1

Sagsøgeren, Unitec Bio SA, er en argentinsk producent af biodiesel.

2

Biodiesel, som er et alternativt brændstof med lignende egenskaber som almindelig diesel, fremstilles i EU, men det importeres ligeledes i betydelige mængder. I Argentina fremstilles det hovedsagligt af soja og sojaolie (herefter samlet »de vigtigste råmaterialer«).

3

Som følge af en klage, der blev indgivet den 17. juli 2012 af European Biodiesel Board (EBB) på vegne af producenter, som står for mere end 60% af den samlede produktion af biodiesel i EU, offentliggjorde Europa-Kommissionen den 29. august 2012 i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT 2009, L 343, s. 51, herefter »grundforordningen«), en meddelelse om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen af biodiesel med oprindelse i Argentina og Indonesien (EUT 2012, C 260, s. 8).

4

Undersøgelsen af dumping og skade omfattede perioden fra den 1. juli 2011 til den 30. juni 2012 (herefter »undersøgelsesperioden«). Undersøgelsen af udviklingstendenser af relevans for vurderingen af skade omfattede perioden fra 1. januar 2009 til afslutningen af undersøgelsesperioden.

5

På grund af det høje antal argentinske eksporterende producenter udtog Kommissionen i forbindelse med den omhandlede undersøgelse en stikprøve på tre af disse producenter eller grupper heraf ud fra den største repræsentative eksportmængde af den pågældende vare til Unionen. Sagsøgeren var ikke omfattet heraf.

6

Den 27. maj 2013 vedtog Kommissionen forordning (EU) nr. 490/2013 af 27. maj 2013 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af biodiesel med oprindelse i Argentina og Indonesien (EUT 2013, L 141, s. 6, herefter »forordningen om midlertidig told«). I forordningen fastslog Kommissionen bl.a., at importen af biodiesel med oprindelse i Argentina blev foretaget til dumpingpriser til skade for EU-erhvervsgrenen, og den fandt, at vedtagelsen af en antidumpingtold på denne import var i Unionens interesse.

7

For så vidt angår beregningen af dumpingmargenen og nærmere bestemt fastlæggelsen af den normale værdi for den samme vare med hensyn til Argentina fandt Kommissionen, at hjemmemarkedssalget ikke havde fundet sted i normal handel, eftersom det argentinske marked for biodiesel er særdeles statsreguleret. Kommissionen besluttede derfor at anvende grundforordningens artikel 2, stk. 3, hvorefter det er fastsat, at såfremt denne vare ikke sælges i normal handel, fastsættes den normale værdi for denne vare på grundlag af produktionsomkostningerne i oprindelseslandet plus et rimeligt beløb til dækning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste eller på grundlag af eksportpriserne ved salg i normal handel til et egnet tredjeland, forudsat at disse priser er repræsentative.

8

For så vidt angår omkostningerne for fremstillingen af biodiesel med oprindelse i Argentina anførte Kommissionen, at EBB havde gjort gældende, at de produktionsomkostninger, som fremgik af de undersøgte argentinske eksporterende producenters optegnelser, ikke i tilstrækkelig grad afspejlede omkostningerne for fremstillingen af biodiesel. Det af EBB anførte var fremsat på baggrund af den argentinske differentierede eksportafgiftsordning (herefter »DEA-ordningen«), som efter klagernes opfattelse fordrejer priserne på de vigtigste råmaterialer. Eftersom Kommissionen vurderede, at den på dette tidspunkt endnu ikke var i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at beslutte, hvordan det af EBB anførte kunne behandles mest hensigtsmæssigt, besluttede den at beregne den normale værdi af biodiesel på grundlag af de produktionsomkostninger, som fremgik af disse optegnelser, idet den imidlertid tilføjede, at spørgsmålet herom ville blive behandlet mere dybdegående i undersøgelsens endelige fase.

9

Den 19. november 2013 vedtog Rådet for Den Europæiske Union gennemførelsesforordning (EU) nr. 1194/2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af biodiesel med oprindelse i Argentina og Indonesien (EUT 2013, L 315, s. 2, herefter »den anfægtede forordning«).

10

Hvad for det første angår den normale værdi for samme vare med hensyn til Argentina tiltrådte Rådet konklusionerne i forordningen om midlertidig told, hvorefter denne værdi skal beregnes i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 3, eftersom det argentinske marked for biodiesel var særdeles statsreguleret (28. betragtning til den anfægtede forordning).

11

For så vidt angår produktionsomkostningerne godkendte Rådet Kommissionens forslag om at ændre konklusionerne i forordningen om midlertidig told og om at lade de omkostninger for de vigtigste råmaterialer, som fremgik af de undersøgte argentinske eksporterende producenters optegnelser, ude af betragtning i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 5. Ifølge Rådet afspejlede disse oplysninger ikke tilstrækkeligt de omkostninger, der var forbundet med produktionen af biodiesel i Argentina, eftersom DEA-ordningen fordrejede priserne på de vigtigste råmaterialer på det argentinske hjemmemarked. Rådet erstattede dem med gennemsnittet af de referencepriser for sojabønner, som blev offentliggjort af det argentinske landbrugsministerium med henblik på eksport frit om bord (fob) i undersøgelsesperioden (herefter »referenceprisen«) (35.-40. betragtning til den anfægtede forordning).

12

For det andet fastslog Rådet, eftersom det tilsluttede sig størstedelen af de betragtninger, der fremgik af forordningen om midlertidig told, at EU-erhvervsgrenen havde lidt væsentlig skade som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 6 (105.-142. betragtning til den anfægtede forordning), og at skaden var forvoldt af dumpingimporten af biodiesel med oprindelse i Argentina (144.-157. betragtning til den anfægtede forordning). I denne forbindelse fastslog Rådet, at andre faktorer, herunder bl.a. EU-erhvervsgrenens import (151.-160. betragtning til den anfægtede forordning), den lave kapacitetsudnyttelse i EU-erhvervsgrenen (161.-171. betragtning til den anfægtede forordning) og den dobbelttællingsordning for biodiesel, der fremstilles af spildolie, som anvendes i visse medlemsstater (173.-179. betragtning til den anfægtede forordning), ikke var i stand til at bryde denne årsagssammenhæng.

13

For det tredje tiltrådte Rådet, at vedtagelsen af de omhandlede antidumpingforanstaltninger var i Unionens interesse (190.-201. betragtning til den anfægtede forordning).

14

Henset til de konstaterede dumpingmargener og i forbindelse med den skade, der var forvoldt EU-erhvervsgrenen, besluttede Rådet bl.a., at de beløb, for hvilke der var stillet sikkerhed i form af midlertidig antidumpingtold, som blev indført ved forordningen om midlertidig told, skulle opkræves endeligt (228. betragtning til og artikel 2 i den anfægtede forordning), og at der skulle indføres en endelig antidumpingtold på importen af biodiesel med oprindelse i Argentina (den anfægtede forordnings artikel 1, stk. 1).

15

I den anfægtede forordnings artikel 1, stk. 2, er de endelige antidumpingtoldsatser for den pågældende vare for så vidt angår argentinsk import fastsat som følger:

16

Som følge af en anden klage fra EBB iværksatte Kommissionen sideløbende med antidumpingproceduren ligeledes en antisubsidieprocedure vedrørende import til Unionen af biodiesel med oprindelse i Argentina og Indonesien. Efter at klagen blev trukket tilbage ved skrivelse af 7. oktober 2013, afsluttedes denne procedure uden indførelse af en endelig told ved Kommissionens forordning (EU) nr. 1198/2013 af 25. november 2013 om afslutning af antisubsidieproceduren vedrørende importen af biodiesel med oprindelse i Argentina og Indonesien og om ophævelse af forordning (EU) nr. 330/2013 om registrering af denne import (EUT 2013, L 315, s. 67).

17

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 17. februar 2014 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål.

18

Rådet har indleveret svarskrift den 2. juni 2014. Replikken og duplikken er blevet indleveret henholdsvis den 6. august 2014 af sagsøgeren og den 21. oktober 2014 af Rådet.

19

Ved processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 13. maj og den 2. juni 2014 har Kommissionen og EBB fremsat begæring om at måtte intervenere i denne sag til støtte for Rådets påstande. Ved kendelser af 17. juli og 22. december 2014 har formanden for Rettens Niende Afdeling tilladt disse interventioner. Intervenienterne har afgivet indlæg og de øvrige parter afgivet bemærkninger herom inden for de fastsatte frister.

20

På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Niende Afdeling) besluttet at indlede retsforhandlingernes mundtlige del.

21

Ved kendelse af 30. september 2015 blev nærværende sag og sag T-112/14, Molinos Río de la Plata mod Rådet, sag T-113/14, Oleaginosa Moreno Hermanos mod Rådet, sag T-114/14, Vicentin mod Rådet, sag T-115/14, Aceitera General Deheza mod Rådet, sag T-116/14, Bunge Argentina mod Rådet, sag T-117/14, Cargill mod Rådet, sag T-118/14, LDC Argentina mod Rådet, samt sag T-119/14, Carbio mod Rådet, forenet med henblik på den mundtlige forhandling. Parterne har afgivet indlæg og besvaret Rettens spørgsmål i retsmødet den 28. oktober 2015.

22

Retten (Niende Afdeling) har som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse anmodet parterne om oplysninger og om at indgive bemærkninger til de andre parters svar.

23

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

24

Rådet har, støttet af Kommissionen og EBB, nedlagt følgende påstande:

25

Rådet har uden formelt at gøre en formalitetsindsigelse gældende i henhold til artikel 114 i Rettens procesreglement af 2. maj 1991 bestridt, at sagen kan antages til realitetsbehandling. Rådet har i det væsentlige gjort gældende, at sagsøgeren ikke har kompetence til at anlægge et annullationssøgsmål som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF. Eftersom sagsøgeren ikke indgik i den stikprøve, der blev taget (jf. præmis 5 ovenfor), er denne ikke tilstrækkeligt identificeret i den anfægtede forordning, idet den kun er nævnt blandt »[a]ndre samarbejdsvillige virksomheder«, og da beregningen af dumping ikke er fastsat på grundlag af oplysninger om sagsøgerens erhvervsvirksomhed. Sagsøgerens deltagelse i den administrative procedure har alene været indirekte og har ikke i sig selv været tilstrækkelig til at underbygge en individuel interesse. Endvidere har sagsøgeren ikke godtgjort at være individuelt berørt af den anfægtede forordning på grund af visse egenskaber, som er særlige for denne, og som adskiller denne fra alle andre.

26

Det skal i denne forbindelse indledningsvis bemærkes, at i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF kan enhver fysisk eller juridisk person på det grundlag, der er omhandlet i denne artikels stk. 1 og 2, indbringe klage med henblik på prøvelse af retsakter, der er rettet til vedkommende, eller som berører denne umiddelbart og individuelt, samt af regelfastsættende retsakter, der berører vedkommende umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger.

27

I den foreliggende sag finder Retten det hensigtsmæssigt indledningsvis at undersøge, om sagsøgeren er umiddelbart og individuelt berørt af den anfægtede forordning i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i artikel 263, stk. 4, TEUF.

28

Rådet har ikke bestridt, at virksomheden er umiddelbart berørt af den anfægtede forordning. Medlemsstaternes toldmyndigheder er nemlig forpligtet til, uden at være overladt noget skøn, at opkræve den udvidede told gennem den anfægtede forordning.

29

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren er individuelt berørt, bemærkes, at det følger af retspraksis, at fysiske eller juridiske personer kun vil kunne påstå at være individuelt berørt, såfremt den omtvistede bestemmelse rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre (dom af 15.7.1963, Plaumann mod Kommissionen, 25/62, EU:C:1963:17, s. 197, på 223).

30

I denne forbindelse bemærkes, at den anfægtede forordnings artikel 1, stk. 1, pålægger sagsøgeren en individuel endelig antidumpingtold på 237,05 EUR pr. ton ved udtrykkeligt at nævne sagsøgeren.

31

I modsætning til det af Rådet anførte er denne omstændighed i sig selv tilstrækkelig til at konkludere, at sagsøgeren er individuelt berørt (jf. i denne retning dom af 15.2.2001, Nachi Europe, C-239/99, EU:C:2001:101, præmis 22).

32

Eftersom sagsøgeren er umiddelbart og individuelt berørt af den anfægtede forordning, må den af Rådet anførte formalitetsindsigelse forkastes.

33

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet fremsat tre anbringender.

34

Det første og det andet anbringende tilsigter at rejse tvivl om den omstændighed, at Rådet lader de omkostninger ved de vigtigste råmaterialer, som fremgår af de undersøgte argentinske eksporterende producenters optegnelser, ude af betragtning på grund af den fordrejning af priserne på råmaterialerne, der forårsages af DEA-ordningen, og erstatter dem med referenceprisen. Med det første anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at dette ikke er i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 5, første og andet afsnit. Med det andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at det endvidere ikke er i overensstemmelse med aftalen om anvendelsen af artikel VI i GATT (EFT 1994, L 336, s. 103).

35

Det tredje anbringende vedrører den omstændighed, at Rådet ved at finde, at der var årsagssammenhæng mellem importen af den biodiesel med oprindelse i Argentina, som var genstand for undersøgelsen, og den skade, der er forvoldt EU-erhvervsgrenen, har tilsidesat grundforordningens artikel 3, stk. 7.

36

Sagsøgeren har i forbindelse med det første anbringende gjort gældende, at Rådet har tilsidesat grundforordningens artikel 2, stk. 5, ved ikke at tage hensyn til de omkostninger, der var forbundet med de vigtigste råmaterialer, som de pågældende argentinske producenter faktisk har afholdt, med den begrundelse, at priserne på de råmaterialer, der var anført i de undersøgte argentinske eksporterende producenters optegnelser, var kunstigt lave. I Argentina er priserne på de vigtigste råmaterialer ikke reguleret. De fastsættes frit af producenterne, og de er ikke lavere end priserne på de råmaterialer, der sælges til eksport. Den fremgangsmåde, som Rådet og Kommissionen (herefter »institutionerne«) har anvendt med henblik på at fastsætte omkostningen for disse råmaterialer, svarer til at lægge eksportafgiften til de argentinske priser, som fremgår af optegnelserne. Selv såfremt det antages, at hjemmemarkedspriserne på disse råmaterialer fordrejes af DEA-ordningen, har institutionerne under alle omstændigheder ikke godtgjort, at optegnelserne ikke afspejlede deres omkostninger tilstrækkeligt og således kunne lades ude af betragtning i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 5.

37

Rådet har, støttet af Kommissionen og EBB, gjort gældende, at anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 5, i den foreliggende sag er baseret på det forhold, at salg af de vigtigste råmaterialer på det argentinske marked ikke har fundet sted i normal handel. DEA-ordningen medfører en fordrejning af produktionsomkostningerne for de argentinske producenter af biodiesel, hvilket er dokumenteret ved en betydelig forskel på hjemmemarkedsprisen og den internationale pris, hvilket gør det nødvendigt at foretage en justering af disse omkostninger. De undersøgte argentinske eksporterende producenters optegnelser skal ikke anvendes som grundlag for beregningen af den normale værdi, såfremt omkostningerne i forbindelse med produktionen af den undersøgte vare ikke er tilstrækkeligt afspejlet i disse optegnelser. Det forhold, at priserne reguleres, udgør alene en af de årsager, som med henblik på undersøgelsen kan begrunde, at omkostningerne ikke er tilstrækkeligt afspejlet i optegnelserne. De oplysninger, som institutionerne har anvendt, nemlig referencepriserne på soja i undersøgelsesperioden, og som afspejler det internationale prisniveau, udgør en pålidelig kilde.

38

I den foreliggende sag skal det fremhæves, at institutionerne i forbindelse med fastsættelsen af den normale værdi af den samme vare ikke har beregnet produktionsomkostningerne forbundet med de vigtigste råmaterialer i den anfægtede forordning under henvisning til priserne på disse, som afspejles i de undersøgte virksomheders optegnelser, men de har, som det bl.a. fremgår af 29. betragtning ff. til forordningen, i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 5, ladet disse priser ude af betragtning og erstattet dem med referencepriserne.

39

I denne forbindelse bemærkes, at grundforordningens artikel 2, stk. 3, bestemmer, at såfremt samme vare ikke sælges eller ikke i tilstrækkelige mængder sælges i normal handel, eller såfremt et sådant salg ikke muliggør en behørig sammenligning på grund af den særlige markedssituation, fastsættes den normale værdi for nævnte vare på grundlag af produktionsomkostningerne i oprindelseslandet plus et rimeligt beløb til dækning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste eller på grundlag af eksportpriserne ved salg i normal handel til et egnet tredjeland, forudsat at disse priser er repræsentative. I samme bestemmelse præciseres det, at en særlig markedssituation for den pågældende vare, som omhandlet i første afsnit, bl.a. kan antages at være til stede, når priserne er kunstigt lave, når der forekommer betydelig byttehandel, eller når der foreligger ikke-kommercielle forædlingsforanstaltninger.

40

Endvidere følger det af grundforordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit, at når den normale værdi af den samme vare beregnes i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 3, beregnes produktionsomkostningerne normalt på grundlag af optegnelser, der føres af den part, som er omfattet af undersøgelsen, forudsat at sådanne optegnelser er i overensstemmelse med almindeligt anerkendte bogføringsprincipper i det pågældende land, og det påvises, at oplysningerne på en rimelig måde afspejler de omkostninger, der er forbundet med produktion og salg af den pågældende vare.

41

Grundforordningens artikel 2, stk. 5, andet afsnit, bestemmer, at hvis omkostninger forbundet med produktion og salg af den vare, der er omfattet af undersøgelsen, ikke er tilstrækkeligt afspejlet i den pågældende parts optegnelser, justeres eller fastsættes de på grundlag af de omkostninger, der bæres af andre producenter eller eksportører i samme land, eller, hvis sådanne oplysninger ikke foreligger eller ikke kan anvendes, på et andet rimeligt grundlag, herunder på grundlag af oplysninger fra andre repræsentative markeder.

42

Formålet med grundforordningens artikel 2, stk. 5, første og andet afsnit, er at sikre, at de omkostninger forbundet med produktion og salg af den samme vare, der er anvendt i forbindelse med beregningen af denne vares normale værdi, afspejler de omkostninger, som en producent har afholdt på eksportlandets hjemmemarked.

43

Det følger i øvrigt af ordlyden af grundforordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit, at de optegnelser, der føres af den part, som er omfattet af undersøgelsen, udgør den foretrukne kilde til oplysninger ved fastsættelsen af produktionsomkostningerne for den samme vare, og at anvendelsen af oplysninger fra disse optegnelser udgør hovedreglen, og at en tilpasning deraf eller erstatning af disse oplysninger med et andet rimeligt grundlag udgør undtagelsen.

44

Henset til princippet om, at en undtagelse til eller en fravigelse af en generel regel skal fortolkes indskrænkende (jf. dom af 19.9.2013, Dashiqiao Sanqiang Refractory Materials mod Rådet, C-15/12 P, EU:C:2013:572, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis), må det, som sagsøgeren har gjort gældende, fastslås, at den undtagelsesordning, der følger af grundforordningens artikel 2, stk. 5, skal fortolkes indskrænkende.

45

I den foreliggende sag har sagsøgeren – de grunde, der har foranlediget institutionerne til at beregne den normale værdi af samme vare i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 3 – anfægtet anvendelsen af samme forordnings artikel 2, stk. 5, på grundlag af hvilken institutionerne i forbindelse med beregningen undlod at anvende de priser på de vigtigste råmaterialer, som fremgik af de undersøgte virksomheders optegnelser.

46

I den anfægtede forordning har institutionerne ikke anført, at de undersøgte argentinske eksporterende producenters optegnelser ikke var i overensstemmelse med de almindeligt anerkendte bogføringsprincipper i Argentina. Derimod har de gjort gældende, at optegnelserne ikke afspejlede de omkostninger, der var forbundet med de vigtigste råmaterialer, tilstrækkeligt.

47

Som det fremgår af 29.-42. betragtning til den anfægtede forordning, fandt institutionerne, at DEA-ordningen, idet den omfattede forskellige eksportafgifter på de vigtigste råmaterialer og på biodiesel, havde forårsaget en fordrejning af priserne på disse råmaterialer, for så vidt som ordningen pressede disse priser på det argentinske marked ned til et kunstigt lavt niveau.

48

Idet institutionerne støttede sig til dom af 7. februar 2013, Acron og Dorogobuzh mod Rådet (T-235/08, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:65), fastholdt de i 31. betragtning til den anfægtede forordning, at når priserne på råmaterialer reguleres på en sådan måde, at de var unaturligt lave på hjemmemarkedet, kunne det formodes, at omkostningerne ved produktion af den pågældende vare var påvirket af en forvridning. Under disse omstændigheder kan de oplysninger, der fremgår af de undersøgte argentinske eksporterende producenters optegnelser, ikke anses for at være tilstrækkelige, og der bør derfor foretages en justering heraf.

49

I denne forbindelse bemærkes, at Retten i dom af 7. februar 2013, Acron og Dorogobuzh mod Rådet (T-235/08, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:65), præmis 44, fastslog, at henset til den omstændighed, at naturgassen blev leveret obligatorisk til en meget lav pris til de pågældende eksporterende producenter i henhold til den russiske lovgivning, var produktionsprisen for den pågældende vare i den sag, der gav anledning til denne dom, påvirket af en fordrejning på det russiske hjemmemarked for så vidt angik prisen på gas, idet denne pris ikke var et resultat af markedskræfterne. Retten fastslog således, at institutionerne med rette kunne konkludere, at et af de elementer, der fremgik af de optegnelser, der førtes af sagsøgerne i den sag, der havde givet anledning til denne dom, ikke kunne anses for at være rimelig, og at det som følge deraf burde justeres, idet der burde anvendes andre kilder fra markeder, som institutionerne fandt, var mere repræsentative.

50

Som sagsøgeren imidlertid med rette har gjort gældende, fremgår det i modsætning til situationen i den sag, der gav anledning til dom af 7. februar 2013, Acron og Dorogobuzh mod Rådet (T-235/08, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:65), imidlertid ikke af sagsakterne, at priserne på de vigtigste råmaterialer var direkte reguleret i Argentina. Den DEA-ordning, som institutionerne har henvist til, var begrænset til at fastsætte eksportafgifter med forskellige satser for de vigtigste råmaterialer og biodiesel.

51

Det forhold, at DEA-ordningen ikke direkte regulerer priserne på de vigtigste råmaterialer i Argentina, udelukker imidlertid ikke i sig selv, at undtagelsesordningen i grundforordningens artikel 2, stk. 5, kan finde anvendelse.

52

Det bemærkes således, som institutionerne har anført, at den bestemmelse, der svarer til grundforordningens artikel 2, stk. 5, andet afsnit, blev indført i den tidligere grundforordning, nemlig Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EFT 1995, L 56, s. 1), ved Rådets forordning (EF) nr. 1972/2002 af 5. november 2002 om ændring af forordning (EF) nr. 384/96 (EFT 2002, L 305, s. 1).

53

Det fremgår imidlertid af fjerde betragtning til forordning nr. 1972/2002, at indsættelsen af den bestemmelse, der svarer til grundforordningens artikel 2, stk. 5, andet afsnit, havde til formål at fastlægge nogle retningslinjer for, hvad der skal gøres, hvis optegnelserne ikke på en rimelig måde afspejlede de omkostninger, der var forbundet med produktion og salg af den pågældende vare, især i situationer, hvor salg af den samme vare ikke muliggjorde en behørig sammenligning på grund af en særlig markedssituation. Af samme betragtning fremgår, at relevante oplysninger i et sådant tilfælde bør indhentes fra kilder, der ikke er påvirket af »sådanne forvridninger«.

54

Fjerde betragtning til forordning nr. 1972/2002 fastsætter således en mulighed for at anvende grundforordningens artikel 2, stk. 5, bl.a. i situationer, hvor salg af den samme vare ikke muliggør en behørig sammenligning på grund af en forvridning. Det fremgår ligeledes af betragtningen, at en sådan situation bl.a. kan opstå, når der foreligger en særlig markedssituation som den, der er nævnt i grundforordningens artikel 2, stk. 3, andet afsnit, som vedrører kunstigt lave priser for den pågældende vare, uden i øvrigt at begrænse denne type situation til tilfælde, hvor eksportlandet direkte regulerer prisen på den samme vare eller de vigtigste råmaterialer, som denne består af.

55

Det kan derimod ikke med rimelighed antages, at enhver foranstaltning, der er truffet af eksportlandets offentlige myndigheder, og som kan have indflydelse på priserne på de vigtigste råmaterialer og dermed også på priserne på den pågældende vare, er forårsaget af en fordrejning, som gør det muligt i forbindelse med beregningen af den normale værdi af samme vare at se bort fra de priser, som fremgår af de optegnelser, der føres af den part, som er omfattet af undersøgelsen. Som sagsøgeren med rette har gjort gældende, ville det i grundforordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit, fastsatte princip, hvorefter disse optegnelser udgør den foretrukne kilde til oplysninger ved fastlæggelsen af den samme vares produktionsomkostninger, kunne miste sin effektive virkning, hvis enhver foranstaltning truffet af de offentlige myndigheder i eksportlandet, som kunne have en selv minimal indflydelse på råmaterialepriserne, kunne tages i betragtning.

56

En foranstaltning, der er truffet af eksportlandets offentlige myndigheder, kan således kun foranledige institutionerne til i forbindelse med beregningen af den normale værdi af den samme vare at lade de priser på de vigtigste råmaterialer, som fremgår af de optegnelser, der føres af den part, som er omfattet af undersøgelsen, ude af betragtning, når foranstaltningen forårsager en mærkbar fordrejning af priserne på disse råmaterialer. Med en anden fortolkning af den undtagelsesordning, som er fastsat i grundforordningens artikel 2, stk. 5, hvorefter det i en situation som i den foreliggende sag omhandlede ville være muligt at erstatte disse oplysninger med et omkostningsbeløb, som var støttet på et andet rimeligt grundlag, ville der være risiko for et uforholdsmæssigt indgreb i princippet om, at disse fortegnelser udgør den foretrukne kilde til oplysninger ved fastlæggelsen af produktionsomkostningerne for denne vare.

57

For så vidt angår bevisbyrden for, at der foreligger forhold, som kan begrunde anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit, bemærkes endvidere, at institutionerne – når de finder det nødvendigt at lade de produktionsomkostninger, der er indeholdt i de optegnelser, der føres af den part, som er omfattet af undersøgelsen, ude af betragtning for at erstatte dem med en anden pris, der findes rimelig – ved en sådan afgørelse skal kunne henvise til beviser for, eller i det mindste indicier, der peger i retning af, at der foreligger en faktor, som kan give anledning til en justering (jf. analogt dom af 10.3.2009, Interpipe Niko Tube og Interpipe NTRP mod Rådet, T-249/06, EU:T:2009:62, præmis 180 og den deri nævnte retspraksis).

58

Henset til den omstændighed, at det forhold, at de produktionsomkostninger for den samme vare, som fremgår af de optegnelser, der føres af de parter, som er omfattet af undersøgelsen, lades ude af betragtning i forbindelse med beregningen af den normale værdi af denne vare, er omfattet af en undtagelsesordning (jf. præmis 44 ovenfor), og når den fordrejning, som institutionerne har henvist til, ikke er en umiddelbar følge af den statslige foranstaltning, som har forårsaget den – som det var tilfældet i den sag, der gav anledning til dom af 7. februar 2013, Acron og Dorogobuzh mod Rådet (T-235/08, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:65) – men af virkninger, som foranstaltningen menes at have på markedet, skal institutionerne derfor sørge for at belyse det omhandlede markeds funktionsmåde og godtgøre foranstaltningens konkrete virkning på dette marked, uden i denne henseende blot at støtte sig på formodninger.

59

Det er i lyset af disse omstændigheder, at det skal undersøges, om institutionerne i tilstrækkeligt omfang har påvist, at betingelserne for i forbindelse med beregningen af den normale værdi af den samme vare at lade de priser på de vigtigste råmaterialer, som fremgik af de undersøgte argentinske eksporterende producenters fortegnelser, ude af betragtning, var opfyldt i den foreliggende sag.

60

Hvad for det første angår den foranstaltning, der er truffet af de argentinske offentlige myndigheder, og som, således som det bl.a. er anført i 29. betragtning til den anfægtede forordning, anses for at være en kilde til fordrejning af priserne på de vigtigste råmaterialer, er der tale om en DEA-ordning, idet den omfatter differentierede afgiftsniveauer for de vigtigste råmaterialer og biodiesel. Det fremgår af 35. betragtning til den anfægtede forordning, at eksporten af biodiesel i undersøgelsesperioden var pålagt en nominel afgiftssats på 20% med en effektiv afgiftsprocent på 14,58%, mens afgiftssatsen for eksport af soja og for eksport sojabønneolie i den samme periode var fastsat til henholdsvis 35% og 32%.

61

Hvad for det andet angår DEA-ordningens virkninger har Rådet i bl.a. 30. betragtning til den anfægtede forordning anført, at en yderligere undersøgelse havde vist, at DEA-ordningen pressede priserne på de vigtigste råmaterialer på det argentinske marked ned til et kunstigt lavt niveau.

62

Selv om Rådet i denne henseende i 68. betragtning til den anfægtede forordning for så vidt angår den i Indonesien anvendte DEA-ordnings virkninger har anført, at denne ordning begrænsede mulighederne for at eksportere råmaterialer, således at der opstod et større udbud af disse råmaterialer på hjemmemarkedet, og der lagdes pres i nedadgående retning på nævnte råmaterialers priser på dette marked, skal det bemærkes, at Rådet ikke i forordningen har påvist, i hvilket omfang ordningen, idet den indeholdt differentierede satser for eksportafgiften på de vigtigste råmaterialer og på biodiesel, havde forårsaget en mærkbar fordrejning af priserne på disse råmaterialer på det argentinske marked.

63

I 37. betragtning til den anfægtede forordning har Rådet konstateret, at hjemmemarkedspriserne og de internationale priser på de vigtigste råmaterialer følger den samme udvikling, og at forskellen på disse priser er eksportafgiften på råmaterialerne. I 38. betragtning til forordningen har Rådet anført, at hjemmemarkedspriserne for de vigtigste råmaterialer, der anvendtes af biodieselproducenterne i Argentina, var unaturligt lavere end de internationale priser på grund af den fordrejning, som DEA-ordningen forårsagede. Idet Rådet har begrænset sig til at anføre, at forskellen på hjemmemarkedspriserne og de internationale priser på de vigtigste råmaterialer i det væsentlige er eksportafgiften på disse, har det imidlertid ikke påvist de virkninger, som forskellen mellem satsen på afgifterne på disse råmaterialer og satsen på afgiften på biodiesel i sig selv har kunnet have på priserne på disse råmaterialer på det argentinske marked. Konstateringen i 37. betragtning til forordningen gør det således højst muligt at drage konklusioner vedrørende visse virkninger, som indførelsen af en eksportafgift har kunnet have på priserne på de vigtigste råmaterialer, men den gør det ikke muligt at drage konklusioner om de virkninger, som forskellen mellem satsen på afgifterne på disse råmaterialer og satsen på afgiften på biodiesel har kunnet have på priserne på råmaterialerne på det nævnte markedet.

64

Rådets angivelser, som fremgår af 39. og 42. betragtning til den anfægtede forordning, og hvorefter de priser på råmaterialer, som fremgår af de pågældende virksomheders optegnelser, er blevet erstattet af den pris, som virksomhederne ville have købt råmaterialerne til på hjemmemarkedet, hvis der ikke forelå fordrejning, dvs. referenceprisen, gør det heller ikke muligt at drage konklusioner vedrørende den indvirkning, som forskellen mellem satsen på eksportafgiften på disse råmaterialer og satsen på eksportafgiften på biodiesel har kunnet have på råmaterialernes priser på hjemmemarkedet. I det omfang betragtningerne skal forstås som en konstatering fra Rådets side, hvorefter priserne på de vigtigste råmaterialer på dette marked, såfremt der ikke var en sådan forskel på satserne, ville have været identiske med referenceprisen, skal det blot bemærkes, at dette hverken er blevet påvist i den anfægtede forordning eller i forbindelse med proceduren for Retten.

65

For så vidt angår de økonomiske undersøgelser, som institutionerne har påberåbt sig under proceduren for Retten, bemærkes, at det ganske vist kan udledes heraf, at eksportafgifterne fører til en prisstigning for eksport af den vare, som afgiften pålægges, i forhold til varens pris på hjemmemarkedet, et fald i eksportmængden af varen og et nedadgående pres på varens pris på hjemmemarkedet. Det kan ligeledes udledes, at en eksportafgiftsordning, som fastsætter en højere afgift for de vigtigste råmaterialer end for varerne på et marked i et efterfølgende omsætningsled, beskytter og tilgodeser den indenlandske industri i et efterfølgende omsætningsled ved at skaffe dem råmaterialer i tilstrækkelige mængder til fordelagtige priser.

66

Det skal imidlertid konstateres, at disse undersøgelser er begrænset til en analyse af eksportafgifternes virkninger på priserne på de vigtigste råmaterialer og ikke virkningerne af de differentierede satser, der anvendes for eksportafgifter på de vigtigste råmaterialer og på biodiesel.

67

Institutionerne har således begrænset sig til at redegøre for forholdet mellem de internationale priser og hjemmemarkedspriserne på de vigtigste råmaterialer og til at anføre oplysninger om eksportafgiftens indvirkning på udbuddet af råmaterialerne på hjemmemarkedet og på råmaterialepriserne, uden dog konkret at godtgøre de virkninger, som DEA-ordningen som sådan har kunnet have på hjemmemarkedspriserne på de vigtigste råmaterialer, og i hvilket omgang disse virkninger adskiller sig fra virkningerne i et afgiftssystem, som ikke indeholder forskellige satser for eksportafgiften på de vigtigste råmaterialer og på biodiesel.

68

Det må derfor fastslås, at institutionerne ikke i tilstrækkeligt omfang har påvist, at der forelå en mærkbar fordrejning af priserne på de vigtigste råmaterialer i Argentina, som kunne tilskrives DEA-ordningen, derved, at denne indeholder differentierede satser for eksportafgiften på de vigtigste råmaterialer og på biodiesel. Ved at fastslå, at priserne på disse råmaterialer ikke var tilstrækkeligt afspejlet i de undersøgte argentinske eksporterende producenters optegnelser, og ved at lade dem ude af betragtning har institutionerne således tilsidesat grundforordningens artikel 2, stk. 5.

69

I modsætning til hvad institutionerne har gjort gældende, er den omstændighed, at de har en bred skønsmargen inden for den fælles handelspolitik og ganske særligt med hensyn til komplekse økonomiske vurderinger inden for området for handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger, og at Unionens retsinstanser i denne forbindelse skal begrænse deres prøvelse til at undersøge, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, som er lagt til grund ved det omtvistede valg, er materielt rigtige, samt om der foreligger en åbenbar fejl i vurderingen af de faktiske omstændigheder, eller om der er begået magtfordrejning, ikke til hinder for denne konklusion (jf. i denne retning dom af 18.9.2002, Since Hardware (Guangzhou) mod Rådet, T-156/11, EU:T:2012:431, præmis 134-136 og den deri nævnte retspraksis).

70

En af Retten udøvet kontrol, som er begrænset til en prøvelse af, om de elementer, som EU-institutionerne begrunder deres konstateringer med, er af en sådan art, at de understøtter de konklusioner, som de udleder heraf, gør således ikke indgreb i institutionernes brede skønsmargen inden for området for handelspolitik (jf. i denne retning dom af 16.2.2012, Rådet og Kommissionen mod Interpipe Niko Tube og Interpipe NTRP, C-191/09 P og C-200/09 P, EU:C:2012:78, præmis 68).

71

I den foreliggende sag har Retten imidlertid begrænset sig til at undersøge, hvorvidt institutionerne har godtgjort, at betingelserne for i forbindelse med beregningen af den normale værdi for den samme vare at lade de omkostninger, der var forbundet med produktion og salg af varen, og som blev afspejlet i de undersøgte argentinske eksporterende producenters optegnelser, ude af betragtning i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 5, var opfyldt.

72

Heraf følger, at der må gives medhold i det første anbringende.

73

Det skal endvidere undersøges, i hvilket omfang den konstaterede fejl kan begrunde annullation af den anfægtede forordning, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

74

I modsætning til det af Rådet anførte er det under de i denne sag foreliggende omstændigheder ikke muligt delvis at annullere den anfægtede forordnings artikel 1 udelukkende med hensyn til den konstaterede fejl vedrørende metoden for fastsættelse af antidumpingtoldsatsen.

75

Det følger af retspraksis, at en EU-retsakt kun kan annulleres delvist, såfremt de elementer, der kræves annulleret, kan udskilles fra den øvrige retsakt. Dette krav om udskillelse er ikke opfyldt, når den delvise annullation bevirker, at retsaktens materielle indhold ændres (dom af 10.12.2002, Kommissionen mod Rådet, C-29/99, EU:C:2002:734, præmis 45 og 46).

76

Som det blev anført i forbindelse med undersøgelsen af det første anbringende, er den beregning af den normale værdi for samme vare, som institutionerne har foretaget, baseret på fejlagtige betragtninger. Eftersom den normale værdi er en væsentlig forudsætning for at fastsætte den gældende antidumpingtoldsats, kan den anfægtede forordnings artikel 1 ikke opretholdes, for så vidt som den pålægger sagsøgeren en individuel antidumpingtold.

77

Henset til den indbyrdes sammenhæng mellem den endelige antidumpingtold og den midlertidige antidumpingtold, som er fastsat i grundforordningens artikel 10, stk. 2 og 3, skal den anfægtede forordnings artikel 2 ligeledes annulleres med hensyn til sagsøgeren, for så vidt som den fastsætter, at de beløb, for hvilke der er stillet sikkerhed i form af den midlertidige antidumpingtold, opkræves endeligt.

78

Den anfægtede forordning skal således annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren, uden at det er fornødent at behandle det andet og det tredje anbringende.

79

I henhold til artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Rådet har tabt sagen, bør det pålægges dette at bære sine egne omkostninger og at betale sagsøgerens omkostninger i overensstemmelse med dennes påstand herom.

80

Kommissionen og EBB bærer hver deres egne omkostninger i henhold til bestemmelserne i procesreglementets artikel 138, stk. 1 og 3.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Retten (Niende Afdeling):