1. 

Opfylder en medlemsstat kravet om en erstatning eller godtgørelse med afskrækkende virkning, som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv ( 2 ), hvis den i tilfælde af en afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling, indskrænker sig til kun at fastsætte en fuldstændig erstatning af det tab, som offeret har lidt, og hvis dens nationale ret ikke i sådanne tilfælde indeholder bestemmelser om erstatning med karakter af straf? Det er det spørgsmål, der rejses med denne præjudicielle forelæggelse.

2. 

Selv om Domstolen for første gang skal fortolke artikel 18 i direktiv 2006/54, som pålægger medlemsstaterne at indføre de nødvendige bestemmelser med henblik på at sikre en præventiv og proportionel erstatning af det lidte tab, giver dens tidligere retspraksis vedrørende tilsvarende spørgsmål mig mulighed for at belyse rækkevidden af den pågældende artikel.

3.

Det fremgår af 33. betragtning til direktiv 2006/54, at »Domstolen har klart fastslået, at for at princippet om ligebehandling kan være effektivt, skal den erstatning, der tildeles i tilfælde af overtrædelse, være tilstrækkelig i forhold til det tab, den pågældende har lidt«.

4.

Direktiv 2006/54 »indeholder [...] bestemmelser til gennemførelse af princippet om ligebehandling for så vidt angår [...] arbejdsvilkår« ( 3 ) og »indeholder endvidere bestemmelser, der skal sikre, at gennemførelsen bliver mere effektiv, ved at der fastsættes relevante procedurer« ( 4 ).

5.

Artikel 14, stk. 1, litra c), i direktiv 2006/54 bestemmer, at »[d]er må i den offentlige eller den private sektor, herunder offentlige organer, ikke finde direkte eller indirekte forskelsbehandling sted på grundlag af køn, for så vidt angår [...] ansættelses- og arbejdsvilkår, herunder afskedigelse«.

6.

Følgende fremgår af artikel 18 i direktiv 2006/54:

»Medlemsstaterne indfører i deres nationale retsorden de nødvendige bestemmelser for at sikre en reel og effektiv erstatning eller godtgørelse efter medlemsstatens afgørelse for tab og skader, der er påført en person som følge af forskelsbehandling på grundlag af køn, således at det har en præventiv virkning og står i et rimeligt forhold til det tab, den pågældende har lidt. En sådan erstatning eller godtgørelse kan ikke begrænses til et på forhånd fastsat maksimum, medmindre arbejdsgiveren kan bevise, at den eneste skade, som en ansøger til et job har lidt som følge af forskelsbehandling i dette direktivs betydning er, at den pågældendes ansøgning ikke er blevet behandlet.«

7.

Artikel 25 i direktiv 2006/54 vedrører sanktioner. Heri bestemmes følgende:

»Medlemsstaterne fastsætter de sanktioner, der skal anvendes ved overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i henhold til dette direktiv, og træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at sanktionerne bliver anvendt. Sanktionerne, der kan omfatte udbetaling af erstatning til offeret, skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen disse bestemmelser senest den 5. oktober 2005, og meddeler hurtigst muligt eventuelle efterfølgende ændringer«.

8.

I artikel 27, stk. 1, i direktiv 2006/54 bestemmes det, at »[m]edlemsstaterne kan vedtage eller opretholde bestemmelser, som er gunstigere for beskyttelsen af princippet om ligebehandling end bestemmelserne i [nævnte] direktiv«.

9.

Med bl.a. Ley Orgánica 3/2007 para la igualdad efectiva de mujeres y hombres (forfatningslov nr. 3/2007 om en reel ligestilling mellem kvinder og mænd) ( 5 ) af 22. marts 2007 gennemføres direktiv 2006/54 i spansk retsorden. I lovens artikel 10 bestemmes det, at »[d]e retsakter og kontraktbestemmelser, som udgør eller medfører forskelsbehandling på grundlag af køn, er ugyldige og uden virkning. De er ansvarspådragende [for ophavsmanden hertil] gennem en ordning med godtgørelser og erstatninger, som er reelle, effektive og stå i rimeligt i forhold til det lidte tab, samt, i givet fald, gennem en effektiv og afskrækkende sanktionsordning, som forebygger udøvelsen af diskriminerende adfærd«.

10.

Artikel 183 i Ley 36/2011 reguladora de la jurisdicción social (lov nr. 36/2011 om regler for de sociale retsinstanser) af 10. oktober 2011 ( 6 ), har følgende ordlyd:

»1.   Når der ved dom fastslås en tilsidesættelse, skal retten tage stilling til størrelsen af den erstatning, som i givet fald skal betales til den sagsøger, der har været udsat for forskelsbehandling eller for en anden overtrædelse af sine grundlæggende rettigheder og offentlige frihedsrettigheder, idet erstatningen fastsættes i forhold til dels det ikke-økonomiske tab og tilsidesættelsen af den grundlæggende rettighed, dels de afledte tab, som følger heraf.

2.   Retten fastsætter erstatningens størrelse, idet den fastsætter erstatningen skønsmæssigt, når en nøjagtig fastsættelse heraf er for vanskelig eller omkostningskrævende, med henblik på at godtgøre skadelidte tilstrækkeligt og så vidt muligt genoprette dennes situation, som den forelå inden overtrædelsen, samt med henblik på at bidrage til målet om at forebygge skaden.«

11.

Sagsøgeren i hovedsagen blev afskediget af sin arbejdsgiver i 2014. Efter en fejlslagen forligsprocedure indbragte hun sagen for den forelæggende ret med påstand dels om annullation af afskedigelsen, for så vidt som der er tale om en forskelsbehandling på grundlag af køn, dels om tilkendelse af en erstatning på 6000 EUR for det ikke-økonomiske tab.

12.

Den forelæggende ret finder det godtgjort, at afskedigelsen er udtryk for forskelsbehandling på grundlag af køn, som er i strid med spansk lovgivning til gennemførelse af forskrifterne i direktiv 2006/54. I henhold til spansk ret bør afskedigelsen af sagsøgeren i hovedsagen anses for at være ugyldig ( 7 ).

13.

Den forelæggende ret har meddelt Domstolen, at den af årsager, der ikke redegøres nærmere for i forelæggelsesafgørelsen, vil tilkende sagsøgeren i hovedsagen et beløb på 3000 EUR i erstatning, et beløb, som ifølge den forelæggende ret og i henhold til national ret er en passende erstatning for det lidte tab.

14.

I denne forbindelse er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt denne kompensation er tilstrækkelig, da erstatningen blot har til formål at kompensere for et tab, mens direktiv 2006/54, og nærmere bestemt artikel 18 heri, synes at kræve, at medlemsstaterne ligeledes træffer foranstaltninger til at afskrække ophavsmænd til forskelsbehandling fra igen at udvise en sådan adfærd.

15.

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at et sådant mål om afskrækkelse ville være opfyldt, hvis den kunne dømme arbejdsgiveren til at betale yderligere 3000 EUR i erstatning, som den betegner som »erstatning med karakter af straf«. Dette begreb findes imidlertid ikke i spansk ret. Den forelæggende ret har således ikke i henhold til national ret kompetence til at afsige en sådan dom.

16.

Da der således sættes spørgsmålstegn ved spansk rets overensstemmelse med kravene i direktiv 2006/54, har Juzgado de lo Social no 1 de Córdoba (arbejdsretten i Cordoba, Spanien) besluttet at udsætte sagen og med forelæggelsesafgørelsen indgivet til Domstolens Justitskontor den 27. august 2014 at forelægge følgende præjudicielle spørgsmål på grundlag af artikel 267 TEUF:

»Kan artikel 18 i direktiv 2006/54/EF, når den foreskriver, at en erstatning til et offer for en forskelsbehandling på grundlag af køn skal være præventiv (ud over at den skal være reel og effektiv og stå i et rimeligt forhold til det lidte tab), fortolkes således, at den giver den nationale retsinstans beføjelser til at idømme en ren tillægserstatning i form af en rimelig erstatning med karakter af straf, dvs. et yderligere beløb, der går ud over den fuldstændige godtgørelse for de reelle tab og skader, som offeret har lidt, og tjener som eksempel for andre (ud over skadevolder selv), forudsat at dette beløb holder sig inden for rammerne af, hvad der ikke er uforholdsmæssigt, herunder når denne erstatning med karakter af straf ikke findes i den nationale retsinstans’ egen retspraksis?«

17.

Sagsøgeren i hovedsagen, den spanske regering og Det Forenede Kongeriges regering samt Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen.

18.

Den forelæggende ret ønsker med sit præjudicielle spørgsmål om artikel 18 i direktiv 2006/54 belyst, om en fuldstændig erstatning af det tab, som sagsøgeren i hovedsagen har lidt, alene er tilstrækkeligt til at sikre, at erstatningen eller godtgørelsen har præventiv virkning som omhandlet i denne artikel, eller om det tværtimod skal udledes af dette krav om præventiv virkning, at den nationale ret er forpligtet til at dømme en arbejdsgiver, der har gjort sig skyldig i forskelsbehandling på grundlag af køn, til at betale erstatning med karakter af straf, selv om spansk ret ikke tillader, at der ydes erstatning ud over en fuldstændig erstatning af det tab, som offeret har lidt.

19.

Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål skal det indledningsvis bemærkes, at artikel 18 i direktiv 2006/54 indgår i rækken af tilsvarende bestemmelser i de tidligere direktiver, som direktiv 2006/54 har suppleret og konsolideret. Dernæst skal Domstolens retspraksis på grundlag af disse direktiver – en retspraksis, der fortsat fuldt ud er relevant for løsningen af tvisten i hovedsagen – vurderes. De konklusioner, der kan drages på grundlag af en ordlydsmæssig, teleologisk analyse og en analyse af retspraksis, foranlediger mig til at mene, at det præjudicielle spørgsmål, der er forelagt for Domstolen, skal besvares benægtende. Til sidst vil jeg fremsætte en række afsluttende bemærkninger vedrørende dels en manglende harmonisering af betingelserne for erstatning eller godtgørelse, dels problematikken omkring en direkte virkning af artikel 18 i direktiv 2006/54, hvori jeg begrunder en sådan besvarelse.

20.

Ligestilling mellem mænd og kvinder er både en opgave og et mål, som er fastsat i EU-traktaterne ( 8 ). Direktiv 2006/54 fremhæver således den status som »grundlæggende princip« i EU-retten, som en sådan ligestilling har ( 9 ). Det er således logisk og i tråd med de direktiver, som EU-lovgiver har omarbejdet ( 10 ), at denne har stadfæstet forbuddet mod enhver form for forskelsbehandling på grundlag af køn.

21.

Netop fordi der på dette område ikke blot er tale om en principerklæring, men derimod om at opnå konkrete resultater fastsat i primærretten, anses det forhold, at »medlemsstaterne indfører passende procedurer« ( 11 ) med henblik på overholdelse af de forpligtelser, der indføres med direktiv 2006/54, for at være afgørende for »en reel gennemførelse af princippet om ligebehandling« ( 12 ).

22.

Da indførelsen af procedurer alene imidlertid ikke er tilstrækkelig til at sikre en effektiv retsbeskyttelse af de rettigheder, som den enkelte har i henhold til direktiv 2006/54, gentager artikel 18 i afdelingen om »Retsmidler« i kapitlet om Retsmidler og håndhævelse, den nyhed, der blev indført med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/73/EF af 23. september 2002 om ændring af Rådets direktiv 76/207/EØF ( 13 ), idet det præciseres, hvad disse procedurer skal resultere i, dvs. erstatning eller godtgørelse ( 14 ) for det tab, offeret har lidt.

23.

Der er her tale om, at medlemsstaterne er forpligtede til at opnå resultater (»sikre en reel og effektiv erstatning eller godtgørelse [...] for tab og skader«), idet de med direktiv 2006/54 i det væsentlige gives ( 15 ), valgmuligheder (»således at det har en præventiv virkning og står i et rimeligt forhold til det tab, den pågældende har lidt«). Det fremgår af ordlyden af artikel 18 i direktiv 2006/54, at medlemsstaterne ikke pålægges nogen bestemt foranstaltning, og at de frit kan vælge blandt de forskellige løsninger, der gør det muligt at realisere målet med direktiv 2006/54 ( 16 ). Den standard, i forhold til hvilken medlemsstaternes indsats i forbindelse med bekæmpelse af forskelsbehandling på grundlag af køn skal måles, er således gennemførelsen af det mål, der forfølges med nævnte direktiv og garantien heri for en reel beskyttelse af de retsundergivnes rettigheder.

24.

Artikel 18 i direktiv 2006/54 kan ikke vurderes uden hensyntagen til nævnte direktivs artikel 25, der anvender den samme sproglige terminologi som artikel 18, eftersom lovgiver heri fastslår, at de sanktioner, som medlemsstaterne skal anvende, »kan omfatte udbetaling af erstatning til offeret«, og ligesom den i artikel 18 omhandlede erstatning eller godtgørelse skal »være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning«. Dermed har EU-lovgiver krævet af medlemsstaterne, at de indfører »effektive sanktioner, der står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning, og som iværksættes i tilfælde af handlinger, der strider mod forpligtelserne i henhold til [direktiv 2006/54]« ( 17 ). Det er således dette krav, der konkretiseres i artikel 25 i direktiv 2006/54 med overskriften »Sanktioner« ( 18 ), som findes i kapitel III om generelle horisontale bestemmelser. Med artikel 25 forpligtes medlemsstaterne ligeledes til at meddele Kommissionen de foranstaltninger, de vedtager på grundlag af denne artikel.

25.

Sammenfattende kræves det blot i artikel 18 i direktiv 2006/54, at erstatningen eller godtgørelsen er effektiv, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning. Det fremgår klart af denne artikel isoleret set, at lovgiver ikke betragter erstatningen eller godtgørelsen som sådan som en sanktion. Den karakter af straf, som de foranstaltninger, medlemsstaterne vedtager, skal have, fremgår således kun udtrykkeligt af artikel 25 i direktiv 2006/54 ( 19 ).

26.

Tilbage står at undersøge, om analysen af retspraksis bekræfter dette første indtryk, som følger af en ordlydsanalyse og en teleologisk analyse af artikel 18 i direktiv 2006/54, idet dette direktiv skal fortolkes under hensyntagen til hele den gældende retspraksis, der går forud for vedtagelsen af direktivet, og hvortil der heri nogle gange udtrykkeligt henvises ( 20 ).

27.

Selv om Domstolen aldrig har udtalt sig om netop fortolkningen af artikel 18 i direktiv 2006/54, har den dog gentagne gange haft lejlighed til at tage stilling til de tilsvarende bestemmelser i direktiver vedtaget før direktiv 2006/54, herunder først og fremmest artikel 6 i direktiv 76/207 ( 21 ).

28.

En analyse af Domstolens retspraksis viser, at den, selv om den allerede har kvalificeret en godtgørelsesforanstaltning som en »sanktion«, aldrig har krævet, at denne godtgørelse går ud over en »passende« erstatning. Spansk ret som beskrevet af den forelæggende ret frembyder efter min opfattelse alle garantier for en sådan erstatning.

29.

Problematikken omkring midlerne til bekæmpelse af forskelsbehandling på grundlag af køn i arbejdsforhold er ikke ny. Domstolen har adskillige gange fået forelagt dette spørgsmål. Jeg er imidlertid af den opfattelse, at den konklusion, Domstolen er kommet frem til ( 22 ) ved fortolkningen af artikel 6 i direktiv 76/207, gælder, mutatis mutandis, for fortolkningen af artikel 18 i direktiv 2006/54, som erstatter og præciserer den, idet medlemsstaterne indrømmes den samme frihed med hensyn til arten af de foranstaltninger, der skal vedtages, som med artikel 6 i direktiv 76/207 i sin tid.

30.

På grundlag af Domstolens afgørelser vedrørende artikel 6 i direktiv 76/207 må det konstateres, at artikel 18 i direktiv 2006/54 pålægger medlemsstaterne en forpligtelse til i deres nationale retsorden at indføre de nødvendige foranstaltninger til, at enhver person, der mener sig krænket af forskelsbehandling, kan opnå erstatning. Medlemsstaterne er forpligtede til at træffe foranstaltninger, der er tilstrækkeligt effektive til at nå målet med nævnte direktiv og til at sikre, at de pågældende rent faktisk kan påberåbe sig disse foranstaltninger for de nationale retter, uden at EU-retten dog foreskriver, at disse foranstaltninger skal have en bestemt form. De pågældende foranstaltninger kan således have forskellig form, som f.eks. forpligtelsen til at ansætte den forskelsbehandlede ansøger, til at genansætte den person, der er blevet afskediget på grundlag af forskelsbehandling, eller en passende økonomisk godtgørelse ( 23 ).

31.

I 1984, som var det år, hvor Domstolen afsagde domme Colson og Kamann (14/83, EU:C:1984:153) og Harz (79/83, EU:C:1984:155), afviste Domstolen at fortolke artikel 6 i direktiv 76/207 således, at den forpligter medlemsstaterne til at vedtage en bestemt foranstaltning, i dette tilfælde en forpligtelse for en arbejdsgiver, der har gjort sig skyldig i forskelsbehandling på grundlag af køn, til at indgå en arbejdskontrakt med ansøgeren til en stilling, hvis ansøgning blev afvist på grund af forskelsbehandling.

32.

I 2015, på det tidspunkt, hvor Domstolen har fået forelagt den foreliggende præjudicielle sag, er der ikke sket nogen væsentlige ændringer i EU-retten, der foranlediger Domstolen til at nå frem til et andet resultat, dvs. at den forpligter medlemsstaterne til at vedtage specifikke foranstaltninger som f.eks. en erstatning med karakter af straf.

33.

Den henvisning til en præventiv virkning, der er indeholdt i artikel 18 i direktiv 2006/54, ændrer intet ved denne konstatering.

34.

Teksten i artikel 18 i direktiv 2006/54 er nemlig blevet udvidet med en henvisning til erstatningens eller godtgørelsens præventive virkning, sådan som disse er tilrettelagt i de nationale retsordener. Domstolen tænkte imidlertid allerede på afskrækkelse, da den fortolkede artikel 6 i direktiv 76/207, selv om begrebet ikke er direkte nævnt heri, idet den fastslog, at »[s]elv om en fuldstændig gennemførelse af direktivet ikke [...] stiller krav om en bestemt sanktionsform i tilfælde af overtrædelse af forbudet mod forskelsbehandling, indebærer den ikke desto mindre, at sanktionen skal være egnet til, at domstolene kan sikre en faktisk og effektiv beskyttelse. Sanktionen skal endvidere have en reelt afskrækkende virkning over for arbejdsgiveren. Heraf følger, at når medlemsstaten har valgt at sanktionere overtrædelsen af forbudet mod forskelsbehandling gennem en erstatning, skal denne i hvert fald stå i et rimeligt forhold til det opståede tab« ( 24 ).

35.

Der kan drages to konklusioner på grundlag af denne retspraksis. Dels udspringer henvisningen i artikel 25 i direktiv 2006/54 til godtgørelse som en form for sanktion klart af denne retspraksis. Dels kan en passende erstatning efter Domstolens opfattelse under alle omstændigheder sikre en effektiv retsbeskyttelse af de rettigheder, som de retsundergivne har i forbindelse med bekæmpelse af forskelsbehandling på grundlag af køn. Det er i øvrigt netop, fordi Domstolen blot taler om en passende erstatning, der skal stå i et rimeligt forhold til det lidte tab, at der ikke er tale om en egentlig »sanktion«, der har karakter af straf ( 25 ).

36.

Eftersom kravene om en effektiv retsbeskyttelse og afskrækkelse endvidere »nødvendigvis [medfører], at de særlige omstændigheder i forbindelse med hver enkelt overtrædelse af princippet om ligebehandling skal tages i betragtning« ( 26 ), har Domstolen i hvert enkelt tilfælde taget stilling til, om de foranstaltninger, som medlemsstaterne har truffet til gennemførelse af artikel 6 i direktiv 76/207 og dermed til at sikre en effektiv gennemførelse af direktivet, er tilstrækkelige.

37.

En national lovgivning, der begrænser erstatningskravet for personer, der har været udsat for forskelsbehandling ved adgang til beskæftigelse, til en rent symbolsk godtgørelse, imødekommer således ikke kravene om en effektiv gennemførelse af direktivet ( 27 ). Når erstatningen har form af en økonomisk godtgørelse, er det udelukket, at medlemsstaterne på forhånd fastsætter et maksimumsbeløb ( 28 ).

38.

Med hensyn til afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling, har Domstolen endvidere fastslået, at »ligebehandlingen ikke [kunne] genoprettes uden enten at genansætte den person, der har været udsat for forskelsbehandling, i sin tidligere stilling, eller alternativt at tilkende en økonomisk erstatning for det påførte tab« ( 29 ), forudsat at den pågældende erstatning er passende i den forstand, at »den skal genoprette det tab, der reelt er påført som følge af en afskedigelse, som er udtryk for forskelsbehandling, og i overensstemmelse med de nationale bestemmelser, der finder anvendelse« ( 30 ).

39.

Det følger af det ovenstående, at Domstolen ved at anse en national lovgivning, der yder en passende økonomisk erstatning for det lidte tab, for at være i overensstemmelse med artikel 6 i direktiv 76/207, har ment, at den pågældende erstatning opfyldte kravet om afskrækkelse, som den mente var lovgivers hensigt med artikel 6 i direktiv 76/207. Med andre ord afhænger den afskrækkende virkning af en erstatning eller en godtgørelse ifølge Domstolens retspraksis ikke nødvendigvis af, at der indgår et element, der direkte har karakter af straf.

40.

I dag, hvor kravet om en afskrækkende virkning fremgår klart af direktiv 2006/54, er der efter min opfattelse ingen grund til, at Domstolen fraviger denne retspraksis. Det drejer sig således om at kontrollere, om spansk ret giver sagsøgeren i hovedsagen alle de nødvendige garantier for en passende erstatning.

41.

Det fremgår i denne forbindelse af anmodningen om en præjudiciel afgørelse, at retten i henhold til spansk ret skal annullere retsakter vedtaget i strid med princippet om ligebehandling af mænd og kvinder ( 31 ), og at denne annullation skal ledsages af en erstatning for det lidte tab, idet spansk ret som middel til at nå målet om lige muligheder omhandlet i direktiv 2006/54 har valgt en økonomisk erstatning. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at beløbet på 3000 EUR er tilstrækkeligt som en »passende erstatning« for det tab, som sagsøgeren i hovedsagen har lidt ( 32 ). Stadig i henhold til national ret har erstatningen til formål at godtgøre alle de tab, som offeret har lidt, herunder ikke-økonomiske tab, og den beregnes på en sådan måde, at offerets situation så vidt muligt skal genoprettes, som den forelå inden forskelsbehandlingen ( 33 ). Da det ikke-økonomiske tab i sagens natur er vanskeligt at sætte beløb på, indrømmer spansk ret retten beføjelse til at ændre erstatningen, så der kan tages hensyn til graden af grovheden af overtrædelsen af princippet om ligebehandling mellem mænd og kvinder. Tildelingen af erstatning gør det således muligt at dække hele værdien af det tab, offeret har lidt (damnum emergens), herunder den indtjening, som vedkommende ikke længere oppebærer, eller tabt vinding (lucrum cessans).

42.

En nødvendig betingelse for, at den ovenfor beskrevne erstatningsordning kan anses for at være i overensstemmelse med artikel 18 i direktiv 2006/54, er, at national ret fastsætter en fuldstændig økonomisk erstatning for alle aspekter af det tab, somofferet for forskelsbehandling på grundlag af køn har lidt, og at erstatningen står i et rimeligt forhold til dette tab, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at fastslå.

43.

Domstolen bekræfter således blot sin tidligere faste retspraksis, når den fastslår, at denne fuldstændige kompensation er passende og dermed tilstrækkelig til at sikre en reel afskrækkende virkning af de nationale foranstaltninger, som medlemsstaterne skal gennemføre for at sikre effektiviteten af princippet om ligebehandling i henhold til artikel 18 i direktiv 2006/54.

44.

Selv hvis Domstolen skulle nå frem til en anden afgørelse – quod non – kan den undr alle omstændigheder ikke, sådan som den forelæggende ret opfordrer den til, nå frem til, at sagsøgeren i hovedsagens arbejdsgiver skal pålægges en erstatning med karakter af straf.

45.

Dels indebærer direktiv 2006/54 nemlig ikke en harmonisering af betingelserne for erstatning eller godtgørelse for det lidte tab som følge af en forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med arbejdsvilkår, dels er det yderst tvivlsomt, om artikel 18 i direktiv 2006/54 kan have en direkte virkning i forbindelse med tvisten i hovedsagen.

46.

Domstolen har hidtil hver gang defineret det, der i direktiv 76/207 kræves af medlemsstaterne, negativt, når den har fastslået, hvad der ikke var i overensstemmelse med direktivet. Den har aldrig dikteret deres adfærd. Den forelæggende rets spørgsmål indebærer imidlertid et krav til Domstolen om, at den – eftersom direktiv 2006/54 ikke selv gør det – i sin retspraksis foretager et kolossalt kvalitativt spring, som efter min opfattelse går langt ud over dens kompetence.

47.

Hvis Domstolen udtaler sig unuanceret og fastslår, at artikel 18 i direktiv 2006/54 skal fortolkes således, at den kræver af medlemsstaterne, at de i tilfælde af forskelsbehandling på grundlag af køn omfattet af nævnte direktivs anvendelsesområde bestemmer, at der skal ydes en erstatning med karakter af straf til ofrene, ville det betyde, at den tager endelig stilling i en debat, som den efter min opfattelse ikke kan fratage medlemsstaterne.

48.

I de medlemsstater, hvor der ikke findes en sådan ordning ( 34 ), er indførelsen af en erstatning med karakter af straf genstand for debat, og spørgsmålet er generelt meget omdiskuteret ( 35 ). En erstatning med karakter af straf opfattes ofte som et paradigmeskifte inden for erstatningsansvar. Nogle retssystemer går klart ind for tanken om, at ansvarsordningen udelukkende skal have en erstatningsfunktion. Erstatning tildeles i henhold til en næsten regnskabsmæssig metode for at rette fuldstændigt op på det lidte tab, hverken mere eller mindre, eftersom det drejer sig om at genoprette den ligevægt, der er blevet brudt med forskelsbehandlingen. Garantien for at opnå en fuldstændig erstatning opfattes imidlertid allerede i sig selv som et middel til at afskrække fra en sådan adfærd.

49.

Med erstatning med karakter af straf får ansvarsordningen en moraliserende funktion, som har karakter af en egentlig sanktion. Erstatningen er et udtryk for teorien om en privat sanktion, der er ikke længere blot tale om at erstatte, men også om at yde erstatning ud over den fulde erstatning, og håbet er, at den med sin karakter af straf ikke blot vil afskrække ophavsmanden til forskelsbehandlingen, men også andre aktører fra at handle på denne måde.

50.

Det ville kunne vise sig at være meget problematisk for nogle medlemsstater, begyndende med Kongeriget Spanien, at skulle indføre erstatning med karakter af straf, netop fordi det vil kunne opfattes som indførelse af et næsten strafferetligt juridisk værktøj inden for civilretligt ansvar. Endvidere vil en obligatorisk indførelse af erstatning med karakter af straf, som den forelæggende ret har bemærket, kunne være i strid med princippet om forbud mod ugrundet berigelse, der er gældende i størstedelen af medlemsstaterne ( 36 ). Alternativet er, at erstatningen med karakter af straf betales til statskassen, men så opstår spørgsmålet om, hvem der skal modtage denne erstatning ( 37 ).

51.

Hvis det fastslås, at medlemsstaterne ifølge artikel 18 i direktiv 2006/54 er forpligtede til at indføre erstatning med karakter af straf, ville det efter min opfattelse svare til en harmonisering af betingelserne for erstatning eller godtgørelse i tilfælde af forskelsbehandling på grundlag af køn baseret på domspraksis, som jeg tvivler på, at EU-lovgiver har ønsket, i det mindste med en sådan grad af præcision ( 38 ).

52.

Man kan beklage dette, eftersom jeg ikke er ubekendt med, at den ovenfor beskrevne ansvarsordning langt fra opfylder sin erstatningsfunktion på en systematisk tilfredsstillende måde. Sådan som EU-retten ser ud i øjeblikket, er det dog tvivlsomt, om Domstolen kan gå meget længere i sine krav til erstatning eller godtgørelse. Jeg kan tilføje, at eventuelle mangler ved ansvarsordningen er blevet kompenseret med artikel 25 i direktiv 2006/54, hvormed medlemsstaterne forpligtes til at indføre en sanktionsordning.

53.

Endelig foregår bekæmpelsen af forskelsbehandling på grundlag af køn i henhold til direktiv 2006/54 i to faser. Direktivets artikel 18 omhandler erstatning eller godtgørelse, der som bekendt skal være passende. Dernæst omhandler nævnte direktivs artikel 25 sanktioner eller straf, som ikke nødvendigvis er sammenfaldende med erstatningen eller godtgørelsen og heller ikke er kumulative ( 39 ). Idømmelse af erstatning med karakter af straf indgår hovedsageligt i denne anden fase, men man kan sagtens tænke sig andre former for sanktioner, og heller ikke her kan Domstolen foreskrive en bestemt sanktion ( 40 ).

54.

Hvis den forelæggende ret indrømmes muligheden for at idømme en arbejdsgiver, der har gjort sig skyldig i forskelsbehandling på grundlag af køn, betaling af erstatning med karakter af straf for at sikre en effektiv virkning af artikel 18 i direktiv 2006/54, når den nationale lovgivning ikke indeholder nogen bestemmelser herom, rejser det uundgåeligt spørgsmålet om denne artikels direkte virkning.

55.

Domstolen har ganske vist allerede fastslået, at offeret for en afskedigelse, der er udtryk for forskelsbehandling, over for sin arbejdsgiver kan påberåbe sig bestemmelserne i artikel 6 i direktiv 76/207, bl.a. til at afvise en national bestemmelse, der fastsætter et loft over den godtgørelse, der kan opnås i erstatning ( 41 ). Dels er det imidlertid tvivlsomt, om en sådan løsning kan gennemføres i forbindelse med idømmelse af en erstatning med karakter af straf, når det ikke åbenbart alene af formuleringen af artikel 18 i direktiv 2006/54 kan udledes, at denne artikel pålægger medlemsstaterne en sådan forpligtelse. Dels må det konstateres, at den ovenfor nævnte retspraksis er afsagt i en situation, hvor arbejdsgiveren var en statslig myndighed, hvilket ikke ser ud til at være tilfældet i den foreliggende sag. Hvis det i hovedsagen fastslås, at den nationale ret er forpligtet til at idømme en erstatning med karakter af straf i henhold til artikel 18 i direktiv 2006/54, kunne det således bevirke, at nævnte artikels direkte horisontale virkning stadfæstes.

56.

På grundlag af min analyse må det konkluderes, at artikel 18 i direktiv 2006/54 skal fortolkes således, at medlemsstaterne frit kan vælge, hvilke foranstaltninger de vil indføre for at sikre, at den erstatning eller godtgørelse, der ydes til ofrene for forskelsbehandling på grundlag af køn, og som henhører under anvendelsesområdet for nævnte direktiv, har en afskrækkende virkning, forudsat at gennemførelsen af det mål, der forfølges med nævnte direktiv, sikres. Uden at være til hinder herfor kræver denne artikel ikke, at medlemsstaterne foreskriver, at der betales erstatning med karakter af straf til offeret. Under alle omstændigheder giver denne artikel ikke den nationale ret beføjelse til at idømme en sådan erstatning, når national ret ikke indeholder bestemmelse herom.

57.

Når medlemsstaterne vælger en økonomisk erstatning, skal denne erstatning for at opfylde kravet om en afskrækkende virkning være passende, dvs. at der skal være tale om en fuldstændig erstatning, og at der skal tages behørigt hensyn til alle aspekterne af det lidte tab samt til graden af grovheden af tilsidesættelsen af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder. Det tilkommer den nationale ret at sikre, at dette er tilfældet.

58.

Henset til det ovenfor anførte foreslår jeg Domstolen, at den besvarer det af Juzgado de lo Social no 1 de Córdoba fremsatte præjudicielle spørgsmål således:

»Artikel 18 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at medlemsstaterne frit kan vælge, hvilke foranstaltninger de vil indføre for at sikre, at den erstatning eller godtgørelse, der ydes til ofrene for forskelsbehandling på grundlag af køn, og som henhører under anvendelsesområdet for nævnte direktiv, har en afskrækkende virkning, forudsat at gennemførelsen af det mål, der forfølges med nævnte direktiv, sikres. Uden at være til hinder herfor kræver denne artikel ikke, at medlemsstaterne foreskriver, at der betales erstatning med karakter af straf til offeret. Under alle omstændigheder giver denne artikel ikke den nationale ret beføjelse til at idømme en sådan erstatning, når national ret ikke indeholder bestemmelse herom.

Når medlemsstaterne vælger en økonomisk erstatning, skal denne erstatning for at opfylde kravet om en afskrækkende virkning i øvrigt være passende, dvs. at der skal være tale om en fuldstændig erstatning, og at der skal tages behørigt hensyn til alle aspekterne af det lidte tab samt til graden af grovheden af tilsidesættelsen af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder. Det tilkommer den nationale ret at sikre, at dette er tilfældet.«