Forenede sager T-316/14 RENV og T-148/19
Kurdistan Workers’ Party (PKK)
mod
Rådet for Den Europæiske Union
Rettens dom (Fjerde Udvidede Afdeling) af 30. november 2022
»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger mod PKK med henblik på at bekæmpe terrorisme – indefrysning af midler – fælles holdning 2001/931/FUSP – anvendelse på væbnede konflikter – terroristgruppe – faktuelt grundlag for afgørelserne om indefrysning af midler – afgørelse truffet af en kompetent myndighed – myndighed i et tredjeland – fornyet gennemgang – proportionalitet – begrundelsespligt – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – tilpasning af stævningen«
Retslig procedure – afgørelse eller forordning, der under en sag erstatter den anfægtede retsakt – nyt forhold – udvidelse af de oprindelige påstande og anbringender – betingelse – retsakt, der er genstand for den oprindelige annullationspåstand – begreb
(Rettens procesreglement, art. 86, stk. 1; Rådets afgørelse (FUSP) 2015/521, (FUSP) 2015/1334, (FUSP) 2017/1426 og (FUSP) 2020/1132; Rådets forordning 2019/1337, 2020/19 og 2020/1128)
(jf. præmis 21, 22, 24 og 25)
Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme – afgørelse om indefrysning af midler – vedtagelse eller opretholdelse på grundlag af en national afgørelse om indledning af en undersøgelse, en retsforfølgelse eller en domfældelse – myndighed, der er kompetent til at træffe den nævnte nationale afgørelse – begreb – administrativ myndighed – omfattet – betingelser
(Rådets fælles holdning 2001/931, art. 1, stk. 4)
(jf. præmis 32, 33, 50-55, 58 og 63)
Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme – afgørelse om indefrysning af midler – vedtagelse eller opretholdelse på grundlag af en national afgørelse om indledning af en undersøgelse, en retsforfølgelse eller en domfældelse – fornyet gennemgang med henblik på at begrunde opretholdelsen på listen overindefrysning af midler – samarbejde mellem Rådet og de kompetente myndigheder – rækkevidde – sondring mellem oprindelig vedtagelse og fornyet gennemgang af retsakter
(Rådets fælles holdning 2001/931, art. 1, stk. 4 og 6)
(jf. præmis 35 og 40)
Den Europæiske Union – fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme – forpligtelse til loyalt samarbejde mellem medlemsstaterne og EU-institutionerne – oprindelig afgørelse om indefrysning af midler – berettigelse – bevisbyrde, som påhviler Rådet – rækkevidde
(Rådets fælles holdning 2001/931, art. 1, stk. 4)
(jf. præmis 36, 37 og 137)
Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme – afgørelse om indefrysning af midler – vedtagelse eller opretholdelse på grundlag af en national afgørelse – nye forhold, der begrunder opretholdelsen, og som skal være genstand for en national afgørelse vedtaget efter den, der tjente som grundlag for den oprindelige opførelse – foreligger ikke
(Rådets fælles holdning 2001/931, art. 1, stk. 4 og 6)
(jf. præmis 38, 43, 151, 152 og 192)
Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme – afgørelse om indefrysning af midler – vedtagelse eller opretholdelse på grundlag af en national afgørelse om indledning af en undersøgelse, en retsforfølgelse eller en domfældelse – begrundelsespligt, som påhviler Rådet – rækkevidde
(Art. 296 TEUF og art. 263, stk. 4, TEUF; Rådets fælles holdning 2001/931, art. 1, stk. 4 og 6; Rådets forordning nr. 2580/2001; Rådets afgørelse (FUSP) 2019/25 og (FUSP) 2019/1341; Rådets forordning nr. 125/2014, nr. 790/2014, 2015/513, 2015/1325, 2015/2425, 2016/1127, 2017/150 og 2017/1420)
(jf. præmis 39, 138, 153, 216-219, 222-224, 227-231 og 238)
Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme – afgørelse om indefrysning af midler – vedtagelse eller opretholdelse på grundlag af en national afgørelse om indledning af en undersøgelse, en retsforfølgelse eller en domfældelse – intet krav om, at den nationale afgørelse træffes inden for rammerne af en i snæver forstand strafferetlig proces – betingelser
(Rådets fælles holdning 2001/931, art. 1, stk. 4)
(jf. præmis 56 og 57)
Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme – forpligtelse til loyalt samarbejde mellem medlemsstaterne og EU-institutionerne – afgørelse om indefrysning af midler – vedtagelse eller opretholdelse på grundlag af en national afgørelse om indledning af en undersøgelse, en retsforfølgelse eller en domfældelse – national afgørelse om domfældelse – ingen pligt til at anføre de seriøse og troværdige beviser eller indicier, som den nationale afgørelse er baseret på
(Rådets fælles holdning 2001/931, art. 1, stk. 4; Rådets forordning nr. 125/2014, nr. 790/2014, 2015/513, 2015/1325, 2015/2425, 2016/1127, 2017/150 og 2017/1420)
(jf. præmis 73-76 og 80)
Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme – afgørelse om indefrysning af midler – vedtagelse eller opretholdelse på grundlag af en national afgørelse – myndighed, der er kompetent til at træffe den nævnte nationale afgørelse – begreb – myndighed i et tredjeland – omfattet
(Rådets fælles holdning 2001/931, art. 1, stk. 4; Rådets forordning nr. 125/2014, nr. 790/2014, 2015/513, 2015/1325, 2015/2425, 2016/1127, 2017/150 og 2017/1420)
(jf. præmis 85 og 86)
Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme – afgørelse om indefrysning af midler – vedtagelse eller opretholdelse på grundlag af en national afgørelse om indefrysning af midler hidrørende fra en myndighed i et tredjeland – tilladt – betingelse – national afgørelse truffet under overholdelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse – kontrolforpligtelse, som påhviler Rådet – begrundelsespligt – rækkevidde
(Rådets fælles holdning 2001/931, art. 1, stk. 4; Rådets afgørelse (FUSP) 2019/25 og (FUSP) 2019/134; Rådets forordning nr. 125/2014, nr. 790/2014, 2015/513, 2015/1325, 2015/2425, 2016/1127, 2017/150 og 2017/1420)
(jf. præmis 87, 88, 91 og 93-98)
Retslig procedure – stævning – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – klar og præcis fremstilling af de påberåbte anbringender – krav om beviser til støtte for det påberåbte anbringende – foreligger ikke – formaliteten
[Statutten for Domstolen, art. 21, stk. 1, og art. 53, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 76, litra d)]
(jf. præmis 104-106)
Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme – indefrysning af midler – anvendelsesområde – personer, grupper og enheder, der er involveret i terrorhandlinger – oprindelig opførelse – terrorhandlinger – begreb – de nationale myndigheders vurdering – Rådets kontrolforpligtelse
(Rådets fælles holdning 2001/931, art. 1, stk. 3, 4 og 6)
(jf. præmis 109-118 og 139-146)
Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme – indefrysning af midler – fælles holdning 2001/931 – anvendelsesområde – væbnet konflikt i den humanitære folkerets forstand – omfattet
(Rådets fælles holdning 2001/931, art. 1, stk. 3, første afsnit; Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA; Rådets forordning nr. 2580/2001)
(jf. præmis 122-124, 127-131 og 134)
Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme – indefrysning af midler – anvendelsesområde – princippet om selvbestemmelse – sondring mellem selve målene med udøvelsen af retten til selvbestemmelse og den adfærd, der udvises med henblik på at nå disse – Rådets skøn
[Rådets fælles holdning 2001/931, art. 1, stk. 3, første afsnit, litra i)-iii)]
(jf. præmis 125, 126, 131 og 133)
Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme – afgørelse om indefrysning af midler – de trufne foranstaltningers retsbevarende karakter – princippet om, at strafbare forhold og straffe skal have lovhjemmel – anvendelighed – foreligger ikke
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 49, stk. 1; Rådets fælles holdning 2001/931)
(jf. præmis 136)
Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme – afgørelse om indefrysning af midler – opretholdelse på grundlag af en national afgørelse – national afgørelse, der ikke længere i sig selv gør det muligt at fastslå, at risikoen for involvering i terrorhandlinger fortsat består – Rådets forpligtelse til at tage hensyn til de seneste faktuelle forhold, der godtgør, at risikoen fortsat består
(Rådets fælles holdning 2001/931, art. 1, stk. 4 og 6; Rådets afgørelse (FUSP) 2019/25 og (FUSP) 2019/1341; Rådets forordning nr. 125/2014, nr. 790/2014, 2015/513, 2015/1325, 2015/2425, 2016/1127, 2017/150 og 2017/1420)
(jf. præmis 147-150, 158, 164, 166-168, 172, 175, 181, 184-186, 188, 196-198, 200, 202, 203, 253 og 254 samt domskonkl. 1)
Den Europæiske Union – domstolsprøvelse af lovligheden af institutionernes retsakter – specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme – afgørelse om indefrysning af midler – opretholdelse på grundlag af en national afgørelse truffet af en kompetent myndighed – omfanget af prøvelsen – prøvelse, der udstrækker sig til samtlige forhold, som er anført med henblik på at godtgøre, at risikoen for involvering i terrorhandlinger fortsat består – forhold, der ikke alle hidrører fra en national afgørelse truffet af en kompetent myndighed – ingen betydning
(Rådets fælles holdning 2001/931, art. 1, stk. 6)
(jf. præmis 154)
EU-ret – principper – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme – afgørelse om indefrysning af midler – ret til aktindsigt – ret, der er betinget af en anmodning herom til Rådet – ingen tilsidesættelse
(Rådets fælles holdning 2001/931; Rådets forordning nr. 2580/2001)
(jf. præmis 165 og 240)
Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme – indefrysning af midler tilhørende en organisation involveret i terrorhandlinger – begrænsninger af ejendomsretten, ytringsfriheden og forsamlingsretten – tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet – foreligger ikke
(Rådets fælles holdning 2001/931; Rådets afgørelse (FUSP) 2019/25 og (FUSP) 2019/1341; Rådets forordning nr. 2580/2001, 2015/513, 2015/1325, 2015/2425, 2016/1127, 2017/150 og 2017/1420)
(jf. præmis 206-211, 214 og 215)
Annullationssøgsmål – annullationsdom – virkninger – forpligtelse til at træffe foranstaltninger til opfyldelse heraf – rækkevidde – pligt til at undgå, at den annullerede retsakt erstattes af en retsakt, der er behæftet med samme fejl – udvidelse af denne pligt til de efterfølgende retsakter
(Art. 266 TEUF; statutten for Domstolen, art. 60, stk. 2)
(jf. præmis 246-248)
Retslig procedure – sagsomkostninger – udgifter forvoldt unødvendigt eller af ond vilje – følger af Rådets tilsidesættelse af forpligtelsen til at drage konsekvenserne af de ved en annullationsdom fastslåede ulovligheder – hver part tilpligtes at bære sine egne omkostninger
(Rettens procesreglement, art. 133, art. 134, stk. 1 og 3, art. 135, stk. 2, og art. 219)
(jf. præmis 251 og 255-259)
Resumé
Kurdistan Workers’ Party (PKK) har siden 2002 været opført som en organisation, der er involveret i terrorhandlinger, på de lister over personer eller enheder, der er omfattet af foranstaltninger om indefrysning af midler, som er knyttet som bilag til den fælles holdning 2001/931/FUSP og forordning nr. 2580/2001 ( 1 ). I de retsakter, som Rådet vedtog i 2014 vedrørende denne organisation, baserede det sig på nationale afgørelser truffet af henholdsvis en britisk myndighed og amerikanske myndigheder, hvortil kom retsafgørelser truffet af de franske domstole fra og med 2015.
Ved dom af 22. april 2021, Rådet mod PKK (sag C-46/19 P) ( 2 ), ophævede Domstolen Rettens dom af 15. november 2018, PKK mod Rådet (sag T-316/14) ( 3 ), hvorved flere retsakter om opretholdelse af PKK’s opførelse på de omtvistede lister, som Rådet for Den Europæiske Union havde vedtaget i perioden 2014-2017 ( 4 ), var blevet annulleret. Denne sag blev hjemvist til Retten (sag T-316/14 RENV) og forenet med sag T-148/19, PKK mod Rådet, hvori PKK ligeledes nedlagde påstand om annullation af de retsakter, som Rådet havde vedtaget vedrørende PKK i perioden 2019-2020 ( 5 ).
Ved sin dom i de to sager har Retten annulleret de forordninger, som Rådet vedtog i 2014, for så vidt angår opretholdelsen af PKK på de omtvistede lister, med den begrundelse, at Rådet havde tilsidesat sin forpligtelse til at foretage en ajourføring af vurderingen af, om risikoen for PKK’s involvering i terrorisme fortsat bestod. Hvad angår Rådets senere retsakter har Retten derimod konkluderet, at de anbringender, som sagsøgeren har fremført vedrørende de nationale amerikanske og britiske afgørelser, ikke rejser tvivl om Rådets vurdering, der bl.a. var støttet på en hensyntagen til senere hændelser og omstændigheder med hensyn til denne risikos fortsatte beståen. I denne forbindelse har Retten ligeledes præciseret sin praksis vedrørende rækkevidden af artikel 266 TEUF med hensyn til restriktive foranstaltninger.
Rettens bemærkninger
Retten henviste indledningsvis til principperne for den oprindelige vedtagelse af de restriktive foranstaltninger og Rådets fornyede gennemgang heraf i henhold til fælles holdning 2001/931/FUSP ( 6 ). Når Unionen ikke har midler til selv at udføre efterforskning, foregår den procedure, der kan føre til vedtagelse af en oprindelig foranstaltning om indefrysning af midler, således på to niveauer: på nationalt niveau, hvor en kompetent national myndighed træffer en afgørelse vedrørende den pågældende, og på europæisk niveau, hvor Rådet træffer afgørelse om at opføre den pågældende på den omhandlede liste på grundlag af præcise oplysninger eller forhold, der viser, at der er truffet en sådan afgørelse på nationalt plan. En sådan forudgående afgørelse har til formål at godtgøre, at der foreligger seriøse og troværdige beviser eller indicier for den pågældende persons involvering i terroraktiviteter, som de nævnte nationale myndigheder anser for pålidelige. Det tilkommer følgelig ikke Rådet at undersøge, om de forhold, der blev lagt til grund i de nationale afgørelser om domfældelse, som dannede grundlag for den oprindelige opførelse, er reelle, og om de kan tilskrives organisationen, og genstanden for den bevisbyrde, der påhviler Rådet i denne henseende, er derfor relativt begrænset.
Retten bemærkede dernæst, at der for hver af de anfægtede retsakter skal sondres mellem, om de er baseret på de afgørelser fra de kompetente nationale myndigheder, der har begrundet den oprindelige opførelse af sagsøgeren, eller om de er støttet på disse nationale myndigheders senere afgørelser eller forhold, som Rådet selvstændigt har lagt til grund ( 7 ). Hvad således angår de forhold, som Rådet kan støtte sig på med henblik på at godtgøre, at risikoen for involvering i terroraktiviteter fortsat består på tidspunktet for den periodiske fornyede gennemgang af de tidligere vedtagne foranstaltninger ( 8 ), tilkommer det i tilfælde af indsigelse Rådet at godtgøre, at de faktuelle konstateringer i retsakterne om opretholdelse af den omhandlede enhed på listerne er velbegrundede, og Unionens retsinstanser at efterprøve den materielle rigtighed heraf.
Retten bemærkede i øvrigt, at Rådet ligeledes er underlagt begrundelsespligten for så vidt angår såvel de hændelser, der blev lagt til grund i de nationale afgørelser, som blev taget i betragtning på tidspunktet for den oprindelige vedtagelse af de omhandlede retsakter, som de hændelser, der blev lagt til grund i senere nationale afgørelser, eller de hændelser, som Rådet eventuelt selvstændigt tog i betragtning.
Hvad angår kendelsen af 29. marts 2001 fra Det Forenede Kongeriges indenrigsminister, hvorved PKK blev forbudt, bemærkede Retten, at den allerede i sin praksis har anset denne afgørelse for at hidrøre fra en »kompetent myndighed« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i fælles holdning 2001/931/FUSP, idet sidstnævnte ikke udelukker, at der kan tages hensyn til afgørelser hidrørende fra administrative myndigheder, når disse myndigheder kan anses for at være »tilsvarende« judicielle myndigheder, og deres afgørelsers faktiske og retlige momenter kan prøves ved domstolene. Afgørelserne fra Det Forenede Kongeriges indenrigsminister kan nemlig indbringes for Proscribed Organisations Appeal Commission (klagenævn for forbudte organisationer) og i givet fald for en appeldomstol.
Efter at have præciseret, at den fælles holdning ikke kræver, at den pågældende kompetente myndigheds afgørelse nødvendigvis skal træffes inden for rammerne af en i snæver forstand strafferetlig proces, fastslog Retten i den foreliggende sag, at kendelsen af 2001 faktisk vedrører bekæmpelse af terrorisme og indgår i en national procedure, der har til formål at pålægge PKK forebyggende eller repressive foranstaltninger. Retten konkluderede, at de anfægtede retsakter overholder de betingelser, der i denne henseende er opstillet i den fælles holdning ( 9 ).
Retten fandt til gengæld, at det tilkom Rådet at kontrollere den af den kompetente nationale myndighed foretagne vurdering af de faktiske omstændigheder og overensstemmelsen mellem de retsakter, som denne myndighed tog i betragtning, og den definition af terrorhandlinger, der er fastsat i den fælles holdning. Retten fandt i denne henseende den oplysning i Rådets begrundelse for de anfægtede retsakter om, at det havde kontrolleret, at de grunde, der havde haft afgørende betydning for de kompetente nationale myndigheders afgørelser, var omfattet af definitionen af terrorisme i fælles holdning 2001/931/FUSP, tilstrækkelig. Retten præciserede, at denne kontrolforpligtelse udelukkende vedrørte de hændelser, der blev lagt til grund i de afgørelser fra de nationale myndigheder, der lå til grund for den oprindelige opførelse af den pågældende enhed. Når Rådet opretholder en enheds navn på listerne om indefrysning af midler i forbindelse med en periodisk fornyet gennemgang ( 10 ), skal det nemlig alene godtgøre, at risikoen for, at enheden er involveret i sådanne handlinger, fortsat består.
I forbindelse med denne fornyede gennemgang er Rådet således forpligtet til at kontrollere, om den faktuelle situation med hensyn til den pågældende persons eller enheds involvering i terroraktiviteter har ændret sig siden denne persons eller enheds oprindelige opførelse, og især, om den nationale afgørelse er blevet ophævet eller trukket tilbage på grund af nye forhold eller som følge af en ændring af den kompetente nationale myndigheds vurdering. I denne forbindelse er den omstændighed alene, at den nationale afgørelse, der tjente som grundlag for den oprindelige opførelse, fortsat er gældende, i lyset af den forløbne tid og udviklingen af de faktiske omstændigheder i den konkrete sag ikke tilstrækkelig til at fastslå, at risikoen fortsat består. I en sådan situation er Rådet forpligtet til at støtte opretholdelsen af de restriktive foranstaltninger på en ajourført vurdering af situationen, der godtgør, at risikoen fortsat foreligger. Rådet kan i et sådant tilfælde støtte sig på nyere forhold, der ikke alene hidrører fra nationale afgørelser truffet af kompetente myndigheder, men også fra andre kilder, og dermed på Rådets egne vurderinger.
Retten bemærkede, at Unionens retsinstanser i dette tilfælde for så vidt angår overholdelsen af begrundelsespligten skal efterprøve, om grundene i den begrundelse, der lå til grund for opretholdelsen på listerne om indefrysning af midler, er tilstrækkeligt præcise og konkrete, og, for så vidt angår efterprøvelsen af den materielle lovlighed, om disse grunde er understøttet og er baseret på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag. Uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt disse forhold hidrører fra en national afgørelse truffet af en kompetent myndighed eller fra andre kilder, tilkommer det således i tilfælde af indsigelse Rådet at godtgøre, at de faktuelle konstateringer, der er lagt til grund, er velbegrundede, og Unionens retsinstanser at efterprøve den materielle rigtighed af de pågældende faktiske omstændigheder.
Hvad endelig angår artikel 266 TEUF, som PKK kun havde påberåbt sig i sag T-148/19, hvorefter den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, har pligt til at gennemføre de til enhver annullationsdoms opfyldelse nødvendige foranstaltninger ( 11 ), bemærkede Retten, at denne forpligtelse indtræder fra tidspunktet for afsigelsen af den omhandlede dom, når denne annullerer en afgørelse, til forskel fra en dom om annullation af en forordning ( 12 ). På tidspunktet for vedtagelsen af afgørelserne fra 2019 vedrørende PKK skulle Rådet således enten fjerne PKK fra listen eller vedtage en retsakt om genopførelse i overensstemmelse med præmisserne i dom af 15. november 2018 (sag T-316/14). Retten fremhævede, at Unionens retsinstansers annullation uden denne forpligtelse ville miste sin effektive virkning.
Retten bemærkede i denne forbindelse, at Rådet i afgørelserne fra 2019 gentog de samme grunde, som det havde anført i de retsakter fra 2015-2017, der var blevet forkastet i dom af 15. november 2018. Selv om Rådet iværksatte appel til prøvelse af denne dom, som ikke har opsættende virkning, kunne en sådan nægtelse fra Rådets side af at drage konsekvenserne af en pådømt sag skade borgernes tillid til, at retsafgørelser overholdes. Da dom af 15. november 2018 (sag T-316/14) imidlertid blev ophævet ved Domstolens dom af 22. april 2021 (sag C-46/19 P), navnlig for så vidt som den selv havde annulleret retsakterne fra 2015-2017, og henset til den tilbagevirkende kraft af Domstolens annullation, fandt Retten, at Rådets tilsidesættelse af sine forpligtelser ikke kunne føre til annullation af afgørelserne fra 2019. Da sagsøgeren ikke desto mindre kan have været af den opfattelse, at organisationen var berettiget til at anlægge et søgsmål i sag T-148/19, tog Retten hensyn til dette forhold i forbindelse med fordelingen af sagsomkostninger mellem parterne.
På baggrund af det ovenstående konkluderede Retten vedrørende Rådets periodiske fornyede gennemgang ( 13 ), at Rådet har tilsidesat sin forpligtelse til at foretage en ajourføring af vurderingen af, om risikoen for PKK’s involvering i terrorisme fortsat bestod, i forhold til retsakterne fra 2014. Følgelig annullerede Retten Rådets gennemførelsesforordning nr. 125/2014 og nr. 790/2014 i sag T-316/14 RENV. Hvad derimod angik de senere retsakter fra 2015-2017 og afgørelserne fra 2019 konkluderede Retten, at de anbringender, som sagsøgeren havde fremsat, ikke gjorde det muligt at rejse tvivl om Rådets vurdering af, om der fortsat bestod en risiko for, at PKK var involveret i terrorisme, hvilken vurdering fortsat med rette var støttet på den omstændighed, at kendelsen fra Det Forenede Kongeriges indenrigsminister fortsat var gældende, og alt efter omstændighederne på andre senere hændelser. Derfor frifandt Retten i øvrigt Rådet i sag T-316/14 RENV og i det hele i sag T-148/19.
( 1 ) – Rådets fælles holdning 2001/931/FUSP af 27.12.2001 om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme (EFT 2001, L 344, s. 93) og Rådets forordning (EF) nr. 2580/2001 af 27.12.2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme (EFT 2001, L 344, s. 70). Disse retsakter er blevet jævnligt ajourført.
( 2 ) – Dom af 22.4.2021, Rådet mod PKK (C-46/19 P, EU:T:2021:316).
( 3 ) – Dom af 15.11.2018, PKK mod Rådet (T-316/14, EU:T:2018:788).
( 4 ) – Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 125/2014 af 10.2.2014 (EUT 2014, L 40, s. 9); Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 790/2014 af 22.7.2014 (EUT 2014, L 217, s. 1); Rådets afgørelse (FUSP) 2015/521 af 26.3.2015 (EUT 2015, L 82, s. 107); Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/513 af 26.3.2015 (EUT 2015, L 82, s. 1); Rådets afgørelse (FUSP) 2015/1334 af 31.7.2015 (EUT 2015, L 206, s. 61); Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/1325 af 31.7.2015 (EUT 2015, L 206, s. 12); Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/2425 af 21.12.2015 (EUT 2015, L 334, s. 1); Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2016/1127 af 12.7.2016 (EUT 2016, L 188, s. 1); Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2017/150 af 27.1.2017 (EUT 2017, L 23, s. 3); Rådets afgørelse (FUSP) 2017/1426 af 4.8.2017 (EUT 2017, L 204, s. 95); Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2017/1420 af 4.8.2017 (EUT 2017, L 204, s. 3).
( 5 ) – Rådets afgørelse (FUSP) 2019/25 af 8.1.2019 (EUT 2019, L 6, s. 6); Rådets afgørelse (FUSP) 2019/1341 af 8.8.2019 (EUT 2019, L 209, s. 15); Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/1337 af 8.8.2019 (EUT 2019, L 209, s. 1); Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2020/19 af 13.1.2020 (EUT 2020, L 8I, s. 1); Rådets afgørelse (FUSP) 2020/1132 af 30.7.2020 (EUT 2020, L 247, s. 18); Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2020/1128 af 30.7.2020 (EUT 2020, L 247, s. 1).
( 6 ) – Jf. artikel 1, stk. 4 og 6, i fælles holdning 2001/931/FUSP.
( 7 ) – Disse to typer grundlag er reguleret af forskellige bestemmelser i fælles holdning 2001/931/FUSP, idet de førstnævnte henhører under holdningens artikel 1, stk. 4, og de sidstnævnte under dens artikel 1, stk. 6.
( 8 ) – Jf. artikel 1, stk. 6, i fælles holdning 2001/931/FUSP.
( 9 ) – Artikel 1, stk. 4, i fælles holdning 2001/931/FUSP.
( 10 ) – I henhold til artikel 1, stk. 6, i fælles holdning 2001/931/FUSP.
( 11 ) – Artikel 266 TEUF: »Den institution eller det organ, kontor eller agentur, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, eller hvis undladelse er erklæret stridende mod traktaterne, har pligt til at gennemføre de til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger. Denne pligt berører ikke den forpligtelse, som måtte følge af anvendelsen af artikel 340, stk. 2.«
( 12 ) – I henhold til artikel 60, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol får domme om annullation af forordninger først retsvirkning fra udløbet af appelfristen eller fra afvisningen af appellen.
( 13 ) – I henhold til artikel 1, stk. 6, i fælles holdning 2001/931/FUSP.