9.2.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 46/34


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado Mercantil no 3 de Barcelona (Spanien) den 9. december 2014 — Ismael Fernández Oliva mod Caixabank S.A.

(Sag C-568/14)

(2015/C 046/40)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado Mercantil no 3 de Barcelona

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Ismael Fernández Oliva

Sagsøgt: Caixabank S.A.

Præjudicielle spørgsmål

1)

Udgør artikel 43 i den spanske lov om civil retspleje, der hindrer retten i at foreslå parterne en eventuel udsættelse af en civil sag, når en anden ret har forelagt et præjudicielt spørgsmål for Den Europæiske Unions Domstol, en klar begrænsning af artikel 7 i direktiv 93/13/EØF (1) for så vidt angår medlemsstaternes pligt til at sikre, at der i forbrugernes og de konkurrerende erhvervsdrivendes interesse findes egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår i aftaler, der indgås mellem forbrugere og en erhvervsdrivende, til ophør?

2)

Udgør artikel 721, stk. 2, i den spanske lov om civil retspleje, der hindrer retten i ex officio at bestemme eller foreslå vedtagelse af retsbevarende foranstaltninger i individuelle søgsmål, hvor der er nedlagt påstand om, at et generelt kontraktvilkår erklæres ugyldigt, fordi det er urimeligt, en klar begrænsning af artikel 7 i direktiv 93/13/EØF for så vidt angår medlemsstaternes pligt til at sikre, at der i forbrugernes og de konkurrerende erhvervsdrivendes interesse findes egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår i aftaler, der indgås mellem forbrugere og en erhvervsdrivende, til ophør?

3)

Bør virkningerne af de eventuelle retsbevarende foranstaltninger, der vedtages enten ex officio eller efter opfordring fra en part inden for rammerne af et individuelt søgsmål, forlænges indtil der foreligger en endelig afgørelse enten i den individuelle sag eller i den kollektive sag, der har betydning for gennemførelsen af individuelle søgsmål, med henblik på at sikre egnede og effektive midler som fastsat i det nævnte direktivs artikel 7?


(1)  Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT L 95, s. 29).