1

Sagsøgeren, Mykola Yanovych Azarov, var premierminister i Ukraine fra den 11. marts 2010 til den 28. januar 2014.

2

Den 5. marts 2014 vedtog Rådet for Den Europæiske Union med hjemmel i artikel 29 TEU afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT L 66, s. 26).

3

Artikel 1, stk. 1 og 2, i afgørelse 2014/119 bestemmer:

»1.   Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af de personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, og personer, der er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser i Ukraine, og fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem, der er opført på listen i bilaget, indefryses.

2.   Ingen pengemidler eller økonomiske ressourcer må hverken direkte eller indirekte stilles til rådighed for eller være til fordel for de fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilaget.«

4

Fremgangsmåden for de omhandlede restriktive foranstaltninger fastsættes i de følgende stykker i samme artikel.

5

Rådet vedtog samme dag med hjemmel i artikel 215, stk. 2, TEUF forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT L 66, s. 1).

6

I overensstemmelse med afgørelse 2014/119 kræver forordning nr. 208/2014 vedtagelsen af de omhandlede restriktive foranstaltninger og fastlægger fremgangsmåderne for disse på en måde, som i det væsentlige er identisk med den, der er fastsat i den pågældende afgørelse.

7

Navnene på de personer, der er omfattet af afgørelse 2014/119 og forordning nr. 208/2014, fremgår af en liste, som findes i bilaget til den pågældende afgørelse og i bilag I til den pågældende forordning (herefter »listen«) med bl.a. begrundelsen for opførelsen herpå.

8

Sagsøgerens navn var opført på listen med følgende identificerende oplysninger »premierminister i Ukraine indtil januar 2014« og følgende begrundelse:

9

Den 6. marts 2014 offentliggjorde Rådet i Den Europæiske Unions Tidende en bekendtgørelse til de personer, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger i afgørelse 2014/119 og forordning nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Ukraine (EUT C 66, s. 1). Ifølge denne bekendtgørelse kan »[d]e berørte personer [...] indgive en anmodning med tilhørende dokumentation om, at afgørelsen om at opføre dem på ovennævnte liste tages op til fornyet overvejelse, til Rådet [...]«. Bekendtgørelsen gør ligeledes »[d]e berørte personer [...] opmærksom på, at de har mulighed for at indbringe Rådets afgørelse for [Retten] på de betingelser, der er fastsat i artikel 275, stk. 2, og artikel 263, stk. 4 og 6, [TEUF]«.

10

Afgørelse 2014/119 er blevet ændret ved Rådets afgørelse (FUSP) 2015/143 af 29. januar 2015 (EUT L 24, s. 16), som trådte i kraft den 31. januar 2015. Hvad angår kriterierne for udpegning af de personer, der er omfattet af de omhandlede restriktive foranstaltninger, fremgår det af sidstnævnte afgørelse, at artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2014/119 erstattes af følgende tekst:

»1.   Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, og personer, der er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser i Ukraine, og fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem, der er opført på listen i bilaget, indefryses.

Personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, omfatter med henblik på denne afgørelse personer, der er genstand for de ukrainske myndigheders undersøgelse:

11

Rådets forordning (EU) 2015/138 af 29. januar 2015 om ændring af forordning nr. 208/2014 (EUT L 24, s. 1) ændrede sidstnævnte forordning i overensstemmelse med afgørelse 2015/143.

12

Afgørelse 2014/119 og forordning nr. 208/2014 er efterfølgende blevet ændret ved Rådets afgørelse (FUSP) 2015/364 af 5. marts 2015 om ændring af afgørelse 2014/119 (EUT L 62, s. 25) og ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/357 af 5. marts 2015 om gennemførelse af forordning nr. 208/2014 (EUT L 62, s. 1). Afgørelse 2015/364 ændrede artikel 5 i afgørelse 2014/119 ved at forlænge de restriktive foranstaltninger for så vidt angår sagsøgeren indtil den 6. marts 2016. Gennemførelsesforordning 2015/357 erstattede følgelig bilag I til forordning nr. 208/2014.

13

Ved afgørelse 2015/364 og gennemførelsesforordning 2015/357 blev sagsøgerens navn fastholdt på listen med følgende identificerende oplysninger »premierminister i Ukraine indtil januar 2014« og følgende nye begrundelse:

14

Afgørelse 2015/364 og gennemførelsesforordning 2015/357 er genstand for et nyt søgsmål anlagt af sagsøgeren ved Retten den 29. april 2015 (sag T-215/15, Azarov mod Rådet).

15

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 12. maj 2014 har sagsøgeren anlagt denne sag. Han har ligeledes indgivet en begæring om, at der træffes afgørelse efter en fremskyndet procedure i henhold til artikel 76a i Rettens procesreglement af 2. maj 1991.

16

Ved afgørelse af 5. juni 2014 afslog Retten begæringen om fremskyndet procedure.

17

Ved processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 28. august 2014 og den 2. september 2014 har Europa-Kommissionen og Republikken Polen fremsat begæringer om at måtte intervenere i den foreliggende sag til støtte for Rådets påstande. Ved kendelse af 7. november 2014 har formanden for Rettens Niende Afdeling tilladt disse interventioner. Republikken Polen har indgivet et interventionsindlæg, og sagsøgeren har indgivet sine bemærkninger til dette inden for den fastsatte frist. Kommissionen har givet afkald på at indgive interventionsindlæg.

18

Den 19. december 2014 har Rådet fremsat en begrundet anmodning i overensstemmelse med artikel 18, stk. 4, andet afsnit, i instruksen for justitssekretæren ved Retten med henblik på at opnå, at indholdet af et bilag til svarskriftet ikke indgår i de dokumenter vedrørende sagen, som offentligheden har adgang til.

19

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 25. marts 2015 har sagsøgeren tilpasset sine påstande med henblik på ligeledes at opnå annullation af afgørelse 2015/143 og forordning 2015/138, for så vidt som disse retsakter vedrører ham.

20

Ved afgørelse af 7. august 2015 bestemte formanden for Rettens Niende Afdeling, efter høring af parterne, i medfør af artikel 68 i Rettens procesreglement, at nærværende sag og sag T-332/14, Azarov mod Rådet, skulle forenes med henblik på den mundtlige forhandling.

21

Parterne afgav indlæg og besvarede Rettens mundtlige spørgsmål under retsmødet den 30. september 2015.

22

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

23

Rådet, støttet af Kommissionen, har nedlagt følgende påstande:

24

Republikken Polen har i det væsentlige nedlagt påstand om, at Rådet frifindes.

25

Som anført i præmis 12 og 13 ovenfor ændrede afgørelse 2015/364 og gennemførelsesforordning 2015/357 begrundelsen for opførelsen af sagsøgerens navn på listen og forlængede anvendelsen af de restriktive foranstaltninger for så vidt angår sagsøgeren indtil den 6. marts 2016.

26

Rådet har i sine bemærkninger til processkriftet om tilpasning af påstandene rejst tvivl ved, om sagsøgerens søgsmålsinteresse stadig består for så vidt angår påstanden om annullation af afgørelse 2014/119 og forordning nr. 208/2014, for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren, og har overladt denne vurdering til Retten.

27

I henhold til fast retspraksis skal sagens genstand, ligesom en sagsøgers søgsmålsinteresse, bestå indtil retsafgørelsen, idet det ellers findes ufornødent at træffe afgørelse, hvilket forudsætter, at søgsmålet med sit resultat kan bibringe parten en fordel (jf. dom af 6.6.2013, Ayadi mod Kommissionen,C-183/12 P, EU:C:2013:369, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

28

Det fremgår i øvrigt af retspraksis, at selv om en anerkendelse af den anfægtede retsakts ulovlighed som sådan ikke kan genoprette en materiel skade eller en krænkelse af privatlivet, er den ikke desto mindre af en sådan art, at den kan skaffe den berørte person oprejsning eller udgøre en form for genoprettelse af den ikke-økonomiske skade, han har lidt som følge af denne ulovlighed, og således begrunde, at hans søgsmålsinteresse består (jf. i denne retning dom af 28.5.2013, Abdulrahim mod Rådet og Kommissionen, C-239/12 P, Sml., EU:C:2013:331, præmis 70-72).

29

Det skal i det foreliggende tilfælde bemærkes, at således som sagsøgeren har anført i processkriftet om tilpasning af påstandene og under retsmødet, kan hans offentlige udpegelse som værende genstand for en straffesag i Ukraine i forbindelse med underslæb med offentlige midler bl.a. skade hans omdømme som politiker og forretningsmand.

30

Det bemærkes, at som sagsøgeren har fremhævet under retsmødet, kan anerkendelsen af ulovligheden af afgørelse 2014/119 og forordning nr. 208/2014 lægges til grund for en efterfølgende sag med påstand om erstatning for skade lidt som følge af disse retsakter i den periode, hvor disse fandt anvendelse, nemlig perioden fra den 5. marts 2014 til den 6. marts 2015 (jf. i denne retning og analogt dom Abdulrahim mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 28 ovenfor, EU:C:2013:331, præmis 82).

31

I modsætning til, hvad Rådet har anført, skal det i denne forbindelse bemærkes, at den omstændighed, at afgørelse 2014/119 og forordning nr. 208/2014 ikke længere er i kraft, idet de for så vidt angår sagsøgeren er blevet ændret ved afgørelse 2015/364 og gennemførelsesforordning 2015/357, ikke kan sidestilles med Rettens eventuelle annullation af de oprindeligt vedtagne retsakter, idet den pågældende ændring ikke er en anerkendelse af de omhandlede retsakters ugyldighed (jf. i denne retning og analogt dom af 11.6.2014, Syria International Islamic Bank mod Rådet,T-293/12, EU:T:2014:439, præmis 36-41 og den deri nævnte retspraksis).

32

Det skal således fastslås, at sagsøgerens søgsmålsinteresse består på trods af ændringen af afgørelse 2014/119 og forordning nr. 208/2014, for så vidt som de angår ham, ved afgørelse 2015/364 og gennemførelsesforordning 2015/357, som i øvrigt er genstand for en ny sag (jf. præmis 14 ovenfor).

33

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fem anbringender. Det første vedrører tilsidesættelse af begrundelsespligten. Det andet vedrører tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder. Det tredje vedrører magtfordrejning. Det fjerde vedrører tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, og det femte vedrører et åbenbart urigtigt skøn.

34

Retten finder det hensigtsmæssigt først at behandle det femte anbringende.

35

Til støtte for det femte anbringende har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at foranstaltningen er vedtaget over for ham uden et tilstrækkeligt solidt faktisk grundlag.

36

Sagsøgeren har anført, at afgørelse 2014/119 og forordning nr. 208/2014 alene indeholder en meget begrænset begrundelse for opførelsen af hans navn på listen, hvori det blot anføres, at han er genstand for efterforskning i Ukraine for deltagelse i forbrydelser i forbindelse med underslæb med statslige midler og den ulovlige overførsel heraf ud af Ukraine. Han har nærmere bestemt gjort gældende, at Rådet ved åbenlyst alene at lægge den omstændighed, at han havde haft en politisk position i Ukraine, til grund for at opføre hans navn på listen, skønt han end ikke var genstand for nogen strafferetlig efterforskning i Ukraine for deltagelse i sådanne forbrydelser, har foretaget et åbenbart fejlskøn. Den eneste begrundelse, som er angivet for denne opførelse, er i øvrigt vag og generel, idet klagepunkterne ikke er tilstrækkeligt specificerede hverken hvad angår tidspunktet, hvad angår stedet eller hvad angår indholdet af hans deltagelse i de hævdede forbrydelser.

37

I replikken har sagsøgeren anfægtet Rådets argument, hvorefter de omhandlede restriktive foranstaltninger tilsigter at forhindre den ulovlige anvendelse af offentlige midler, idet de for det første ikke har nogen præventiv virkning, og idet et sådant formål for det andet under alle omstændigheder ikke kan begrunde opførelsen af sagsøgerens navn på listen. Han har ligeledes gjort gældende, at den skrivelse, som den offentlige anklager i Ukraine har fremsendt til Den Europæiske Unions højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik den 3. marts 2014 (herefter »skrivelsen af 3. marts 2014«) ikke udgør et tilstrækkelig solidt faktisk grundlag.

38

Som svar på et argument fremført af Republikken Polen i dennes interventionsindlæg har sagsøgeren anført, at der ikke verserede nogen sag om underslæb med offentlige midler på tidspunktet for fremsendelsen af skrivelsen af 3. marts 2014. Dette understøttes af skrivelserne fra den offentlige anklager i Ukraine af 8. juli og 10. oktober 2014. I den første skrivelse nævntes således forskellige overtrædelser, og den anden skrivelse vedrørte en sag, som først var indledt efter vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger.

39

Rådet har anført, at det fremgår af betragtningerne til afgørelse 2014/119 og forordning nr. 208/2014 og af den generelle sammenhæng, hvori disse retsakter er vedtaget, at de særligt tilsigter at konsolidere og styrke retsstatsprincipper, herunder at hjælpe de ukrainske myndigheder med at bekæmpe korruption og underslæb med statslige midler. Blandt disse formål er også formålet om at forhindre ulovlig anvendelse af offentlige midler, bl.a. af personer, som har eller har haft positioner forbundet med politik i Ukraine.

40

Begrundelserne for opførelsen af sagsøgerens navn på listen bygger således på et solidt faktisk grundlag og er i overensstemmelse med retspraksis. Disse begrundelser støtter sig således på skrivelsen af 3. marts 2014, hvorved Rådet blev oplyst om, at der blev ført efterforskninger vedrørende bl.a. sagsøgerens deltagelse i forbrydelser i forbindelse med underslæb med statslige midler og den ulovlige overførsel heraf ud af Ukraine, hvilket svarede til begrundelsen for så vidt angår sagsøgeren i afgørelse 2014/119 og forordning nr. 208/2014.

41

Strengere krav kunne i øvrigt have hindret effektiviteten af de restriktive foranstaltninger, som blev truffet som følge af underslæbet med offentlige midler. Rådet er af den opfattelse, at der skal sondres mellem på den ene side verserende straffesager i Ukraine, i forbindelse med hvilke sagsøgeren vil være i stand til at afkræfte den mistanke, der er rejst mod ham, i henhold til de ukrainske straffeprocesregler, og på den anden side restriktive foranstaltninger truffet på EU-plan, som er tidsbegrænsede og reversible. I denne forbindelse vil det være nødvendigt med øjeblikkelige tiltag vedrørende indefrysning af midler på grund af underslæbet med offentlige midler, idet der ellers ville være risiko for, at disse midler ville blive ført ud af Unionens område, og at formålet med de pågældende foranstaltninger som følge heraf ikke længere ville blive nået.

42

Republikken Polen har i det væsentlige fremført argumenter, som i vidt omfang er sammenfaldende med Rådets argumenter. Medlemsstaten har særligt anført, at Rådet i det foreliggende tilfælde rådede over konkrete bevisdokumenter vedrørende den omstændighed, at der forelå en straffesag mod sagsøgeren, og at der, henset til bevisdokumenterne, ikke var tvivl om rigtigheden af de påberåbte faktiske omstændigheder.

43

Det bemærkes, at selv om Rådet har en vid skønsbeføjelse for så vidt angår de generelle kriterier, der skal tages i betragtning med henblik på vedtagelsen af restriktive foranstaltninger, indebærer den effektive domstolsprøvelse, som er sikret ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, at Unionens retsinstanser i forbindelse med prøvelsen af, om begrundelsen for afgørelsen om at opføre eller fastholde en bestemt persons navn på en liste over personer, der er genstand for restriktive foranstaltninger, er lovlig, skal sikre sig, at denne afgørelse, hvis rækkevidde er individuel for denne person, er baseret på et tilstrækkeligt solidt faktisk grundlag. Dette indebærer en efterprøvelse af de faktiske omstændigheder, der indgår i begrundelsen for nævnte afgørelse, og domstolsprøvelsen skal således ikke begrænses til en vurdering af, om den anførte begrundelse er sandsynlig i abstrakt forstand, men skal indebære en stillingtagen til, om der er belæg for disse grunde, eller i det mindste én af dem, som i sig selv anses for at kunne begrunde nævnte afgørelse, på en tilstrækkelig præcis og konkret måde (jf. dom af 21.4.2015, Anbouba mod Rådet,C-605/13 P, Sml., EU:C:2015:248, præmis 41 og 45 og den deri nævnte retspraksis).

44

Det kriterium, der i det foreliggende tilfælde er fastsat i artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2014/119 bestemmer, at de restriktive foranstaltninger skal vedtages i forhold til de personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af offentlige midler. Det fremgår i øvrigt af anden betragtning til den pågældende afgørelse, at Rådet har vedtaget disse foranstaltninger »med henblik på at konsolidere og styrke retsstatsprincippet [...] i Ukraine«.

45

Sagsøgerens navn er opført på listen med den begrundelse, at han var en »[p]erson, der er genstand for efterforskning i Ukraine for deltagelse i forbrydelser i forbindelse med underslæb med ukrainske statslige midler og den ulovlige overførsel heraf ud af Ukraine«. Det fremgår heraf, at Rådet var af den opfattelse, at sagsøgeren i det mindste har været genstand for en undersøgelse eller en indledende efterforskning, som ikke (eller ikke endnu) har ført til en formel sigtelse, på grundlag af hans formodede deltagelse i underslæb med offentlige midler.

46

Til støtte for begrundelsen for opførelsen af sagsøgerens navn på listen har Rådet henvist til skrivelsen af 3. marts 2014 og andre bevisdokumenter, som ligger efter afgørelse 2014/119 og forordning nr. 208/2014.

47

Den første del af skrivelsen af 3. marts 2014 præciserer, at »[d]e retshåndhævende myndigheder i Ukraine« har indledt en række straffesager for at efterforske kriminelle handlinger begået af tidligere højtstående tjenestemænd, hvis navne er oplistet derefter, i forhold til hvilke den omhandlede efterforskning af de nævnte overtrædelser gjorde det muligt at fastslå underslæb med offentlige midler af store beløb og efterfølgende ulovlig overførsel ud af Ukraine.

48

Den anden del af skrivelsen af 3. marts 2014 tilføjer, at »efterforskningen bekræftede, at andre højtstående tjenestemænd, som repræsenterede de tidligere myndigheder, havde deltaget i samme form for kriminelle handlinger«, og at de snarest ville blive informeret om denne efterforskning. Navnene på disse andre højtstående tjenestemænd, herunder sagsøgerens, var ligeledes oplistet lige derefter.

49

Henset til sagens akter er skrivelsen af 3. marts 2014 det eneste bevisdokument blandt de bevisdokumenter, som Rådet var i besiddelse af under denne sag, som går forud for afgørelse 2014/119 og forordning nr. 208/2014. Lovligheden af disse retsakter skal følgelig alene vurderes på grundlag af dette ene bevisdokument.

50

Det skal således undersøges, om skrivelsen af 3. marts 2014 udgør et tilstrækkeligt bevis til støtte for konklusionen om, at sagsøgeren er »identificeret som [ansvarlig] for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2014/119.

51

Skønt skrivelsen af 3. marts 2014 stammer fra en høj retsinstans i et tredjeland, nemlig den offentlige anklagemyndighed i Ukraine, således som Rådet har fremhævet, indeholder den alene en generel og generisk angivelse, som forbinder sagsøgerens navn, blandt andre tidligere højtstående tjenestemænd, med en undersøgelse, som i det væsentlige har fastlagt faktiske omstændigheder i forbindelse med underslæb med offentlige midler. Skrivelsen præciserer således ikke, hvorledes de faktiske omstændigheder, som ligger til grund for den efterforskning, som de ukrainske myndigheder har ført, er fastlagt, og endnu mindre det individuelle ansvar, som sagsøgeren alene antages at have i denne forbindelse.

52

Det er korrekt – således som Rådet har gjort gældende – at Unionens retsinstanser i forbindelse med anvendelsen af restriktive foranstaltninger har fastslået, at identificeringen af en person som værende ansvarlig for en overtrædelse ikke nødvendigvis indebærer, at han dømmes for en sådan overtrædelse (jf. i denne retning dom af 5.3.2015, Ezz m.fl. mod Rådet,C-220/14 P, Sml., EU:C:2015:147, præmis 72, og af 27.2.2014, Ezz m.fl. mod Rådet,T-256/11, Sml., EU:T:2014:93, præmis 57-61).

53

I forbindelse med de sager, der lå til grund for den i præmis 52 ovenfor nævnte retspraksis, havde sagsøgerne imidlertid i det mindste været genstand for et dekret fra den offentlige anklagemyndighed i det pågældende tredjeland om beslaglæggelse af deres midler, som var blevet godkendt af en straffedomstol (dom Ezz m.fl. mod Rådet, nævnt i præmis 52 ovenfor, EU:T:2014:93, præmis 132). Anvendelsen af de restriktive foranstaltninger over for de i disse sager omhandlede sagsøgere byggede følgelig på konkrete faktuelle forhold, som Rådet havde taget i betragtning.

54

Det skal i det foreliggende tilfælde dels fastslås, at Rådet ikke rådede over oplysninger vedrørende de faktiske omstændigheder eller den særlige adfærd, som sagsøgeren blev foreholdt af de ukrainske myndigheder, dels, at skrivelsen af 3. marts 2014, som Rådet har påberåbt sig – selv hvis den undersøges i den sammenhæng, hvori den indgår – ikke i henhold til den retspraksis, der er henvist til i præmis 43 ovenfor, kan udgøre et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag for at opføre sagsøgerens navn på listen med den begrundelse, at han var identificeret »som ansvarlig« for underslæb med offentlige midler.

55

Uafhængigt af hvilket trin den sag, som sagsøgeren skulle have været genstand for, befandt sig på, kunne Rådet ikke vedtage restriktive foranstaltninger over for ham uden at kende de faktiske omstændigheder omkring det underslæb med offentlige midler, som han særligt blev foreholdt af de ukrainske myndigheder. Det ville således alene have været med kendskab til disse faktiske omstændigheder, at Rådet kunne have fastslået, at de dels skulle kvalificeres som underslæb med offentlige midler, dels kunne undergrave retsstatsprincippet i Ukraine, hvis konsolidering og styrkelse udgør formålet med vedtagelsen af de omhandlede restriktive foranstaltninger, således som det fremgår af præmis 44 ovenfor.

56

Det er i øvrigt Unionens kompetente myndighed, som i tilfælde, hvor den begrundelse, der foreholdes den berørte person, bestrides, skal godtgøre, at den er velbegrundet, og ikke sidstnævnte, der skal føre bevis for, at begrundelsen ikke er velbegrundet (dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi,C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, Sml., EU:C:2013:518, præmis 120 og 121, og af 28.11.2013, Rådet mod Fulmen og Mahmoudian, C-280/12 P, Sml., EU:C:2013:775, præmis 65 og 66).

57

I lyset af det ovenstående er opførelsen af sagsøgerens navn på listen ikke i overensstemmelse med kriterierne for udpegelsen af de personer, der er omfattet af de omhandlede restriktive foranstaltninger, som er fastsat i afgørelse 2014/119.

58

Der skal således gives medhold i påstanden om annullation af afgørelse 2014/119, for så vidt som den angår sagsøgeren, uden at det er fornødent at tage stilling til sagsøgerens øvrige anbringender, eller hans begæring om, at der vedtages foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse.

59

Af samme grunde skal forordning nr. 208/2014 annulleres, for så vidt som den angår sagsøgeren.

60

I processkriftet om tilpasning af påstandene har sagsøgeren ligeledes nedlagt påstand om annullation af afgørelse 2015/143 og forordning 2015/138, i det væsentlige for så vidt som de ændrer henholdsvis artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2014/119 og artikel 1, stk. 3, i forordning nr. 208/2014.

61

I sine bemærkninger til processkriftet om tilpasning af påstandene har Rådet for det første gjort gældende, at Retten ikke har kompetence i henhold til artikel 275 TEUF til at træffe afgørelser i en sag til prøvelse af afgørelse 2015/143, som er vedtaget bl.a. på grundlag af artikel 29 TEU, og for det andet, at udvidelsen af påstandene til at omfatte denne afgørelse og forordning 2015/138 skal afvises som følge af sagsøgerens manglende søgsmålsinteresse. Rådet, der støttes af Kommissionen, har i øvrigt anført, at sagsøgerens anmodning ikke indeholder nogen fremstilling af søgsmålsgrundene i henhold til artikel 21 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 44, stk. 1, i procesreglementet af 2. maj 1991.

62

Hvad indledningsvis angår Unionens retsinstansers kompetence bemærkes, at artikel 275, stk. 2, TEUF udtrykkeligt bestemmer, at som undtagelse til bestemmelserne i artiklens stk. 1 har Unionens retsinstanser kompetence til at »træffe afgørelse i sager anlagt på de betingelser, der fremgår af artikel 263, stk. 4, [TEUF] vedrørende prøvelsen af lovligheden af afgørelser om restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer vedtaget af Rådet på grundlag af afsnit V, kapitel 2, i [EU-]traktaten«. Bestemmelsen omfatter således i modsætning til, hvad Rådet har gjort gældende, alle Rådets afgørelser vedrørende restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer på grundlag af afsnit V, kapitel 2, i EU-traktaten, uden at sondre mellem, om det drejer sig om afgørelser med generel rækkevidde eller individuelle afgørelser. Særligt udelukker den ikke muligheden for – inden for rammerne af et processkrift om tilpasning af påstandene – at anfægte lovligheden af en generel bestemmelse til støtte for et annullationssøgsmål til prøvelse af en individuel restriktiv foranstaltning (jf. i denne retning dom af 4.9.2015, NIOC m.fl. mod Rådet, T-577/12, under appel, EU:T:2015:596, præmis 93 og 94).

63

I modsætning til, hvad Rådet har anført, har Retten følgelig kompetence til at undersøge lovligheden af afgørelse 2015/143, for så vidt som den ændrer artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2014/119.

64

Hvad dernæst angår formalitetsindsigelsen vedrørende sagsøgerens manglende søgsmålskompetence bemærkes, at afgørelse 2014/119 og forordning nr. 208/2014 alene er blevet ændret ved afgørelse 2015/143 og forordning 2015/138 i den udstrækning, hvor kriterierne for udpegelse i forbindelse med indefrysning af midler over for personer, som er ansvarlige for underslæb med ukrainske statslige midler, er blevet præciseret.

65

Derimod udpeger afgørelse 2015/143 og forordning 2015/138 ikke navnet på sagsøgeren og er heller ikke blevet vedtaget som følge af en komplet fornyet gennemgang af listerne over personer, som de restriktive foranstaltninger finder anvendelse på. Disse retsakter omhandler således alene de generelle kriterier for opførelse, som finder anvendelse på objektivt fastlagte situationer, og som har retsvirkninger over for de grupper af personer og enheder, som på en generel og abstrakt måde er udpeget, og ikke opførelsen af sagsøgerens navn på listen. De vedrører følgelig hverken direkte eller individuelt sagsøgeren, og denne kan således ikke tilpasse sine påstande til at omfatte annullation heraf, således som Rådet har gjort gældende (jf. i denne retning dom af 6.9.2013, Bank Refah Kargaran mod Rådet,T-24/11, Sml., EU:T:2013:403, præmis 50).

66

De ændringer til de generelle kriterier for opførelse, som er indført ved afgørelse 2015/143 og forordning 2015/138, er i øvrigt ikke relevante for vurderingen af lovligheden af opførelsen af sagsøgerens navn på listen, hvilket Rådet har gjort alene på grundlag af kriteriet i artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2014/119 (jf. præmis 44 ovenfor).

67

I lyset af det ovenstående skal sagen afvises, for så vidt som den vedrører afgørelse 2015/143 og forordning 2015/138, uden at det er fornødent at træffe afgørelse om den anden af Rådet og Kommissionen rejste formalitetsindsigelse.

68

I tilfælde af, at Retten annullerer afgørelse 2014/119, for så vidt som den angår sagsøgeren, finder Rådet det nødvendigt, at virkningerne af denne i forhold til sidstnævnte opretholdes i overensstemmelse med artikel 264, stk. 2, TEUF, indtil den delvise annullation af forordning nr. 208/2014 får virkning med henblik på at sikre retssikkerhedsprincippet og bevare sammenhængen og enheden i Unionens retsorden.

69

Sagsøgeren har bestridt denne argumentation.

70

Det bemærkes, at afgørelse 2014/119 er blevet ændret ved afgørelse 2015/364, som har erstattet listen med virkning fra den 7. marts 2015 og forlænget anvendelsen af de restriktive foranstaltninger for så vidt angår sagsøgeren indtil den 6. marts 2016. Som følge af disse ændringer blev sagsøgerens navn fastholdt på listen med en ny begrundelse for opførelsen (jf. præmis 12 og 13 ovenfor).

71

Sagsøgeren er følgelig på nuværende tidspunkt genstand for en ny restriktiv foranstaltning. Det følger heraf, at annullationen af afgørelse 2014/119, for så vidt som den angår sagsøgeren, ikke medfører, at hans navn ophører med at være opført på listen.

72

Det er følgelig ikke fornødent at opretholde virkningerne af afgørelse 2014/119, for så vidt som den angår sagsøgeren.

73

Det følger af procesreglementets artikel 134, stk. 2, at hvis der er flere tabende parter, træffer Retten afgørelse om omkostningernes fordeling.

74

Da Rådet har tabt sagen for så vidt angår annullationspåstanden nedlagt i stævningen, bør det pålægges det at betale sagens omkostninger vedrørende denne påstand i overensstemmelse med sagsøgerens påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen for så vidt angår annullationspåstanden nedlagt i processkriftet om tilpasning af påstandene, bør det pålægges ham at betale sagens omkostninger vedrørende denne påstand i overensstemmelse med Rådets påstand herom.

75

I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, bærer medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i sagen, deres egne omkostninger. Republikken Polen og Kommissionen bør derfor bære deres egne omkostninger.

Af disse grunde,

udtaler og bestemmer

RETTEN (Niende Afdeling):