—

EU-Domstolens fortolkning af stand still-bestemmelserne i navnlig dom af 18. juni 2007 i sag C-325/05 Derin, dom af 19. juli 2012 i sag C-451/11 Dülger, dom af 8. december 2011 i sag C-371/08 Ziebell (Store Afdeling) og dom af 24. september 2013 i sag C-221/11 Demirkan (Store Afdeling),

—

formålet med og indholdet af Ankara-aftalen som fortolket i navnlig Ziebell- og Demirkan-dommene, også henset til

a)

Efter hvilke retningslinjer restriktionstesten og proportionalitetsvurderingen skal foretages. Det bedes herunder oplyst, om der skal følges samme principper som i EU-Domstolens praksis om familiesammenføring i forbindelse med EU borgeres fri bevægelighed, som baseres på opholdsdirektivet (direktiv 2004/38) og traktatens bestemmelser, eller om der skal anlægges en anden vurdering?

b)

Hvis der skal anlægges en anden vurdering end den, der følger af EU Domstolens praksis om familiesammenføring i forbindelse med EU-borgeres fri bevægelighed, bedes det oplyst, om der skal tages udgangspunkt i den proportionalitetsvurdering, som foretages i relation til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til respekt for familielivet i praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol — og hvis ikke, hvilke principper, der så skal følges?

c)

Uanset hvilken vurderingsmetode, der skal anvendes:

Kan en regel som den danske udlændingelovs § 9, stk. 16 (tidligere § 9, stk. 13) – hvorefter det er en betingelse for familiesammenføring mellem en person, som er tredjelandsstatsborger og har opholdstilladelse og bor i Danmark, og dennes mindreårige barn, i tilfælde hvor barnet og det andet af barnets forældre er bosiddende i hjemlandet eller et andet land, at barnet har eller har mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der er grundlag for en vellykket integration her i landet — anses for »begrundet i et tvingende alment hensyn, som er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte lovlige formål og ikke går videre end, hvad der er nødvendigt for at nå formålet«?