Parter
Dommens præmisser
Afgørelse

Parter

I sag F-31/14,

angående et søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A,

Philippe Colart, tjenestemand ved Europa-Parlamentet, Bastogne (Belgien), og de øvrige sagsøgere, hvis navne fremgår af bilaget til denne dom, ved advokat A. Salerno,

sagsøgere,

mod

Europa-Parlamentet, ved O. Caisou-Rousseau og S. Alves, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

har

PERSONALERETTEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, M.I. Rofes i Pujol, og dommerne K. Bradley og J. Svenningsen (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig X. Lopez Bancalari,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 30. september 2014,

afsagt følgende

Dom

Dommens præmisser

1. Ved stævning indgået til Personalerettens Justitskontor den 29. marts 2014 har Philippe Colart og de øvrige sagsøgere, hvis navne fremgår af bilaget til denne dom, nedlagt påstand om annullation af resultatet af valget til Europa-Parlamentets personaleudvalg, som Udvalget til Valgs Prøvelse offentliggjorde meddelelse om den 28. november 2013, og som det nævnte udvalg bekræftede efter at have forkastet sagsøgernes klage.

Retsforskrifter

Vedtægten

2. Artikel 9 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten (herefter »vedtægten«), bestemmer:

»1. Der oprettes:

– a) i hver institution:

– et personaleudvalg, eventuelt inddelt i sektioner for hvert tjenestested

[…]

der varetager de opgaver, der bliver tillagt de[t] i denne vedtægt.

2. Sammensætningen af [dette] organ[…] og de nærmere bestemmelser om [dets] virke fastlægges af hver enkelt institution i overensstemmelse med bestemmelserne i bilag II [til vedtægten].

[…]«

3. Artikel 1, stk. 2, i bilag II til vedtægten bestemmer:

»Betingelserne for valg til personaleudvalg, der ikke er inddelt i lokale sektioner, eller, når personaleudvalget er inddelt i lokale sektioner, til den lokale sektion, fastsættes af generalforsamlingen af den institutions tjenestemænd, der gør tjeneste på det pågældende tjenestested. Institutionen kan dog bestemme, at valgbetingelserne fastsættes under hensyntagen til et ønske, som institutionens personale giver udtryk for ved en afstemning. […]«

Forretningsordenen for personalerepræsentation i Parlamentet

4. Parlamentets personaleudvalg vedtog den 6. februar 2012 i henhold til bilag II til vedtægten en forretningsorden for personalerepræsentation (herefter »forretningsordenen«), som denne institutions personale vedtog ved en afstemning den 4. april 2012.

5. Forretningsordenens artikel 8, stk. 1 og 2, bestemmer:

»1. Generalforsamlingen [for personalet, der udgøres af samtlige de stemmeberettigede til valget til personaleudvalget] udpeger på fælles forslag ud fra lister, der indeholder navnet på mindst et afgående medlem af personaleudvalget, mindst en ordinær stemmetæller og tre suppleanter for denne for hver liste blandt de af de stemmeberettigede valgte kandidater.

2. De ordinære stemmetællere og deres suppleanter må ikke være medlem af personaleudvalget og ikke stille op som kandidat til valg til personaleudvalget. […]«

6. Det fremgår af forretningsordenens artikel 20, stk. 1 og 2, at »Udvalget [til Valgs Prøvelse] udgøres af de ordinære stemmetællere« og »har ansvaret for at tilrettelægge og afholde valg til personaleudvalget og de andre valg, afstemninger og høringer, der afholdes i henhold til denne forretningsorden«.

7. Forretningsordenens artikel 26 bestemmer:

»1. Valghandlingerne tilrettelægges af Udvalget til Valgs Prøvelse.«

2. Udvalget til Valgs Prøvelse har mindst [40] arbejdsdage til at tilrettelægge valget.

3. På anmodning fra Udvalget til Valgs Prøvelse kan [Parlamentets] generalsekretær udpege to observatører, herunder en person fra den juridiske tjeneste, der skal deltage i de møder, som Udvalget til Valgs Prøvelse afholder vedrørende valg til personaleudvalget.«

8. Forretningsordenens artikel 39 fastsætter:

»1. Efter stemmeoptællingen vedtager og offentliggør Udvalget til Valgs Prøvelse listen over valgte kandidater.

2. De kandidater fra hver enkelt liste, der ikke er blevet valgt, opstilles i referatet i rækkefølge efter det antal stemmer, som de har opnået.

3. Udvalget til Valgs Prøvelse udfærdiger et referat fra valghandlingen senest [25] arbejdsdage efter offentliggørelsen af listen over valgte kandidater og efter at have behandlet eventuelle klager i henhold til denne forretningsordens artikel 42.

4. Udvalget fremsender en kopi af referatet og af listen over valgte kandidater til [Parlamentets] generalsekretær og til den ældste af de valgte kandidater og offentliggør meddelelse herom på intranettet for Udvalget til Valgs Prøvelse.«

9. Forretningsordenens artikel 41 bestemmer:

»Med forbehold af adgangen til at anlægge sag ved Den Europæiske Unions Domstol er Udvalget til Valgs Prøvelse enekompetent til at afgøre enhver tvist eller klage vedrørende afholdelsen af valg til personaleudvalget. Sådanne klager skal indgives skriftligt til Udvalget til Valgs Prøvelse senest ti arbejdsdage efter meddelelsen af den bebyrdende afgørelse eller retsakt. Udvalget til Valgs Prøvelse besvarer klagen senest ti arbejdsdage efter modtagelsen af klagen.«

10. Forretningsordenens artikel 42 bestemmer:

»Klage over afholdelsen af en valghandling indgives skriftligt til Udvalget til Valgs Prøvelse senest ti arbejdsdage efter offentliggørelsen af listen over valgte kandidater. Udvalget til Valgs Prøvelse besvarer klagen senest ti arbejdsdage efter modtagelsen af klagen.«

11. I henhold til forretningsordenens artikel 45 kan forslag til ændring af forretningsordenen fremsættes af personaleudvalget eller efter en anmodning underskrevet af mindst 200 stemmeberettigede. Såfremt et ændringsforslag godkendes af generalforsamlingen, forelægges forslaget for de stemmeberettigede ved en afstemning inden for en frist på 20 arbejdsdage.

12. Det fremgår af forretningsordenens artikel 47, at »[denne] forordning, der er deponeret hos Parlamentets generalsekretær den 20. juni 2012 […], fremsendes i kopi til Parlamentets formand og præsidium […]«.

Sagens faktiske omstændigheder

13. Sagsøgerne var i 2013 medlemmer af fagforeningen »Solidarité pour les agents et fonctionnaires européens« (herefter »SAFE«). Philippe Colart og Vienne varetog nærmere bestemt stillingen som henholdsvis formand og politisk sekretær.

14. Efter afholdelsen af en ekstraordinær generalforsamling for SAFE’s medlemmer den 21. juni 2013 opstod der intern uenighed inden for fagforeningen vedrørende sammensætningen af dens bestyrelse, idet ni SAFE-medlemmer anført af Philippe Colart (herefter »Colart m.fl.«) hævdede, ligesom en anden gruppe af SAFE-medlemmer, der var anført af Ciuffreda, at være den nævnte fagforenings legitime repræsentanter. Disse to grupper af SAFE-medlemmer var uenige om, hvem der skulle have adgang til den elektroniske postkasse, som Parlamentet stillede til rådighed for SAFE, og havde indbragt denne tvist for såvel Unionens retsinstanser (jf. kendelse Colart m.fl. mod Parlamentet, F-87/13, EU:F:2014:53) som de luxembourgske retsinstanser.

15. I forbindelse med det valg til Parlamentets personaleudvalg, der skulle afholdes i efteråret 2013, besluttede Colart m.fl. i sidste ende, at de ikke ville præsentere sig under banneret »SAFE«, så længe der ikke var fundet en løsning på den tvist, der var opstået mellem dem og den anden gruppe af SAFE-medlemmer, som senest blev anført af Guccione (herefter »Guccione m.fl.«). Den 20. september 2013 indleverede Colart m.fl. således en liste under benævnelsen »SAFETY« (herefter »SAFETY-listen«) til Udvalget til Valgs Prøvelse med henblik på det nævnte valg, idet de endvidere ved en e-mail af samme dato til formanden for Udvalget til Valgs Prøvelse gjorde udvalget opmærksom på de konsekvenser, det eventuelt ville medføre at anvende benævnelsen »SAFE« for listen over de kandidater, der var anført af Guccione (herefter »SAFE-listen«), idet en sådan anvendelse efter Colart m.fl.’s opfattelse ville være uretmæssig og svigagtig. Efter sagsøgernes opfattelse udviste Colart m.fl. en »forsigtig og fornuftig holdning, [der] hovedsageligt havde til formål ikke at »forurene« den demokratiske valgproces ved at stille Udvalget til Valgs Prøvelse over for den samtidige indgivelse af to lister, der begge hævdede [retmæssigt] at anvende benævnelsen »SAFE«, med den [efterfølgende] risiko for, at en lang række sagsanlæg ville forstyrre tidsplanen for valghandlingens gennemførelse«.

16. Efter at Udvalget til Valgs Prøvelse den 25. september 2013 havde offentliggjort listerne over kandidaterne til valget til personaleudvalget, sendte Colart m.fl. en e-mail til Guccione m.fl., der havde ladet sig opstille som kandidater på SAFE-listen, for at oplyse dem om, at Colart m.fl. var indehavere af logoet »SAFE«, der var registreret hos Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM), og at Colart m.fl. derfor ville anlægge sag mod Guccione m.fl., hvis sidstnævnte valgte at benytte dette logo, med henblik på at kræve erstatning for den ved den ulovlige anvendelse lidte skade.

17. Den 10. oktober 2013 gav Parlamentet Colart m.fl. adgang til en elektronisk postkasse benævnt »SAFETY«.

18. Den første afstemningsrunde af valget til personaleudvalget fandt sted i perioden fra den 14. til den 23. oktober 2013. Den anden afstemningsrunde fandt sted i perioden fra den 18. til den 27. november 2013.

19. Efter at Udvalget til Valgs Prøvelse den 28. november 2013 havde offentliggjort resultatet af valget til Parlamentets personaleudvalg, indgav Philippe Colart i sin egenskab af »ansvarlig for SAFETY-listen« den 12. december 2013 en »[k]lage over valgresultatet i henhold til [forretningsordenens] artikel 42 […]« til det nævnte udvalg. Denne klage blev endvidere sendt i kopi til Parlamentets formand og til generalsekretæren for denne institution. I denne klage udtalte Philippe Colart sig på vegne af SAFETY-listen og kritiserede Udvalget til Valgs Prøvelse for ikke at have iværksat nogen foranstaltninger, for ikke at have besvaret hans henvendelse af 20. september 2013 og for ikke at have drøftet spørgsmålet om anvendelsen af navnet »SAFE« i forbindelse med valget. Philippe Colart anfægtede endvidere, at SAFE-listen, som Guccione stod i spidsen for, var blevet tildelt fire af de seks pladser, der tildeles de tjenestemænd og ansatte, der gør tjeneste i Luxembourg (Luxembourg).

20. I den klage, som Philippe Colart indgav til Udvalget til Valgs Prøvelse på vegne af SAFETY-listen, fremsatte han principalt krav om, at »valghandlingen ganske enkelt skal annulleres på grund af valgets manglende pålidelighed og anvendelsen af illoyale metoder og fremgangsmåder«. Philippe Colart kritiserede endvidere den omstændighed, at formanden for Udvalget til Valgs Prøvelse, nemlig Tilotta, var medlem af gruppen Guccione m.fl., der hævdede at udgøre gruppen af de legitime medlemmer af SAFE’s bestyrelse, og fremsatte subsidiært på vegne af SAFETY-listen krav om, at der blev foretaget en manuel omtælling af stemmesedlerne. Philippe Colart anførte i denne henseende, at der var sket uregelmæssigheder i forbindelse med åbningen af stemmeurnerne efter den første afstemningsrunde og i forbindelse med aflåsningen af de påståede sikrede lokaler, hvor afstemningen havde fundet sted, og at han tvivlede på, at resultatet var korrekt, idet der blandt de 29 personer, som var valgt til personaleudvalget, for det første ikke var en eneste ansat ved Generaldirektoratet for Oversættelse, som dog repræsenterer 20% af de ansatte ved Parlamentet, og for det andet kun var seks af de valgte kandidater, som gjorde tjeneste i Luxembourg.

21. Ved skrivelse af 19. december 2013 (herefter »Udvalget til Valgs Prøvelses afgørelse af 19. december 2013« eller »afgørelsen om afslag på den til Udvalget til Valgs Prøvelse indgivne klage«) besvarede Udvalget til Valgs Prøvelse den klage, som Philippe Colart havde indgivet i sin egenskab af ansvarlig for SAFETY-listen, idet udvalget anførte, at da der ikke forelå en bindende retsafgørelse vedrørende anvendelsen af navnet »SAFE«, var udvalget forpligtet til at anerkende samtlige listenavne, som de for listerne ansvarlige personer foreslog, hvortil kom, at Colart m.fl. havde besluttet at opstille en liste under benævnelsen »SAFETY«, hvorved de havde fjernet enhver risiko for forveksling, som kunne være opstået hos de stemmeberettigede som følge af eksistensen af to konkurrerende lister med det samme navn.

22. Hvad angår rigtigheden af de afgivne stemmer oplyste Udvalget til Valgs Prøvelse Philippe Colart om, at antallet af blanke stemmesedler systematisk var blevet kontrolleret i forbindelse med både åbningen og lukningen af stemmelokalerne, som i øvrigt var sikrede med elektroniske låse, og at der ikke var blevet konstateret nogen fejl, hvilket gjorde det muligt at afvise hans mistanke om den påståede mulighed for, at urnerne var blevet åbnet, og at de allerede afgivne stemmesedler var blevet erstattet med andre stemmesedler.

23. Hvad angår kravet om omtælling af stemmesedlerne meddelte Udvalget til Valgs Prøvelse Philippe Colart, at udvalget med enstemmighed havde besluttet ikke at foretage en sådan omtælling, da der ikke var fremsat noget fornuftigt eller overbevisende argument, der kunne begrunde et sådant tiltag.

24. Hvad endelig angår valgresultatet anførte Udvalget til Valgs Prøvelse, at det ikke tilkom udvalget at foretage politiske analyser og endnu mindre at fremsætte bemærkninger om de valgte kandidaters tilhørsforhold til det ene eller det andet generaldirektorat i Parlamentet. Hvad angår antallet af valgte kandidater med tjenestested i Luxembourg opfyldte dette antal fuldt ud det i forretningsordenen fastsatte minimum.

Parternes påstande og retsforhandlinger

25. Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

– Resultatet af valget til personaleudvalget, som fandt sted i efteråret 2013 og hvis resultatet officielt blev offentliggjort den 28. november 2013, annulleres.

– Parlamentet tilpligtes at betales sagens omkostninger.

26. Parlamentet har nedlagt følgende påstande:

– Principalt afvises søgsmålet, subsidiært frifindelse.

– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

27. Ved Justitskontorets skrivelse af 15. september 2014 har Personaleretten som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse stillet parterne visse spørgsmål, som de har besvaret behørigt inden for den fastsatte frist.

28. Sagsøgerne har forklaret, at de ikke forsøgte at henvende sig til ansættelsesmyndigheden efter bekendtgørelsen af valgresultatet, og at de fremsendte en kopi af deres klage til Udvalget til Valgs Prøvelse til visse personer, der havde beføjelse til at handle på ansættelsesmyndighedens vegne, udelukkende for at sikre gennemsigtighed og af høflighedshensyn. Sagsøgerne har endvidere bekræftet, at den afgørelse, som de krævede annulleret, var den afgørelse, hvorved resultatet blev bekendtgjort, idet Udvalget til Valgs Prøvelses afgørelse af 19. december 2013 efter sagsøgernes opfattelse blot bekræftede det resultat, der var blevet bekendtgjort den 28. november 2013.

29. Sagsøgerne har endvidere anført, at de efter Udvalget til Valgs Prøvelses afgørelse af 19. december 2013 ikke forespurgte ansættelsesmyndigheden, om det var muligt at indgive en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, da en sådan klage for det første ville udgøre en unødvendig omvej, idet ansættelsesmyndigheden ikke udøver hierarkisk myndighed over Udvalget til Valgs Prøvelse og derfor ikke i princippet kan ændre det nævnte udvalgs afgørelser. Sagsøgerne har for det andet anført, at det følger af en læsning af forretningsordenens artikel 41, og idet de tager udgangspunkt i den antagelse, at ansættelsesmyndigheden i princippet ikke har til opgave at gribe ind i processen vedrørende valg til personaleudvalget, at Personaleretten er kompetent i medfør af forretningsordenens artikel 41 til direkte at vurdere lovligheden af Udvalget til Valgs Prøvelses afgørelser.

30. Sagsøgerne har anerkendt, at det følger af retspraksis, at selv om ansættelsesmyndigheden ikke udøver nogen hierarkisk myndighed over Udvalget til Valgs Prøvelse, kan eller endog skal den gribe ind og ændre det nævnte udvalgs afgørelser, såfremt de måtte vise sig at være ulovlige, men har argumenteret for, at »retspraksis har udviklet sig således, at ansættelsesmyndigheden nu på ingen måder griber ind i valgprocessen«.

31. Parlamentet har over for Personaleretten bekræftet, at det ikke har uddelegeret nogen beslutningsbeføjelse til Udvalget til Valgs Prøvelse med hensyn til at vedtage afgørelser i ansættelsesmyndighedens navn og på dens vegne. Navnlig er kompetencen til at træffe afgørelse vedrørende de klager, der indgives i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, udelukkende forbeholdt denne institutions præsidium, formand og generalsekretær.

32. Parlamentet har over for Personaleretten anført, at det ikke udtrykkeligt har oplyst sit personale om, at organer, der repræsenterer personalet, ikke ved at vedtage regler som de i forretningsordenen indeholdte kan dispensere fra en vedtægtsbestemmelse såsom vedtægtens artikel 90, stk. 2, og at andre kandidater til det valg til personaleudvalget, der blev afholdt i efteråret 2013, efter at have henvendt sig til Udvalget til Valgs Prøvelse ved en klage i henhold til forretningsordenens artikel 41, den 28. februar 2014 indgav en klage til ansættelsesmyndigheden i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, som ansættelsesmyndigheden forkastede ved afgørelse af 18. juni 2014.

33. Parlamentet har anført, at det følger af retspraksis, at ansættelsesmyndigheden har pligt til at gribe ind, herunder af egen drift, såfremt der opstår tvivl om, hvorvidt et valg til et personaleudvalg er forskriftsmæssigt. Parlamentet har i denne henseende endvidere anført, at ansættelsesmyndigheden i modsætning til, hvad der er tilfældet for så vidt angår udvælgelseskomitéernes afgørelser, som den ikke kan ændre, har beføjelse til at gribe ind over for Udvalget til Valgs Prøvelse, hvis medlemmer udpeges af generalforsamlingen for personalet, for at korrigere de eventuelt konstaterede uregelmæssigheder.

Retlige bemærkninger

Parternes argumenter

34. Sagsøgerne har i stævningen uopfordret rejst spørgsmålet om, hvorvidt deres søgsmål kan antages til realitetsbehandling, idet de har anført, at de har anlagt søgsmålet efter at have indgivet en klage den 12. december 2013 til Udvalget til Valgs Prøvelse i henhold til forretningsordenens artikel 41, som dette udvalg forkastede ved en afgørelse af 19. december 2013. Sagsøgerne er derfor af den opfattelse, at de »i overensstemmelse med ordlyden af [v]edtægtens artikel 91 og [p]rocesreglementets artikel 100, stk. 3, er berettigede til at anlægge den foreliggende sag«, og har i denne henseende med henvisning til dom Vanhellemont mod Kommissionen (T-396/03, EU:T:2005:406) anført, at Parlamentet »ikke kan dække sig ind bag den omstændighed, at det ifølge dets interne regler tilkommer Udvalget til Valgs Prøvelse at træffe afgørelse vedrørende klager over valget af medlemmer til personaleudvalget, for at frigøre sig for sit ansvar for at sikre forskriftsmæssigheden af det nævnte valg«.

35. Som svar på spørgsmål fra Personaleretten har sagsøgerne i retsmødet oplyst, at ansættelsesmyndigheden nødvendigvis må have haft kendskab til det udkast til svar på deres klage, som Udvalget til Valgs Prøvelse havde udfærdiget, og den må således »på et eller andet tidspunkt« i perioden fra den 12. til den 19. december 2013 have truffet en afgørelse, der bestod i at afgive en positiv udtalelse vedrørende det udkast, der efterfølgende blev til Udvalget til Valgs Prøvelses afgørelse af 19. december 2013.

36. Parlamentet har anført, at sagen bør afvises, idet den er blevet anlagt i henhold til artikel 270 TEUF og vedtægtens artikel 91. Parlamentet erindrer imidlertid om, at det udtrykkeligt fremgår af vedtægtens artikel 91, stk. 2, at »[e]n klage [kun] kan [...] antages til påkendelse ved Den Europæiske Unions Domstol, når der for [ansættelsesmyndigheden] i forvejen er indbragt en klage efter [vedtægtens] artikel 90, stk. 2, inden for den deri fastsatte frist, og denne klage har været genstand for en udtrykkelig eller stiltiende afvisning [fra ansættelsesmyndighedens side]«.

37. Parlamentet har i denne henseende anført, at det fremgår af punkt X, der har overskriften »[Klager og klageadgang]«, i bilaget til Parlamentets præsidiums afgørelse af 13. januar 2014 om delegation af de beføjelser, der tilkommer ansættelsesmyndigheden og den myndighed, der har kompetence til at indgå ansættelseskontrakter, og som på dette punkt er identisk med Parlamentets præsidiums afgørelse af 3. maj 2004, der tidligere fandt anvendelse, at ansættelsesmyndighedens beføjelse til at træffe afgørelse vedrørende klager over de afgørelser, der træffes af andre myndigheder end Parlamentets præsidium, formand eller generalsekretær, er uddelegeret til generalsekretæren. Det må i det foreliggende tilfælde således konstateres, at sagsøgerne i strid med den retspraksis, der bl.a. følger af præmis 7 i dom Diezler m.fl. mod ØSU (146/85 og 431/85, EU:C:1987:457), ikke har indgivet en klage til ansættelsesmyndigheden. Da betingelserne for at antage en sag til realitetsbehandling udgør ufravigelige procesforudsætninger, bør den foreliggende sag derfor afvises fra realitetsbehandling.

38. Hvad angår den af sagsøgerne påberåbte omstændighed, at de har indgivet en klage til Udvalget til Valgs Prøvelse, har Parlamentet indvendt, at den i forretningsordenen fastsatte klageprocedure adskiller sig fra den klageprocedure, der er fastsat i vedtægtens artikel 90, stk. 2. Selv om der i forretningsordenens afsnit V, der har overskriften »Klager«, foreskrives en klageadgang til Udvalget til Valgs Prøvelse, som benævnes »klage«, indebærer denne procedure, der er indført ved den nævnte forretningsorden, og med hensyn til hvilken administrationen i øvrigt ikke har nogen form for beslutnings- eller medbeslutningsbeføjelse, nemlig ikke, at ansættelsesmyndigheden skal bidrage med oplysninger eller har mulighed for at afgive udtalelse til brug for udformningen af de svar, der skal gives på de således indgivne klager, såsom den afgørelse om at afslå klagen, som Udvalget til Valgs Prøvelse traf i det foreliggende tilfælde. Udvalget til Valgs Prøvelse kan under alle omstændigheder ikke anses for et organ, der har fået tildelegeret en beføjelse til på vegne af ansættelsesmyndigheden at træffe afgørelse vedrørende de klager, der indgives i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2.

39. Parlamentet har således anført, at det i sin egenskab af ansættelsesmyndighed i det foreliggende tilfælde og til trods for de krav, der følger af retspraksis, ikke havde mulighed for at få kendskab til sagsøgernes klagepunkter eller ønsker før anlæggelsen af den foreliggende sag. Når det er sagt, har Parlamentet i retsmødet medgivet, at ordlyden af forretningsordenens artikel 41 og 42 muligvis kan have fremkaldt en fejlagtig opfattelse hos tjenestemænd og ansatte vedrørende nødvendigheden af på valgområdet at indgive en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, før der anlægges en retssag i henhold til artikel 270 TEUF og vedtægtens artikel 91. Selv om Parlamentet har fastholdt sine hovedkonklusioner om, at sagen skal afvises fra realitetsbehandling, har det imidlertid i retsmødet forklaret, at Parlamentet ud fra et hensyn om at respektere uafhængigheden for tjenestemændenes generalforsamling og personaleudvalgets autonomi, der begge er medophavsmænd til forretningsordenen, ikke på daværende tidspunkt greb ind i forhold til ordlyden af de nævnte bestemmelser, som blev vedtaget af de to nævnte organer, der tilsammen repræsenterer personalet.

Personalerettens bemærkninger

40. For at kunne vurdere, om den foreliggende sag kan antages til realitetsbehandling, hvilket Parlamentet har bestridt, skal det først præciseres, hvilke typer afgørelser der på valgområdet kan gøres til genstand for Personalerettens prøvelse, og dernæst skal det undersøges, hvilke krav der stilles til den administrative fase på dette område.

De typer afgørelser, der på valgområdet kan gøres til genstand for domstolsprøvelse

41. Det bemærkes for det første, at Unionens retsinstanser i tvister om valg til bl.a. personaleudvalg er kompetente til at træffe afgørelse på grundlag af de generelle bestemmelser i vedtægten om tjenestemænds klageadgang, der er fastsat i artikel 270 TEUF. Denne domstolsprøvelse udøves i sager anlagt mod den berørte institution, som vedrører sådanne handlinger eller undladelser fra ansættelsesmyndighedens side, som dennes administrative kontrolbeføjelser på området giver anledning til (jf. domme de Dapper m.fl. mod Parlamentet, 54/75, EU:C:1976:127, præmis 8 og 24, Diezler m.fl. mod ØSU, EU:C:1987:457, præmis 5, og Grynberg og Hall mod Kommissionen, T-534/93, EU:T:1994:86, præmis 20).

42. Det følger nemlig af fast retspraksis, at institutionerne har pligt til at sikre, at deres tjenestemænd frit og under overholdelse af de fastsatte regler kan udpege deres repræsentanter (jf. i denne retning domme de Dapper m.fl. mod Parlamentet, EU:C:1976:127, præmis 22, og Maindiaux m.fl. mod ØSU, T-28/89, EU:T:1990:18, præmis 32). Institutionerne har følgelig pligt til at afværge eller afhjælpe åbenbare ulovligheder, der begås af de organer, som har til opgave at afholde et valg, såsom et personaleudvalg, eller som i det foreliggende tilfælde et udvalg til valgs prøvelse.

43. Administrationen har i denne forbindelse dels pligt til at træffe bindende afgørelser (jf. i denne retning domme Maindiaux m.fl. mod ØSU, EU:T:1990:18, præmis 32, og Milella og Campanella mod Kommissionen, F-71/05, EU:F:2007:184, præmis 71), dels pligt til under alle omstændigheder at træffe afgørelse vedrørende de klager i forbindelse hermed, som efter den i vedtægtens artikel 90 og 91 foreskrevne procedure vil kunne indbringes for den (dom de Dapper m.fl. mod Parlamentet, EU:C:1976:127, præmis 23).

44. Den kontrol, som administrationen fører på valgområdet, og som giver anledning til, som nævnt i denne doms præmis 41, handlinger eller undladelser fra ansættelsesmyndighedens side, der kan gøres til genstand for prøvelse ved Unionens retsinstanser, begrænser sig ikke til en ret til at gribe ind i situationer, hvor de vedtægtsmæssige eller administrative organer, der har til opgave at afholde et valg, allerede har overtrådt valgreglerne eller konkret truer med ikke at ville overholde dem. Institutionerne har tværtimod ret til at gribe ind på eget initiativ, herunder af præventive hensyn, såfremt der består tvivl om et valgs forskriftsmæssighed (dom Maindiaux m.fl. mod ØSU, EU:T:1990:18, præmis 32).

45. Blandt de afgørelser, der falder inden for ansættelsesmyndighedens prærogativer på valgområdet, og som kan gøres til genstand for et søgsmål i henhold til artikel 270 TEUF og vedtægtens artikel 91, er bl.a. de afgørelser, der består i ansættelsesmyndighedens undladelse af at kontrollere forskriftsmæssigheden af de afgørelser, der er truffet af de vedtægtsmæssige organer (jf. dom White mod Kommissionen, T-65/91, EU:T:1994:3, præmis 91), de afgørelser, der består i at pålægge en lokal sektion af et personaleudvalg at udvise en bestemt adfærd (jf. dom Milella og Campanella mod Kommissionen, EU:F:2007:184, præmis 62 og 70, og kendelse Klar og Fernandez Fernandez mod Kommissionen, F-114/13, EU:F:2014:192, præmis 66, der verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret under sagsnummer T-665/14 P), de afgørelser, der har til formål at annullere afgørelser truffet af de organer, som har til opgave at afholde et valg, herunder afgørelser om at bekendtgøre et valgresultat, de afgørelser, der har til formål at tvinge et udvalg til valgs prøvelse til at korrigere fejl (jf. dom Loukakis m.fl. mod Parlamentet, F-82/11, EU:F:2013:139, præmis 94), eller endog de afgørelser, der består i at opløse sådanne organer (jf. dom White mod Kommissionen, EU:T:1994:3, præmis 100). Ansættelsesmyndighedens afvisning af at handle i de situationer, hvor den ikke er kompetent til at vedtage de foranstaltninger, som den anmodes om at vedtage, som det er tilfældet, når der er tale om lovligheden af afgørelser, der træffes af et lokalt personaleudvalg vedrørende sammensætningen af dets valgkontor (jf. dom Hecq og SFIE mod Kommissionen, T-35/98, EU:T:1999:23, præmis 28-41), eller afgørelser, der ikke kan tilskrives ansættelsesmyndigheden, men som træffes af et personaleudvalg eller et andet organ (dom Milella og Campanella mod Kommissionen, EU:F:2007:184, præmis 43), er imidlertid ikke undergivet Unionens retsinstansers prøvelse.

46. Unionens retsinstanser er således kun kompetente for så vidt angår bebyrdende retsakter, der hidrører fra ansættelsesmyndigheden (jf. f.eks. dom Venus og Obert mod Kommissionen og Rådet, 783/79 og 786/79, EU:C:1981:245, præmis 22). Hvad angår tvister om valg til personaleudvalg skal det navnlig bemærkes, at de retsakter, der vedtages af et vedtægtsmæssigt eller et ikke-vedtægtsmæssigt organ, og som ikke har fået tillagt beføjelser af ansættelsesmyndigheden, såsom et personaleudvalg, et valgkontor eller et udvalg til valgs prøvelse, i princippet ikke udgør retsakter, der i egentlig forstand hidrører fra ansættelsesmyndigheden, og som af denne grund kan gøres til genstand for et selvstændigt søgsmål ved Unionens retsinstanser (jf. dom Milella og Campanella mod Kommissionen, EU:F:2007:184, præmis 42 og 43).

47. I forbindelse med domstolsprøvelsen af, om ansættelsesmyndighedens handlinger eller undladelser er i overensstemmelse med dens pligt til at sikre, at et valg gennemføres forskriftsmæssigt, kan Unionens retsinstanser, når der henses til den sammenhæng, der består mellem de flere på hinanden følgende handlinger, som udgør selve valghandlingen, og til den komplekse procedure, som disse handlinger indgår i, nemlig kun eventuelt i form af et accessorisk spørgsmål foranlediges til at undersøge, om de handlinger, der besluttes af et udvalg til valgs prøvelse, og som er tæt forbundet med den anfægtede afgørelse, der hidrører fra ansættelsesmyndigheden, eventuelt er behæftet med en ulovlighed (domme Marx Esser og del Amo Martinez mod Parlamentet, T-182/94, EU:T:1996:130, præmis 37, og Chew mod Kommissionen, T-28/96, EU:T:1997:97, præmis 20). En sådan domstolsprøvelse forudsætter imidlertid, at der foreligger en afgørelse truffet af ansættelsesmyndigheden.

Kravene til den forudgående administrative fase på valgområdet

48. Det bemærkes for det andet, at det følger af fast retspraksis, at det er en forudsætning for, at en sag, der er indbragt for Personaleretten i henhold til artikel 270 TEUF og vedtægtens artikel 91, som det er tilfældet i den foreliggende sag, kan antages til realitetsbehandling, at den forudgående administrative procedure er forløbet forskriftsmæssig (dom Van Neyghem mod Regionsudvalget, T-288/04, EU:T:2007:1, præmis 53, og kendelse Lebedef mod Kommissionen, F-60/13, EU:F:2014:6, præmis 37).

49. Hvad angår de afgørelser, der træffes som led i den forpligtelse, der påhviler enhver EU-institution til at sikre, at valg til personalets repræsentative organer og den efterfølgende sammensætning af de nævnte organer er forskriftsmæssige, udgør disse egentlige afgørelser, der hidrører fra den pågældende institution, og som tjenestemænd og ansatte kan indgive en klage over direkte til ansættelsesmyndigheden uden at skulle følge den procedure, der er fastsat i vedtægtens artikel 90, stk. 1, og således først anmode ansættelsesmyndigheden om at træffe en afgørelse i forhold til dem (jf. i denne retning domme de Dapper m.fl. mod Parlamentet, EU:C:1976:127, præmis 23, og Milella og Campanella mod Kommissionen, EU:F:2007:184, præmis 54, samt kendelse Klar og Fernandez Fernandez mod Kommissionen, EU:F:2014:192, præmis 58 og 59).

50. Unionens retsinstanser har endvidere anerkendt muligheden for direkte at indgive en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, selv i de tilfælde, hvor ansættelsesmyndigheden endnu ikke har truffet en stiltiende eller udtrykkelig afgørelse om ikke at kontrollere, om den afgørelse, som er truffet af et organ, der har til opgave at afholde et valg, er forskriftsmæssig, for så vidt som den pågældende i en sådan klage har henvist til de foranstaltninger, der følger af vedtægten, og som ansættelsesmyndigheden efter det hævdede har undladt at iværksætte (dom White mod Kommissionen, EU:T:1994:3, præmis 91 og 92).

51. Når det er sagt, er det under alle omstændigheder nødvendigt, at der i tvister vedrørende valg til personaleudvalg i EU-institutioner indgives en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, forud for ethvert søgsmål, der anlægges i henhold til artikel 270 TEUF og vedtægtens artikel 91 (jf. dom Diezler m.fl. mod ØSU, EU:C:1987:457, præmis 7).

Formaliteten vedrørende det foreliggende søgsmål

52. Personaleretten konstaterer, at ansættelsesmyndigheden i det foreliggende tilfælde ikke har truffet en afgørelse som led i den forpligtelse, der påhviler enhver institution til at sikre, at et valg af personalerepræsentanter og den efterfølgende sammensætning af personalets repræsentative organer er forskriftsmæssige, og at sagsøgerne ikke direkte har anmodet ansættelsesmyndigheden om eller opfordret den til at kontrollere, om det valg til Parlamentets personaleudvalg, der blev afholdt i efteråret 2013, forløb forskriftsmæssigt, og heller ikke har indgivet en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, over en afgørelse, som ansættelsesmyndigheden stiltiende eller udtrykkeligt har truffet om ikke kontrollere, at det pågældende valg blev afholdt forskriftsmæssigt, at de afgørelser, som Udvalget til Valgs Prøvelse har truffet, såsom afgørelsen om afslag på den til Udvalget til Valgs Prøvelse indgivne klage, er forskriftsmæssige, eller at det resultat, som det nævnte udvalg har bekendtgjort, er korrekt.

53. I modsætning til, hvad sagsøgerne har anført i retsmødet, traf ansættelsesmyndigheden i denne henseende ikke i perioden fra den 12. til den 19. december 2013 en afgørelse i form af en positiv udtalelse alene som følge af, at den modtog en kopi af den klage, som sagsøgerne indgav til Udvalget til Valgs Prøvelse i henhold til forretningsordenens artikel 41. Sagsøgerne har i øvrigt hverken i deres påstande eller mere generelt i stævningen nævnt en sådan stiltiende eller udtrykkelig afgørelse fra ansættelsesmyndighedens side.

54. Personaleretten bemærker, at sagsøgerne under omstændighederne i den foreliggende sag, efter at Udvalget til Valgs Prøvelse havde truffet afgørelse om at afslå klagen i henhold til forretningsordenens artikel 41, frit kunne henvende sig til ansættelsesmyndigheden for at formå den til at træffe afgørelse om, hvorvidt det omtvistede valg til personaleudvalget var afholdt forskriftsmæssigt, eller til at annullere resultatet af det nævnte valg, og i tilfælde af, at der måtte være tale om en stiltiende eller udtrykkelig afgørelse at indgive en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, (jf. i denne retning domme de Dapper m.fl. mod Parlamentet, EU:C:1976:127, præmis 28 og 29, Grynberg og Hall mod Kommissionen, EU:T:1994:86, præmis 23, Marx Esser og del Amo Martinez mod Parlamentet, EU:T:1996:130, præmis 17-22 og 33, og Loukakis m.fl. mod Parlamentet, EU:F:2013:139, præmis 25, 29 og 46). I lyset af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 50, havde sagsøgerne endvidere som følge af, at Udvalget til Valgs P røvelse ikke imødekom deres anmodning, der var fremsat i henhold til forretningsordenens artikel 41 og 42, mulighed for direkte at indgive en klage til ansættelsesmyndigheden i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2.

55. Sagsøgerne indgav imidlertid kun en enkelt klage og ikke en klage i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i vedtægtens artikel 90, stk. 2, men en klage som omhandlet i forretningsordenens artikel 41 og 42, dvs. en klage til Udvalget til Valgs Prøvelse. Afgørelsen om at afslå denne klage blev imidlertid truffet af Udvalget til Valgs Prøvelse og ikke af ansættelsesmyndigheden, som blot modtog den således indgivne klage i kopi, og som derfor – som anført af Parlamentet – hverken var ophavsmand eller medophavsmand til Udvalget til Valgs Prøvelses afgørelse af 19. december 2013.

56. Under disse omstændigheder modtog ansættelsesmyndigheden i det foreliggende tilfælde ikke direkte, i modsætning til, hvad der kræves i henhold til vedtægtens artikel 91, stk. 2, hvis formål er, at konflikter mellem tjenestemænd eller øvrige ansatte og administrationen så vidt muligt skal løses i mindelighed, en anmodning eller klage, hvorved den blev opfordret til at kontrollere Udvalget til Valgs Prøvelses afgørelse af 19. december 2013 eller valget til personaleudvalget i almindelighed. Personaleretten bemærker endvidere, at sagsøgerne har medgivet, at de ikke på nogen måde forsøgte at få oplyst fra ansættelsesmyndigheden, om det fortsat var nødvendigt at indgive en klage til ansættelsesmyndigheden i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, efter at Udvalget til Valgs Prøvelse havde afslået klagen i henhold til forretningsordenens artikel 41, for efterfølgende at kunne anlægge sag i henhold til artikel 270 TEUF og vedtægtens artikel 91.

57. Det følger heraf, at den foreliggende sag, der er anlagt mod Parlamentet, men som vedrører spørgsmålet om, hvorvidt det resultat, som Udvalget til Valgs Prøvelse bekendtgjorde og bekræftede senest den 19. december 2013, var korrekt, og ikke en afgørelse fra ansættelsesmyndigheden, ikke kan antages til realitetsbehandling som følge af de specifikke krav, der fremgår af retspraksis vedrørende valgområdet, som nævnt ovenfor.

58. Denne konklusion modsiges ikke af dom Vanhellemont mod Kommissionen (EU:T:2005:406), som sagsøgerne har henvist til. De faktiske og retlige omstændigheder i den sag, der gav anledning til nævnte dom, adskiller sig nemlig klart fra omstændighederne i den foreliggende sag. I den nævnte doms præmis 27 fastslog De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans i den konkrete sag udtrykkeligt, at valgkontoret for så vidt angik et valg til personaleudvalget i Europa-Kommissionen ikke var kompetent til at tage stilling til en indsigelse vedrørende valgets gyldighed, men i medfør af artikel 20 i de valgregler, som var vedtaget af generalforsamlingen for Kommissionens personale, omgående burde have videresendt denne indsigelse til Kommissionen. Retten i Første Instans fastslog herefter i den samme doms efterfølgende præmis, at den bebyrdende retsakt, som det anlagte søgsmål omhandlede, følgelig var Kommissionens stiltiende afgørelse om ikke at gribe ind, der var blevet truffet i januar 2003, efter at valgkontoret havde videresendt sagsøgerens indsigelse af 23. december 2002 i medfør af artikel 20 i de gældende valgregler til Kommissionens ansættelsesmyndighed. Retten i Første Instans konkluderede på den baggrund, at søgsmålet kun kunne antages til realitetsbehandling, for så vidt som det var anlagt til prøvelse af den nævnte bebyrdende retsakt fra ansættelsesmyndigheden.

59. Søgsmålet i sagen Vanhellemont mod Kommissionen (EU:T:2005:406) blev således kun antaget til realitetsbehandling, for så vidt som det omhandlede en retsakt, der hidrørte fra ansættelsesmyndigheden. Det må imidlertid bemærkes, at sagsøgerne i det foreliggende tilfælde ikke blot ikke på noget tidspunkt indgav en klage direkte til ansættelsesmyndigheden, men også, at det ikke fremgår af forretningsordenen, i modsætning til, hvad der følger af de i foregående præmis nævnte valgregler, at Udvalget til Valgs Prøvelse skal videresende de klager, som udvalget modtager til ansættelsesmyndigheden, med henblik på, at denne skal tage stilling til klagen i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2. Selv om det er korrekt, at det fremgår af forretningsordenens artikel 41, at »Udvalget til Valgs Prøvelse er enekompetent til at afgøre enhver tvist eller klage vedrørende afholdelsen af valg til personaleudvalget«, forholder det sig endvidere ikke desto mindre således, at det følger af den ovenfor nævnte retspraksis, at når et sådant organ som i det foreliggende tilfælde beslutter ikke at imødekomme en klage fra en kandidat eller en stemmeberettiget, kan spørgsmålet om forskriftsmæssigheden af en sådan afgørelse, herunder dens begrundelse, og af en valghandling i almindelighed, altid gøres til genstand for den administrative kontrol, som ansættelsesmyndigheden udøver på valgområdet, idet det i denne forbindelse bemærkes, at det er ansættelsesmyndighedens handlinger og undladelser i forbindelse med udøvelsen af denne beføjelse til at kontrollere, om et valg er afholdt forskriftsmæssigt, der kan gøres til genstand for et søgsmål i henhold til artikel 270 TEUF (jf. i denne retning dom Loukakis m.fl. mod Parlamentet, EU:F:2013:139, præmis 101).

60. Der kan navnlig ikke ses bort fra kravet om, at der også på valgområdet skal indgives en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, før der anlægges et søgsmål i henhold til artikel 270 TEUF vedrørende en handling eller undladelse, som ansættelsesmyndigheden har udvist som led i opfyldelsen af sin pligt til at kontrollere, om et valg til et personaleudvalg er afholdt forskriftsmæssigt, blot fordi et organ, som i det foreliggende tilfælde Udvalget til Valgs Prøvelse, som ansættelsesmyndigheden i øvrigt ikke har tildelegeret sin kompetence til at træffe afgørelser på området, er kompetent til i medfør af bestemmelser, som personaleudvalget og institutionens personale har vedtaget, at tage stilling til indsigelser, der omhandler spørgsmål om afholdelse af valg og resultatet af sådanne valg.

61. For det første gælder, at selv om vedtægten, navnlig i artikel 1, stk. 2, til dens bilag II, ganske vist tillægger generalforsamlingen af tjenestemænd en beføjelse til at fastlægge almengyldige regler på området, og dermed til inden for hver institution at supplere de i vedtægten fastlagte regler om personalets repræsentation (jf. dom Maindiaux m.fl. mod ØSU, EU:T:1990:18, præmis 45), erindrer Personaleretten om, at en generalforsamling af tjenestemænd og de vedtægtsmæssige organer, såsom et personaleudvalg, i lighed med institutionerne selv imidlertid ikke har kompetence til inden for rammerne af de »betingelser, der gælder for valg til et personaleudvalg«, såsom forretningsordenen, som de vedtager i medfør af artikel 1, stk. 2, i bilag II til vedtægten, at fravige en udtrykkelig vedtægtsbestemmelse, i det foreliggende tilfælde vedtægtens artikel 90, stk. 2 (jf. i denne retning dom Schneider mod Kommissionen, T-54/92, EU:T:1994:283, præmis 19).

62. For det andet er det vigtigt at bemærke, at en klage som omhandlet i forretningsordenens artikel 41 har til formål at formå Udvalget til Valgs Prøvelse, der er et organ, som ikke har beføjelse til at forpligte ansættelsesmyndigheden, til at foretage en fornyet undersøgelse af det valgresultat, som det nævnte organ har bekendtgjort. Den afgørelse, som Udvalget til Valgs Prøvelse således har truffet, i det foreliggende tilfælde inden for den korte frist, der er fastsat i forretningsordenen, er endelig kun en afgørelse, der bekræfter eller efter omstændighederne afkræfter valgresultatet, hvilket sagsøgerne har medgivet. I en sådan situation har Personaleretten, som det fremgår af denne doms præmis 46 og 47, da der ikke foreligger en afgørelse fra ansættelsesmyndigheden ved den sagsøgte institution, ikke kompetence til at tage direkte stilling til, om Udvalget til Valgs Prøvelses afgørelse er lovlig.

63. Hvad angår den afgørelse, som ansættelsesmyndigheden træffer vedrørende en klage, der på valgområdet er indgivet i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, består en sådan afgørelse derimod i, at ansættelsesmyndigheden under hensyn til valgresultatet og dens pligt til at sørge for, at dens tjenestemænd og øvrige ansatte frit og under overholdelse af de fastsatte regler kan udpege deres repræsentanter, skal vælge mellem at handle eller undlade at handle i forbindelse med valgprocessen. Det er i denne situation, at Personaleretten på valgområdet har kompetence til at prøve lovligheden af en ansættelsesmyndigheds afgørelse for bl.a. at afgøre, om »[ansættelsesmyndigheden] har undladt at træffe en i vedtægten foreskrevet foranstaltning« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i vedtægtens artikel 90, stk. 2, første afsnit.

64. Personaleretten kan i denne forbindelse ikke ændre ordlyden af eller logikken bag den faste retspraksis, der vedrører de personalevalg, som afholdes inden for de forskellige EU-institutioner, med den begrundelse, dels at ordlyden af forretningsordenens artikel 41, der er vedtaget af personaleudvalget og generalforsamlingen af tjenestemænd, for så vidt angår Parlamentet kan give de stemmeberettigede og kandidaterne anledning til at antage, at Unionens retsinstanser har kompetence til at tage direkte stilling til lovligheden af de afgørelser, som Udvalget til Valgs Prøvelse træffer, dels at Parlamentet på dette stadium har undladt at gøre brug af sin beføjelse til at gribe ind for at opnå en ændring af denne ordlyd på en måde, der i højere grad afspejler de krav, der stilles til den administrative fase på valgområdet. Dette gør sig så meget desto mere gældende i en situation som den i den foreliggende sag omhandlede, hvor sagsøgerne, som de har anført i retsmødet, dels bevidst har valgt at anlægge den foreliggende sag direkte uden først at have indgivet en klage til ansættelsesmyndigheden, med den begrundelse, at de ikke anså det for hensigtsmæssigt, at ansættelsesmyndigheden skulle gribe ind i valgprocessen, dels udtrykkeligt har påberåbt sig forretningsordenens artikel 41 og vedtægtens artikel 91 som det retlige grundlag for deres søgsmål og ikke vedtægtens artikel 90 og 91.

65. Endelig er den omstændighed, at Retten i Første Instans i dom Sabbatucci mod Parlamentet (T-42/98, EU:T:1999:247) frifandt Parlamentet i en sag, hvor der kun var indgivet en klage til Parlamentets Udvalg til Valgs Prøvelse og ikke en klage som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, heller ikke relevant, bl.a. fordi der i denne sag var indgået en mindelig løsning mellem sagsøgeren og ansættelsesmyndigheden umiddelbart efter, at ansættelsesmyndigheden inden for rammerne af en sag vedrørende foreløbige foranstaltninger, der var indledt i henhold til den særlige procedure i vedtægtens artikel 91, stk. 4, havde besluttet at foretage en omtælling af stemmerne, dvs. at iværksætte en foranstaltning, der er foreskrevet i vedtægten.

66. Det følger af samtlige de anførte betragtninger, at den foreliggende sag må afvises fra realitetsbehandling.

Sagens omkostninger

67. I henhold til procesreglementets artikel 101 bærer den tabende part sine egne omkostninger og pålægges at betale modpartens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom, medmindre andet gælder i henhold til bestemmelserne i reglementets andet afsnit, ottende kapitel. I henhold til det nævnte reglements artikel 102, stk. 2, kan det imidlertid pålægges en vindende part at bære sine egne omkostninger og helt eller delvist at betale modpartens omkostninger, såfremt dette synes begrundet, henset til denne parts forhold, også forud for sagsanlægget, og navnlig såfremt Personaleretten finder, at denne unødvendigt eller af ond vilje har påført modparten udgifter.

68. Det følger af denne doms præmisser, at sagsøgerne er den tabende part. Parlamentet har endvidere udtrykkeligt nedlagt påstand om, at sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger. Personaleretten bemærker imidlertid, at ordlyden af forretningsordenens artikel 41 og 42, som det er konstateret i denne doms præmis 64, har kunnet give de stemmeberettigede og kandidater, såsom sagsøgerne, anledning til at antage, at Unionens retsinstanser havde kompetence til direkte at prøve lovligheden af de afgørelser, som Udvalget til Valgs Prøvelse traf. Parlamentet har medgivet, at situationen var tvetydig, og har over for Personaleretten oplyst, at det undlod at gribe ind for at ændre bestemmelsernes ordlyd, og at det endvidere ikke behørigt informerede sit personale herom.

69. Henset til sagsøgtes forhold og til den omstændighed, at sagsøgerne ikke har forsøgt at henvende sig til ansættelsesmyndigheden for at få oplyst, om det, når Udvalget til Valgs Prøvelse har afslået en klage i henhold til forretningsordenens artikel 41, såsom det afslag, som sagsøgerne modtog, var nødvendigt at indgive en forudgående klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, finder Personaleretten, at procesreglementets artikel 102, stk. 2, skal finde anvendelse, og beslutter derfor, at Parlamentet pålægges at bære sine egne omkostninger og at betale halvdelen af de omkostninger, som sagsøgerne har afholdt.

Afgørelse

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

PERSONALERETTEN (Anden Afdeling):

1) Sagen afvises.

2) Philippe Colart og de øvrige sagsøgere, hvis navne fremgår af bilaget til denne dom, bærer halvdelen af deres egne omkostninger.

3) Europa-Parlamentet bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af de af sagsøgerne afholdte omkostninger.