—

Kommissionens afgørelse af 27. marts 2014 (SG-Greffe(2014) D/4621/28/03/2014) vedrørende salget af visse dele af aktiverne i aktieselskabet »Geniki Metalleftiki kai Metallourgiki Anonimi Eteria NEA LARKO« [NEA LARKO], nr. SA.37954 (2013/N) (EE 23/05/2014, C 156), adresseret til Den Hellenske Republik, annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Det første anbringende er støttet på en tilsidesættelse af artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 14 i forordning nr. 659/1999 (1). Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen med den anfægtede retsakt konkluderede, at den græske stats salg af visse af aktiverne i NEA LARKO ikke medførte en økonomisk kontinuitet mellem dette selskab og ejeren eller ejerne af de aktiver, der var udbudt til salg. Sagsøgeren har især bestridt, at de aktiver, der var udbudt til salg, kun udgjorde en ubetydelig del af NEA LARKO’s aktiver, eftersom de i virkeligheden udgjorde den væsentligste del af selskabets aktiver, og de resterende dele af dets ejendom havde en meget begrænset økonomisk betydning, og det ikke var muligt at værdiansætte dem, da de havde denne karakter. I Larimna-anlægget (hvis salg var omfattet af privatiseringsplanen) forenes f.eks. den samlede mineproduktion for NEA LARKO-anlæggene i hele Grækenland, som udelukkende forarbejdes på dette anlæg. For det andet er den anfægtede afgørelse åbenbart urigtig, for så vidt som det heri fastslås, at de aktiver, der udbydes til salg, ikke tilhører NEA LARKO, men derimod den græske stat, hvorved mineanlægget Larimna, sammen med de øvrige mineanlæg til forarbejdning og hjælpeanlæggene reelt aldrig bliver en del af den græske stats ejendom, men derimod forbliver NEA LARKO’s ejendom, også efter den mulige ophævelse af kontrakten om leje af minerettighederne, eftersom de fuldt ud tilhører sidstnævnte selskab. Den direkte følge af ovenstående betragtninger er, at driften af NEA LARKO fortsættes af den nye køber, hvorfor denne ikke kan fritages for forpligtelsen til at betale sagsøgeren det af NEA LARKO skyldige beløb.

2.

Det andet anbringende er støttet på en tilsidesættelse af artikel 296, stk. 2, TEUF. Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke er tilstrækkeligt begrundet, idet det slet ikke undersøgtes, om overgivelsen af de pågældende dele af aktiverne i medfør af den privatiseringsplan, som Kommissionen har undersøgt, fordrejede eller truede med at fordreje konkurrencen. Endvidere har Kommissionen ikke undersøgt produktets marked og har således hverken defineret selve markedet eller den industrielle sektor. Kommissionen har begrænset sig til den græske regerings erklæringer uden at undersøge dem, som den burde. Kommissionen har heller ikke foretaget en grundig undersøgelse af NEA LARKO’s bemærkninger herom, selv om selskabet var direkte berørt af afgørelsen. Kommissionen har herved tilsidesat selskabets grundlæggende rettigheder, navnlig retten til ligebehandling i forhold til den græske regering, den berettigede forventning i forhold til EU-institutionerne og retten til at blive hørt, inden der vedtages en afgørelse, som vedrører selskabet.

3.

Det tredje anbringende er støttet på argumentet om, at den anfægtede afgørelse indeholder selvmodsigende betragtninger, som gør afgørelsen uberettiget og ulovlig. Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at hvor Kommissionen i sin afgørelse har erklæret, at den i fuldt omfang har undersøgt alle de dele, der var udbudt til salg — idet den forbinder ophævelsen af kontrakten om leje af minerettighederne, for så vidt som den er omfattet af privatiseringsplanen, med det samtidige auktionssalg og gennemførelsen af outsourcingsplanen — har den følgelig tillagt regnskabsværdien en betydelig vægt med henblik på at konkludere, at eftersom forholdet mellem de dele, der var udbudt til salg, og de tilbageværende dele ud fra et regnskabsmæssigt synspunkt er 1 til 3, foreligger der ikke kontinuitet mellem de økonomiske virksomheder. Kommissionen har endvidere slet ikke begrundet sin egen afgørelse om at fastslå, at ansættelseskontrakterne med NEA LARKO’s personale ikke blev overført til den del, der var udbudt til salg, hvorved navnlig gældende fællesskabsret er tilsidesat i den forbindelse.