Sag C-205/14
Europa-Kommissionen
mod
Den Portugisiske Republik
»Traktatbrud — luftbefordring — forordning (EØF) nr. 95/93 — tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter i Den Europæiske Unions lufthavne — artikel 4, stk. 2 — koordinatorens uafhængighed — begrebet »involveret part« — lufthavnens forvaltningsorgan — funktionel adskillelse — finansiering«
Sammendrag – Domstolens dom (Femte Afdeling) af 2. juni 2016
Transport – luftbefordring – forordning nr. 95/93 – tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter i Den Europæiske Unions lufthavne – artikel 4, stk. 2 – koordinatorens uafhængighed – krav om funktionel adskillelse fra enhver involveret part – rækkevidde
[Rådets forordning nr. 95/93, art. 4, stk. 2, litra b) og c), art. 4, stk. 8, og art. 5, stk. 1]
Transport – luftbefordring – forordning nr. 95/93 – tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter i Den Europæiske Unions lufthavne – artikel 4, stk. 2 – medlemsstaternes forpligtelse til at sikre, at koordinatoren er uafhængig – krav om funktionel adskillelse mellem enhver involveret part og finansieringen af koordinatorens virksomhed, som er egnet til at garantere koordinatorens uafhængige status – foreligger ikke – traktatbrud
[Rådets forordning nr. 95/93, art. 4, stk. 2, litra b) og c)]
Kravet om en funktionel adskillelse mellem den koordinator, der er pålagt tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter i Den Europæiske Unions lufthavne, som skal sikre, at koordinatoren skal være uafhængig, og enhver involveret part, som omhandlet i artikel 4, stk. 2, litra c), i forordning nr. 95/93 om fælles regler for tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter i Fællesskabets lufthavne, som ændret ved forordning nr. 545/2009, indebærer, at koordinatoren tildeler ansøgerne slots på en neutral, ikke-diskriminerende og gennemsigtig måde.
For så vidt som artikel 4, stk. 2, litra b), første punktum, i forordning nr. 95/93 tilsigter at udelukke enhver risiko for, at koordinatoren ikke udfører sine opgaver på uafhængig vis, forstås ved begrebet »involveret part« ethvert organ, hvis interesser kan blive påvirket af tildelingen af slots, hvilket er tilfældet for lufthavnes forvaltningsorganer. Den omstændighed, at en lufthavns forvaltningsorgan kan have en interesse i, at slotsene tildeles et bestemt luftfartselskab, bekræfter denne konklusion, selv hvis der ikke foreligger et direkte eller indirekte ejerskab af en andel af kapitalen i dette selskab, eftersom en sådan interesse f.eks. kan følge af andre omstændigheder, såsom kontrakter om leje af plads i lufthavnen indgået mellem et luftfartselskab og forvaltningsorganet eller af et ønske fra sidstnævntes side om, at den omhandlede lufthavn bliver et bestemt luftfartselskabs hovedlufthavn.
(jf. præmis 33, 37 og 39-44)
En medlemsstat, som ikke sikrer, at koordinatoren for tildeling af slots er uafhængig ved dels ikke funktionelt at adskille koordinatoren fra enhver involveret part, dels ikke at tilrettelægge finansieringen af koordinatorens virksomhed således, at den garanterer koordinatorens uafhængige status, tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til artikel 4, stk. 2 i forordning nr. 95/93 om fælles regler for tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter i Fællesskabets lufthavne, som ændret ved forordning nr. 545/2009.
Denne medlemsstats lovgivning opfylder ikke kravet om koordinatorens uafhængighed, eftersom den er af vag og abstrakt karakter, og da den udelukkende hviler på koordinatorens frivillige begrænsning uden at pålægge ham en passende og specifik ramme.
Når den nationale koordinator for tildeling af slots ligeledes er lufthavnenes forvaltningsorgan, skal afdelingen, der skal tildele slots, have sit eget regnskab, budget og økonomiske ressourcer for at sikre, at den opfylder sin funktion som koordinator i overensstemmelse med denne forordning uden nogen som helst påvirkning fra lufthavnens forvaltningsorgan. Et system, som ikke foreskriver en ordning for finansiering med egne midler af en sådan afdeling, idet den finansieres fuldt ud af lufthavnens forvaltningsorgan, og hvori det er forvaltningsorganets bestyrelse, der har enekompetencen til at vedtage afdelingens driftsbudget og årsregnskab, opfylder ikke disse krav. Den omstændighed alene, at den afdeling, der skal tildele slots, udgør et særligt omkostningscenter, kan ikke påvirke denne konklusion.
(jf. præmis 47, 49 og 54-58 samt domskonkl. 1)