Sag C-308/14

Europa-Kommissionen

mod

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland

»Traktatbrud — koordinering af de sociale sikringsordninger — forordning (EF) nr. 883/2004 — artikel 4 — ligebehandling vedrørende adgang til sociale sikringsydelser — opholdsret — direktiv 2004/38/EF — national lovgivning, der nægter visse børnetillæg og skattefradrag for børn til statsborgere fra andre medlemsstater, der ikke har lovlig opholdsret«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 14. juni 2016

  1. Social sikring – vandrende arbejdstagere – EU-bestemmelser – materielt anvendelsesområde – sociale sikringsydelser – begreb – børnetillæg til delvist at godtgøre de omkostninger, som en person, der har forsørgerpligt over for et eller flere børn, skal afholde, og der tildeles enhver person, der ansøger herom – skattefradrag for børn, der udbetales til enhver person, der har forsørgerpligt over for et eller flere børn, under hensyntagen til flere faktorer vedrørende den pågældende families individuelle forhold – omfattet

    [Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004, art. 1, litra z), og art. 3, stk. 1, litra j)]

  2. Social sikring – vandrende arbejdstagere – lovgivning, der finder anvendelse – samtidig anvendelse af flere nationale lovgivninger – udelukket – kollisionsnormer – udtømmende

    [Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004, art. 11, stk. 3, litra e)]

  3. Social sikring – vandrende arbejdstagere – ligebehandling som omhandlet i artikel 4 i forordning nr. 883/2004 – national lovgivning, hvorefter modtagelsen af sociale ydelser er betinget af lovligt ophold – indirekte forskelsbehandling – ikke tilladt – begrundelse – betingelser

    (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004, art. 4; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, art. 7 og art. 14, stk. 2)

  4. Traktatbrudssøgsmål – bevis for traktatbruddet – Kommissionens bevisbyrde – fremlæggelse af forhold, der godtgør traktatbruddet

    (Art. 258 TEUF)

  1.  Ydelser, der tildeles automatisk til familier, som opfylder visse objektive kriterier vedrørende bl.a. familiernes størrelse, deres indkomst og kapitalbeholdning, uden nogen individuel og skønsmæssig vurdering af personlige behov, og som tilsigter at udligne udgifter til forsørgelse, skal betragtes som sociale sikringsydelser.

    Følgelig må børnetillæg, som bl.a. tilsigter at godtgøre en del af de omkostninger, som en person, der har forsørgerpligt over for et eller flere børn, skal afholde, og der tildeles enhver person, der ansøger herom, kvalificeres som »sociale sikringsydelser« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra j), i forordning nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger sammenholdt med samme forordnings artikel 1, litra z), som det også er tilfældet med skattefradraget for børn, der udbetales til enhver person, der har forsørgerpligt over for et eller flere børn, hvis størrelse afhænger af familiens indkomster, antallet af børn hvorover der er forsørgerpligt, og andre faktorer vedrørende den pågældende families individuelle forhold.

    (jf. præmis 58-61)

  2.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 63-66 og 68)

  3.  En værtsmedlemsstat, som med henblik på tildeling af sociale ydelser, kræver, at en statsborger fra en anden medlemsstat skal have lovligt ophold på værtsmedlemsstatens område, gør sig skyldig i en indirekte forskelsbehandling.

    For at være begrundet skal en sådan forskelsbehandling være egnet til at sikre opfyldelsen af et lovligt mål og ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål

    I denne henseende begrunder nødvendigheden af at beskytte værtsmedlemsstatens offentlige finanser i princippet muligheden for at kontrollere, hvorvidt opholdet er af lovlig karakter på tidspunktet for tildelingen af en social ydelse, bl.a. til personer, der kommer fra andre medlemsstater og ikke er erhvervsaktive, idet en sådan tildeling kan have konsekvenser for det samlede støttebeløb, der kan udbetales af denne stat.

    Hvad angår forholdsmæssigheden af kriteriet om opholdsret skal det konstateres, at de nationale myndigheders kontrol – i forbindelse med tildeling af de omhandlede sociale ydelser – af, at ansøgeren ikke opholder sig ulovligt på myndighedernes område, skal anses for en situation, hvor lovligheden af unionsborgeres ophold kontrolleres i medfør af artikel 14, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2004/38 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, hvorfor den ikke kan være systematisk.

    Når det følgelig kun er i tvivlstilfælde, at de nationale myndigheder foretager de efterprøvelser, der er nødvendige for at afgøre, hvorvidt ansøgeren opfylder de betingelser, der er fastsat i direktiv 2004/38, herunder dem, der er omfattet af direktivets artikel 7, og dermed, om vedkommende er i besiddelse af en lovlig opholdsret på denne medlemsstats område i dette direktivs forstand, udgør den ovennævnte nationalitets lovgivning ikke en forskelsbehandling, der er forbudt i medfør af artikel 4 i forordning nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger.

    (jf. præmis 76, 79-82, 84 og 86)

  4.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 85)