Sag C-306/14

Direktor na Agentsia »Mitnitsi«

mod

Biovet AD

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Varhoven administrativen sad)

»Præjudiciel forelæggelse — direktiv 92/83/EØF — harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer — artikel 27, stk. 1, litra d) — fritagelse for harmoniseret punktafgift — ethanol — anvendelse i forbindelse med rengøring og desinficering af udstyr og lokaler, der bruges til fremstilling af lægemidler«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 15. oktober 2015

  1. Præjudicielle spørgsmål — Domstolens kompetence — fastlæggelse af de relevante EU-retlige retsforskrifter — omformulering af spørgsmålene

    (Art. 267 TEUF)

  2. Fiskale bestemmelser — harmonisering af lovgivningerne — punktafgifter — direktiv 92/83 — alkohol og alkoholholdige drikkevarer — fritagelser for harmoniseret punktafgift — produkter, der anvendes til fremstilling af lægemidler — begreb — ethanol anvendt til rengøring eller desinficering af udstyr og lokaler, som anvendes til fremstilling af lægemidler — omfattet

    [Rådets direktiv 92/83, art. 27, stk. 1, litra d)]

  1.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 17)

  2.  Artikel 27, stk. 1, litra d), i direktiv 92/83 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer skal fortolkes således, at den fritagelsesforpligtelse, der er fastsat i denne bestemmelse, finder anvendelse på ethanol, der anvendes af en virksomhed til at rengøre eller desinficere udstyr og lokaler, der bruges til fremstilling af lægemidler.

    Ordlyden af denne bestemmelse underlægger således hverken anvendelsen af denne fritagelse en betingelse om, at disse produkter direkte skal bruges til fremstillingen af lægemidler, eller at de skal indgå som en bestanddel i de lægemidler, til hvis fremstilling de anvendes. Nævnte fritagelse har til formål at neutralisere virkningen af punktafgifter på alkohol, der anvendes til fremstilling af lægemidler, uanset om alkoholen indgår som en bestanddel i disse lægemidler, eller om den alene er nødvendig i deres fremstilling, uden imidlertid at indgå som en bestanddel i disse.

    For så vidt som ethanol er anvendt med henblik på desinficering, som er uadskilleligt forbundet med processen til fremstilling af lægemidler, skal det desuden anses for at være anvendt »til fremstilling af […] lægemidler« som omhandlet i artikel 27, stk. 1, litra d), i direktiv 92/83.

    (jf. præmis 20, 23, 26 og 28 samt domskonkl.)