Appel iværksat den 4. april 2014 af Pesquerías Riveirenses, S.L. m.fl. til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 7. februar 2014 i sag T-180/13, Pesquerías Riveirenses m.fl. mod Rådet

(Sag C-164/14 P)

2014/C 159/28

Processprog: spansk

Parter

Appellanter: Pesquerías Riveirenses, S.L., Pesquera Campo de Marte, S.L., Pesquera Anpajo, S.L., Arrastreros del Barbanza, S.A., Martinez Pardavila e Hijos, S.L., Lijo Pesca, S.L., Frigoríficos Hermanos Vidal, S.A., Pesquera Boteira, S.L., Francisco Mariño Mos y Otros, C.B., Juan Antonio Pérez Vidal y Hermano, C.B., Marina Nalda, S.L., Portillo y Otros, S.L., Vidiña Pesca, S.L., Pesca Hermo, S.L., Pescados Oubiña Perez, S.L., Manuel Pena Graña, Campo Eder, S.L., Pesquera Laga, S.L., Pesquera Jalisco, S.L., Pesquera Jopitos, S.L. og Pesca-Julimar, S.L. (ved abogado J. Tojeiro Sierto)

Den anden part i appelsagen: Rådet for den Europæiske Union

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Rettens kendelse, hvorved appellanternes søgsmål med påstand om annullation af Rådets forordning (EU) nr. 40/2013 af 21. januar 2013 (1) blev afvist, ophæves, og der træffes en ny afgørelse, hvorved det fastslås, at sagen kan antages til realitetsbehandling.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanterne er direkte berørt — tilsidesættelse af artikel 263 TEUF

Artikel 263, stk. 4, TEUF bestemmer, at »[e]nhver fysisk eller juridisk person […][kan] indbringe klage med henblik på prøvelse af […] regelfastsættende retsakter, der berører vedkommende umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger«. I denne henseende er den omstændighed at være umiddelbart berørt og fraværet af gennemførelsesforanstaltninger to forskellige betingelser, og spørgsmålet om den statslige skønsmargen, som er central for afgørelsen af, om den anfægtede retsakt berører nogen umiddelbart, er derimod ikke relevant for afgørelsen af, om den nationale retsakt har karakter af en »gennemførelsesforanstaltning« som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF.

Appellanterne er af den opfattelse, at de klart, i deres egenskab af fiskere, som er specialiserede i fangst af blåhvillling, er berørt af forordningen, som fastsætter og begrænser fangster af denne fiskeart. Forvaltningen af bestanden af blåhvilling foretages årligt af EU ved hjælp af samlede tilladte fangstmængder (TAC), og efter appellanternes opfattelse er fastsættelsen af disse tilladte fangstmængder ikke korrekt, idet den ikke tager hensyn til de seneste videnskabelige anbefalinger, og det forhold, at blåhvilling forvaltes som én enkelt bestand og ikke som to forskellige bestande, indebærer derfor, at den samlede tilladte fangstmængde er mindre end den, som ville tilkomme appellanterne, hvis bestanden blev forvaltet separat i en nord- og en sydzone. Den nævnte fastsættelse af den samlede tilladte fangstmængde kan ikke ændres ved, at medlemsstaterne efterfølgende tildeler fiskerimuligheder, eller gennem den fremgangsmåde, der anvendes ved fordelingen af fiskerimulighederne, eftersom fordelingen altid foretages på grundlag af den samlede tilladte fangstmængde, som oprindeligt er fastsat af EU, og den eneste mulighed eller det eneste alternativ for appellanterne for at tilkendegive, at de ikke er enige i den nævnte samlede tilladte fangstmængde og måden, hvorpå den fastsættes eller fiskeriet forvaltes, er derfor at anlægge sag ved EU’s retsinstanser.

(1)  Rådets forordning (EU) nr. 40/2013 af 21.1.2013 om fastsættelse for 2013 af fiskerimuligheder i EU-farvande og for EU-fartøjer i visse andre farvande for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande, der er omfattet af internationale forhandlinger eller aftaler (EUT L 23, s. 54).