—

Axa Belgium SA ved avocat J. Oosterbosch

—

den belgiske regering ved S. Vanrie, J.-C. Halleux og C. Pochet, som befuldmægtigede

—

Europa-Kommissionen ved T.S. Bohr, som befuldmægtiget, bistået af avocat J.-L. Fagnart,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 73, 78 og 85a i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber, som fastsat i Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 af 29. februar 1968 om vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i disse Fællesskaber samt om særlige midlertidige foranstaltninger for tjenestemænd i Kommissionen (EFT 1968 I, s. 30), som ændret ved Rådets forordning (EF, EKSF, Euratom) nr. 781/98 af 7. april 1998 (EFT L 113, s. 4, herefter »vedtægten«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Den Europæiske Union og AXA Belgium SA (herefter »Axa Belgium«) vedrørende godtgørelse af de beløb, som Den Europæiske Union har udbetalt til en af dens tjenestemænd, i form af lægeudgifter, fortsat lønudbetaling og invalidepension, som følge af en færdselsulykke, som involverede denne tjenestemand og en forsikret hos Axa Belgium.

3

Vedtægtens artikel 1a, stk. 1, bestemmer:

»En tjenestemand har ved anvendelsen af vedtægten krav på ligebehandling uden direkte eller indirekte hensyn til race, politisk, filosofisk eller religiøs overbevisning, køn eller seksuel orientering, uden at dette dog berører de bestemmelser i vedtægten, der forudsætter en bestemt civilstand.«

4

Vedtægtens artikel 73 bestemmer følgende:

»1.   Under de betingelser, der er fastsat i henhold til en af Fællesskabernes institutioner efter fælles aftale og efter udtalelse fra vedtægtsudvalget vedtaget ordning, sikres tjenestemanden fra tiltrædelsesdagen imod risiko for erhvervssygdomme og ulykker. Han skal til sikring mod risici uden for tjenesten bidrage med indtil 0,1% af sin grundløn.

I ordningen præciseres de risici, der ikke dækkes.

2.   De garanterede ydelser er følgende:

[...]

[...]«

5

Vedtægtens artikel 78 bestemmer:

»I henhold til de i artikel 13-16 i bilag VIII fastsatte betingelser er den tjenestemand, der er ramt af vedvarende invaliditet, som anses for fuldstændig, og medfører, at den pågældende er ude af stand til at gøre tjeneste i en stilling i hans ansættelsesgruppe, berettiget til invaliditetsydelse.

Når invaliditeten skyldes en ulykke under udøvelsen eller i forbindelse med udøvelsen af tjenesten, erhvervssygdom eller en opofrende handling i offentlig interesse eller, at tjenestemanden har sat sit liv på spil for at redde menneskeliv, udgør invalidepensionen 70% af tjenestemandens grundløn.

[...]

Invalidepensionen beregnes på basis af den grundløn, som tjenestemanden ville have oppebåret i sin lønklasse, hvis han endnu havde været i tjeneste på det tidspunkt, på hvilket pensionen udbetales.

Invalidepensionen kan ikke være mindre end 120% af eksistensminimum.

[...]«

6

Artikel 85a i samme vedtægt har følgende ordlyd:

»1.   Når en person, der er omfattet af denne vedtægt, er afgået ved døden eller er blevet ramt af en ulykke eller en sygdom, hvis årsag tredjemand kan gøres ansvarlig for, indtræder Fællesskaberne inden for grænserne af de vedtægtsmæssige forpligtelser, som påhviler dem som følge af den ansvarspådragende handling, uden videre i de rettigheder og søgsmålsrettigheder, skadelidte eller dennes erstatningsberettigede pårørende har mod den ansvarlige tredjemand.

2.   Det område, der er dækket af den i stk. 1 nævnte indtræden i rettigheder, omfatter navnlig:

3.   Fællesskabernes indtræden i rettigheder udstrækker sig dog ikke til erstatning for skade, der udelukkende er af personlig karakter, såsom tort, svie og smerte samt den del af omkostningerne ved æstetiske skader og tabte adspredelsesmuligheder, der overstiger den erstatning, som i henhold til artikel 73 måtte være udbetalt i forbindelse med sådanne skader og tab.

4.   Bestemmelserne i stk. 1, 2 og 3 kan ikke være til hinder for et direkte søgsmål fra Fællesskabernes side.«

7

Artikel 29a, stk. 1, i lov om obligatorisk ansvarsforsikring af motorkøretøjer af 21. november 1989 (Moniteur belge af 8.12.1989, s. 20122, herefter »lov af 21. november 1989«) bestemmer:

»I tilfælde af en færdselsulykke, som involverer en eller flere motorkøretøjer, på de steder, der er anført i artikel 2, stk. 1, og bortset fra materielle skader og skader, der er lidt af føreren af hvert af de involverede motorkøretøjer, erstattes alle skader hos skadelidte og deres erstatningsberettigede pårørende som følge af legemsbeskadigelser eller dødsfald, herunder skader på tøj, solidarisk af forsikringsgiverne, som, i overensstemmelse med denne lov, dækker ansvaret for ejeren, føreren eller indehaveren motorkøretøjerne. Denne bestemmelse gælder ligeledes, hvis skaden er forvoldt forsætligt af føreren.

[...]«

8

Den 28. maj 2002 blev Maria Corrazzini, som var tjenestemand ved Kommissionen, som fodgænger alvorligt såret i en færdselsulykke, der involverede Mourad Kohaila, som er forsikret hos Axa Belgium. Ved den politimæssige efterforskning, som blev iværksat efter ulykken, blev det ikke godtgjort, at sidstnævnte havde begået en ansvarspådragende lovovertrædelse. Denne konklusion blev stadfæstet i forbindelse med den civile retssag ved den forelæggende ret.

9

Den 6. november 2003 fastslog det ved Kommissionen nedsatte invaliditetsudvalg, at Maria Corrazzini var ramt af vedvarende invaliditet, som blev anset for fuldstændig, og medførte, at hun var ude af stand til at gøre tjeneste, således at hun den 3. december 2003 blev pensioneret og tilkendt invalidepension, jf. bestemmelserne i vedtægtens artikel 78, stk. 2, med virkning fra den 1. januar 2004.

10

Kommissionen afholdt Maria Corrazzinis lægeudgifter og fortsatte hendes lønudbetaling i perioden fra den 28. maj 2002 til den 1. januar 2004, datoen fra hvilken hun fik udbetalt invalidepension fra Kommissionen.

11

Den 27. juni 2002 rettede Kommissionen skriftlig henvendelse til Axa Belgium og meddelte selskabet, at den var indtrådt i Maria Corrazzinis rettigheder. Den 20. september 2004 anmodede Kommissionen Axa Belgium om at godtgøre de beløb, som Kommissionen havde udbetalt til Maria Corrazzini.

12

Axa Belgium afviste at godtgøre disse beløb med den begrundelse, at Kommissionen ikke havde godtgjort, at selskabets forsikrede var ansvarlig, og Kommissionen anlagde herefter sag mod Axa Belgium ved de belgiske retsinstanser, idet den bl.a. baserede sin påstand på artikel 29a i lov af 21. november 1989. Tribunal de police de Bruxelles forkastede Kommissionens påstand ved dom af 6. januar 2012. Unionen, repræsenteret ved Kommissionen, har appelleret denne afgørelse til Tribunal de première instance francophone de Bruxelles, den forelæggende ret, med påstand om, at Axa Belgium tilpligtes at betale et beløb på 392650,14 EUR i form af lægeudgifter afholdt til Maria Corrazzini, fortsættelse af hendes løn for perioden fra den 25. maj 2002 til den 31. december 2003 og invalidepension for perioden fra den 1. januar 2004 til august 2012 samt påstand om betaling af et fast beløb på 167970,03 EUR til betaling af invaliditetsydelser fra den 1. september 2012.

13

Axa Belgium har for den forelæggende ret gjort gældende, at Unionen ikke med føje kan hævde, at den er indtrådt i Maria Corrazzinis rettigheder, eftersom vedtægtens artikel 85a kun fastsætter et søgsmål ved indtræden i skadelidtes rettigheder mod den ansvarlige tredjemand. Ifølge Axa Belgium er det imidlertid ikke godtgjort, at selskabets forsikrede er ansvarlig for ulykken. Den forelæggende ret er herefter i tvivl om den nøjagtige rækkevidde af det i vedtægtens artikel 85a omhandlede begreb »ansvarlig tredjemand«.

14

Den forelæggende ret er desuden af den opfattelse, at en godtgørelse af den invalidepension, som Unionen har udbetalt til Maria Corrazzini, under alle omstændigheder ikke vil kunne kræves på grundlag af et søgsmål ved indtræden i skadelidtes rettigheder i overensstemmelse med vedtægtens artikel 85a, stk. 1, eftersom Unionen, som er indtrådt i skadelidtes rettigheder, ikke kan gøre krav på flere rettigheder end dem, som skadelidte havde i forhold til »den ansvarlige tredjemand« i henhold til den gældende nationale ret. Den invalidepension, som Unionen har udbetalt til Maria Corrazzini, er imidlertid udelukket fra anvendelsesområdet for den erstatningspligt, som i henhold til artikel 29a i lov af 21. november 1989 påhviler Axa Belgium over for Maria Corrazzini, eftersom denne invalidepension i henhold til national retspraksis adskiller sig fra og er uafhængig af det tab, som Maria Corrazzini har lidt.

15

Den forelæggende ret er derimod af den opfattelse, at den invalidepension, som Unionen har udbetalt til Maria Corrazzini, principielt ville kunne kræves godtgjort på grundlag af et direkte søgsmål i overensstemmelse med vedtægtens artikel 85a, stk. 4. Den forelæggende ret er i denne forbindelse af den opfattelse, at der ikke er noget til hinder for, at Unionen, i sin egenskab af skadelidtes arbejdsgiver, kvalificeres som »erstatningsberettiget« som omhandlet i artikel 29a i lov af 21. november 1989. Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt den i denne artikel fastsatte betingelse, hvorefter Unionen personligt skal have lidt et tab, er opfyldt. Den forelæggende ret har i denne henseende bemærket, at selv om enhver, som er forpligtet til at foretage en betaling i henhold til en, lovlig eller administrativ, kontraktmæssig forpligtelse, ifølge national retspraksis kan anlægge søgsmål mod den ansvarlige tredjemand, er denne mulighed udelukket hvad angår udgifter eller ydelser, som, ifølge indholdet eller rækkevidden af konventionen, loven eller forordningen, endeligt skal afholdes af den, som har forpligtet sig hertil, eller som skal opfylde denne betaling i henhold til loven eller forordningen.

16

På denne baggrund har Tribunal de première instance francophone de Bruxelles besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

17

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om begrebet »den ansvarlige tredjemand« som omhandlet i vedtægtens artikel 85a skal fortolkes således, at det henviser til den nationale ret, der finder anvendelse på dødsårsagen, ulykkesårsagen eller sygdomsårsagen som omhandlet i denne bestemmelse, eller om dette begreb skal fortolkes selvstændigt og ensartet inden for Unionens retsorden.

18

Indledningsvis bemærkes, at vedtægtens artikel 85a ifølge Domstolens praksis ikke har til formål at ændre de nationale regler, der finder anvendelse ved afgørelsen af, om og i hvilket omfang skadevolderen har pådraget sig et erstatningsansvar. Spørgsmålet om sidstnævntes erstatningsansvar er fortsat undergivet de materielle regler, som normalt skal anvendes af den nationale domstol, ved hvilken skadelidte har anlagt sag, hvilket som udgangspunkt vil sige lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område skaden er indtruffet (dom Clinique La Ramée og Winterthur, C-397/02, EU:C:2004:502, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis).

19

Det første spørgsmål skal således ikke forstås således, at det vedrører de materielle regler, som afgør, om og i hvilket omfang skadevolderen har pådraget sig et erstatningsansvar, idet sådanne regler henhører under den nationale ret, der finder anvendelse. Dette spørgsmål tilsigter snarere at afgøre, om begrebet »den ansvarlige tredjemand« indeholder et element, som begrænser den indtræden i rettigheder, der er fastsat i vedtægtens artikel 85a, i forhold til den sondring, der foretages i national ret, mellem to mekanismer for erstatning til skadelidte, den ene, som vedrører ansvar, og den anden, som vedrører objektiv erstatning, eller om det skal fortolkes selvstændigt og ensartet inden for Unionens retsorden.

20

I henhold til vedtægtens artikel 85a indtræder Unionen nemlig kun i de rettigheder og søgsmålsrettigheder, skadelidte eller dennes erstatningsberettigede pårørende har mod »den ansvarlige tredjemand«. En fortolkning af dette begreb danner herefter grundlag for at afgøre, om den indtræden i rettigheder, der er fastsat i vedtægtens artikel 85a, har en ensartet rækkevidde i hele Unionen, eller om denne rækkevidde afhænger af den begrænsning af ansvaret i forhold til kategorier, som foretages i national ret.

21

Det bemærkes, at det i henhold til Domstolens faste praksis følger såvel af kravene om en ensartet anvendelse af EU-retten som af lighedsprincippet, at en bestemmelse i EU-retten, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, normalt skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning i hele Den Europæiske Union, som skal søges under hensyntagen til bestemmelsens kontekst og formålet med den pågældende ordning (domme Deckmyn og Vrijheidsfonds, C-201/13, EU:C:2014:2132, præmis 14 og den deri nævnte retspraksis, og Modelo Continente Hipermercados, C-343/13, EU:C:2015:146, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

22

I denne forbindelse må det konstateres, at vedtægtens artikel 85a, stk. 1, ikke foretager en sådan udtrykkelig henvisning for så vidt angår begrebet »den ansvarlige tredjemand«.

23

Med henblik på at afgøre, om det nævnte begreb skal tillægges en selvstændig og ensartet fortolkning i Unionens retsorden, skal der, henset til den i denne doms præmis 21 anførte retspraksis, tages hensyn til den normative kontekst, hvori artikel 85a i vedtægten indgår, idet sidstnævnte har til formål at regulere de retlige relationer mellem de europæiske institutioner og deres tjenestemænd ved at fastlægge en række gensidige rettigheder og forpligtelser (jf. i denne retning dom Johannes, C-430/97, EU:C:1999:293, præmis 19).

24

I overensstemmelse med vedtægtens artikel 1a har en tjenestemand ved anvendelsen af vedtægten krav på ligebehandling, hvilket nødvendiggør, at nævnte vedtægt generelt skal fortolkes selvstændigt og ensartet i hele Unionen.

25

Under disse betingelser skal begrebet »den ansvarlige tredjemand«, som bestemmer omfanget af den indtræden i rettigheder, der er fastsat i vedtægtens artikel 85a, fortolkes på en måde, som gør det muligt at anvende dette ensartet i hele Unionen.

26

Hvis en indtræden i rettigheder, afhængigt af fortolkningen af begrebet »den ansvarlige tredjemand«, skulle afhænge af den kvalifikation, som i de forskellige nationale lovgivninger gives sammenlignelige erstatningsordninger alt efter, om disse vedrørte culpaansvar eller ej, ville der nemlig kunne opstå en situation med ulige behandling til fordel for visse tjenestemænd. Mens Unionen ville indtræde i en tjenestemands rettigheder, hvis en national ret kvalificerede en tredjemands forpligtelse over for en denne tjenestemand som henhørende under culpaansvar, ville en sådan indtræden være udelukket, hvis samme pligt til at udrede erstatning til en skadelidt i national ret var kvalificeret som værende en særskilt form for erstatning. Der ville således være risiko for, at de tjenestemænd, som ikke ville være berørt af Unionens indtræden i rettigheder, kunne modtage erstatning to gange for det samme tab, mens dette ikke ville være tilfældet for så vidt angår de tjenestemænd, i hvis rettigheder Unionen ville indtræde.

27

Hvis fortolkningen af begrebet »den ansvarlige tredjemand« henhørte under kategorier fastsat i national ret, ville der således være risiko for, at Unionen indtræder i en tjenestemands rettigheder hvad angår en situation med ansvar efter en national ret, men ikke efter en anden, hvilket ville skabe forskelle i anvendelsen af tjenestemandsvedtægten til fordel for visse tjenestemænd, afhængigt af den gældende nationale ret.

28

Det følger heraf, at begrebet »den ansvarlige tredjemand« som omhandlet i vedtægtens artikel 85a, stk. 1, med henblik på at afgøre omfanget af den heri fastsatte indtræden i rettigheder skal fortolkes selvstændigt og ensartet i Unionens retsorden.

29

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om begrebet »den ansvarlige tredjemand« som omhandlet i vedtægtens artikel 85a, stk. 1, udelukkende omfatter den tredjemand, der er forpligtet til at erstatte den skade, som han har forvoldt den pågældende tjenestemand som følge af den culpøse adfærd, som denne tredjemand har udvist, og som har medført skaden, eller om begrebet omfatter enhver person, herunder forsikringsgivere, som i henhold til national ret er forpligtet til at erstatte den skade, som skadelidte eller dennes erstatningsberettigede pårørende har lidt.

30

Hvad indledningsvis angår ordlyden af vedtægtens artikel 85a bemærkes til orientering, at selv om den tyske sprogversion udtrykkeligt henviser til begrebet culpa ved brug af ordene »auf das Verschulden eines Dritten«, bruger den engelske sprogversion de mere neutrale ord »caused by a third party« (»forvoldt af en tredjepart«). Andre sprogversioner, såsom den spanske version (»imputable a un tercero«), den franske version (»imputable à un tiers«), den italienske version (»imputabile a un terzo«), den nederlandske version (»aan een derde is te wijten«) og den portugisiske version (»imputável a um terceiro«), henviser til begrebet tilregnelighed uden at nævne begrebet culpa.

31

Det følger af Domstolens faste praksis, at den formulering, der er anvendt i en af sprogversionerne af en EU-retlig bestemmelse, ikke kan tjene som eneste grundlag for bestemmelsens fortolkning eller tillægges større betydning end de øvrige sprogversioner. EU-bestemmelserne skal nemlig fortolkes og anvendes ensartet i lyset af de versioner, der er udfærdiget på alle Unionens sprog. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem de forskellige sproglige versioner af en EU-retlig bestemmelse skal den pågældende bestemmelse fortolkes på baggrund af den almindelige opbygning af og formålet med den ordning, som den er led i (dom Léger, C-528/13, EU:C:2015:288, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

32

Det følge heraf, at vedtægtens artikel 85a, henset til de forskelle, der er konstateret i denne doms præmis 29 mellem de forskellige sproglige versioner af denne bestemmelse, bl.a. skal fortolkes på baggrund af dens formål.

33

Det fremgår af Domstolens faste praksis, at formålet med Unionens subrogationsret, jf. vedtægtens artikel 85a, er at undgå, at en tjenestemand opnår erstatning to gange for den samme skade. Når tjenestemandens tab indebærer en forpligtelse for Unionen til at udbetale tjenestemanden de ham efter vedtægten tilkommende ydelser, vil risikoen for dobbeltydelser ikke kunne undgås, medmindre tjenestemanden mister sine rettigheder over for den ansvarlige tredjemand straks fra tidspunktet for den skadegørende handling samtidig med, at disse overgår til Unionen (jf. i denne retning domme Royale belge, C-333/90, EU:C:1992:94, præmis 9 og den deri nævnte retspraksis, og Lucaccioni mod Kommissionen, C-257/98 P, EU:C:1999:402, præmis 20).

34

Dette formål kan kun opfyldes fuldt ud, hvis den i nævnte artikel fastsatte indtræden i rettigheder dækker systemerne for godtgørelse til skadelidte, uanset om disse i den pågældende nationale ret anses for en ordning med culpaansvar eller for en anden form for erstatningspligtsordning, og dette gælder også, når de, som den i hovedsagen omhandlede lovgivning, fastsætter, at en tredjemand er forpligtet til at erstatte en skade uafhængigt af, om der foreligger culpa.

35

Henset til formålet med den i vedtægtens artikel 85a fastsatte indtræden i rettigheder skal begrebet »den ansvarlige tredjemand« således fortolkes bredt og vil ikke kunne begrænses alene til culpaansvar.

36

Herefter skal det andet spørgsmål besvares med, at begrebet »den ansvarlige tredjemand« som omhandlet i vedtægtens artikel 85a, stk. 1, omfatter enhver, herunder forsikringsgivere, som i henhold til national ret er forpligtet til at erstatte den skade, som skadelidte eller dennes erstatningsberettigede pårørende har lidt.

37

Henset til besvarelsen af det første og det andet spørgsmål er det ufornødent at besvare det tredje spørgsmål.

38

Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om vedtægten skal fortolkes således, at de ydelser, som Unionen skal afholde, dels i henhold til vedtægtens artikel 73 vedrørende dækning af risiko for erhvervssygdomme og ulykker, dels i henhold til samme vedtægts artikel 78 vedrørende betaling af en invalidepension, i forbindelse med et direkte søgsmål i henhold til denne vedtægts artikel 85a, stk. 4, skal afholdes endeligt af Unionen.

39

Indledningsvis bemærkes, at eftersom invalidepensionen, således som det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, ifølge national retspraksis ikke udgør en skade for skadelidte i hovedsagen, adskiller den sig fra og er uafhængig af det af skadelidte lidte tab. Imidlertid vil Unionens pligt til at udbetale ydelser til skadelidte i henhold til vedtægtens artikel 73 og 78 kunne udgøre en selvstændig skade for Unionen.

40

Ifølge den forelæggende ret vil en sådan mulighed i medfør af den nationale retspraksis, der er henvist til i denne doms præmis 14, være udelukket, hvis den pågældende ydelse i henhold til den gældende lovgivning skulle afholdes endeligt af Unionen.

41

I denne henseende konstateres, at den selvstændige skade, som Unionen har lidt, vil være udledt af den forpligtelse, som er pålagt den, til at udbetale ydelser i henhold til vedtægtens artikel 73 og 78 til skadelidte og således for dens vedkommende vil følge af en vedtægtsmæssig forpligtelse.

42

Hvad angår spørgsmålet, om de i vedtægtens artikel 73 og 78 fastsatte ydelser endeligt skal afholdes af Unionen, bemærkes dels, at vedtægtens artikel 85a, stk. 4, udtrykkeligt bestemmer, at Unionen ikke må indskrænke sig til gennem en indtræden i rettigheder i henhold til denne vedtægts artikel 85a, stk. 1, at gøre de skader, som dens tjenestemænd har lidt, gældende, men ligeledes kan anlægge et direkte søgsmål med henblik på at opnå erstatning for et selvstændigt tab, bl.a. som følge af de ydelser, som den er forpligtet til at udbetale i medfør af nævnte vedtægt.

43

Dels gælder, at selv om karakteren af den i hovedsagen omhandlede invalidepension henhører under en særegenhed, som har tilknytning til det vedtægtsmæssige forhold mellem Unionen og dens tjenestemænd, kræver overholdelsen af denne særegenhed imidlertid ikke, at de ydelser, som udbetales i henhold til en invalidepension, skal afholdes endeligt af Unionen.

44

Henset til de ovenstående betragtninger skal det fjerde spørgsmål besvares med, at vedtægten ikke kan fortolkes således, at de ydelser, som Unionen skal afholde, dels i henhold til vedtægtens artikel 73 vedrørende dækning af risiko for erhvervssygdomme og ulykker, dels i henhold til samme vedtægts artikel 78 vedrørende betaling af en invalidepension, i forbindelse med et direkte søgsmål i henhold til denne vedtægts artikel 85a, stk. 4, skal afholdes endeligt af Unionen.

45

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret: