Sag C-49/14

Finanmadrid EFC SA

mod

VA m.fl.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de Primera Instancia nr. 5 de Cartagena)

»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 93/13/EØF – urimelige kontraktvilkår – betalingspåkravsprocedure – tvangsfuldbyrdelsesprocedure – den nationale rets kompetence til ex officio at erklære et urimeligt kontraktvilkår ugyldigt under fuldbyrdelsen af et betalingspåkrav – princippet om retskraft – effektivitetsprincippet – den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – domstolsbeskyttelse«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 18. februar 2016

1. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – den nationale rets kompetence – fastlæggelse og vurdering af tvistens faktiske omstændigheder – spørgsmålet, om en præjudiciel forelæggelse er nødvendig, samt de forelagte spørgsmåls relevans

   (Art. 267 TEUF)

2. Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – betalingspåkravsprocedure – manglende adgang for den dommer, der skal behandle sagen, til ex officio at erklære et urimeligt kontraktvilkår ugyldigt under fasen for fuldbyrdelsen af påkravet – princippet om procesautonomi – overholdelse af ækvivalens- og effektivitetsprincippet – uforenelighed med effektivitetsprincippet – den retskraft, der er knyttet til afgørelsen om påkrav

   (Rådets direktiv 93/13)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 27, 31 og 32)

2.  Rådets direktiv 93/13 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at det er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der ikke tillader den dommer, der skal behandle spørgsmålet om fuldbyrdelsen af et betalingspåkrav, ex officio at efterprøve, om et vilkår, der er indeholdt i en kontrakt, som er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, er urimeligt, når den myndighed, der behandler anmodninger om udstedelse af betalingspåkrav, ikke er kompetent til at foretage en sådan efterprøvelse.

   Når forløbet for og særegenhederne ved betalingspåkravsproceduren gør, at denne procedure – medmindre der foreligger omstændigheder, der gør, at dommeren griber ind – afsluttes, uden at der kan foretages en efterprøvelse af, om der findes urimelige vilkår i en kontrakt indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, og hvis den dommer, der skal behandle spørgsmålet om fuldbyrdelsen af betalingspåkravet, følgelig ikke er kompetent til ex officio at efterprøve, om der foreligger sådanne vilkår, ville forbrugeren nemlig kunne stå over for et fuldbyrdelsesdokument uden på noget tidspunkt i proceduren at have nogen garanti for, at der foretages en sådan efterprøvelse. En sådan lovgivning kan imidlertid skade effektiviteten af beskyttelsen af de rettigheder, der følger af direktiv 93/13. En effektiv beskyttelse af disse rettigheder kan alene sikres på betingelse af, at en medlemsstats processuelle ordning inden for rammerne af en betalingspåkravsprocedure eller fuldbyrdelsesprocedure for betalingspåkrav muliggør en ex officio-kontrol af den potentielt urimelige karakter af de vilkår, der er indeholdt i en kontrakt, som er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger.

   Der kan ikke stilles spørgsmålstegn ved denne betragtning, når en medlemsstats procesret giver en af den myndighed, der behandler anmodninger om udstedelse af betalingspåkrav, afsagt afgørelse retskraft og tilkender denne retsvirkninger, som svarer til en retsafgørelses retsvirkninger. En sådan lovgivning om de nærmere bestemmelser for gennemførelsen af princippet om retskraft inden for rammerne af en betalingspåkravsprocedure synes ikke at være i overensstemmelse med effektivitetsprincippet, for så vidt som den i de sager, der indledes af erhvervsdrivende, og hvori forbrugerne er modparter, gør det umuligt eller forholdsmæssigt vanskeligt at anvende den beskyttelse, som direktiv 93/13 tilsigter at tilføre forbrugerne.

   (jf. præmis 40, 41, 43, 45-47, 48, 54 og 55 samt domskonkl.)