvad angår advokathonorarer er det væsentligt at bemærke, at Unionens retsinstanser ifølge fast retspraksis ikke er kompetente til at fastsætte de beløb, som parterne skal udrede i honorarer til deres egne advokater, hvorimod de kan fastsætte den del af disse beløb, der kan søges godtgjort hos den part, som dømmes til at betale sagens omkostninger. Når Retten tager stilling til en anmodning om fastsættelse af sagsomkostninger, skal den derfor ikke tage hensyn til en national takst for advokaters salærer eller til en eventuel aftale herom mellem den pågældende part og dennes befuldmægtigede eller advokater (jf. kendelse af 11.12.2014, Ecoceane mod EMSA, T-518/09 DEP, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1109, præmis 12 og den deri nævnte retspraksis, og af 17.3.2016, Yorma Eberl, T-229/14 DEP, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:177, præmis 10 og den deri nævnte retspraksis).

11

Det følger ligeledes af fast retspraksis, at Retten, når der ikke findes bestemmelser om fastsættelse af honorarer, er frit stillet ved sin vurdering af de foreliggende oplysninger, idet den dog skal tage hensyn til sagens genstand og karakter, dens betydning efter EU-retten og dens sværhedsgrad såvel som den arbejdsbyrde, som de pågældende befuldmægtigede og rådgivere har båret i forbindelse med sagen, samt til parternes økonomiske interesse i sagen (jf. kendelse af 11.12.2014, Ecoceane mod EMSA, T-518/09 DEP, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1109, præmis 13 og den deri nævnte retspraksis, og af 17.3.2016, Yorma Eberl, T-229/14 DEP, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:177, præmis 11 og den deri nævnte retspraksis).

12

Endelig bemærkes, at når en fysisk eller juridisk person er underlagt merværdiafgift (moms), har den pågældende ret til hos skatte- og afgiftsmyndighederne at få refunderet den moms, der er erlagt i forbindelse med betaling af de varer og tjenesteydelser, som den pågældende har købt. Moms udgør således ikke en udgift for den pågældende, hvorfor der ikke skal tages hensyn til disse beløb ved beregningen af de omkostninger, der kan kræves erstattet (jf. i denne retning og analogt kendelse af 19.1.2016, Copernicus-Trademarks mod KHIM – Blue Coat Systems (BLUECO), T-685/13 DEP, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:31, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis). Det beløb, der er opkrævet i moms, kan derfor kun anses for en omkostning, der kan kræves erstattet, såfremt den fysiske eller juridiske person, der kræver dette beløb erstattet, godtgør, at den pågældende ikke er momspligtig (jf. analogt kendelse af 21.5.2014, Esge mod KHIM – De’Longhi Benelux (KMIX), T-444/10 DEP, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:356, præmis 42).

13

De sagsomkostninger, der kan kræves erstattet i det foreliggende tilfælde, skal bedømmes efter disse kriterier.

14

Eftersom intervenienten som indehaver af et varemærke er en fysisk person, der kan udøve erhvervsmæssig beskæftigelse og være momspligtig i denne forbindelse, og da det ikke er godtgjort, at den pågældende ikke var momspligtig (jf. i denne retning kendelse af 29.6.2015, Reber mod KHIM – Klusmeier (Wolfgang Amadeus Mozart PREMIUM), T-530/10 DEP, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:482, præmis 51), kan momsbeløbet for udgifter og honorarer til den pågældendes repræsentant i henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 12 ovenfor, ikke anses for sagsomkostninger, der kan kræves erstattet. Der skal således tages hensyn til de beløb uden moms, der er angivet på fakturaerne.

15

Det beløb, som intervenienten har krævet erstattet, udgør endvidere 9988,13 EUR uden moms. Intervenienten har i denne forbindelse fremlagt to fakturaer, der er udstedt af den pågældendes advokater den 24. juni 2014 og den 28. september 2015 vedrørende de honorarer og udgifter, der er afholdt i perioden fra henholdsvis den 4. april til den 24. juni 2014 (herefter »den første periode«) og fra den 6. august til den 28. september 2015 (herefter »den anden periode«). De sagsomkostninger, som intervenienten har påstået erstattet, består af følgende poster:

16

Det fremgår af de dokumenter, som intervenienten har fremlagt, at han har nedlagt påstand om betaling af i alt 8093,50 EUR svarende til de 29,431 arbejdstimer, som hans advokat har oplyst at have anvendt på opgaver, der vedrører hovedsagen, og som er faktureret til en timesats på 275 EUR, dvs. 5445 EUR, for så vidt angår de 19,8 arbejdstimer, der er udført i den første periode, og 2648,50 EUR for så vidt angår de 9,631 arbejdstimer, der er udført i den anden periode.

17

For det første bemærkes, at hovedsagen ikke gav anledning til særlige vanskeligheder med hensyn til dens genstand eller karakter. Hovedsagen vedrørte nemlig et spørgsmål om en almindeligt forekommende tvist inden for varemærkeretten, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger risiko for forveksling som omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EU-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1), som var opstået i forbindelse med en indsigelsessag, der vedrørte en ansøgning om et EU-varemærke. Sagsøgeren havde i øvrigt kun fremsat et enkelt anbringende til støtte for søgsmålet, hvorefter der ikke forelå risiko for forveksling. Den pågældende sag vedrørte hverken et nyt retligt spørgsmål eller et spørgsmål om en kompleks faktisk situation og kan derfor ikke anses for at have givet anledning til særlige vanskeligheder. Det bemærkes endvidere, at denne sag ikke har nogen særlig betydning i forhold til EU-retten, idet dom af 26. november 2015, Nordschleife (T-181/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:889), er i tråd med fast retspraksis. Intervenienten har i øvrigt ikke i sin påstand om fastsættelse af sagsomkostninger gjort gældende, at sagen var særlig kompleks eller havde en særlig betydning.

18

For det andet skal det bemærkes, at selv om sagen naturligvis har en vis økonomisk interesse for intervenienten, har denne ikke for Retten fremlagt nogen dokumentation, der kan godtgøre, at denne interesse i det foreliggende tilfælde skulle have en usædvanlig eller væsentlig anden karakter end den, der ligger til grund for enhver indsigelse, der indgives mod registrering af et EU-varemærke (jf. i denne retning kendelse af 19.3.2009, House of Donuts mod KHIM – Panrico (House of donuts), T-333/04 DEP og T-334/04 DEP, ikke trykt i Sml., EU:T:2009:73, præmis 15, og af 12.1.2016, Boehringer Ingelheim International mod KHIM – Lehning entreprise (ANGIPAX), T-368/13 DEP, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:9, præmis 19).

19

For det tredje, hvad angår omfanget af det arbejde, som sagen har kunnet medføre for intervenienten, er det væsentligt at bemærke, at det tilkommer Retten først og fremmest at tage hensyn til, om det antal timer, der samlet er medgået, kan anses for objektivt nødvendigt af hensyn til sagens behandling ved Retten. I denne forbindelse afhænger Unionens retsinstansers mulighed for at bedømme værdien af det udførte arbejde af, hvor præcise de fremlagte oplysninger er (jf. kendelse af 12.1.2016, ANGIPAX, T-368/13 DEP, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:9, præmis 15 og 20 og den deri nævnte retspraksis).

20

Hvad angår timesatsen, finder Retten i det foreliggende tilfælde, at den timesats på 275 EUR, som intervenientens advokat har anvendt, er urimelig, og at det er passende at nedsætte denne sats til 250 EUR, idet en sådan sats må anses for passende i forhold til den form for tvist, der var genstand for den foreliggende sag (jf. i denne retning kendelse af 15.9.2016, Giuntoli mod EUIPO – Société des produits Nestlé (CREMERIA TOSCANA), T-256/14 DEP, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:549, præmis 13 og den deri nævnte retspraksis). Det skal imidlertid præciseres, at denne sats ikke kan anses for passende i forhold til at aflønne en særdeles erfaren rådgiver, der er i stand til at arbejde meget effektivt og hurtigt. En hensyntagen til betaling af et sådant niveau indebærer i øvrigt nødvendigvis en streng bedømmelse af det samlede antal arbejdstimer, der er nødvendigt for retssagen (jf. i denne retning kendelse af 18.9.2015, Autortiesību un komunicēšanās konsultāciju aģentūra/Latvijas Autoru apvienība m.fl. mod Kommissionen, T-414/08 DEP – T-420/08 DEP og T-442/08 DEP, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:726, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

21

Det tilkommer derfor Retten at afgøre, om de opgaver, der er udført, og de dokumenter, der er udfærdiget, objektivt set krævede, at intervenientens advokat anvendte 19,8 arbejdstimer i den første periode og 9,631 arbejdstimer i den anden periode.

22

Intervenienten har i denne forbindelse opregnet de opgaver, som hans repræsentant udførte, og de dokumenter, som denne repræsentant udfærdigede i forbindelse med hovedsagen, nemlig en gennemgang af stævningen, forberedelse af svarskriftet af 20. juni 2014, en gennemgang af EUIPO’s svarskrift af 13. juni 2014, udfærdigelse af en anmodning af 8. oktober 2014 om afholdelse af retsmøde, forberedelse af et svar af 6. august 2015 vedrørende de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som Retten vedtog, en gennemgang af sagsøgerens og EUIPO’s besvarelse af henholdsvis den 29. juli og den 3. august 2015, vedrørende de nævnte foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, forberedelse af retsmødet den 16. september 2015 og endelig deltagelse i retsmødet.

23

De to fakturaer af 24. juni 2014 og af 28. september 2015, som intervenienten har fremlagt, er imidlertid ikke præcist udspecificeret med en angivelse af den tid, der er anvendt på udførelsen af hver enkelt af disse ydelser. Denne mangel på præcise oplysninger gør det derfor meget vanskeligt at kontrollere, hvilke udgifter der er afholdt i forbindelse med sagen for Retten, og om disse udgifter har været nødvendige i denne forbindelse. Under disse omstændigheder er det nødvendigt at foretage en streng vurdering af det honorar, der kan kræves erstattet (jf. i denne retning kendelse af 1.8.2014, Phonebook of the World mod KHIM – Seat Pagine Gialle (PAGINE GIALLE), T-589/11 DEP, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:731, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis).

24

Hvad angår proceduren i hovedsagen skal det bemærkes, at den skriftlige procedure bestod i en udveksling af processkrifter, og at der blev afholdt et retsmøde den 16. september 2015. Det bemærkes, at intervenientens faktiske deltagelse i sagen for Retten bestod i udfærdigelsen af to sider med bemærkninger på processproget, udfærdigelse af et svarskrift på 10 sider, et notat på to sider om nødvendigheden af at afholde et retsmøde, udfærdigelse af et svar på to sider vedrørende de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som Retten vedtog, og deltagelse i retsmødet.

25

For det første bemærkes, at intervenientens svarskrift indeholdt en argumentation, der havde til formål at tilbagevise sagsøgerens argumenter vedrørende et spørgsmål, der allerede var blevet drøftet for appelkammeret, nemlig sammenligningen af de omtvistede tegn. Det må derfor konstateres, at forberedelsen af det nævnte processkrift ikke har været forbundet med større vanskeligheder. Det bemærkes endvidere, at intervenientens repræsentant allerede havde et godt kendskab til sagen som følge af, at den pågældende havde repræsenteret intervenienten i forbindelse med den administrative procedure. Denne omstændighed kan til dels have gjort hans arbejde nemmere og mindsket den tid, som han brugte på at forberede svarskriftet. Det følger nemlig af retspraksis, at det arbejde, der udføres i forbindelse med sagen for appelkammeret mindsker omfanget af det arbejde, der skal udføres for Retten, og dermed også størrelsen af de beløb, der kan kræves erstattet herfor (kendelse af 19.1.2016, BLUECO, T-685/13 DEP, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:31, præmis 21).

26

For det andet skal det konstateres, at det skriftlige indlæg vedrørende processproget, der ikke havde til formål at anfægte valget af processprog, begrundelsen i notatet om nødvendigheden af at afholde et retsmøde og besvarelsen af de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som Retten vedtog, er kortfattede dokumenter.

27

For det tredje skal det bemærkes, at det retsmøde, som intervenienten deltog i, havde en varighed af en time og tre minutter.

28

For det fjerde, hvad angår fakturaen af 28. september 2015, der vedrører den anden periode, henviser denne faktura også til udgifter, der vedrører den periode, der lå efter den 16. september 2015, hvor retsmødet blev afholdt, og som angår et referat af retsmødet udfærdiget den 18. september 2015, uden at disse udgifter præcist kan opgøres, fordi de ikke er udspecificeret i den nævnte faktura (jf. præmis 23 ovenfor). Det følger imidlertid af retspraksis, at sagsøgeren ikke kan få medhold i et krav om erstatning af sagsomkostninger, der vedrører den periode, der ligger efter den mundtlige forhandling, når der som i det foreliggende tilfælde ikke er fremkommet noget processkrift efter retsmødet (jf. i denne retning kendelse af 17.3.2016, Yorma Eberl, T-229/14 DEP, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:177, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis).

29

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at det antal arbejdstimer, som intervenientens repræsentant har faktureret, synes at være højere, end hvad der må anses for nødvendigt i forbindelse med proceduren for Retten i hovedsagen, så meget desto mere som de honorarnotaer, som intervenienten har fremlagt, ikke er tilstrækkelig præcise til at gøre det muligt at vurdere, om et sådant timeantal er begrundet.

30

Retten finder det derfor passende at fastsætte det samlede antal arbejdstimer, som intervenientens advokat har udført, og som objektivt set var nødvendigt for at kunne repræsentere intervenienten under retssagen, til 18 timer.

31

Når der henses til samtlige ovenstående betragtninger, finder Retten, at de udgifter, som intervenienten kan kræve erstattet i form af advokathonorar, med rimelighed skal fastsættes til 4500 EUR.

32

Hvad angår de rejse- og opholdsudgifter, som intervenientens repræsentant afholdte i forbindelse med deltagelse i retsmødet den 16. september 2015, og udgifterne til »skrivning«, fotokopiering og frankering, har intervenientens repræsentant opgjort disse til henholdsvis 1121,65 EUR og 506,38 EUR for den første periode og til 266,60 EUR for den anden periode.

33

Hvad angår de rejse- og opholdsudgifter, som intervenientens repræsentant har afholdt, bemærkes, at repræsentanten har faktureret et beløb på 1121,65 EUR for rejser med fly og taxi og for et hotelophold. Det må imidlertid konstateres, at disse forskellige udgifter ikke er specificeret, og at intervenienten ud over den faktura af 28. september 2015, som denne repræsentant fremsendte til ham, ikke har fremlagt nogen dokumentation for at dokumentere beløbenes størrelse.

34

Det påhviler imidlertid den anmodende part at fremlægge dokumentation, der kan godtgøre, at de rejse- og opholdsudgifter, som den pågældende kræver erstattet, faktisk er blevet afholdt og med hvilket beløb. Det kan nemlig hverken påhvile den part, der pålægges at betale sagsomkostningerne, eller Retten at foretage en vurdering af sådanne udgifter alene på grundlag af taloplysninger, som den anmodede part har angivet, således som det er tilfældet i den foreliggende sag. I det foreliggende tilfælde påhvilede det derfor intervenienten at fremlægge bl.a. en faktura for køb af flybillet eller boardingkort, faktura for hotelophold eller dokumentation for hotelreservation og en eller flere taxikvitteringer.

35

Retten er derfor af den opfattelse, at sagsøgeren i mangel af enhver form for dokumentation, der kan godtgøre, at intervenientens repræsentant faktisk har afholdt de forskellige rejse- og opholdsudgifter og med hvilket beløb, ikke skal pålægges at erstatte intervenienten disse udgifter, og at det således skal fastslås, at der ikke kan kræves sagsomkostninger i denne forbindelse.

36

Hvad angår udgifterne til »skrivning«, fotokopiering og frankering, der er opgjort til 506,38 EUR for den første periode og 266,60 EUR for den anden periode, finder Retten, at disse beløb er for høje, og at det beløb, der i denne forbindelse kan kræves erstattet, under hensyn til sagens særlige omstændigheder skal fastsættes til 100 EUR.

37

Når der henses til samtlige ovenstående betragtninger, finder Retten, at det er en rimelig bedømmelse af de omkostninger, der kan kræves erstattet af intervenienten i forbindelse med sagen for Retten, at fastsætte dette beløb til 4600 EUR, idet der dermed er taget hensyn til alle omstændigheder i sagen frem til det tidspunkt, hvor Retten afsiger nærværende kendelse.

På grundlag af disse præmisser

bestemmer:

RETTEN (Sjette Afdeling):

De samlede sagsomkostninger, som Nürburgring GmbH skal erstatte Lutz Biedermann, fastsættes til 4600 EUR.

Således bestemt i Luxembourg den 26. januar 2017.