Sag C-449/14 P

DTS Distribuidora de Televisión Digital SA

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – statsstøtte – støtteordning til fordel for den offentlige radio- og tv-virksomhed – public service-forpligtelser – kompensation – artikel 106, stk. 2, TEUF – afgørelse, som erklærer støtteordningen forenelig med det indre marked – ændring af finansieringsmetoden – skatteforanstaltninger – skat, som pålægges betalings-tv-stationer – afgørelse, som erklærer den ændrede støtteordning forenelig med det indre marked – hensyntagen til finansieringsmetoden – tvungen forbindelse mellem skatten og støtteordningen – skatteprovenuets direkte indvirkning på støttens størrelse – dækning af nettoomkostningerne til varetagelse af public-service-opgaven – konkurrenceforhold mellem den person, som skal betale skatten, og støttemodtageren – urigtig gengivelse af national ret«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 10. november 2016

1. Retslig procedure–stævning–formkrav–begrænsning ved Domstolens praktiske anvisninger til parterne–vejledende og ikke retligt bindende anvisninger

   (Domstolens praktiske anvisninger til parterne, første og tredje betragtning og punkt 20)

2. Appel–anbringender–anbringender og argumenter, som blot gentager det for Retten påberåbte–afvisning–anfægtelse af den af Retten foretagne fortolkning eller anvendelse af EU-retten–formaliteten

   [Art. 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1; Domstolens procesreglement, art. 168, stk. 1, litra d)]

3. Appel–anbringender–urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder og af beviserne–domstolens prøvelse af bedømmelsen af beviserne–udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt

   (Art. 256 TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1)

4. Statsstøtte–traktatens bestemmelser–anvendelsesområde–skatter–kun omfattet hvad angår skatter, som finansierer en støtte–skat, der delvis finansierer en støtte, som pålægges konkurrenter til modtageren med henblik på dennes varetagelse af en public service-opgave, og som ikke pålægges denne modtager–bevis for en tvungen forbindelse mellem skatten og finansieringen af den pågældende støtte–foreligger ikke

   (Art. 107 TEUF og 108 TEUF)

5. Appel–kontraappel–formål–nødvendigheden af at basere sig på anbringender, der er forskellige fra dem, der er påberåbt i svarskriftet i hovedappellen

   (Domstolens procesreglement, art. 178, stk. 3, andet punktum)

6. Retslig procedure–intervention–anbringender, der adskiller sig fra de anbringender, som den part, intervenienten er indtrådt til støtte for, har gjort gældende–formaliteten–betingelse–tilknytning til sagens genstand

   [Statutten for Domstolen, art. 40; Domstolens procesreglement, art. 129 og art. 132, stk. 2, litra b)]

1.  De praktiske anvisninger til parterne vedrørende sager for Domstolen er vejledende og ikke retligt bindende. Som det fremgår af første til tredje betragtning til disse anvisninger, er disse således udfærdiget for at supplere og tydeliggøre reglerne for forløbet af retsforhandlingerne for Domstolen af hensyn til retsplejen, og de har ikke til formål at erstatte de relevante bestemmelser i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og Domstolens procesreglement.

   Det fremgår således klart af ordlyden af punkt 20 i disse praktiske anvisninger, hvorefter »appelskriftet […] ikke bør overstige 25 sider, medmindre der foreligger særlige omstændigheder«, at denne betragtning ikke fastsætter en absolut grænse for antallet af sider, som er afgørende for, om en sådan appel kan antages til realitetsbehandling, men alene giver en henstilling til parterne i denne henseende.

   Heraf følger, at en appel ikke kan afvises fra realitetsbehandling med den begrundelse, at appelskriftet overstiger et bestemt antal sider.

   (jf. præmis 24-26)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 27-29)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 43-45 og 49)

4.  Afgifter omfattes ikke af anvendelsesområdet for traktatens bestemmelser om statsstøtte, medmindre de udgør den måde, hvorved en støtteforanstaltning finansieres, således at afgifterne er en integrerende del af denne foranstaltning.

   For at en afgift kan antages at udgøre en integrerende del af en støtteforanstaltning, skal der bestå en tvungen forbindelse mellem afgiften og den berørte støtte i henhold til den relevante nationale lovgivning, således at afgiftsprovenuet nødvendigvis anvendes til at finansiere støtten og har direkte indvirkning på dennes størrelse og dermed på bedømmelsen af denne støttes forenelighed med det indre marked.

   I forbindelse med skatteforanstaltninger, der delvis finansierer en støtte, som pålægges konkurrenter til modtageren med henblik på dennes varetagelse af en public service-opgave, og som ikke pålægges denne modtager, udgør disse skatteforanstaltninger ikke en integrerende del af støtten under følgende omstændigheder: størrelsen af støtten fastsættes ud fra nettoomkostningerne til varetagelse af public-service-opgaven; når skatteindtægterne overstiger omkostningerne til varetagelse af public-service-opgaven, skal det overskydende beløb overgå til en reservefond eller til statskassen, idet disse samme indtægter desuden er underlagt en absolut grænse; og når de nævnte indtægter er utilstrækkelige til at dække omkostningerne, skal medlemsstaten dække forskellen.

   Eftersom provenuet fra de nævnte skatteforanstaltninger ikke har nogen direkte indvirkning på størrelsen af den støtte, som tildeles, eftersom hverken tildelingen eller størrelsen heraf bestemmes af dette provenu, og sidstnævnte ikke nødvendigvis anvendes til finansieringen af denne støtte, idet en del af det nævnte provenu kan omfordeles til andre formål, kan der således ikke anses at foreligge en tvungen forbindelse mellem disse skatteforanstaltninger og den omhandlede støtte.

   En eventuel uanvendelighed af de nævnte skatteforanstaltninger på grund af deres eventuelle uforenelighed med EU-retten bevirker desuden ikke direkte, at der ville blive rejst tvivl med hensyn til støtten, eftersom medlemsstaten har pligt til at dække forskellen mellem de finansielle midler, som støttemodtageren råder over, og samtlige dennes omkostninger til opfyldelse af dens public service-forpligtelser.

   Den omstændighed alene, at forpligtelsen til at betale denne skat pålægger andre selskaber en yderligere konkurrencemæssig ulempe på de markeder, hvor de udøver virksomhed i konkurrence med modtageren, idet sidstnævnte ikke skal betale den nævnte skat, er endvidere ikke tilstrækkelig til at godtgøre, at en sådan skat er en integrerende del af støtten. Spørgsmålet om, hvorvidt en afgift er en integrerende del af en støtte finansieret ved en afgift, afhænger således ikke af, om der foreligger et konkurrenceforhold mellem den person, som skal betale denne afgift, og støttemodtageren, men udelukkende af, om der består en tvungen forbindelse mellem den nævnte afgift og den pågældende støtte i henhold til den relevante nationale lovgivning

   I modsat fald ville det indebære, at enhver afgift, der opkræves på sektorniveau, og som rammer virksomheder, der konkurrerer med en modtager af en støtte, som finansieres af støtten, skal undersøges i lyset af artikel 107 TEUF og 108 TEUF.

   (jf. præmis 65, 68-72, 77, 79-81 og 83)

5.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 108 og 110)

6.  En part, der i medfør af artikel 40 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol har fået tilladelse til at intervenere i en sag for Domstolen, kan ikke ændre sagens genstand, således som denne er afgrænset i hovedparternes påstande og anbringender. Det følger heraf, at alene de af en intervenients argumenter, som ligger inden for rammerne af disse påstande og anbringender, kan realitetsbehandles.

   Selv om interventionsindlægget ifølge artikel 132, stk. 2, litra b), i Domstolens procesreglement skal indeholde de anbringender og argumenter, der gøres gældende af intervenienten, betyder dette endvidere ikke, at intervenienten frit kan påberåbe sig nye anbringender, som er forskellige fra dem, som sagsøgeren har fremsat. Denne bestemmelse er således et led i de grænser, der fastsættes af interventionsproceduren, og skal fortolkes i lyset af dette reglements artikel 129, som bestemmer, at intervention kun kan ske med henblik på helt eller delvist at støtte en af parternes påstande, at intervention er accessorisk i forhold til tvisten, og at intervenienten indtræder i sagen, som den foreligger på tidspunktet for interventionen.

   (jf. præmis 114 og 121)