Sag C-601/14

Europa-Kommissionen

mod

Den Italienske Republik

»Traktatbrud — direktiv 2004/80/EF — artikel 12, stk. 2 — nationale ordninger for erstatning til ofre for forsætlige voldsforbrydelser, der sikrer en rimelig og passende erstatning — national ordning, der ikke omfatter alle typer af forsætlige voldsforbrydelser begået på det nationale område«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 11. oktober 2016

1. Traktatbrudssøgsmål – tilsidesættelse af de forpligtelser, som følger af et direktiv – forsvarsanbringender – anfægtelse af direktivets lovlighed – afvisning – grænser – ikkeeksisterende retsakt

   (Art. 258 TEUF, 259 TEUF, 263 TEUF og 265 TEUF)

2. Politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager – direktiv 2004/80 – erstatning til ofre for forsætlige voldsforbrydelser – medlemsstaternes forpligtelse til at indføre ordninger for erstatning til ofre – national ordning, der ikke omfatter alle de typer af lovovertrædelser, som henhører under sådanne forbrydelser – traktatbrud

   (Rådets direktiv 2004/80, art. 12, stk. 2)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 33 og 34)

2.  En medlemsstat, som ikke har truffet alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at der i grænseoverskridende situationer forefindes en ordning for erstatning til ofre for alle typer af forsætlige voldsforbrydelser begået på dens område, tilsidesætter sin forpligtelse i henhold til artikel 12, stk. 2, i direktiv 2004/80 om erstatning til ofre for forbrydelser.

   Bestemmelsen har nemlig til formål at sikre unionsborgerne retten til en rimelig og passende erstatning for de skader, som de lider på en medlemsstats område, hvor de befinder sig under udøvelsen af deres ret til fri bevægelighed, ved at pålægge hver enkelt medlemsstat at indføre en ordning for erstatning til ofre for enhver forsætlig voldsforbrydelse begået på dens område.

   Hvad angår fastlæggelsen af, hvorvidt en forbrydelse er forsætlig og har karakter af vold, forholder det sig således, at selv om medlemsstaterne i princippet råder over kompetencen til at fastsætte rækkevidden af dette begreb i deres nationale ret, tillader denne kompetence dem imidlertid ikke at begrænse anvendelsesområdet for ordningen for erstatning til ofre til kun at gælde visse forsætlige voldsforbrydelser, idet artikel 12, stk. 2, i direktiv 2004/80 ellers ville blive frataget sin effektive virkning.

   Endvidere bemærkes, at selv om den ved direktiv 2004/80 indførte samarbejdsordning alene vedrører adgangen til erstatning i grænseoverskridende situationer, udelukker ordningen imidlertid ikke, at direktivets artikel 12, stk. 2, med henblik på at sikre det med direktivet i sådanne situationer forfulgte mål pålægger hver medlemsstat at vedtage en national ordning, der sikrer erstatning til ofrene for enhver forsætlig voldsforbrydelse på dens område.

   (jf. præmis 45, 46, 49 og 52 samt domskonkl. 1)