7.7.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 212/41


Sag anlagt den 19. maj 2014 — UNIC mod Kommissionen

(Sag T-338/14)

2014/C 212/53

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Unione Nazionale Industria Conciaria (UNIC) (Milano, Italien) (ved advokaterne A. Fratini og M. Bottino)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Sagsøgeren gives medhold, og den anfægtede afgørelse annulleres som følge heraf.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Denne sag er anlagt til prøvelse af Europa-Kommissionens afgørelse af 19. marts 2014, hvorved sagsøgeren fik afslag på sin anmodning om indledning af en procedure for tilbagetrækning af de toldpræferenceordninger, der er indrømmet Indien, Pakistan og Etiopien vedrørende råt eller halvforarbejdet skind som omhandlet i afsnit S-8a, S-8b og S-12a i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) af 25. oktober 2012 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 732/2008 (EUT L 303, s. 1).

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.

1.

Første anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 296 TEUF og artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke overholder kravet om en klar, præcis og utvetydig begrundelse, således som dette krav er blevet fortolket i Domstolens praksis.

2.

Andet anbringende vedrørende et åbenbart urigtigt skøn.

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at der er begået en åbenbar vurderingsfejl med hensyn til, om en midlertidig tilbagetrækning af præferenceordningerne er tilstrækkelig i forhold til problemet med leveringen af råvarer, samt om der i henhold til ovennævnte forordnings artikel 19, stk. 1, litra d), foreligger forudsætninger for midlertidigt at trække de toldpræferenceordninger, der er indrømmet Indien, Pakistan og Etiopien, tilbage.

3.

Tredje anbringende vedrørende tilsidesættelse af retten til god forvaltning som omhandlet i artikel 41, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at det ikke er blevet efterprøvet, om betingelserne i ovennævnte forordnings artikel 19, stk. 1, litra d), er opfyldt med henblik på indledningen af en procedure for tilbagetrækning af toldpræferencer.