8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/40


Sag anlagt den 17. juni 2014 — Sumitomo Electric Industries og J-Power Systems mod Kommissionen

(Sag T-450/14)

2014/C 303/48

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Sumitomo Electric Industries Ltd (Osaka, Japan) og J-Power Systems Corp. (Tokyo) (ved advokaterne M. Hansen, L. Crocco, J. Ruiz Calzado og S. Völcker)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Afgørelsen annulleres, for så vidt som det deri fastslås, at sagsøgerne er ansvarlige for en samlet, kompleks og vedvarende overtrædelse, der omfatter de europæiske producenter og de faste og tilknyttede medlemmers producenter eller, subsidiært, nedsættes bøden væsentligt.

Subsidiært annulleres afgørelsens artikel 1, stk. 8, litra a)-c), for så vidt som sagsøgerne deri holdes ansvarlige for en overtrædelse begået i perioden fra den 26. juli 2006 til den 10. april 2008.

Mere subsidiært annulleres artikel 2, litra m), i Kommissionens afgørelse, og den bøde, sagsøgerne er blevet pålagt, nedsættes under hensyntagen til sagsøgernes meget begrænsede deltagelse i perioden fra den 26. juli 2006 til den 10. april 2008.

Afgørelsen annulleres i sin helhed, idet den i afgørende omfang bygger på beviser, der ulovligt blev beslaglagt i Nexans SA’s og Nexans Frances lokaler.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført fire anbringender.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen ikke har bevist, at der forelå en samlet, kompleks og vedvarende overtrædelse, der involverede en aftale mellem asiatiske og europæiske producenter om at holde sig fra hinandens hjemmemarkeder og en aftale om at fordele projekter blandt europæiske selskaber inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen har begået faktiske og retlige fejl ved anvendelsen af artikel 101 TEUF, for så vidt som der ikke i den anfægtede afgørelse føres et retligt fyldestgørende bevis for sagsøgernes deltagelse for hele overtrædelsens varighed.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen har begået retlige fejl og foretaget et fejlagtigt skøn ved beregningen af den bøde, sagsøgerne er blevet pålagt, idet denne bøde ikke afspejler overtrædelsens grovhed og sagsøgernes meget begrænsede rolle for en væsentlig del af overtrædelsens varighed.

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift og retten til forsvar, idet den anfægtede afgørelse i afgørende omfang bygger på beviser, som Kommissionen ulovligt beslaglagde under kontrolbesøg i Nexans’ lokaler.