Sag C-81/14

Nannoka Vulcanus Industries BV

mod

College van gedeputeerde staten van Gelderland

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Raad van State (Nederlandene))

»Præjudiciel forelæggelse — direktiv 1999/13/EF — bilag II B — luftforurening — flygtige organiske forbindelser — begrænsning af emissioner — anvendelse af organiske opløsningsmidler i visse aktiviteter og anlæg — forpligtelser, som finder anvendelse på bestående anlæg — forlængelse af tidsfristen«

Sammendrag – Domstolens dom (Femte Afdeling) af 10. september 2015

1. Miljø – luftforurening – begrænsning af emissionen af flygtige organiske forbindelser fra anvendelse af organiske opløsningsmidler – direktiv 1999/13 – krav, som finder anvendelse på bestående anlæg – gennemførelse af et reduktionsprogram – muligheden for at indrømme en forlængelse af tidsfristen for udviklingen af alternative stoffer – rækkevidde

   [Rådets direktiv 1999/13, bilag II B, nr. 2, stk. 1, nr. i)]

2. Miljø – luftforurening – begrænsning af emissionen af flygtige organiske forbindelser fra anvendelse af organiske opløsningsmidler – direktiv 1999/13 – krav, som finder anvendelse på bestående anlæg – gennemførelse af et reduktionsprogram – muligheden for at indrømme en forlængelse af tidsfristen for udviklingen af alternative stoffer – krav om ansøgning fra driftslederen og en tilladelse fra de kompetente myndigheder – skønsbeføjelse, der tilkommer de kompetente myndigheder – forhold, der skal tages i betragtning

   [Rådets direktiv 1999/13, bilag II B, nr. 2, stk. 1, nr. i)]

1.  Bilag II B til direktiv 1999/13 om begrænsning af emissionen af flygtige organiske forbindelser fra anvendelse af organiske opløsningsmidler i visse aktiviteter og anlæg skal fortolkes således, at den forlængelse af tidsfristen, som bilaget fastsætter i nr. 2), stk. 1, nr. i), kan indrømmes driftslederen af et »anlæg« som omhandlet i dette direktivs artikel 2, nr. 1), for gennemførelse af sit reduktionsprogram, hvis alternative stoffer, som indeholder ringe mængder af eller ingen opløsningsmidler, er under udvikling, selv om et konstant tørstofindhold i produktet kan antages og bruges til fastlæggelse af referencepunktet for emissionsbegrænsningen for dette anlæg.

   Muligheden for at indrømme en driftsleder en forlængelse af tidsfristen medfører nemlig nødvendigvis, at alle de i dette direktiv omhandlede tidsfrister, bl.a. den, der udløber den 31. oktober 2007, for så vidt angår bestående anlæg, kan forlænges. En anden fortolkning ville fratage bestemmelsen i det nævnte direktivs bilag II B, nr. 2), stk. 1, nr. i), sin normative karakter og reducere denne bestemmelse til blot at udgøre en forklaring af beregningen af den pågældende tidsfrist.

   Selv om det er korrekt, at standardprogrammet i henhold til bilag II B, nr. 2), stk. 2, til direktiv 1999/13 finder anvendelse på de anlæg, for hvilke et konstant tørstofindhold i produktet kan antages og bruges til fastlæggelse af referencepunktet for emissionsbegrænsningen, udgør dette program imidlertid endvidere ikke en særregel, der udelukker, at der kan indrømmes en forlængelse af tidsfristen til driftsledere af sådanne anlæg. Muligheden for at indrømme en forlængelse af tidsfristen for så vidt angår alle typer af anlæg, uanset hvilket reduktionsprogram der er vedtaget, bekræftes desuden af ratio legis for bestemmelserne i direktiv 1999/13 om forlængelse af tidsfristen og anlæg, der har et konstant tørstofindhold i produktet. Denne forlængelse af tidsfristen er nemlig dels et udtryk for proportionalitetsprincippet. Dels, således som det fremgår af ottende betragtning til direktiv 1999/13, bygger denne nemlig på den antagelse, at emissionen af organiske forbindelser kan undgås eller nedbringes af mindre skadelige stoffer, som eksisterer, eller som bliver tilgængelige inden for de kommende år. I denne henseende er det mål, der forfølges med indførelsen af kriteriet vedrørende tilstedeværelsen af et produkt med et konstant tørstofindhold, uden enhver sammenhæng med det ratio legis, der ligger til grund for bestemmelserne i direktiv 1999/13 om muligheden for at indrømme en forlængelse af tidsfristen i det tilfælde, hvor alternative stoffer, som indeholder ringe mængder af eller ingen opløsningsmidler, er under udvikling.

   For så vidt som en anden fortolkning af bilag II B til direktiv 1999/13 ikke klart kan udledes af ordlyden af dette bilag, ville en sådan fortolkning endelig være i strid med retssikkerhedsprincippet, som forudsætter, at en EU-retlig bestemmelse giver de berørte mulighed for at få et nøjagtigt kendskab til omfanget af de forpligtelser, der derved pålægges dem, og at de uden at være i tvivl kan kende deres rettigheder og forpligtelser og handle derefter.

   (jf. præmis 50, 53, 55-58, 61, 62 og 64 samt domskonkl. 1)

2.  Bilag II B, nr. 2), stk. 1, nr. i), til direktiv 1999/13 om begrænsning af emissionen af flygtige organiske forbindelser fra anvendelse af organiske opløsningsmidler i visse aktiviteter og anlæg skal fortolkes således, at en forlængelse af tidsfristen for gennemførelse af et reduktionsprogram kræver en tilladelse fra de kompetente myndigheder, hvilket forudsætter en forudgående ansøgning fra den pågældende driftsleder.

   Som en undtagelse til de generelle bestemmelser i direktiv 1999/13 skal forlængelsen af fristen i bilag II B, nr. 2), stk. 1, til det nævnte direktiv fortolkes snævert i denne henseende under hensyntagen til de mål, der forfølges med dette bilag, dvs. dels at fremme udviklingen af alternative stoffer, dels at tage hensyn til proportionalitetsprincippet. Endvidere fremgår det af selve ordlyden af det nævnte bilag, der alene fastsætter, at tidsfristen skal »forlænge[s]«, at anvendelsen af et reduktionsprogram på grundlag af dette bilag skal være tidsbegrænset.

   Med henblik på at fastslå, om en driftsleder skal indrømmes en forlængelse af tidsfristen for gennemførelse af et reduktionsprogram for emissionen af flygtige organiske forbindelser og at fastsætte længden af den eventuelt indrømmede forlængelse af tidsfristen, tilkommer det således disse kompetente myndigheder, inden for rammerne af den skønsmargen som de råder over, bl.a. at undersøge, om de alternative stoffer, som er egnet til anvendelse i de pågældende anlæg og til at nedbringe emissionen af flygtige organiske forbindelser, faktisk er under udvikling, at det igangværende arbejde, henset til de foreliggende oplysninger, kan føre til udviklingen af sådanne stoffer, at der ikke findes alternative foranstaltninger, som kan afføde en tilsvarende eller endog større emissionsbegrænsning til en lavere omkostning, og navnlig, at andre alternative stoffer ikke allerede er tilgængelige. Der skal desuden tages hensyn til forholdet mellem på den ene side den emissionsbegrænsning, som muliggøres med de alternative stoffer, som er under udvikling, og udgiften til disse stoffer, og på den anden side den yderligere emission, som forlængelsen af tidsfristen afføder, samt udgiften til eventuelle alternative foranstaltninger. Længden af forlængelsen af tidsfristen skal ikke gå videre end hvad der er nødvendigt for udviklingen af alternative stoffer. Dette skal vurderes på baggrund af alle relevante oplysninger, og navnlig størrelsen af den yderligere emissionsbegrænsning, som forlængelsen af tidsfristen afføder, og udgiften til eventuelle alternative foranstaltninger i forhold til størrelsen af den emissionsbegrænsning, der muliggøres med de alternative stoffer, som er under udvikling, og udgiften til disse stoffer.

   (jf. præmis 73-77 og 83 samt domskonkl. 2)