1.

Domstolen har i den foreliggende sag fået forelagt en anmodning om præjudiciel afgørelse angående fortolkning af direktiv 93/13/EØF ( 2 ) i forbindelse med en aftale om lån mod pant i fast ejendom.

2.

I en tvist om en ekstraordinær indsigelse mod proceduren med henblik på realisering af pant i fast ejendom (herefter »proceduren med henblik på realisering af pant i fast ejendom«), hvorved debitoren har gjort et kontraktvilkårs urimelige karakter gældende, angår de præjudicielle spørgsmål forelagt af Juzgado de Primera Instancia no 2 de Santander (retten i første instans nr. 2 i Santander) kriterierne for vurdering af nogle af kontraktvilkårenes urimelige karakter og rækkevidden af de forpligtelser, der påhviler den nationale ret i forbindelse med denne vurdering. Domstolen har således fået forelagt en problematik, der indgår i en allerede omfattende retspraksis, men er af en hidtil uset karakter, eftersom den pågældende indsigelse giver den forelæggende ret mulighed for af egen drift at efterprøve andre kontraktvilkår, hvilke der ikke er gjort indsigelse mod.

3.

I denne forbindelse anmodes Domstolen bl.a. om at afgøre, om den beskyttelse, der sikres ved artikel 6 og 7 i direktiv 93/13, indebærer, at en første efterprøvelse af egen drift af et eller flere kontraktvilkår begrænser den nationale rets forpligtelse til af egen drift at efterprøve, om de øvrige kontraktvilkår er urimelige, på et senere tidspunkt under proceduren.

4.

Følgende fremgår af 19. betragtning til direktiv 93/13:

»[V]ed anvendelsen af dette direktiv bør vurderingen af, om et vilkår er urimeligt, ikke omfatte vilkår, der omhandler aftalens hovedgenstand eller forholdet mellem leverancens eller ydelsens kvalitet og pris; der kan imidlertid tages hensyn til aftalens hovedgenstand og forholdet mellem kvalitet og pris ved vurderingen af, om andre kontraktvilkår er urimelige […]«

5.

Direktivets artikel 4 bestemmer:

»1.   Det vurderes, om et kontraktvilkår er urimeligt, under hensyn til hvilken type varer eller tjenesteydelser aftalen omfatter, og ved på tidspunktet for aftalens indgåelse at tage hensyn til alle omstændighederne i forbindelse med dens indgåelse samt til alle andre vilkår i aftalen eller i en anden aftale, som hænger sammen med denne, jf. dog artikel 7.

2.   Vurderingen af, om kontraktvilkårene er urimelige, omfatter hverken definitionen af aftalens hovedgenstand eller overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen herfor, for så vidt disse vilkår er affattet klart og forståeligt.«

6.

I direktivets artikel 6, stk. 1, i bestemmes følgende:

»Medlemsstaterne fastsætter, at urimelige kontraktvilkår i en aftale, som en erhvervsdrivende har indgået med en forbruger, i henhold til deres nationale lovgivning ikke binder forbrugeren, og at aftalen forbliver bindende for parterne på i øvrigt samme vilkår, hvis den kan opretholdes uden de urimelige kontraktvilkår.«

7.

Direktivets artikel 7, stk. 1 bestemmer:

»Medlemsstaterne sikrer, at der i forbrugernes og konkurrenternes interesse findes egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår i aftaler, der indgås mellem forbrugere og en erhvervsdrivende, til ophør.«

8.

Lov nr. 1/2013 om forbedring af beskyttelsen af pantebrevsdebitorer, gældsomlægning og almene lejeboliger (Ley 1/2013 de medidas para reforzar la protección a los deudores hipotecarios, reestructuración de deuda y alquiler social, herefter »lov nr. 1/2013«) af 14. maj 2013 ( 3 ) ændrede den civile retsplejelov (Ley de enjuiciamiento civil, herefter »den civile retsplejelov«) af 7. januar 2000 ( 4 ).

9.

Proceduren med henblik på realisering af pant i fast ejendom er fastsat ved artikel 681-698 i den civile retsplejelov. Artikel 695 i den civile retsplejelov, som affattet ved lov nr. 1/2013, bestemmer:

»1.   I de procedurer, der er omfattet af nærværende kapitel, kan rekvisitus’ indsigelse mod fuldbyrdelsen kun tages til følge, hvis den bygger på følgende grunde:

[…]

[…]

4.   Kendelser, hvorved det besluttes, at fuldbyrdelsen skal indstilles, eller at et urimeligt kontraktvilkår ikke skal finde anvendelse, kan appelleres.

I alle andre tilfælde kan kendelser, hvorved der tages stilling til indsigelsesgrunde, som er omfattet af denne artikel, ikke appelleres, og virkningen heraf gælder alene for den fuldbyrdelsessag, hvori kendelsen afsiges.«

10.

I henhold til den civile retsplejelovs artikel 556, stk. 1, skal indsigelse i henhold til artikel 695 i den civile retsplejelov, ligeledes som affattet ved lov nr. 1/2013, fremsættes inden for en frist på ti dage at regne fra forkyndelsen af retsakten om anordning af fuldbyrdelse. Denne frist finder anvendelse i procedurer om realisering af pant i fast ejendom, eftersom der henvises til den pågældende frist i artikel 557 i den civile retsplejelov, ligeledes som affattet ved lov nr. 1/2013, vedrørende indsigelser i fuldbyrdelsesprocedurer, som foretages på grundlag af andre eksigible dokumenter end rets- eller voldgiftsafgørelser (hvilket bl.a. omfatter officielt bekræftede dokumenter på området for pant i fast ejendom, der tjener som grundlag for realisering af pant i fast ejendom).

11.

Følgende fremgår af artikel 693, stk. 2, i den civile retsplejelov, som affattet ved lov nr. 1/2013, der bærer overskriften »Førtidig ophævelse af lån, der skal tilbagebetales i rater«:

»2.   Hele det skyldige beløb i form af hovedstol og renter kan kræves tilbagebetalt, såfremt der er indgået aftale om ophævelse af hele lånet i tilfælde af manglende betaling af mindst tre månedlige ydelser, eller hvis skyldneren ikke har opfyldt sin betalingsforpligtelse, eller ikke har tilbagebetalt et antal rater, som tilsammen indebærer, at skyldneren har misligholdt sin forpligtelse i et tidsrum, der som minimum svarer til tre måneder.«

12.

Den første overgangsbestemmelse i lov nr. 1/2013 bestemmer:

»Denne lov finder anvendelse på retslige og udenretslige procedurer vedrørende realisering af pant i fast ejendom, der er indledt senest på tidspunktet for denne lovs ikrafttrædelse, i hvilken forbindelse der endnu ikke er blevet gennemført en udsættelsesforretning.«

13.

Fjerde overgangsbestemmelse i lov nr. 1/2013 (herefter »fjerde overgangsbestemmelse«) vedrører fuldbyrdelsesprocedurer, der er indledt inden ikrafttrædelsen af lov nr. 1/2013 og endnu ikke afsluttet. Denne bestemmelse er affattet som følger:

14.

Artikel 136 i den civile retsplejelov bestemmer endvidere:

»Når fristen for at foretage en processuel handling er udløbet, har dette præklusiv virkning. Justitssekretæren fører fristens udløb til protokols, anviser de foranstaltninger, der skal træffes, eller underretter retten, så den kan træffe den afgørelse, der påhviler den.«

15.

Artikel 207 i den civile retsplejelov bestemmer:

»[…]

3.   Endelige afgørelser har materiel retskraft, og den ret, der træffer afgørelse i den sag, i hvilken afgørelserne er truffet, er under alle omstændigheder bundet heraf.

4.   Når fristen for at appellere en afgørelse er udløbet, uden at der er iværksat appel, er afgørelsen endelig og får retskraft. Den ret, der træffer afgørelse i sagen, er under alle omstændigheder bundet heraf.«

16.

Artikel 222, stk. 1, i den civile retsplejelov bestemmer, at »[d]en retskraft, der er forbundet med endelige afgørelser, udelukker i henhold til loven, uanset om de imødekommer eller forkaster anmodningen, enhver senere procedure, der har den samme genstand som den procedure, i hvilken afgørelsen er truffet«.

17.

Den 12. juni 2008 indgik Banco Primus SA (herefter »Banco Primus«) med Jesús Gutiérrez García en aftale om lån med pant i fast ejendom. Ejendommen var Jesús Gutiérrez Garcías bolig. Lånet havde en løbetid på 47 år og skulle tilbagebetales af låntager med 564 månedlige rater.

18.

Eftersom sagsøgeren i hovedsagen tilsidesatte sin forpligtelse til at betale syv på hinanden følgende afdrag på dette lån, indgav banken den 23. marts 2010 i henhold til kontraktvilkåret om førtidig ophævelse i låneaftalen begæring om tilbagebetaling af hele hovedstolen med tillæg af ordinære renter og morarenter samt om salg af den pantsatte ejendom på tvangsauktion.

19.

Den pågældende tvangsauktion fandt sted den 11. januar 2011, men der blev ikke afgivet noget bud. Den forelæggende ret overdrog ved fuldbyrdelsesafgørelse af 21. marts 2011 Banco Primus ejendommen for et beløb på 78482,34 EUR, der svarede til 50% af dens anslåede værdi. Den 6. april 2011 begærede Banco Primus overtagelse af ejendommen, men overtagelsen blev udskudt som følge af tre indsigelser, hvoraf den sidste blev afsluttet med afgørelse af 8. april 2014, hvorved den ekstraordinære procedure vedrørende udskydelse af udsættelsen blev afsluttet.

20.

Den 11. juni 2014 fremsatte Jesús Gutiérrez García i medfør af artikel 695 i den civile retsplejelov en ekstraordinær indsigelse mod proceduren med henblik på realisering af pant i fast ejendom med påstand om, at kontraktvilkåret om morarenter var urimeligt. Dette vilkår havde imidlertid allerede været genstand for en efterprøvelse af egen drift, hvorefter morarenterne ved kendelse af 12. juni 2013 blev nedsat til nul ( 5 ).

21.

Den forelæggende ret erklærede ved afgørelse af 16. juni 2014, at der var rejst indsigelse, og udsatte proceduren med henblik på realisering af pantet, og den informerede Domstolen herom ved skrivelse af 29. september 2014.

22.

Den forelæggende ret bemærkede i forbindelse med behandlingen af indsigelsen, at andre kontraktvilkår i låneaftalen end vilkåret om morarenter i henhold til direktiv 93/13 kunne anses for at være urimelige, nemlig dels vilkåret om førtidig ophævelse, hvorefter Banco Primus kan kræve øjeblikkelig tilbagebetaling af hovedstolen, renter og diverse omkostninger, navnlig i tilfælde af manglende betaling på den aftalte dato af ethvert skyldigt beløb i forbindelse med hovedstolen, renter eller forskud, dels vilkåret om ordinære renter, der bestemmer, at disse skal beregnes i henhold til en formel, hvor den resterende skyldige kapital og de skyldige renter divideres med antallet af dage i et regnskabsår, dvs. 360 dage.

23.

Indsigelsen blev imidlertid først rejst omkring et år efter udløbet af den præklusionsfrist, der er fastsat ved fjerde overgangsbestemmelse. Denne bestemmelse er således til hinder for, at den forelæggende ret kan undersøge visse kontraktvilkår i låneaftalen, som vil kunne anses for at være urimelige i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i direktiv 93/13. Den forelæggende ret er dog i tvivl om, hvorvidt denne bestemmelse er forenelig med direktiv 93/13. Den ønsker ligeledes en klarlægning af kriterierne for vurdering af, om visse kontraktvilkår er urimelige og af de forpligtelser, der påhviler den nationale ret, når denne har fastslået, at der foreligger et urimeligt kontraktvilkår.

24.

Under disse omstændigheder har Juzgado de Primera Instancia no 2 de Santander (retten i første instans nr. 2 i Santander) ved afgørelse af 10. september 2014 indleveret til Domstolens Justitskontor samme dag besluttet at opretholde udsættelsen af sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

25.

Den forelæggende ret har anmodet Domstolen om at undergive sagen en fremskyndet procedure i henhold til artikel 105, stk. 1, i Domstolens procesreglement. Denne anmodning blev forkastet ved kendelse af 11. november 2014 med den begrundelse, at den forelæggende ret havde udsat fuldbyrdelsesproceduren ved afgørelse af 16. juni 2014, således at Jesús Gutiérrez García ikke umiddelbart risikerer at miste sin bolig, hvilket den havde oplyst Domstolen om ved skrivelse af 29. september 2014.

26.

Banco Primus, den spanske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

27.

Den spanske regering og Kommissionen har ligeledes afgivet mundtlige indlæg i retsmødet, der blev afholdt den 24. september 2015.

28.

Den spanske regering har i sit skriftlige indlæg sat spørgsmålstegn ved formaliteten vedrørende de præjudicielle spørgsmål med den begrundelse, at Domstolens svar ikke ville være til nytte for den forelæggende ret i forbindelse med afgørelse af den tvist, der er indbragt for den. Den forelæggende ret har således ikke længere kompetence, eftersom den afsluttede fuldbyrdelsesproceduren og beordrede skyldneren og beboerne udsat ved kendelse af 8. april 2014, der har retskraft.

29.

Banco Primus har ikke udtrykkeligt nævnt, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling, men den har fremført tilsvarende argumenter.

30.

De af den forelæggende ret stillede spørgsmål kan efter min opfattelse ikke afvises. Det fremgår klart af den forelæggende rets redegørelse for den nationale lovgivning, at den pågældende procedure med henblik på realisering af pant i fast ejendom ikke er afsluttet. Fjerde overgangsbestemmelse bestemmer, at denne lov finder anvendelse på »enhver tvangsfuldbyrdelsesprocedure, som ikke har ført til, at den faste ejendom er blevet overdraget til erhververen«. Fuldbyrdelsesproceduren er ikke afsluttet, eftersom overdragelsen af ejendommen ikke har fundet sted, hvilket den spanske regering selv har bekræftet i sine skriftlige indlæg ( 6 ).

31.

Endvidere gør fjerde overgangsbestemmelse det netop muligt at sætte spørgsmålstegn ved en fuldbyrdelsesafgørelse, der er blevet endelig, fordi den almindelige indsigelsesfrist er udløbet inden lovens ikrafttræden.

32.

Formodninger om, at anmodningen om præjudiciel afgørelse er relevante, ændres således ikke af de indsigelser, som den spanske regering og Banco Primus har rejst ( 7 ), og de præjudicielle spørgsmål kan således antages til realitetsbehandling i deres helhed.

33.

Den forelæggende ret ønsker med det første spørgsmål, litra a) og b), i det væsentlige oplyst, om artikel 6 og 7 i direktiv 93/13 på baggrund af principperne om ækvivalens og effektivitet er til hinder for en national processuel overgangsbestemmelse, såsom den i hovedsagen omhandlede, som undergiver forbrugerne en præklusionsfrist på en måned, der regnes fra offentliggørelsen af den lov, som bestemmelsen henhører under, til under en procedure med henblik på realisering af pant i fast ejendom at rejse indsigelse med påstand om, at kontraktvilkårene er urimelige.

34.

Domstolen har for nylig i BBVA-sagen ( 8 ) vurderet et spørgsmål, der i det væsentlige er det samme, hvori jeg den 13. maj 2015 ( 9 ) fastslog, at den ved lov nr. 1/2013 indførte præklusionsfrist er ulovlig. Domstolen fulgte denne stillingtagen og fastslog i dom BBVA (C-8/14, EU:C:2015:731), at »artikel 6 og 7 i direktiv [93/13] skal fortolkes således, at de er til hinder for en national overgangsbestemmelse […], der undergiver forbrugere – over for hvilke der er blevet indledt en procedure med henblik på realisering af pant i fast ejendom, der ikke er blevet afsluttet på datoen for ikrafttrædelsen af den lov, som denne overgangsbestemmelse indgår i – en præklusiv frist på en måned, beregnet fra dagen efter denne lovs offentliggørelse, til at fremsætte indsigelse mod tvangsfuldbyrdelsen […] på det grundlag, at kontraktvilkår hævdes at være urimelige«.

35.

Da Domstolen allerede har sat spørgsmålstegn ved lovligheden af denne frist, vedrører dette forslag til afgørelse således kun de aspekter, der endnu ikke er blevet behandlet i forbindelse med BBVA-sagen ( 10 ). Hvad angår de øvrige aspekter henviser jeg til Domstolens dom og til mit forslag til afgørelse i denne sag.

36.

Inden jeg går over til at vurdere dette spørgsmål, finder jeg det hensigtsmæssigt at henvise til, at lov nr. 1/2013 efter afsigelsen af Aziz-dommen ( 11 ) har ændret den civile retsplejelovs artikler om bl.a. proceduren med henblik på realisering af pantsatte værdier eller aktiver med henblik på at tilpasse proceduren med henblik på realisering af pant i fast ejendom til denne praksis. Nærmere bestemt ændrede den spanske lovgiver den civile retsplejelov dels ved at give den ret, der anordner fuldbyrdelsen, mulighed for på ethvert tidspunkt i løbet af proceduren at foretage en bedømmelse af egen drift af, om sådanne kontraktvilkår er urimelige ( 12 ), dels ved at tilføje en ny indsigelsesgrund vedrørende den urimelige karakter af et kontraktvilkår, der udgør fuldbyrdelsesgrundlaget, eller som er afgørende for beregningen af det skyldige beløb ( 13 ).

37.

Den forelæggende rets første spørgsmål, litra c), skal prøves på denne baggrund.

38.

Den forelæggende ret ønsker i det væsentlige oplyst, om artikel 6 og 7 i direktiv 93/13 forpligter den nationale ret til af egen drift at efterprøve, om der findes urimelige kontraktvilkår, også selv om denne ikke tidligere har foretaget en sådan efterprøvelse, eller i en afgørelse, der har retskraft i henhold til national ret, har fastslået, at kontraktvilkårene ikke var urimelige.

39.

Den forelæggende ret overvejer i forbindelse med dette spørgsmål to tilfælde, nemlig i det tilfælde, hvor den nationale ret ikke tidligere har efterprøvet et kontraktvilkår, og i det tilfælde, hvor den nationale ret i en national kendelse, der har retskraft, har fastslået, at kontraktvilkåret ikke var urimeligt.

40.

Jeg skal dog på grundlag af de nationale sagsakter, der er indgivet til Domstolens Justitskontor, bemærke, at den forelæggende ret i det dokument, den har nævnt, nemlig kendelsen af 12. juni 2013, blot begrænsede sig til af egen drift at fastslå, at kontraktvilkåret om morarenter var urimeligt, uden at udtale sig om de øvrige kontraktvilkår eller endog nævne dem ( 14 ). Min vurdering vil således ikke omhandle det andet tilfælde, som den forelæggende ret har henvist til, eftersom det er rent hypotetisk.

41.

Derfor kan jeg ikke tilslutte mig det argument, som den spanske regering har fremført i sine skriftlige indlæg, hvorefter den forelæggende ret angiveligt ville undersøge det pantebrev igen, i forbindelse med hvilket det i en kendelse, der har retskraft, var blevet fastslået, at der ikke fandtes et urimeligt kontraktvilkår ( 15 ).

42.

For at kunne besvare de af den forelæggende ret fremsatte spørgsmål korrekt og som led i Domstolens samarbejde med de nationale domstole foreslår jeg, at spørgsmålet omformuleres således, at det vedrører bestemmelse af, om den beskyttelse, der sikres med artikel 6 og 7 i direktiv 93/13, indebærer, at en første efterprøvelse af egen drift af et eller flere kontraktvilkår begrænser den nationale rets forpligtelse til af egen drift at efterprøve, om andre kontraktvilkår er urimelige, på et senere tidspunkt under proceduren.

43.

Jeg vil nu gå over til at behandle dette spørgsmål, idet jeg først vil redegøre for Domstolens relevante praksis.

44.

Indledningsvis er det vigtigt at bemærke, at den ved direktiv 93/13 indførte beskyttelsesordning ifølge fast retspraksis hviler på den betragtning, at forbrugeren befinder sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende hvad angår såvel forhandlingsstyrke som informationsniveau ( 16 ).

45.

Domstolen har gentagne gange fastslået, at artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13, henset til en sådan svagere stilling, bestemmer, at urimelige kontraktvilkår ikke er bindende for forbrugerne. Dette er en bindende bestemmelse, der i betragtning af, at en af kontraktparterne befinder sig i en svagere stilling, har til formål at erstatte den formelle balance, som kontrakten indfører mellem kontraktparternes rettigheder og forpligtelser, med en reel balance, der skal genindføre ligheden mellem parterne ( 17 ).

46.

Hvad angår forpligtelsen til af egen drift at efterprøve de urimelige kontraktvilkår ( 18 ) anerkendte Domstolen i første omgang den nationale rets mulighed for at gennemføre en sådan efterprøvelse ( 19 ), mens den i anden omgang fastslog, at den nationale ret er forpligtet til af egen drift at efterprøve, om et kontraktvilkår, der henhører under anvendelsesområdet for direktiv 93/13, er urimeligt, og dermed råde bod på den manglende ligevægt mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende, så snart den råder over de oplysninger, som denne efterprøvelse kræver ( 20 ). Domstolen har således ændret muligheden for den nationale ret til af egen drift at efterprøve, om kontraktvilkårene er urimelige, til en forpligtelse, der påhviler denne ret. Denne udvikling indebærer, at den rolle, som EU-retten således har tildelt den nationale ret på det pågældende område, følgelig ikke »begrænser sig […] til blot at være muligheden for at prøve, om et kontraktvilkår eventuelt måtte være urimeligt, men indebærer ligeledes forpligtelsen til ex officio at prøve dette spørgsmål« ( 21 ).

47.

Det skal ligeledes fremhæves, at begrundelsen for en sådan forpligtelse er baseret på arten og betydningen af den almene interesse, der ligger til grund for den beskyttelse, direktiv 93/13 sikrer forbrugerne ( 22 ). Den ret, der behandler sagen, skal dermed sikre den effektive virkning af den beskyttelse, direktivets bestemmelser tilstræber.

48.

Jeg er således af den opfattelse, at det forhold, at den nationale ret inden for rammerne af direktiv 93/13, når en sag er blevet indbragt for den, ikke har efterprøvet et kontraktvilkår på et bestemt tidspunkt under proceduren, ikke forhindrer den i at efterprøve andre kontraktvilkår på et senere tidspunkt under proceduren ( 23 ).

49.

Henset til det ovenstående foreslår jeg, at den forelæggende rets første præjudicielle spørgsmål, litra c), besvares således, at den beskyttelse, der sikres med artikel 6 og 7 i direktiv 93/13, indebærer, at en første efterprøvelse af egen drift af et eller flere kontraktvilkår ikke begrænser den nationale rets forpligtelse til af egen drift at efterprøve, om andre kontraktvilkår er urimelige, på et senere tidspunkt under proceduren.

50.

Med disse to spørgsmål, der skal bedømmes samlet, har den forelæggende ret i det væsentlige anmodet Domstolen om at redegøre for kriterierne for vurdering af, om kontraktvilkår vedrørende beregning af ordinære renter og førtidig ophævelse, som dem, der er fastsat i den i hovedsagen omhandlede aftale, er urimelige, og for de forpligtelser, der påhviler den nationale ret i medfør af artikel 4 i direktiv 93/13, og dermed fastslå, om den nationale ret i forbindelse med efterprøvelsen af sådanne kontraktvilkår skal tage hensyn til forholdet mellem kvalitet og pris i forbindelse med den leverance eller ydelse, der er omfattet af hele låneaftalen, de prisbegrænsninger, der er fastsat i national ret, og andre omstændigheder i forbindelse med indgåelsen af aftalen.

51.

Inden jeg går over til at besvare disse spørgsmål, vil jeg gengive de generelle kriterier for vurdering af, om kontraktvilkår er urimelige, sådan som de fremgår af Domstolens retspraksis. Jeg vil derefter i lyset af denne retspraksis gå over til at behandle dels kontraktvilkåret om ordinære renter, henset til artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13, dels kontraktvilkåret om førtidig ophævelse, henset til direktivets artikel 4, stk. 1.

52.

For det første har Domstolen ved adskillige lejligheder fremhævet, at Domstolens kompetence omfatter dels fortolkning af begrebet »urimeligt kontraktvilkår« i artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13 og i direktivets bilag dels fastsættelse af de kriterier, som den nationale retsinstans kan eller skal anvende ved undersøgelsen af et kontraktvilkår i lyset af direktivets bestemmelser. Domstolen har derimod fastslået, at det under hensyn til disse kriterier tilkommer den nationale ret at træffe afgørelse om et særligt kontraktvilkårs konkrete kvalifikation i lyset af de faktiske omstændigheder i hovedsagen ( 24 ). Kun den nationale ret kan gennemføre en undersøgelse af det nationale retssystem, der er forudsætningen for en omfattende bedømmelse af, hvilke konsekvenser det pågældende kontraktvilkår kan have i henhold til de retsregler, der finder anvendelse på kontrakten ( 25 ). Det påhviler den ligeledes at træffe afgørelse om, hvorvidt de omtvistede kontraktvilkår er urimelige ( 26 ), idet Domstolen i sit svar skal indskrænke sig til at give den forelæggende ret de oplysninger, som denne skal tage hensyn til ved bedømmelsen af, om det pågældende kontraktvilkår er urimeligt ( 27 ).

53.

For det andet har Domstolen anført, at artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13 i relation til begrebet »god tro« og begrebet »betydelig skævhed« mellem parternes rettigheder og forpligtelser, som følger af kontrakten, til skade for forbrugeren kun indeholder en abstrakt definition af, hvad der gør, at et kontraktvilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling, anses for urimeligt ( 28 ).

54.

Som generaladvokat Kokott har anført i sit forslag til afgørelse i Aziz-sagen ( 29 ), har Domstolen i denne forbindelse præciseret, at spørgsmålet om, hvorvidt et kontraktvilkår bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren, skal bedømmes under hensyntagen til de gældende regler i national lovgivning for det tilfælde, at parterne selv ikke har truffet nogen aftale herom [i tilsvarende sager]. Ifølge Domstolen er det ved hjælp af en sådan sammenlignende undersøgelse, at den nationale ret kan vurdere, om, og i givet fald i hvilket omfang, aftalen stiller forbrugeren i en mindre gunstig retlig situation end den, der følger af den gældende nationale lovgivning. Den har ligeledes anført, at det med dette formål for øje forekommer relevant at foretage en undersøgelse af den retsstilling, som forbrugeren befinder sig i, under hensyn til de midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår til ophør, denne råder over i medfør af den nationale ordning ( 30 ).

55.

For det tredje har Domstolen hvad angår spørgsmålet om, under hvilke omstændigheder der opstår en sådan skævhed »til trods for kravene om god tro«, fastslået, at det, henset til 16. betragtning til direktiv 93/13, må fastslås, at den nationale ret med henblik herpå skal efterprøve, om den erhvervsdrivende, ved at handle loyalt og rimeligt med forbrugeren, med rimelighed kunne forvente, at forbrugeren ville acceptere et sådant vilkår efter individuel forhandling ( 31 ).

56.

Endvidere har Domstolen fremhævet, at det bilag, som artikel 3, stk. 3, i direktiv 93/13 henviser til, udelukkende indeholder en vejledende og ikke-udtømmende liste over de kontraktvilkår, der kan betegnes som urimelige ( 32 ). Domstolen har præciseret, at det i henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 93/13 skal vurderes, om et kontraktvilkår er urimeligt, under hensyn til hvilken type varer eller tjenesteydelser aftalen omfatter, og ved på tidspunktet for aftalens indgåelse at tage hensyn til alle omstændighederne i forbindelse med dens indgåelse. Det følger ud fra denne synsvinkel heraf, at der ligeledes skal tages hensyn til, hvilke konsekvenser nævnte kontraktvilkår kan have inden for rammerne af de retsregler, der finder anvendelse på kontrakten. Dette indebærer, at der må foretages en undersøgelse af den nationale retsorden ( 33 ).

57.

Den forelæggende ret skal på grundlag af disse generelle kriterier vurdere, om kontraktvilkåret om beregning af ordinære renter og kontraktvilkåret om førtidig ophævelse, som den har henvist til, er urimelige.

58.

Kontraktvilkår 3 i den omtvistede aftale bestemmer, at den matematiske formel, der finder anvendelse med henblik på beregning af det samlede påløbne rentebeløb for hver periode på baggrund af den årlige nominelle rente, er: C × d × r/360 × 100; hvor: C = restgælden i begyndelsen af likvidationsperioden, d = antal dage i likvidationsperioden og r = den årlige nominelle rente. […] Med henblik på beregningen af renter anses et år for at bestå af 360 dage.

59.

Det omtvistede kontraktvilkår henhører under den kategori af kontraktvilkår, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13, og som således ikke er omfattet af den nationale rets prøvelse. Denne artikel gør det imidlertid muligt kun at efterprøve disse kontraktvilkår, såfremt de ikke er affattet klart og forståeligt, som det er tilfældet i hovedsagen.

60.

Såvel den forelæggende ret som Kommissionen tvivler på, at det omtvistede kontraktvilkår, for så vidt som det er baseret på en kompleks matematisk formel, som den gennemsnitlige forbruger sandsynligvis ikke forstår rækkevidden af, opfylder de i artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 opstillede krav til affattelse og gennemsigtighed. Kommissionen har bl.a. fremhævet, at beregningen af renter på grundlag af et regnskabsår på 360 dage medfører, at rentesatsen hæves i forhold til den rentesats, som anvendelsen af et kalenderår på 365 dage ville resultere i ( 34 ).

61.

Fastslår den forelæggende ret således, at dette kontraktvilkår ikke er affattet klart og forståeligt, og at det derfor er omfattet af artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13, påhviler det den at efterprøve kontraktvilkåret på grundlag af de generelle kriterier for bedømmelse i punkt 52-56 i dette forslag til afgørelse, og nærmere bestemt at efterprøve, om det omtvistede kontraktvilkår på grundlag af disse kriterier bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge kontrakten til skade for forbrugeren. Denne efterprøvelse skal således foretages under hensyntagen til de gældende regler i national lovgivning, der finder anvendelse, såfremt parterne selv ikke har truffet nogen aftale, og under hensyntagen til de midler, forbrugeren råder over i medfør af den nationale lovgivning til at bringe anvendelsen af denne type af kontraktvilkår til ophør.

62.

I forbindelse med denne efterprøvelse skal den nationale ret tage hensyn til alle de i artikel 4, stk. 1, i direktiv 93/13 opstillede kriterier, dvs. hvilken type varer eller tjenesteydelser kontrakten omfatter, og ved på tidspunktet for aftalens indgåelse at tage hensyn til alle omstændighederne i forbindelse med dens indgåelse samt til alle andre vilkår i kontrakten eller i en anden aftale, som hænger sammen med denne. Det kan i denne forbindelse bl.a. være nødvendigt at tage hensyn til de prisbegrænsninger, der er fastsat i national ret, og til, om beregningsformlen er uforenelig med en anden deklaratorisk bestemmelse i spansk ret.

63.

Den forelæggende rets bedømmelse skal bl.a. fastslå, under hvilke betingelser der eventuelt skabes en skævhed »til trods for kravene om god tro«. Jeg henviser i denne forbindelse til, at det af fast retspraksis fremgår, at kravet om god tro bevirker, at den erhvervsdrivende ved at handle loyalt og rimeligt med forbrugeren med rimelighed kan forvente, at forbrugeren vil acceptere det omhandlede vilkår efter individuel forhandling ( 35 ).

64.

Det fremgår under alle omstændigheder af de sagsakter, som Domstolen er i besiddelse af, at artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 ikke er blevet gennemført af den nationale lovgiver. Er dette rent faktisk tilfældet, gør jeg opmærksom på, at den manglende gennemførelse i national ret indebærer, at de i hovedsagen omtvistede spanske forskrifter gør det muligt – idet de åbner for en fuldstændig domstolsprøvelse af, om vilkår, som dem, der er omhandlet i direktivets artikel 4, stk. 2, og som er fastsat i en aftale mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, er urimelige – i overensstemmelse med artikel 8 i direktiv 93/13 ( 36 ) at sikre forbrugeren et højere effektivt beskyttelsesniveau end det, der er fastsat i direktivet ( 37 ), uanset om dette kontraktvilkår vedrører kontraktens hovedgenstand eller forholdet mellem ydelsens pris og kvalitet.

65.

Den omtvistede aftales kontraktvilkår 6a ( 38 ) giver banken mulighed for at kræve hovedstolen tilbagebetalt før tiden og for at kræve betaling af renter og andre beløb, som låntager skylder i tilfælde af manglende betaling af en del af hovedstolen eller renterne ( 39 ).

66.

Som Domstolen fastslog i Aziz-dommen ( 40 ), skal dette kontraktvilkår prøves i lyset af bestemte kriterier. Den forelæggende ret skal bl.a. for det første prøve, om den erhvervsdrivendes ret til at ophæve hele lånet er betinget af forbrugerens manglende overholdelse af en forpligtelse, som er af afgørende betydning i forhold til den pågældende aftale, for det andet, om denne mulighed er tænkt på tilfælde, hvor en sådan misligholdelse er tilstrækkeligt alvorlig hvad angår lånets varighed og størrelse, for det tredje, om den nævnte ret fraviger de gældende regler på området, og for det fjerde, om den nationale lovgivning fastsætter egnede og effektive midler, som giver den forbruger, der er omfattet af et sådant vilkår, mulighed for at råde bod på virkningerne af ophævelsen af lånet ( 41 ).

67.

I forbindelse med prøvelsen af de i det foregående punkt opstillede kriterier har den forelæggende ret været i tvivl om muligheden for at gøre »den manglende overholdelses forudsigelighed« i henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 93/13 gældende. Den har nærmere bestemt bemærket, at det forhold, at den omhandlede manglende overholdelse ikke er alvorlig, har foranlediget den til i lyset af det tredje kriterium anført ovenfor at overveje muligheden for – med henblik på at vurdere, om det omtvistede kontraktvilkår sætter forbrugeren i en mindre gunstig situation end den, de deklaratoriske bestemmelser medfører – at tage hensyn til omstændigheder, der er indtrådt efter indgåelsen af aftalen og dermed til at sætte spørgsmålstegn ved, om den manglende overholdelse var forudsigelig eller ej, mens artikel 4, stk. 1, i direktiv 93/13 henviser til de omstændigheder, der ligger til grund for indgåelsen af aftalen »på tidspunktet for dens indgåelse«.

68.

Ifølge den forelæggende ret skulle spansk ret, hvis der ikke findes et kontraktvilkår om det modsatte, tillade førtidig ophævelse af aftalen, for så vidt som det havde kunnet forudses (omstændighed, der er indtrådt efter indgåelsen af aftalen), at forbrugeren ville gøre sig skyldig i en alvorlig misligholdelse ( 42 ). Selv om manglende betaling af syv månedlige ydelser ud af 564 ifølge den forelæggende ret, ikke var tilstrækkelig alvorlig, har den manglende betaling angiveligt gjort en sådan misligholdelse forudsigelig ( 43 ).

69.

Hvad angår de deklaratoriske regler, der gør det muligt at vurdere, om der findes en betydelig skævhed mellem parterne, sådan som det kræves i henhold til retspraksis, er jeg af den opfattelse, at den nationale ret kan tage hensyn til den gældende lovgivning på tidspunktet for indgåelse af kontrakten som en omstændighed i tilknytning til denne. Efter min opfattelse gør artikel 4, stk. 1, i direktiv 93/13 det muligt at tage hensyn til forhold, der opstår efter indgåelsen af aftalen, forudsat at henvisningen til sådanne fremtidige forhold følger af en undersøgelse af den deklaratoriske nationale lovgivning på tidspunktet for indgåelse af aftalen.

70.

Det skal dog, som Kommissionen med føje har anført, bemærkes, at omstændighederne i tilknytning til indgåelsen af en aftale ligeledes omfatter let forudsigelige fremtidige forhold og forhold, der allerede gør sig gældende, men udelukkende er kendt af en af parterne. I denne henseende skal prøvelsen af, om kontraktvilkåret er urimeligt, tage hensyn til prognoserne for udviklingen på markederne, som forbrugeren ikke er bekendt med, men som måske er velkendt for den erhvervsdrivende.

71.

Med hensyn til den nationale rets mulighed for at tage hensyn til forholdet mellem kvalitet og pris i forbindelse med vurderingen af, om kontraktvilkårene er urimelige, har den spanske regering i sit skriftlige indlæg anført, at undersøgelsen af forholdet mellem kvalitet og pris i forbindelse med vurderingen af, om et kontraktvilkår er urimeligt, i henhold til artikel 4, stk. 2, kun er mulig, hvis dette kontraktvilkår ikke er affattet klart og forståeligt, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

72.

Jeg kan ikke tiltræde dette argument. Det skal for det første bemærkes, at der her ikke er tale om at undersøge et kontraktvilkår vedrørende forholdet mellem ydelsens kvalitet og pris, men om muligheden for, at den nationale ret generelt kan tage hensyn til forholdet mellem kvalitet og pris i forbindelse med vurderingen af, om kontraktvilkår er urimelige. Det skal i denne forbindelse fremhæves, at det fremgår af 19. betragtning til direktiv 93/13, at selv om vurderingen af, om et vilkår er urimeligt, ikke omfatter vilkår, der omhandler aftalens hovedgenstand eller forholdet mellem leverancens eller ydelsens kvalitet og pris, kan der dog tages hensyn til aftalens hovedgenstand og forholdet mellem kvalitet og pris ved vurderingen af, om andre kontraktvilkår er urimelige. Der er således intet til hinder for, at den nationale ret tager hensyn til en sådan faktor.

73.

Det må konkluderes, at det i forbindelse med vurderingen af, om kontraktvilkåret om førtidig ophævelse, som det er affattet af den i hovedsagen omhandlede aftale, eventuelt er urimeligt, tilkommer den nationale ret at efterprøve for det første, om anvendelsen af dette kontraktvilkår afhænger af forbrugerens misligholdelse af en væsentlig forpligtelse i aftalen. For det andet, om denne misligholdelse er tilstrækkelig alvorlig i forhold til lånets varighed og beløb. For det tredje, om kontraktvilkåret er i strid med de nationale deklaratoriske bestemmelser, der finder anvendelse på området, og, for det fjerde, om der i national ret findes egnede og effektive midler, der gør det muligt for forbrugerne at råde bod på virkningerne af et sådant kontraktvilkår.

74.

Artikel 4 i direktiv 93/13 skal endvidere fortolkes således, at det tilkommer den nationale ret i forbindelse med vurderingen af kontraktvilkårene at tage hensyn til forholdet mellem leverancens eller ydelsens kvalitet og pris, som dette fremgår af hele låneaftalen, de prisbegrænsninger, der er fastsat i national ret, de let forudsigelige fremtidige forhold, og forhold, der allerede gør sig gældende, men kun er kendt af den ene af parterne ved indgåelsen af aftalen, samt forhold, der opstår efter indgåelsen af aftalen, for så vidt som henvisningen til sådanne fremtidige forhold følger af undersøgelsen af den nationale lovgivning på tidspunktet for indgåelse af aftalen.

75.

Med det fjerde spørgsmål har den forelæggende ret i det væsentlige anmodet Domstolen om dels at besvare spørgsmålet om, hvorvidt direktiv 93/13 skal fortolkes således, at det er til hinder for en national bestemmelse som f.eks. artikel 693, stk. 2, i den civile retsplejelov om førtidig ophævelse i forbindelse med en aftale om lån mod pant i fast ejendom, dels at redegøre for den nationale rets forpligtelse til at annullere et kontraktvilkår om førtidig ophævelse, når den har konstateret, at det er urimeligt, selv om långiveren i praksis har overholdt de krav, der er fastsat ved denne nationale bestemmelse.

76.

Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt artikel 693, stk. 2, i den civile retsplejelov er i overensstemmelse med direktiv 93/13, skal det indledningsvis fremhæves, at dette direktivs artikel 1, stk. 2, bestemmer, at »[k]ontraktvilkår, som afspejler love eller bindende administrative bestemmelser […] er ikke underlagt dette direktivs bestemmelser«. Endvidere fremgår det af 13. betragtning til samme direktiv, at artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 »ligeledes [omfatter] de regler, som ifølge [den nationale lovgivning] gælder mellem de kontraherende parter, når der ikke er aftalt anden ordning«.

77.

I denne forbindelse skal det indledningsvis afgøres, om artikel 693, stk. 2, i den civile retsplejelov er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 93/13.

78.

Det fremgår i denne henseende for det første af forelæggelsesafgørelsen, at det omtvistede kontraktvilkår, der gengiver den tidligere affattelse af artikel 693, stk. 2, i den civile retsplejelov, ikke afspejler en »bindende« lovgivningsmæssig eller forskriftsmæssig bestemmelse. For det andet fremgår det af forelæggelsesafgørelsen og af den spanske regerings indlæg samt af Kommissionens indlæg, at denne artikel heller ikke er en deklaratorisk bestemmelse, eftersom den ikke kan finde anvendelse, når den erhvervsdrivende og forbrugeren ikke har aftalt dette. Det fremgår tværtimod af denne artikel, at parterne skal have indgået en udtrykkelig aftale, for at denne bestemmelse kan få virkning ( 44 ). I henhold til den ændrede affattelse af artiklen ved lov nr. 1/2003 tillader denne artikel banken at anvende proceduren med henblik på realisering af pant i fast ejendom for at kræve tilbagebetaling af hele hovedstolen og renter i tilfælde af manglende betaling af mindst tre månedlige ydelser, forudsat at denne bestemmelse fremgår af pantebrevet, der udgør fuldbyrdelsesdokumentet.

79.

Selv om artikel 693, stk. 2, i den civile retsplejelov, i den i hovedsagen omhandlede aftale, nærmere bestemt i kontraktvilkåret om førtidig ophævelse, ganske vist er gengivet i den affattelse, som var gældende inden vedtagelsen af lov nr. 1/2013 ( 45 ), må det konstateres, at denne nationale bestemmelse til trods for dens karakter af lov eller administrativ bestemmelse hverken er bindende eller deklaratorisk. Det fremgår således, at denne bestemmelse i henhold til 13. betragtning til direktiv 93/13 ikke er omfattet af direktivets artikel 1, stk. 2, som derfor finder anvendelse ( 46 ).

80.

Det skal bemærkes, at direktiv 93/13 ikke er til hinder for, at artikel 693, stk. 2, i den civile retsplejelov kan finde anvendelse, for så vidt som en sådan national bestemmelse ikke er til hinder for, at den nationale ret, når denne støder på et urimeligt kontraktvilkår, af egen drift kan annullere dette ( 47 ). Da denne bestemmelse imidlertid kræver, at parterne udtrykkeligt har indgået aftale herom, synes det at fremgå af dens ordlyd, at den ikke finder anvendelse, når der ikke foreligger en sådan aftale.

81.

Det følger efter min opfattelse af det ovenstående, at direktiv 93/13 skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for en national bestemmelse om førtidig ophævelse i forbindelse med en aftale om lån mod pant i fast ejendom, når denne bestemmelse for det første hverken er bindende eller deklaratorisk, at dens anvendelse for det andet udelukkende afhænger af en aftale indgået mellem parterne, at den for det tredje ikke berører den vurdering, som den nationale ret, ved hvilken der er indledt en procedure med henblik på realisering af pant i fast ejendom, skal foretage af, om kontraktvilkåret om førtidig ophævelse er urimeligt, og at den for det fjerde ikke er til hinder for, at denne ret annullerer det pågældende kontraktvilkår, hvis den skulle fastslå, at det er urimeligt i henhold til direktivets artikel 3, stk. 1 ( 48 ).

82.

Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt bankens manglende anvendelse, allerede fra den første udeblivende betaling, af et kontraktvilkår, som ifølge den nationale ret er urimeligt, nødvendiggør en domstolsprøvelse af dette kontraktvilkår, har den forelæggende ret fastslået, at kontraktvilkår 6a i den i hovedsagen omhandlede låneaftale, der indeholder en bestemmelse om førtidig ophævelse af lånet mod pant i fast ejendom i tilfælde af forsinket tilbagebetaling, udgør et urimeligt kontraktvilkår.

83.

Den forelæggende ret har støttet sig på den omstændighed, at dette kontraktvilkår gør det muligt for banken at skabe en situation, der indebærer en betydelig skævhed til skade for forbrugeren, når den bestemmer, at banken kan kræve øjeblikkelig tilbagebetaling af hovedstolen, renter og forskellige omkostninger, bl.a. ved manglende betaling på den aftalte dato af ethvert skyldigt beløb i forbindelse med hovedstolen, renter eller forskud. Den forelæggende ret har i denne forbindelse fremhævet, at banken har 564 lejligheder til at udløse retsvirkninger, der er uforenelige med kravene om god tro. Dette kontraktvilkår giver med andre ord ikke blot banken mulighed for at kræve tilbagebetaling af hele den skyldige gæld, samtidig med at der pålægges forskellige omkostninger, men også at indlede en ekstraordinær og forenklet procedure, der begrænser klageadgangen.

84.

Det skal, som det fremgår af punkt 44 i dette forslag til afgørelse bemærkes, at den ved direktiv 93/13 indførte beskyttelsesordning hviler på den betragtning, at forbrugeren befinder sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende hvad angår såvel forhandlingsstyrke som informationsniveau ( 49 ). For at sikre artikel 7 i direktiv 93/13 dens afskrækkende virkning kan de beføjelser, som den nationale ret, der konstaterer, at der er tale om et urimeligt kontraktvilkår i henhold til dette direktivs artikel 3, stk. 1, har, ikke afhænge af, om dette kontraktvilkår rent faktisk er blevet anvendt eller ej ( 50 ).

85.

I den foreliggende sag er det forhold, at banken først har iværksat proceduren med henblik på realisering af pant i fast ejendom efter manglende betaling af syv på hinanden følgende månedlige ydelser, en faktisk omstændighed, som ikke skal tages i betragtning ved vurderingen af et kontraktvilkår, der i realiteten har til formål at gøre det muligt for banken at realisere pantet i fast ejendom ved manglende betaling af en enkelt månedlig ydelse. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at en rimelig adfærd i forbindelse med et urimeligt kontraktvilkår ud fra et forbrugerbeskyttelsesmæssigt synspunkt ikke kan bevirke, at kontraktvilkåret ikke længere er urimeligt.

86.

Endvidere fremgår det af fast retspraksis, at artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 ikke kan fortolkes således, at den giver den nationale ret beføjelse til, når den konstaterer, at der findes et urimeligt kontraktvilkår i en aftale indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, at ændre indholdet af det pågældende kontraktvilkår i stedet for blot at annullere anvendelsen af dette over for forbrugeren ( 51 ). Domstolen har kun accepteret denne mulighed i forbindelse med annullation af en aftale i det hele for at undgå særligt negative virkninger, som forbrugeren vil kunne blive udsat for ( 52 ), hvilket ikke er tilfældet i hovedsagen, eftersom det omtvistede kontraktvilkår er underordnet og kan adskilles fra resten af låneaftalen.

87.

Jeg er således af den opfattelse, at direktiv 93/13 skal fortolkes således, at en national bestemmelse om førtidig ophævelse som den i hovedsagen omhandlede ikke er til hinder for en forpligtelse for den nationale ret til at erklære et kontraktvilkår ugyldigt, når den har fastslået, at det er urimeligt, selv når långiveren i praksis har overholdt bestemmelserne i national lovgivning.

88.

Henset til samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen, at den besvarer de af Juzgado de Primera Instancia no 2 de Santander (retten i første instans nr. 2 i Santander) stillede præjudicielle spørgsmål således: