19.1.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 16/42


Sag anlagt den 18. oktober 2014 — European Dynamics Luxembourg mod Parlamentet

(Sag T-733/14)

(2015/C 016/66)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: European Dynamics Luxembourg SA (Luxembourg, Luxembourg), Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE (Athen, Grækenland) (ved advokaterne E. Veletsanou og M. Sfyri)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgerens påstande

Parlamentets anfægtede afgørelse D(2014) 38802 af 18. september 2014, hvorved Parlamentet afviste sagsøgernes bud, der blev afgivet som led i del 3 inden for rammerne af det offentlige udbud 2014/S 066 111912, med betegnelsen »PE/ITEC-ITS14 — External provision of IT services«, annulleres.

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført følgende:

Ifølge sagsøgerne skal den anfægtede afgørelse annulleres i henhold til artikel 263 TEUF, fordi Parlamentet har tilsidesat begrundelsespligten, eftersom det har givet en utilstrækkelig begrundelse angående sagsøgernes tekniske bud, som sagsøgerne deltog med i det omtvistede udbud.

Sagsøgerne har gjort gældende, at begrundelsen for det antal point, der blev givet til deres tekniske bud samt til de andre tilbudsgiveres bud for det omtvistede udbuds del 3 vedrørende visse underkriterier for tilslaget, hverken giver sagsøgerne mulighed for at forstå årsagerne til de point, deres bud blev givet, eller de andre tilbudsgiveres buds kendetegn og fordele. Sagsøgerne har gjort gældende, at de, såfremt de havde fået en tilstrækkelig begrundelse for det antal point, deres tekniske bud blev givet, bedre kunne forberede deres forsvar.

Sagsøgerne har ligeledes gjort gældende, at Parlamentet ikke har holdt sig til aftaledokumenterne (kapitlet om forpligtelser og de supplerende instrukser), som Parlamentet selv har fastsat, vedrørende metoden til vurdering af sagsøgernes økonomiske bud, og som er bindende for Parlamentet. Parlamentet har således ligeledes tilsidesat finansforordningen og den tilhørende gennemførelsesforordning, i henhold til hvilke den ordregivende myndighed skal afholde udbuddet i overensstemmelse med aftaledokumenterne og under iagttagelse af Unionens almindelige retsprincipper.