Sag C-33/14 P

Mory SA, under likvidation, m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Appel — statsstøtte — annullationssøgsmål — artikel 263 TEUF — formaliteten — ulovlig og uforenelig støtte — tilbagesøgningsforpligtelse — Europa-Kommissionens afgørelse om ikke at udvide tilbagesøgningsforpligtelsen til at omfatte overtageren af støttemodtageren — søgsmålsinteresse — søgsmål om erstatning og tilbagesøgning af støtte for de nationale domstole — søgsmålskompetence — sagsøgeren ikke individuelt berørt«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 17. september 2015

1. Retslig procedure – begæring om genåbning af den mundtlige forhandling – begæring om at indgive bemærkninger til retlige punkter rejst i generaladvokatens forslag til afgørelse – betingelser for genåbning

   (Art. 252, stk. 2, TEUF; statutten for Domstolen, art. 23; Domstolens procesreglement, art. 83)

2. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – interesse i søgsmål – søgsmålskompetence – betingelser af kumulativ karakter – søgsmålet afvises, hvis en af disse betingelser ikke er opfyldt

   (Art. 263, stk. 4, TEUF)

3. Appel – anbringender – Domstolens prøvelse af den retlige kvalificering af faktiske omstændigheder – lovlig

   (Art. 256, stk. 1, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1)

4. Annullationssøgsmål – interesse i søgsmål – grundlag for et eventuelt erstatningssøgsmål – erstatningssøgsmål anlagt for en nation retsinstans efter indgivelse af annullationssøgsmålet – formaliteten – betingelser

   (Art. 263, stk. 4, TEUF)

5. Annullationssøgsmål – interesse i søgsmål – grundlag for ethvert søgsmål for de nationale retsinstanser – formaliteten – betingelse

   (Art. 263, stk. 4, TEUF)

6. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – begrebet regelfastsættende retsakt i artikel 263, stk. 4, TEUF’s forstand – enhver almengyldig retsakt med undtagelse af lovgivende retsakter – Kommissionens afgørelse om, at køberen af en virksomhed, som havde modtaget ulovlig og uforenelig støtte, var beskyttet mod tilbagebetalingsforpligtelsen – ikke omfattet

   (Art. 263, stk. 4, TEUF)

7. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – afgørelse vedtaget uden at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, som var forbundet med og supplerede en afgørelse, der var vedtaget ved afslutningen af den formelle undersøgelsesprocedure – virksomhed, der konkurrerer med den støttemodtagende virksomhed – ikke bevis for, at en konkurrencestilling på markedet i væsentligt omfang blev påvirket af den statslige foranstaltning – afvisning

   (Art. 108, stk. 2, TEUF og 263, stk. 4, TEUF)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 24-28)

2.  Hvad angår muligheden for at antage et annullationssøgsmål til realitetsbehandling udgør søgsmålskompetence og søgsmålsinteresse to særskilte betingelser for, at en sag kan antages til realitetsbehandling, som en fysisk eller juridisk person skal opfylde kumulativt for at kunne anlægge et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF.

   For det første kan et annullationssøgsmål, der anlægges af en fysisk eller juridisk person, kun antages til realitetsbehandling, såfremt sagsøgeren har en retlig interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres. En sådan interesse foreligger kun, såfremt en annullation af denne retsakt i sig selv kan have retsvirkninger, og søgsmålet således med sit resultat kan tilføre parten en fordel. Sagsøgerens søgsmålsinteresse skal være eksisterende og faktisk og skal, for så vidt angår sagens genstand, foreligge på tidspunktet for sagens anlæggelse, idet sagen i modsat fald afvises, og bestå indtil retsafgørelsen, idet det i modsat fald findes ufornødent at træffe afgørelse. Søgsmålsinteressen er således en afgørende og grundlæggende betingelse for al rettergang.

   For det andet forudsætter antagelsen til realitetsbehandling af et søgsmål anlagt af en fysisk eller juridisk person til prøvelse af en retsakt, der ikke er rettet til vedkommende, i medfør af artikel 263, stk. 4, TEUF, at denne person indrømmes søgsmålskompetence, hvilket forekommer i to situationer. Dels kan en sådan sag anlægges på betingelse af, at denne retsakt berører vedkommende umiddelbart og individuelt. Dels kan en sådan person anlægge sag til prøvelse af en regelfastsættende retsakt, som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger, hvis den berører vedkommende umiddelbart.

   Derfor kan en sagsøger ikke gøre gældende, at den omstændighed alene, at en fysisk eller juridisk person er umiddelbart og individuelt berørt, nødvendigvis godtgør en søgsmålsinteresse.

   (jf. præmis 55-59 og 62)

3.  Selv om det alene er Retten, der har kompetence til at fastlægge og bedømme de faktiske omstændigheder, og i princippet til at bedømme de beviser, den har lagt til grund ved fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder, har Domstolen derimod kompetence til at gennemføre sin kontrol, når Retten har fastlagt disse faktiske omstændigheders retlige beskaffenhed og herved har haft anledning til at drage retlige konklusioner. Spørgsmålet, om Unionens retsinstansers annullation af den omtvistede afgørelse i betragtning af sådanne faktiske forhold og beviser kan tilføre sagsøgeren en fordel inden for rammerne af det søgsmål, der er anlagt for de nationale domstole, som kan godtgøre en søgsmålsinteresse for Unionens retsinstanser, er følgelig et retligt spørgsmål, der henhører under den kontrol, som Domstol en udøver som led i en appel.

   (jf. præmis 68)

4.  For en sagsøger kan at annullationssøgsmål støttet på artikel 263, stk. 4, TEUF et være af interesse som grundlag for et eventuelt erstatningssøgsmål, for så vidt som det sidstnævnte ikke er hypotetisk. Når en sagsøger i den stævning, hvormed den indleder et annullationssøgsmål for Retten, meddeler, at den indleder et erstatningssøgsmål for en national domstol, kan anlæggelsen af erstatningssøgsmålet i den forbindelse ligge efter, at den indledte sit annullationssøgsmålet for Retten.

   I den forbindelse skal spørgsmålet om søgsmålsinteressen, bedømmes konkret, idet der bl.a. skal tages hensyn til følgerne af den hævdede ulovlighed og arten af den skade, som angiveligt er lidt. Såfremt Kommissionen med vedtagelsen af en afgørelse har pålagt den virksomhed, som havde modtaget den ulovlige og uforenelige støtte, at tilbagebetale denne, og den ved en senere afgørelse, som anfægtes som led i et annullationssøgsmål, har beskyttet den virksomhed, som havde overtaget støttemodtagerens aktiver, mod denne tilbagebetalingsforpligtelse, kan denne omstændighed alene godtgøre, at sagsøgeren har en interesse i nedlægge påstand om annullation af den omtvistede afgørelse, eftersom dens erstatningssøgsmål for de nationale domstole, for så vidt som det tilsigter erstatning for det tab, som den angiveligt har lidt som følge af tildelingen af den omhandlede støtte, netop er støttet på forudsætningen om, at den overtagende virksomhed skal anses for at være modtager af denne. Eftersom annullationen af den omtvistede afgørelse nemlig kan medføre, at den overtagende virksomhed må anses for at være modtager af den omhandlede støtte, hvis tildeling angiveligt medførte et tab for sagsøgeren, ville en sådan annullation i sig selv forbedre chancerne for at få medhold i det erstatningssøgsmål, der var anlagt for den nationale retsinstans, for så vidt som dette var rettet mod den overtagende virksomhed, og dermed tilføre sagsøgeren en fordel inden for rammerne af dette søgsmål.

   Det kan i denne forbindelse ikke kræves, at sagsøgeren godtgør, at det overtagende selskab i henhold til national ret rent faktisk kunne holdes ansvarlig for det angivelige tab, blot fordi selskabet havde overtaget nogle af aktiverne fra modtageren af den ulovlige og uforenelige støtte. Ved vurderingen af søgsmålsinteressen ved Unionens retsinstanser tilkommer det nemlig ikke disse retsinstanser at vurdere sandsynligheden for, at et søgsmål, der er anlagt for de nationale domstole i henhold til national ret, er velbegrundet, og dermed at erstatte de nationale domstoles vurdering med deres egen med henblik på denne vurdering.

   (jf. præmis 69, 70, 74-76 og 79)

5.  Interessen i at anlægge et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF kan følge af enhver sag, som en sagsøger har anlagt ved en national domstol, og inden for hvis rammer den eventuelle annullation af den retsakt, som anfægtes ved for Unionens retsinstanser, kan tilføre sagsøgeren en fordel.

   Annullationen af en afgørelse, hvorved Kommissionen har beskyttet den virksomhed, som havde overtaget aktiverne fra en virksomhed, der havde modtaget ulovlig og uforenelig støtte, som denne var forpligtet til at tilbagebetale, kan således i sig selv tilføre sagsøgeren en fordel som led i det søgsmål, den har anlagt for en national retsinstans med påstand om, at en medlemsstat pålægges at tilbagesøge den omhandlede støtte, eftersom denne annullation ville medføre, at den overtagende virksomhed ikke længere nødvendigvis ville være fritaget for den tilbagebetalingsforpligtelse, der er udledt af den omtvistede afgørelse, hvorfor denne virksomhed ville øge sine chancer for at få medhold i dette søgsmål for den nationale retsinstans.

   I denne sammenhæng har denne omstændighed, selv når visse betragtninger kan påvirke sagsøgerens søgsmålsinteresse for den nationale retsinstans, ingen betydning for sagsøgerens søgsmålsinteresse for Unionens retsinstanser, eftersom udfaldet af det annullationssøgsmål, der er anlagt for Unionens retsinstanser, kan påvirke afgørelsen af søgsmålet for den nationale domstol med påstand om tilbagesøgning af den omhandlede støtte.

   (jf. præmis 80, 81 og 83)

6.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 92)

7.  Som led i et annullationssøgsmål inden for statsstøtte, når den omtvistede afgørelses genstand består i at præcisere, at støtten ikke kan tilbagesøges hos køberen af en del af den oprindelige modtager af denne støtte, der blev anset for ulovlig og uforenelig, som denne skal tilbagebetale i medfør af en tidligere afgørelse fra Kommissionen, skal den omtvistede afgørelse følgelig anses for en med den tidligere afgørelse forbundet afgørelse om tilbagesøgning af støtten fra den oprindelige modtager, idet den har til formål at præcisere denne hvad angår egenskaben som modtager af den omhandlede støtte og dermed som debitor for forpligtelsen til at tilbagebetale denne, efter at der var indtrådt en begivenhed efter vedtagelsen af denne afgørelse, såsom en tredjeparts erhvervelse af en del af den oprindelige støttemodtagers virksomhed.

   Eftersom den foregående afgørelse om tilbagesøgning af den ulovlige og uforenelige støtte fra den oprindelige modtager blev vedtaget ved afslutningen på den formelle undersøgelsesprocedure fastsat i artikel 108, stk. 2, TEUF, kan sagsøgeren anses for at være individuelt berørt af den omtvistede afgørelse som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, såfremt den navnlig godtgør, at dens stilling på markedet i væsentligt omfang blev påvirket af tildelingen af den omhandlede støtte. Den omstændighed alene, at den kan anses for interesseret part i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i artikel 108, stk. 2, TEUF, er derimod ikke tilstrækkelig til at fremme sagen til realitetsbehandling.

   I den forbindelse er den omstændighed, at sagsøgeren har anlagt søgsmål for de nationale domstole med henblik på dels at forpligte de nationale myndigheder til at tilbagesøge den omhandlede støtte, dels at opnå erstatning for tab lidt som følge af tildelingen af støtten, heller ikke i sig selv tilstrækkelig til at individualisere den i henhold til denne bestemmelse, eftersom enhver potentielt kan indgive sådanne søgsmål.

   (jf. præmis 103-106 og 109)