Sag C-492/14

Essent Belgium NV

mod

Vlaams Gewest m.fl.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Nederlandstalige rechtbank van eerste aanleg te Brussel)

»Præjudiciel forelæggelse — regionale forskrifter, der fastsætter vederlagsfri distribution via de systemer, der er beliggende i den pågældende region, af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder — sondring på grundlag af, hvor den grønne elektricitet kommer fra — artikel 28 EF og 30 EF — frie varebevægelser — direktiv 2001/77/EF — artikel 3 og 4 — nationale støtteordninger for produktion af grøn elektricitet — direktiv 2003/54/EF — artikel 3 og 20 — direktiv 96/92/EF — artikel 3 og 16 — det indre marked for elektricitet — adgang til distributionssystemer på ikke-diskriminerende tarifbetingelser — offentlige serviceforpligtelser — manglende proportionalitet«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 29. september 2016

  1. Præjudicielle spørgsmål – antagelse til realitetsbehandling – anmodning, der ikke anfører de grunde, der begrunder forelæggelsen for Domstolen – afvisning

    [Art. 267 TEUF; Domstolens procesreglement, art. 94, litra c)]

  2. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – fastlæggelse af de relevante EU-retlige elementer – manglende henvisning i forelæggelsesanmodningen – manglende relevans

    (Art. 267 TEUF)

  3. Frie varebevægelser – kvantitative restriktioner – foranstaltninger med tilsvarende virkning – regionale forskrifter, der fastsætter en ordning med vederlagsfri distribution af grøn elektricitet på de distributionsnet, der er beliggende i den pågældende region – nævnte ordning begrænses til kun at omfatte grøn elektricitet fra produktionsanlæg, der direkte tilfører elektricitet til disse distributionssystemer eller til distributionssystemer beliggende i den medlemsstat, som denne region tilhører – kan ikke antages til realitetsbehandling – tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

    (Art. 28 EF og 30 EF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/54, art. 3, stk. 2 og 8, og art. 20, stk. 1; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/92, art. 3, stk. 2 og 3, og art. 16; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/77, art. 3 og 4)

  1.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 40-42)

  2.  Den omstændighed, at en national ret på et rent formelt plan har formuleret sin præjudicielle forelæggelse med henvisning til visse bestemmelser i EU-retten, er ikke til hinder for, at Domstolen oplyser denne ret om alle de momenter angående fortolkningen af EU-retten, som kan være til nytte ved afgørelsen af den sag, som verserer for den, uanset om den henviser til dem i sine spørgsmål. Det tilkommer herved Domstolen af samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale ret, navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til sagens genstand er nødvendigt at fortolke.

    (jf. præmis 43)

  3.  Bestemmelserne i artikel 28 EF og 30 EF, sammenholdt med artikel 3, stk. 2 og 8, og artikel 20, stk. 1, i direktiv 2003/54 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 96/92/EF, artikel 3, stk. 2 og 3, og artikel 16 i direktiv 96/92 om fælles regler for det indre marked for elektricitet samt artikel 3 og 4 i direktiv 2001/77 om fremme af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder inden for det indre marked for elektricitet skal fortolkes således, at de er til hinder for en lovgivning, som fastsætter en ordning med vederlagsfri distribution af grøn elektricitet via de distributionssystemer, der er beliggende i den omhandlede region, samtidig med at den begrænser adgangen til denne ordning til enten kun at omfatte den grønne elektricitet, der direkte tilføres de nævnte distributionssystemer af produktionsanlæg, eller til kun at omfatte den grønne elektricitet, som sådanne anlæg direkte tilfører distributionssystemer, der er beliggende i den medlemsstat, som nævnte region tilhører.

    Selv om en sådan lovgivning for det første gælder på samme måde for samtlige elektricitetsleverandører, der bruger et distributionssystem, der er beliggende i den omhandlede region, medfører den i det foreliggende tilfælde ikke desto mindre, at elektricitet leveret af disse leverandører kun fritages for distributionsafgifter, hvis denne elektricitet er grøn elektricitet, der direkte tilføres et sådant system eller et distributionssystem, der er beliggende i den medlemsstat, som denne region tilhører, og at elektricitetsleverandørerne således behandles forskelligt, bl.a. afhængig af, hvor den grønne elektricitet, som disse leverandører sælger, kommer fra. Hverken artikel 11, stk. 3, i direktiv 96/92 eller artikel 14, stk. 4, i direktiv 2003/54 er blevet påberåbt med henblik på at begrunde en sådan forskelsbehandling.

    For det andet bør de offentlige serviceforpligtelser indført både i medfør af artikel 3, stk. 2, i direktiv 96/92 og artikel 3, stk. 2, i direktiv 2003/54 ikke være diskriminerende og desuden sikre EU-elektricitetsselskaber lige adgang til de nationale forbrugere. Nævnte forskelsbehandling kan dog påvirke EU-elektricitetsselskabernes lige adgang til de nationale forbrugere som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i direktiv 2003/54.

    Endelig kan en sådan lovgivning, i det mindste indirekte og potentielt, forhindre import af elektricitet, navnlig grøn, fra andre medlemsstater. Under henvisning til bl.a. den omstændighed, at den tilskynder operatørerne, navnlig elektricitetsleverandørerne, til at købe grøn elektricitet, der er produceret i den pågældende region eller i den medlemsstat, som regionen tilhører, på grund af den økonomiske fordel, der følger af den vederlagsfrie distribution af denne elektricitet, skal den således betegnes som foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner som omhandlet i artikel 28 EF.

    Hvad angår overholdelsen af proportionalitetsprincippet, og selv om det i princippet er tilladt for medlemsstaterne at begrænse sådanne ordninger til grøn elektricitet, der er produceret på deres område, har ordningen om vederlagsfri distribution af grøn elektricitet indført med en sådan national lovgivning, til forskel fra de nationale støtteordninger for grøn elektricitet i form af købsforpligtelse eller grønne certifikater som nævnt i ovenstående præmisser, ikke til formål at give en direkte støtte til producenterne af grøn elektricitet. Den vederlagsfrie distribution af grøn elektricitet udgør således primært en økonomisk fordel for leverandøren af nævnte elektricitet, der eventuelt og bl.a. på grund af den salgspris, som leverandøren opkræver forbrugeren for elektriciteten, også i et vist omfang og indirekte kan gavne forbrugeren.

    En sådan støtteordning giver derimod ingen vished for, at den økonomiske fordel, som den således yder leverandørerne, i sidste ende rent faktisk og hovedsageligt kommer producenterne af grøn elektricitet til gode, herunder navnlig de mindre lokale produktionsanlæg, som støtteforanstaltningerne tager sigte på, og som ikke både handler som producent og leverandør. Det overskud, som sådanne producenter af grøn elektricitet eventuelt kan drage af nævnte økonomiske fordel, vil afhænge af diverse udsving på markedet, såsom elektricitetspriserne på markedet, udbud og efterspørgsel eller endog styrkeforholdene mellem de tilstedeværende operatører, samt i hvilket omfang leverandørerne er indstillet på at lade nævnte fordel komme producenterne til gavn. Henset til den både indirekte, usikre og vilkårlige karakter af den eventuelle støtte, som en sådan vederlagsfri ordning måtte resultere i for selve producenten af grøn elektricitet, er selve denne ordnings egnethed til at opnå det forfulgte lovlige formål, som på en effektiv måde skal tilskynde operatørerne til at producere mere grøn elektricitet på trods af de meromkostninger, som karakteriserer denne, ved at bidrage til, at medlemsstaterne forfølger de vejledende produktionsmål, som de i denne henseende er pålagt i henhold til artikel 3 i direktiv 2001/77, ikke påvist. Det følger heraf, at nævnte lovgivning ikke opfylder de krav, der følger af proportionalitetsprincippet, og at den skade, som de påfører tredjeparters frie adgang til distributionssystemerne på ikke-diskriminerende betingelser og den frie bevægelighed for varer, derfor ikke kan begrundes i nævnte formål.

    (jf. præmis 82, 83, 87, 89, 90, 97, 98, 111-117 og 119 samt domskonkl.)