Sag C-299/14

Vestische Arbeit Jobcenter Kreis Recklinghausen

mod

Jovanna García-Nieto m.fl.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landessozialgericht Nordrhein-Westfalen)

»Præjudiciel forelæggelse — fri bevægelighed for personer — unionsborgerskab — ligebehandling — direktiv 2004/38/EF — artikel 24, stk. 2 — sociale ydelser — forordning (EF) nr. 883/2004 — artikel 4 og 70 — særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser — udelukkelse af en medlemsstats statsborgere i de tre første måneders ophold i værtsmedlemsstaten«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 25. februar 2016

1. Unionsborgerskab — retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område — direktiv 2004/38 — ligebehandlingsprincippet — pligt for medlemsstaten til at indrømme ret til sociale ydelser for statsborgere i andre medlemsstater uden økonomisk aktivitet — betingelser — ophold på værtsmedlemsstatens område overholder betingelserne i direktivet

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, 10. betragtning og art. 24, stk. 1)

2. Unionsborgerskab — retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område — direktiv 2004/38 — ligebehandlingsprincippet — national lovgivning, der udelukker statsborgere i andre medlemsstater fra at modtage særlige, ikke-bidragspligtige kontantydelser i de første tre måneder af et ophold i værtsmedlemsstaten — lovlig

   (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004, art. 4 og art. 70, stk. 2; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, art. 6, stk. 1, art. 14, stk. 1, og art. 24, stk. 2)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 38 og 39)

2.  Artikel 24 i direktiv 2004/38 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område og artikel 4 i forordning nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der udelukker statsborgere i andre medlemsstater, som befinder sig i en situation, såsom den, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2004/38, fra at modtage visse »særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser« som omhandlet i artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 883/2004, og som ligeledes udgør en »social ydelse« i henhold til direktivets artikel 24, stk. 2.

   Direktivets artikel 6, stk. 1, fastsætter nemlig en ret for unionsborgere til frit at tage ophold på en anden medlemsstats område for en periode på højst tre måneder uden andre betingelser eller formaliteter end kravet om at være i besiddelse af et gyldigt identitetskort eller pas, og direktivets artikel 14, stk. 1, opretholder denne ret, så længe unionsborgeren og dennes familiemedlemmer ikke bliver en urimelig byrde for værtsmedlemsstatens sociale system. På denne baggrund kan værtsmedlemsstaten i et sådant tilfælde påberåbe sig undtagelsen i artikel 24, stk. 2, i direktiv 2004/38 ved afvisningen af at indrømme den pågældende borger den sociale ydelse, der fremsættes krav om. Det fremgår nemlig udtrykkeligt af denne bestemmelses ordlyd, at værtsmedlemsstatens kan afslå at tildele andre personer end arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og personer, der har bevaret denne status, sociale ydelser i de første tre måneder af et ophold. Den pågældende bestemmelse tilgodeser det formål om at opretholde den økonomiske ligevægt i medlemsstaternes sociale sikringsordninger, der forfølges med direktiv 2004/38, som det bl.a. fremgår af tiende betragtning dertil. Når medlemsstaterne ikke kan kræve, at unionsborgere råder over tilstrækkelige midler til at forsørge sig selv, og at de har en privat sundhedsforsikring, i forbindelse med et ophold på højst tre måneder, er det berettiget ikke at kræve af disse medlemsstater, at de skal sørge for disse borgere i denne periode.

   Den samme konklusion gør sig gældende for så vidt angår fortolkningen af artikel 4 i forordning nr. 883/2004. De omhandlede ydelser, der udgør »særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser« som omhandlet i forordningens artikel 70, stk. 2, tilkendes i medfør af artikel 70, stk. 4, kun i den medlemsstat, hvor den berørte person er bosat, og i henhold til dennes lovgivning. Heraf følger, at der intet er til hinder for, at sådanne ydelser nægtes statsborgere i andre medlemsstater, der ikke er arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende eller personer, der har bevaret denne status, i de første tre måneder af deres ophold i værtsmedlemsstaten.

   (jf. præmis 42-45 og 52 samt domskonkl.)