Sag C-312/14

Banif Plus Bank Zrt

mod

Márton Lantos

og

Mártonné Lantos

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Ráckevei Járásbíróság)

»Præjudiciel forelæggelse — direktiv 2004/39/EF — artikel 4, stk. 1, og artikel 19, stk. 4, 5 og 9 — markeder for finansielle instrumenter — begrebet »investeringsservice og ‑aktiviteter« — bestemmelser til sikring af investorbeskyttelse — god forretningsskik ved ydelse af investeringsservice til kunder — forpligtelse til at foretage en egnetheds- og hensigtsmæssighedsvurdering — kontraktmæssige konsekvenser af manglende overholdelse af denne forpligtelse — forbrugerkreditaftale — lån optaget i fremmed valuta — frigørelse og tilbagebetaling af lånet i national valuta — kontraktvilkår vedrørende vekselkursen«

Sammendrag – Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 3. december 2015

  1. Retslig procedure — mundtlig forhandling — genåbning — betingelser

    (Art. 252, stk. 2, TEUF; statutten for Domstolen, art. 23; Domstolens procesreglement, art. 83)

  2. Præjudicielle spørgsmål — Domstolens kompetence — grænser — den nationale rets kompetence — fastlæggelse og vurdering af tvistens faktiske omstændigheder — spørgsmålet, om en præjudiciel forelæggelse er nødvendig, samt de forelagte spørgsmåls relevans — den nationale rets vurdering — spørgsmål, som er klart uden relevans, og hypotetiske spørgsmål forelagt i en sammenhæng, der udelukker et hensigtsmæssigt svar — spørgsmål, der ikke har forbindelse med genstanden for tvisten i hovedsagen

    (Art. 267 TEUF)

  3. Etableringsfrihed — fri udveksling af tjenesteydelser — markeder for finansielle instrumenter — direktiv 2004/39 — investeringsservice eller -aktiviteter — begreb valutatransaktioner, der gennemføres af et kreditinstitut i henhold til vilkårene i en låneaftale i fremmed valuta — fastsættelse af lånebeløbet på grundlag af købskursen for den valuta, der anvendes i forbindelse med udbetalingen af lånet — fastsættelse af størrelsen på de månedlige ydelser på grundlag af salgskursen for valutaen, der anvendes i forbindelse med beregningen af hver månedlig ydelse — udelukket

    (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39, art. 4, stk. 1, nr. 2)

  4. Etableringsfrihed — fri udveksling af tjenesteydelser — markeder for finansielle instrumenter — direktiv 2004/39 — god forretningsskik ved ydelse af investeringsservice til kunder — forpligtelse for investeringsselskabet til at foretage egnetheds- og hensigtsmæssighedsvurderinger vedrørende den leverede ydelse — manglende overholdelse af nævnte forpligtelse — kontraktmæssige konsekvenser — anvendelse af national ret — grænser — overholdelse af ækvivalens- og effektivitetsprincippet

    (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39, art. 19, stk. 4 og 5)

  1.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 29)

  2.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 35, 51 og 52)

  3.  Artikel 4, stk. 1, nr. 2), i direktiv 2004/39 om markeder for finansielle instrumenter, skal med forbehold for den forelæggende rets efterprøvelse fortolkes således, at visse valutatransaktioner, der gennemføres af et kreditinstitut i henhold til vilkårene i en låneaftale i fremmed valuta såsom den i hovedsagen omhandlede, der består i at fastsætte lånebeløbet på grundlag af købskursen for valutaen, der anvendes i forbindelse med udbetalingen af lånet, og at fastsætte størrelsen på de månedlige ydelser på grundlag af salgskursen for valutaen, der anvendes i forbindelse med beregningen af hver månedlig ydelse, ikke udgør en investeringsservice eller ‑aktivitet i denne bestemmelses forstand.

    Investeringsservice og ‑aktiviteter består således i henhold til den nævnte bestemmelse af de i bilag I, afsnit A, til direktiv 2004/39 anførte tjenesteydelser og aktiviteter i tilknytning til de i samme bilags afsnit C omhandlede instrumenter. De omhandlede transaktioner, for så vidt som de udgør valutavekslingstransaktioner, der udelukkende er accessoriske i forhold til ydelsen eller tilbagebetalingen af et forbrugerlån i fremmed valuta, er imidlertid ikke omfattet af nævnte afsnit A, i det omfang de er begrænset til omregningen – på baggrund af vekselkursen for køb eller salg af den omhandlede valuta – af lånebeløbene og de månedlige ydelser i fremmed valuta (regnskabsvaluta) til den nationale møntfod (betalingsvaluta). Sådanne transaktioner har ingen anden funktion end at tjene som metode til gennemførelse af låneaftalens centrale betalingsforpligtelser, dvs. at långiveren stiller kapitalen til rådighed, og at låntageren tilbagebetaler denne kapital med rente. Disse transaktioner har ikke til formål at gennemføre en investering, idet forbrugeren udelukkende tilsigter at opnå midler med henblik på køb af en forbrugsgenstand eller levering af en tjenesteydelse og ikke eksempelvis at forvalte en kursrisiko eller at spekulere i vekselkursen for en fremmed valuta.

    Det fremgår desuden af direktivet, at valutatransaktioner ikke i sig selv udgør investeringsservice, der henhører under afsnit A i bilag I til nævnte direktiv.

    De omhandlede valutatransaktioner er imidlertid ikke knyttet til en investeringsservice som omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 2), i direktiv 2004/39, men til en transaktion, der ikke i sig selv udgør et finansielt instrument som omhandlet i dette direktivs artikel 4, stk. 1, nr. 17).

    Det lader således ikke til, at de valutatransaktioner, der foretages af et kreditinstitut i forbindelse med gennemførelsen af en låneaftale, vedrører et af de finansielle instrumenter, der er nævnt i afsnit C i bilag I til nævnte direktiv, herunder navnlig futures, for så vidt som en aftale om forbrugerlån ikke har til formål at sælge et finansielt aktiv til en pris, der fastsættes ved aftalens indgåelse.

    I forbindelse med en låneaftale fastsættes værdien af den valuta, der skal tages hensyn til ved beregningen af tilbagebetalingerne, ikke forud, eftersom den fastsættes på baggrund af salgskursen for denne valuta på datoen for forfaldstidspunktet for hver månedlig ydelse.

    (jf. præmis 54-57, 66-68, 70, 74, 76 og domskonkl.)

  4.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 79)