1

MEGA Brands International, Luxembourg, Zweigniederlassung Zug, har ved appellen nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret, Mega Brands mod KHIM – Diset (MAGNEXT) (T-604/11 og T-292/12, EU:T:2014:56, herefter »den appellerede dom«), idet Retten derved frifandt Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (herefter »Harmoniseringskontoret«) for den af førstnævnte nedlagte påstand om annullation af afgørelsen truffet den 24. april 2012 af Fjerde Appelkammer ved Harmoniseringskontoret (sag R 1722/2011-4) vedrørende en indsigelsessag mellem Diset SA (herefter »Diset«) og appellanten.

2

Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1) er blevet ophævet og erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1), som trådte i kraft den 13. april 2009.

3

Artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009, der svarer til artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94, fastsætter:

»Hvis indehaveren af et ældre varemærke rejser indsigelse, er det varemærke, der søges registreret, udelukket fra registrering:

[...]

4

Artikel 8, stk. 2, litra a), i forordning nr. 207/2009 svarer til artikel 8, stk. 2, litra a), i forordning nr. 40/94 og bestemmer følgende:

»Ved »ældre varemærker« efter stk. 1 forstås:

[...]«

5

Den 21. januar 2008 indgav appellanten en ansøgning om registrering som EF-varemærke til Harmoniseringskontoret af det figurtegn, der er gengivet nedenfor:

6

De varer, for hvilke varemærket ønskes registreret, henhører under klasse 28 i Nice-arrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og svarer til følgende beskrivelse: »legetøj og legesager, særlig byggelegetøj i flere dele, dele hertil, udstyr og tilbehør hertil«.

7

Den 29. marts 2010 indgav appellanten en anden ansøgning om registrering som EF-varemærke til Harmoniseringskontoret af det ordtegn, der er gengivet nedenfor:

8

Registreringen blev ansøgt for de samme varer som dem, der er nævnt i nærværende doms præmis 6.

9

Den 5. september 2008 og den 17. juni 2010 rejste Diset to indsigelser i henhold til henholdsvis artikel 42 i forordning nr. 40/94 og artikel 41 i forordning nr. 207/2009 mod registrering af de omhandlede varemærker for de varer, der er nævnt i præmis 6. Disse indsigelser var bl.a. baseret på det ældre spanske ordmærke MAGNET 4, der var indgivet den 10. juli 2003 og registreret den 9. december 2003 for varer i klasse 28 i Nice-arrangementet og svarende til følgende beskrivelse: »spil og legetøj; gymnastik- og sportsartikler (ikke indeholdt i andre klasser); julepynt«.

10

De begrundelser, der blev påberåbt til støtte for de nævnte indsigelser, var dem, der er omhandlet i henholdsvis artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 og den identiske bestemmelse i forordning nr. 207/2009. Samme indsigelser var støttet på alle de varer, der var omfattet af det ældre varemærke, og rettet mod alle de varer, for hvilke de berørte varemærker søgtes registreret.

11

Ved afgørelser af 19. juli 2010 og 21. juni 2011 gav indsigelsesafdelingen ved Harmoniseringskontoret medhold i de indsigelser, der var rejst af Diset.

12

Ved afgørelser af 27. september 2011 og 24. april 2012 gav Fjerde Appelkammer ved Harmoniseringskontoret afslag på appellantens klager over indsigelsesafdelingens afgørelser.

13

Ved stævninger indgivet til Rettens Justitskontor henholdsvis den 28. november 2011 (sag T-604/11) og den 3. juli 2012 (sag T-292/12) anlagde appellanten to søgsmål med påstand om annullation af de afgørelser om afslag, som appelkammeret ved Harmoniseringskontoret havde truffet.

14

Til støtte for hvert af disse søgsmål gjorde appellanten et enkelt anbringende gældende vedrørende tilsidesættelse af henholdsvis artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 og den identiske bestemmelse i forordning nr. 207/2009.

15

Efter at have forenet de to sager med henblik på dommen fastslog Retten for det første i den appellerede doms præmis 19, at appellanten ikke havde anfægtet appelkammerets konklusioner hverken for så vidt angår definitionen af den relevante kundekreds, der anses for at omfatte spansktalende gennemsnitsforbrugere, der er rimeligt opmærksomme og velunderrettede, eller for så vidt angår den omstændighed, at de varer, der er omfattet af de omtvistede varemærker, delvist er af samme art.

16

Retten undersøgte dernæst den visuelle, fonetiske og begrebsmæssige lighed mellem de omtvistede tegn, idet appelkammerets vurdering heraf var blevet anfægtet af appellanten.

17

For så vidt angår for det første den visuelle og fonetiske lighed mellem de omtvistede tegn fastslog Retten:

18

For det andet for så vidt angår sammenligningen af de omtvistede tegn ud fra et begrebsmæssigt synspunkt stadfæstede Retten i den appellerede doms præmis 26 den vurdering, som appelkammeret havde foretaget, hvorefter adjektivet »magnetico« i det spanske sprog, som almindeligvis anvendes af den relevante kundekreds for at betegne en genstand, der har magnetiske egenskaber, har den virkning, at denne kundekreds forbinder det ældre varemærke med genstande, der har sådanne egenskaber. Det var Rettens opfattelse, at appelkammeret i den sammenhæng med rette konkluderede, at der ikke forelå nogen begrebsmæssig lighed mellem på den ene side det figurmærke og det ordmærke, der søgtes registreret, og på den anden side det ældre varemærke.

19

På grundlag af disse konstateringer konkluderede Retten i den appellerede doms præmis 29, at det ældre varemærke har en meget svag grad af lighed med det ansøgte figurmærke og en gennemsnitlig grad af lighed med det ansøgte ordmærke.

20

Endelig undersøgte Retten appellantens argumentation, hvormed denne anfægtede det forhold, at det ældre varemærke skulle have en gennemsnitlig grad af særpræg.

21

I denne henseende bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 32 efter at have påpeget, at den relevante kundekreds vil forbinde det ældre varemærke med genstande, der har magnetiske egenskaber, at appellanten havde fremlagt en række beviser for Harmoniseringskontoret, der godtgjorde, at fremhævelsen af magnetiske egenskaber ved spil og legetøj er almindelig praksis hos de erhvervsdrivende, der er aktive i den berørte sektor. På det grundlag fastslog Retten i den nævnte doms præmis 33, at det ældre varemærke MAGNET 4 formidler en besked, der i bevidstheden hos den relevante kundekreds kan forbindes med egenskaberne ved de varer, for hvilke varemærket er registreret, som er af samme art som dem, der er omfattet af det ansøgte figur- og ordmærke. Retten konkluderede, at det ældre varemærke havde en svag grad og ikke en gennemsnitlig grad af særpræg.

22

Under hensyn til samtlige disse betragtninger fastslog Retten i den appellerede doms præmis 34, at appelkammeret havde foretaget et fejlskøn, da det anerkendte en risiko for forveksling mellem det ansøgte figurmærke og det ældre varemærke.

23

Derimod fastslog Retten i dommens præmis 35, at henset til, at ligheden mellem det ansøgte ordmærke og det ældre varemærke var tydeligere, skulle appelkammerets konklusion stadfæstes, hvorefter det måtte anerkendes, at der forelå en risiko for forveksling mellem disse varemærker, fordi de varer, der var omfattet af dem, var af samme art, og uanset det ældre varemærkes svage grad af særpræg.

24

Følgelig annullerede Retten i sag T-604/11 den afgørelse, der var truffet af Fjerde Appelkammer ved Harmoniseringskontoret vedrørende figurmærket , og frifandt Harmoniseringskontoret i sag T-292/12 for påstanden om annullation af samme appelkammers afgørelse vedrørende ordmærket MAGNEXT.

25

Appellanten har nedlagt følgende påstande for Domstolen:

26

Harmoniseringskontoret har nedlagt følgende påstande:

27

Appellanten har til støtte for appellen gjort gældende, at artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 er blevet tilsidesat, og at den appellerede dom er utilstrækkeligt begrundet.

28

Dette anbringende er opdelt i fire led.

29

Appellanten har gjort gældende, at Retten ved sin vurdering af risikoen for forveksling har foretaget en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og tilsidesat de principper, der er fastlagt i retspraksis, dels ved at betegne bestanddelen »MAGNET« i det ældre varemærke MAGNET 4 som dominerende, selv om Retten havde konstateret, at denne bestanddel var beskrivende, dels ved at undlade at tage hensyn til tallet »4«, som indgår i sammensætningen af dette varemærke.

30

Det er Harmoniseringskontorets opfattelse, at denne argumentation bør afvises eller, subsidiært, anses for at være åbenbart ubegrundet.

31

Således som Retten med rette har bemærket i den appellerede doms præmis 21, skal helhedsvurderingen af risikoen for forveksling for så vidt angår den visuelle, fonetiske eller begrebsmæssige lighed mellem de omtvistede tegn være begrundet i det helhedsindtryk, som disse giver især under hensyn til de bestanddele, der har særpræg, og som er dominerende (jf. bl.a. domme KHIM mod Shaker, C-334/05 P, EU:C:2007:333, præmis 35, og Nestlé mod KHIM, C-193/06 P, EU:C:2007:539, præmis 34).

32

Vurderingen af ligheden mellem to varemærker kan ikke begrænses til, at der alene tages hensyn til én bestanddel i et sammensat varemærke, og til at sammenligne denne med et andet varemærke. Sammenligningen skal tværtimod foretages ved at undersøge de pågældende varemærker, hvorved hvert varemærke betragtes i sin helhed, hvilket ikke udelukker, at det helhedsindtryk, som et sammensat varemærke fremkalder i erindringen hos den relevante kundekreds, under visse omstændigheder kan være domineret af en eller flere af varemærkets bestanddele (jf. bl.a. domme KHIM mod Shaker, EU:C:2007:333, præmis 41, og United States Polo Association mod KHIM, C-327/11 P, EU:C:2012:550, præmis 57).

33

I det foreliggende tilfælde fastslog Retten i den appellerede doms præmis 25 i forbindelse med vurderingen af den fonetiske og visuelle lighed mellem de omtvistede tegn, at begrebet »magnet« i det ældre varemærke MAGNET 4 skal anses for at være den dominerende bestanddel.

34

I det omfang appellanten har anført, at en sådan betegnelse ikke er forenelig med den beskrivende karakter, som Retten har tillagt dette udtryk i den appellerede doms præmis 26, skal det blot bemærkes, at selv om det antages, at en ordbestanddel skal anses for udelukkende at have beskrivende karakter, er denne karakter ikke til hinder for, at bestanddelen anses for at være dominerende med henblik på vurderingen af ligheden mellem de omtvistede tegn (jf. i denne retning kendelse Muñoz Arraiza mod KHIM, C-388/10 P, EU:C:2011:185, præmis 65).

35

Følgelig må det konstateres, at anbringendets første led vedrørende tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 skal forkastes.

36

For så vidt som appellanten har bebrejdet Retten, at den ved sin vurdering af risikoen for forveksling har undladt at tage hensyn til tallet »4«, der indgår i sammensætningen af det ældre varemærke, må det konstateres, at det fremgår af den appellerede doms præmis 25, at Retten med henblik på at vurdere den visuelle og fonetiske lighed mellem de omtvistede tegn begrænsede sig til at konstatere, at det ordmærke, der søges registreret, MAGNEXT, alene adskiller sig fra bestanddelen »magnet« i det ældre varemærke MAGNET 4 ved blokbogstavet »X«.

37

Denne manglende hensyntagen til tallet »4« i varemærket MAGNET 4 skal ganske vist ses i forhold til betegnelsen af bestanddelen »magnet« som værende den dominerende bestanddel i dette varemærke, hvilket udtrykkeligt fremgår af den nævnte doms samme præmis 25.

38

Det fremgår således af den retspraksis, der henvises til i nærværende doms præmis 32, at vurderingen af ligheden under visse omstændigheder kan foretages alene på grundlag af et sammensat varemærkes dominerende bestanddel. Denne retspraksis vedrører imidlertid alene de usædvanlige situationer (kendelse Repsol mod KHIM, C-466/13 P, EU:C:2014:2331, præmis 83), og det er alene, såfremt alle de andre af varemærkets bestanddele er ubetydelige for helhedsindtrykket af det, at vurderingen af ligheden kan foretages udelukkende på grundlag af den dominerende bestanddel (jf. bl.a. domme Aceites del Sur-Coosur mod Koipe, C-498/07 P, EU:C:2009:503, præmis 62, og United States Polo Association mod KHIM, EU:C:2012:550, præmis 57).

39

I den appellerede doms præmis 25 fastslår Retten imidlertid alene, at bestanddelen »magnet« i det ældre varemærke er dominerende, uden at foretage nogen analyse af den anden af varemærkets bestanddele, tallet »4«, hvoraf det kunne fremgå, at denne bestanddel er ubetydelig.

40

Selv om den appellerede doms præmis 25 som understreget af Harmoniseringskontoret henviser til samme doms præmis 22 vedrørende den visuelle lighed mellem det ansøgte figurmærke og det ældre varemærke, indeholder den sidstnævnte præmis alene Rettens konstatering af den omstændighed, at tallet »4« ikke forefindes i det ansøgte figurmærke, og præmissen indeholder ikke nogen vurdering af det visuelle indtryk, som dette tal fremkalder i forbindelse med det ældre varemærke, hvoraf det ville kunne udledes, at indtrykket er ubetydeligt.

41

For så vidt angår den appellerede doms præmis 23 vedrørende den fonetiske lighed mellem det ansøgte figurmærke og det ældre varemærke, og hvortil den nævnte doms præmis 25 ligeledes henviser, indeholder denne ikke nogen omtale af tilstedeværelsen af tallet »4« i det ældre varemærke. Især indeholder præmissen ikke nogen henvisning til udtalen af dette tal i formen »cuatro«, der er spansk og anvendes af den kundekreds, der anses for at være relevant for dette varemærke, og ikke nogen vurdering, hvoraf det ville kunne udledes, at det fonetiske indtryk af denne lyd er ubetydeligt.

42

Det må derfor fastslås, at Retten har begået en retlig fejl, idet den ikke foretog en sammenligning af de omhandlede varemærker ved at undersøge hvert enkelt af dem i sin helhed.

43

Anbringendets andet led om tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 kan dermed tages til følge.

44

Appellanten har gjort gældende, at Retten har gengivet de faktiske omstændigheder urigtigt, idet den fastslog, at der foreligger en middelhøj grad af fonetisk lighed mellem de omtvistede varemærker, mens den fandt, at der forelå en meget svag grad af fonetisk lighed mellem det i sag T-604/11 omhandlede figurmærke og det ældre varemærke. Det i den foreliggende sag omhandlede figurmærke og ordmærket MAGNEXT er sammensat af de samme bogstaver og udtales derfor på samme måde.

45

Appellanten har ligeledes gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl, idet den fandt, at de omtvistede varemærker har en middelhøj grad af visuel lighed, mens ordmærket MAGNEXT ligesom figurmærket er sammensat af to bestanddele »mag« og »next«, og at den sidstnævnte bestanddel, der svarer til det almindelige engelske udtryk »next«, burde have været anset for at være den dominerende bestanddel.

46

Det er Harmoniseringskontorets opfattelse, at denne argumentation bør afvises eller, subsidiært, anses for at være åbenbart ubegrundet.

47

I overensstemmelse med artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF og artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol er appel begrænset til retsspørgsmål. Det er alene Retten, der har kompetence til at fastlægge og bedømme de relevante faktiske omstændigheder og til at tage stilling til de beviser, den forelægges. Bedømmelsen af disse faktiske omstændigheder og beviser er således ikke et retsspørgsmål, der som sådan kan efterprøves af Domstolen under en appelsag, medmindre disse omstændigheder og beviser er blevet urigtigt gengivet (jf. bl.a. domme Nestlé mod KHIM, EU:C:2007:539, præmis 53, og United States Polo Association mod KHIM, EU:C:2012:550, præmis 62).

48

Vurderingen af den fonetiske og visuelle lighed mellem de omtvistede tegn udgør en vurdering af faktuel karakter (jf. i denne retning bl.a. kendelse Longevity Health Products mod KHIM, C-311/14 P, EU:C:2015:23, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis) og kan derfor alene gøres til genstand for appel i tilfælde af urigtig gengivelse af disse faktiske omstændigheder.

49

I denne henseende bemærkes, således som det fremgår af Domstolens faste praksis, at en sådan urigtig gengivelse klart skal fremgå af sagens akter, uden at det er nødvendigt at foretage en ny vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne (jf. bl.a. kendelse Mundipharma mod KHIM, C-669/13 P, EU:C:2014:2308, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

50

I det foreliggende tilfælde må det konstateres, at selv om appellanten har anført, at den appellerede dom hviler på en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og beviserne, på grundlag af hvilke Retten har vurderet den fonetiske og visuelle lighed mellem de omtvistede tegn, er de argumenter, som appellanten har fremført til støtte herfor, i det væsentlige begrænset til en gentagelse af de erklæringer, der allerede blev fremført i de skriftlige indlæg i sagen for Retten, og indeholder ikke nogen specifik retlig argumentation, der ud over at godtgøre Rettens angiveligt fejlagtige vurdering af visse af de faktiske omstændigheder vil kunne godtgøre, at de faktiske omstændigheder og beviserne er blevet gengivet urigtigt i den appellerede dom.

51

Det følger heraf, at anbringendets tredje og fjerde led vedrørende tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 skal afvises.

52

Appellanten har anført, at Retten i den appellerede doms præmis 35 med hensyn til en korrekt vurdering af den visuelle og fonetiske lighed mellem de omtvistede tegn ikke har anført en konkret begrundelse for, at den fastslog, at der forelå en risiko for forveksling mellem disse tegn. Dommen mangler derfor en begrundelse.

53

Harmoniseringskontoret er af den opfattelse, at den appellerede dom er tilstrækkeligt begrundet.

54

Ifølge fast retspraksis påhviler det ikke Retten i medfør af begrundelsespligten i henhold til artikel 36 i statutten for Domstolen, som i henhold til samme statuts artikel 53, stk. 1, finder anvendelse på Retten, og artikel 81 i Rettens procesreglement at fremlægge en begrundelse, der udtømmende og et for et behandler alle de argumenter, der er fremført af parterne i tvisten, og Rettens begrundelse kan således fremgå indirekte, forudsat at de berørte parter kan få kendskab til begrundelsen for, at Retten ikke har godtaget deres argumenter, og at Domstolen kan råde over de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret (jf. bl.a. domme Edwin mod KHIM, C-263/09 P, EU:C:2011:452, præmis 64, og Isdin mod Bial-Portela, C-597/12 P, EU:C:2013:672, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).

55

I det foreliggende tilfælde skal det bemærkes, at den appellerede doms præmis 35, hvori Retten fastslår, at der foreligger en risiko for forveksling mellem de omtvistede tegn, er en konkluderende præmis, der stiltiende, men klart støtter sig på de konstateringer, der er foretaget i dommens foregående præmisser, dels for så vidt angår den visuelle, fonetiske og begrebsmæssige lighed mellem det ordmærke, der søges registreret, og det ældre varemærke, dels for så vidt angår det sidstnævnte varemærkes særpræg.

56

For så vidt angår Rettens konstateringer vedrørende den visuelle og fonetiske lighed mellem de omtvistede tegn, i forbindelse med hvilke appellanten har bestridt, at de kan understøtte den konklusion, som Retten har draget for så vidt angår spørgsmålet, om der foreligger en risiko for forveksling, er det allerede i nærværende doms præmis 33 og 36 blevet påpeget, at Retten for så vidt angår varemærket MAGNET 4 alene har taget hensyn til bestanddelen »magnet«, som den har betegnet som dominerende, uden at tage tallet »4« i betragtning.

57

Dels har Retten ikke givet nogen begrundelse, end ikke stiltiende, der gør det muligt at kende grundene til, at den har betegnet bestanddelen »magnet« som dominerende (jf. ovenfor i nærværende doms præmis 39).

58

Dels har Retten heller ikke begrundet, end ikke stiltiende, sin beslutning om ikke at inddrage tallet »4« i vurderingen af ligheden mellem de omtvistede tegn (jf. ovenfor i nærværende doms præmis 39-41).

59

Det følger heraf, at Rettens konstatering i den appellerede doms præmis 35, hvorefter der foreligger en risiko for forveksling, i sig selv er utilstrækkeligt begrundet, i det omfang denne konstatering er baseret på en vurdering af den visuelle og fonetiske lighed mellem de omtvistede tegn, der er behæftet med en manglende begrundelse.

60

Under hensyn til samtlige ovenstående betragtninger, herunder i nærværende doms præmis 42, 43 og 59, skal punkt 4 i den appellerede doms konklusion ophæves.

61

I henhold til artikel 61, stk. 1, i statutten for Domstolen kan denne, når den ophæver den af Retten trufne afgørelse, enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse.

62

I det foreliggende tilfælde finder Domstolen, at sagen ikke er moden til påkendelse, idet det tilkommer Retten med henblik på at foretage en helhedsvurdering af risikoen for forveksling i overensstemmelse med kravene i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 at fuldstændiggøre sin vurdering af de faktiske omstændigheder.

63

Sagen skal derfor hjemvises til Retten.

64

Da sagen hjemvises til Retten, skal spørgsmålet om appelsagens omkostninger udsættes.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Sjette Afdeling):