14.7.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 223/8


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Employment Tribunals, Birmingham (Det Forenede Kongerige) den 6. maj 2014 — Kathleen Greenfield mod The Care Bureau Ltd

(Sag C-219/24)

2014/C 223/11

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

Employment Tribunals, Birmingham

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Kathleen Greenfield

Sagsøgt: The Care Bureau Ltd

Præjudicielle spørgsmål

(i)

Skal »pro rata temporis-princippet«, som er fastsat i § 4, stk. 2, i rammeaftalen, fortolkes således, at det kræver, at en national bestemmelse (såsom Regulations 13, 13A og 14 i Working Time Regulations) skal have den virkning, at i tilfælde, hvor der sker en udvidelse af en ansats arbejdstid, skal antallet af allerede optjente feriedage tilpasses forholdsmæssigt til den nye arbejdstid, med det resultat, at den arbejdstager, som udvider sin arbejdstid, får sin ret til optjent betalt ferie genberegnet under hensyn til den udvidede arbejdstid?

(ii)

Skal enten § 4, stk. 2, i rammeaftalen eller artikel 7 i arbejdstidsdirektivet (1) fortolkes således, at de er til hinder for, at en national bestemmelse (såsom Regulations 13, 13A og 14 i Working Time Regulations) har den virkning, at antallet af allerede optjente feriedage — i tilfælde, hvor der sker en udvidelse af en ansats arbejdstid — skal tilpasses forholdsmæssigt til den nye arbejdstid, med det resultat, at den arbejdstager, som udvider sin arbejdstid, får sin ret til optjent betalt ferie genberegnet under hensyn til den ændrede arbejdstid?

(iii)

Såfremt spørgsmål (i) og/eller (ii) besvares bekræftende, skal genberegningen da kun ske for den del af ferieåret, hvor medarbejderen havde udvidet sin arbejdstid eller for en anden periode?

(iv)

I forbindelse med beregningen af en arbejdstagers ferieperiode, skal § 4, stk. 2, i rammeaftalen eller artikel 7 i arbejdstidsdirektivet da fortolkes således, at de kræver, at en bestemmelse i national ret (som Regulations 13, 13A og 14 i Working Time Regulations) har den virkning, at der lægges en anden fremgangsmåde til grund for beregningen af en ansats godtgørelse i stedet for årlig betalt ferie ved ansættelsesophør end for beregning af en ansats resterende ret til årlig betalt ferie, når den pågældende forbliver ansat?

(v)

Såfremt spørgsmål (iv) besvares bekræftende, hvad er da forskellen på den fremgangsmåde, der skal følges?


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4.11.2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT L 299, s. 9).