Sag T-122/14

Den Italienske Republik

mod

Europa-Kommissionen

»Undladelse af at opfylde en dom fra Domstolen, der fastslår et traktatbrud — tvangsbøde — afgørelse om betaling af tvangsbøde — metode til beregning af rentesatsen ved tilbagebetaling af ulovlig støtte — renters rente«

Sammendrag – Rettens dom (Sjette Afdeling) af 9. juni 2016

Statsstøtte – tilbagesøgning af en ulovlig støtte – betaling af renter begrundet i hensynet til at genoprette den tidligere tilstand – rentetilskrivning med renters rente – forordning nr. 794/2004 – anvendelsesområde ratione temporis – fastlæggelse af metoden til beregning af rentesatsen forud for denne forordnings ikrafttræden ved tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte – henvisning til national ret

(Art. 108, stk. 2, TEUF; Kommissionens forordning nr. 794/2004, art. 11, stk. 2, og art. 13)

Selv om artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 794/2004 om gennemførelse af forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel [108 TEUF] bestemmer, at renten tilskrives med renters rente indtil datoen for tilbagebetalingen af støtten, og at renter, der er påløbet i det foregående år, tilskrives renter hvert efterfølgende år, skal det imidlertid fastslås, at denne bestemmelse i henhold til forordningens artikel 13, stk. 5, kun finder anvendelse på beslutninger om tilbagebetaling, der er anmeldt efter datoen for den pågældende forordnings ikrafttræden, dvs. efter den 20. maj 2004. Derfor finder forordningens artikel 11, stk. 2, ikke i sig selv tidsmæssig anvendelse på en beslutning, hvorved ulovlig støtte kræves tilbagebetalt, som meddeles en medlemsstat inden denne dato.

I mangel af EU-retlige bestemmelser på området henhører det i denne forbindelse under national lovgivning at afgøre, om renten i det foreliggende tilfælde bør tilskrives som simpel rente eller som renters rente. Følgelig kan der for beslutninger om tilbagebetaling, der ligger forud for ikrafttrædelsen af forordning nr. 794/2004, alene medregnes renters rente, såfremt dette følger af den ordning, der almindeligvis anvendes i national ret.

(jf. præmis 59-61, 64 og 65)