Sag C-509-/14

Administrador de Infraestructuras Ferroviarias (ADIF)

mod

Luis Aira Pascual m.fl.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Superior de Justicia de la Comunidad Autónoma del País Vasco)

»Præjudiciel forelæggelse — direktiv 2001/23/EF — artikel 1, stk. 1 — overførsel af virksomheder — varetagelse af arbejdstagernes rettigheder — erhververens forpligtelse til at overtage arbejdstagerne — offentligretlig virksomhed med ansvar for en offentlig tjenesteydelse — en anden virksomheds levering af tjenesteydelsen i medfør af en kontrakt om forvaltning af offentlige tjenesteydelser — beslutning om ikke at forlænge denne kontrakt efter udløbet — bevarelse af identiteten som økonomisk enhed — aktivitet, hvor materiellet udgør den væsentligste del af aktiviteten — ingen overtagelse af personalet«

Sammendrag – Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 26. november 2015

  1. Præjudicielle spørgsmål — domstolens kompetence — fastlæggelse af de relevante elementer i EU-retten — omformulering af spørgsmålene

    (Art. 267 TEUF)

  2. Socialpolitik — tilnærmelse af lovgivning — overførsel af virksomheder — varetagelse af arbejdstagernes rettigheder — direktiv 2001/23 — anvendelsesområde — offentligretlig virksomhed, der har ansvaret for en økonomisk aktivitet bestående i håndtering af intermodale transportenheder, som betror udøvelsen af denne aktivitet til en anden virksomhed — den nødvendige infrastruktur og det nødvendige materiel, stilles til rådighed for denne anden virksomhed — sidstnævnte virksomheds personale overtages ikke, efter at kontrakten er bragt til ophør — omfattet

    (Rådets direktiv 2001/23, art. 1, stk. 1)

  1.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 22)

  2.  Artikel 1, stk. 1, i direktiv 2001/23 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter skal fortolkes således, at direktivets anvendelsesområde omfatter en situation, hvor en offentligretlig virksomhed, der har ansvaret for en økonomisk aktivitet bestående i håndtering af intermodale transportenheder, gennem en kontrakt om forvaltning af offentlige tjenesteydelser betror udøvelsen af denne aktivitet til en anden virksomhed ved samtidig at stille den nødvendige infrastruktur og det nødvendige materiel, som den ejer, til rådighed for denne anden virksomhed, og derefter med den begrundelse, at den fremover selv vil udøve aktiviteten med sit eget personale, beslutter at bringe denne kontrakt til ophør uden at overtage sidstnævnte virksomheds personale.

    En fortolkning af artikel 1, stk. 1, litra b), i direktiv 2001/23, hvorefter direktivets anvendelsesområde ikke omfatter en situation, hvor de materielle aktiver, der er nødvendige til afviklingen af den pågældende aktivitet, aldrig er ophørt med at tilhøre erhververen, ville fratage det nævnte direktiv en del af dets effektive virkning.

    Den omstændighed, at den nye erhvervsdrivende ikke overtager en efter antal og kvalifikationer betydelig del af den arbejdsstyrke, som hos forgængeren udførte de samme opgaver, er i øvrigt ikke tilstrækkeligt til at udelukke, at der foreligger en overførsel af en enhed, hvis identitet i henhold til direktiv 2001/23 er opretholdt, inden for en branche, hvor inventaret er af afgørende betydning for aktiviteten. En anderledes fortolkning ville være i strid med det nævnte direktivs hovedformål, nemlig at opretholde arbejdsaftalerne med overdragerens ansatte, selv mod erhververens vilje.

    (jf. præmis 40, 41 og 44 samt domskonkl.)