22.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 85/18


Sag anlagt den 24. januar 2014 — Europa-Kommissionen mod Republikken Polen

(Sag C-36/14)

2014/C 85/33

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved K. Herrmann og M. Patakia)

Sagsøgt: Republikken Polen

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Republikken Polen anvender en foranstaltning, som er uforholdsmæssig og uforenelig med artikel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF (1) og i sammenhæng hermed har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 1, sammenholdt med artikel 3, stk. 2, i samme direktiv, idet den foretager en statslig intervention, som ikke er tidsmæssigt begrænset, og som (i) forpligter energivirksomheder til at anvende priser for leveringer af naturgas, som er godkendt af formanden for energireguleringsmyndigheden, og national lovgivning ikke forpligter de nationale administrative organer til med regelmæssige mellemrum at kontrollere behovet for denne foranstaltning og de nærmere bestemmelser for dens anvendelse inden for gassektoren under hensyn til denne sektors udviklingsniveau, og (ii) anvendes på en kreds af brugere, som ikke er afgrænset, uden at der sondres mellem aftagerne, og uden at der sondres med hensyn til situationen for den enkelte inden for rammerne af forskellige kategorier.

Republikken Polen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Forpligtelsen i henhold til energilovens artikel 47 til under bødeansvar at lade priserne for leveringer af naturgas godkende af formanden for energireguleringsmyndigheden udgør, for så vidt som den finder anvendelse på alle energivirksomheder med hensyn til leveringer til andre aftagere end husholdninger, en statslig intervention i form af såkaldte regulerede priser, som er uforenelig med de krav, der følger af proportionalitetsprincippet, og i sammenhæng hermed tilsidesætter artikel 3, stk. 1 og 2, i direktiv 2009/73.

Den omtvistede statslige intervention opfylder nemlig ikke de kriterier, som er opstillet i Domstolens dom af 20. april 2010, sag C-265/08, Federutility m.fl., eftersom den gældende nationale lovgivning (energiloven af 10. april 1997) fastsætter en forpligtelse til at anvende regulerede priser på en måde, som går videre end nødvendigt for at forfølge den almene økonomiske interesse (beskyttelse mod overpriser på naturgas). Særligt er forpligtelsen til at anmode om godkendelse af priserne for naturgasleveringer ikke tidsmæssigt begrænset og ikke afhængig af nogen kontrol af den herskende situation på gasmarkedet, og hvorvidt denne begrunder en sådan intervention. Desuden er alle energivirksomheder, som ikke udtrykkeligt er blevet fritaget herfor af formanden for energireguleringsmyndigheden, undergivet denne forpligtelse på samme måde uden hensyn til deres stilling på markedet, og uden at der sondres efter kategorien af aftagerne af leveringerne: Industrielle slutkunder, grossister og husholdninger behandles på samme måde.


(1)  EUT L 211, s. 94.