Appel iværksat den 20. august 2014 af Basic AG Lebensmittelhandel til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 26. juni 2014 i sag T-372/11 — Basic AG Lebensmittelhandel mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

(Sag C-400/14 P)

(2014/C 431/15)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Basic AG Lebensmittelhandel (ved Rechtsanwälte D. Altenburg og T. Haug)

De andre parter i sagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og Repsol YPF, SA

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten anfægter Rettens fortolkning af definitionen af »distributionstjenesteydelser«, som — af retlige grunde — er et indledende spørgsmål i forhold til vurderingen af spørgsmålet, om tjenesteydelserne er af lignende art. Appellanten gør følgelig gældende, at Retten har lagt en fejlagtig opfattelse til grund som det retlige grundlag for dens efterfølgende vurdering af risikoen for forveksling mellem de omtvistede varemærker.

Appellanten fremhæver, at Domstolens hovedfunktion er at give en ensartet fortolkning af begrebet og omfanget af de pågældende tjenesteydelser (dommen i sag C-418/02, Praktiker, præmis 33, og dommen i de forenede sager C-414/99–C-416/99, Zino Davidoff og Levi Strauss, præmis 42 og 43) og »IP-Translator«-dommen (sag C-307/10 af 19.6.2012), hvorefter »varer og tjenesteydelser skal kunne defineres på en objektiv måde for at opfylde varemærkets funktion som en oprindelsesangivelse« og appellanten anmoder Domstolen om en »tiltrækkelig præcis og klar« definition af »distributionstjenesteydelser«.

Det er appellantens opfattelse, at tjenesteydelsen »distribution« skal forstås meget snævert og kun omfatter aktiviteterne »transport, pakning og opbevaring af varer«, men ikke tjenesteydelser inden for »detail- og engroshandel«. Appellanten fremhæver endvidere, at Domstolen i »Praktiker«-dommen præciserede, at formålet med »detailhandel« (klasse 35) — modsat tjenesteydelserne i klasse 39 — er at sælge varer til forbrugere, eftersom disse aktiviteter »bl.a. [består] i udvælgelsen af et varesortiment, der udbydes til salg, og af tilbuddet om forskellige ydelser, som har til formål at få forbrugeren til at indgå aftalen med denne handlende frem for med en konkurrent«.

Efter appellantens opfattelse kan der ikke ses bort fra den almindelige klassifikation af »distribution« i klasse 39 i Niceklassifikationen, eftersom Domstolen i sin argumentation i Praktiker-afgørelsen udtrykkeligt henviste til den vejledende bemærkning til klasse 35 i Niceklassifikationen (sag C-418/02, præmis 36).

Derfor skal Rettens afgørelse ophæves og hjemvises til fornyet behandling.