1.

Denne præjudicielle forelæggelse, der er indbragt for Domstolen af Juzgado de lo social no 33 de Barcelona (arbejdsretten nr. 33 i Barcelona, Spanien), vedrører fortolkningen af direktiv 2010/18/EU ( 2 ), hvorved den reviderede rammeaftale om forældreorlov (herefter »den reviderede rammeaftale«) gennemføres.

2.

Hovedsagen vedrører en anmodning om tilrettelæggelse af arbejdstiden fra en arbejdstagende andelshaver i et andelsselskab.

3.

Den forelæggende ret ønsker bl.a. oplyst, om det forhold, der findes mellem en arbejdstagende andelshaver i et andelsselskab og andelsselskabet, udgør en ansættelseskontrakt eller et ansættelsesforhold i henhold til § 1, stk. 2, i den reviderede rammeaftale, og i bekræftende fald, om en arbejdstagende andelshaver, når hun vender tilbage fra »barselsorlov«, har ret til at få tilpasset sin arbejdstid og sine arbejdsmønstre i henhold til nævnte rammeaftales § 6, stk. 1.

4.

Artikel 3, stk. 1, i direktiv 2010/18 bestemmer, at »[m]edlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv eller sikrer sig, at arbejdsmarkedets parter har indført de nødvendige bestemmelser ad aftalemæssig vej, senest den 8. marts 2012. De underretter straks Kommissionen herom.

[...]«

5.

Det fremgår af første afsnit i præamblen til den reviderede rammeaftale, der er knyttet som bilag til direktiv 2010/18, at »[d]enne rammeaftale [...] reviderer den rammeaftale vedrørende forældreorlov, der blev indgået den 14. december 1995, og indeholder minimumsforskrifter vedrørende forældreorlov[, som findes i bilaget til direktiv 96/34/EF ( 3 )], som et vigtigt middel til at forene arbejdsliv og familieliv og til at fremme lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder«.

6.

Punkt 3, 15 og 21 i de generelle betragtninger til den reviderede rammeaftale er affattet således:

7.

Den reviderede rammeaftales § 1 med overskriften »Genstand og anvendelsesområde« bestemmer i stk. 2, at »[d]enne aftale finder anvendelse på alle arbejdstagere, mænd såvel som kvinder, der har en ansættelseskontrakt eller et ansættelsesforhold, som er defineret ved lov, kollektiv overenskomst og/eller gældende praksis i den enkelte medlemsstat.«

8.

Den reviderede rammeaftales § 2, stk. 1, er affattet således: »I medfør af denne aftale har arbejdstagere, mænd såvel som kvinder, individuel ret til forældreorlov i forbindelse med et barns fødsel eller i forbindelse med adoption af et barn, for at den pågældende kan passe dette barn, indtil barnet har nået en nærmere fastsat alder, der kan være op til otte år, og som fastlægges af medlemsstaterne og/eller arbejdsmarkedets parter.«

9.

Den reviderede rammeaftales § 3, stk. 1, bestemmer:

»Adgangsbetingelserne for og gennemførelsesbestemmelserne vedrørende forældreorlov fastlægges ved lov og/eller kollektive overenskomster i medlemsstaterne under overholdelse af minimumsforskrifterne i denne aftale. Medlemsstaterne og/eller arbejdsmarkedets parter kan især:

10.

Den reviderede rammeaftales § 6 med overskriften »Genoptagelse af arbejdet« bestemmer:

»For at fremme en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv skal medlemsstaterne iværksætte de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at arbejdstagere, når de vender tilbage fra forældreorlov, kan anmode om ændrede arbejdstider og/eller ‑mønstre i en nærmere omhandlet periode. Arbejdsgivere skal overveje og besvare sådanne anmodninger under hensyntagen til både arbejdsgiveres og arbejdstageres behov.

De nærmere bestemmelser fastsættes i overensstemmelse med national ret, kollektive overenskomster og/eller gældende praksis.«

11.

Den reviderede rammeaftales § 8 bestemmer følgende:

[...]

[...]«

12.

Den forelæggende ret har oplyst, at direktiv 2010/18 ikke har givet anledning til nogen specifikke gennemførelsesforanstaltninger i den spanske retsorden. Kommissionen har i sine indlæg præciseret, at Kongeriget Spanien har meddelt den, at gennemførelsen af direktiv 2010/18 i national ret allerede var sikret ved kongeligt lovdekret nr. 1/1995 om godkendelse af den kodificerede udgave af lov om arbejdstageres rettigheder (Real Decreto Legislativo 1/1995 por el que se aprueba el texto refundido de la Ley del Estatuto de los Trabajadores) af 24. marts 1995 (BOE nr. 75 af 29.2.1995, s. 9654) (herefter »lov om arbejdstageres rettigheder«).

13.

Artikel 1, stk. 1, i lov om arbejdstageres rettigheder har følgende ordlyd:

»Denne lov finder anvendelse på arbejdstagere, der frivilligt tilbyder deres tjenesteydelser mod betaling for en andens regning inden for rammerne af en organisation og efter anvisning fra en fysisk eller juridisk person, kaldet arbejdsgiver eller virksomhedsejer. [...]«

14.

Begrundelsen for lov 39/1999 om forening af familie- og arbejdsliv for arbejdstagere (Ley 39/1999 para promover la conciliación de la vida familiar y laboral de las personas trabajadoras) af 5. november 1999 (BOE nr. 266 af 6.11.1999, s. 38934) indeholder bl.a. følgende præciseringer:

»[...] på fællesskabsområdet er moderskabsorlov og faderskabsorlov i bredeste forstand omhandlet i direktiv [92/85/EØF ( 4 ) og 96/34]. Det første direktiv vedrører sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer. Ifølge det andet direktiv om den rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS, er forældreorlov og arbejdsfrihed som følge af force majeure vigtige midler til at forene arbejdsliv og familieliv og til at fremme lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder.

Denne lov sikrer gennemførelse i spansk ret af de retningslinjer, der er opstillet i folkeretten og fællesskabsretten og går videre end det minimumsniveau for beskyttelse, der er fastsat i disse retningslinjer. [...]«

15.

Som følge af de ændringer af lov om arbejdstageres rettigheder, der blev gennemført med lov 39/2009, bestemmes følgende i artikel 37, stk. 5 og 6, heri:

»5.   Enhver, der direkte som værge passer et barn under seks år eller en fysisk, psykisk eller motorisk handicappet person, som ikke har en lønnet beskæftigelse, har ret til at få nedsat sin arbejdstid med mindst en tredjedel og højst halvdelen med en proportional nedsættelse af lønnen. [...]

6.   Den konkrete tilrettelæggelse af arbejdstiden og bestemmelse af den [i stk. 5] omhandlede varighed af arbejdstidsnedsættelsen påhviler arbejdstageren inden for rammerne af dennes normale arbejdstid. Arbejdstageren underretter virksomhedsejeren 15 dage forud for den dato, hvor denne ønsker at genoptage sit normale arbejdsmønster.«

16.

Lov 39/1999 indeholder en »første tillægsbestemmelse«, der er affattet således:

»Arbejdstagende andelshavere eller deltagende arbejdstagere i andelsselskaber samt arbejdstagere i selskaber med deltagende arbejdstagere kan i forbindelse med barselsorlov, risikoperioder under graviditet, adoption og modtagelse påberåbe sig de fordele, der indføres med denne lov, uanset deres tilknytning til den sociale sikringsordning, de er en del af, med de særlige kendetegn, der gør sig gældende for et medlemsforhold.«

17.

Følgende fremgår af artikel 34, stk. 8, i lov om arbejdstageres rettigheder som ændret ved forfatningslov 3/2007 med henblik på effektiv ligestilling mellem kvinder og mænd (Ley Orgánica 3/2007 para la igualdad efectiva de mujeres y hombres) af 22. marts 2007 (BOE nr. 71 af 23.3.2007, s. 12611):

»Arbejdstageren har ret til at tilrettelægge varigheden og fordelingen af sin arbejdstid med henblik på effektivt at gøre sin ret til at forene sit privatliv, sit familieliv og sit arbejdsliv gældende i henhold til de i den kollektive overenskomst eller i aftalen med arbejdsgiveren fastsatte retningslinjer, i alle tilfælde under overholdelse af den kollektive overenskomsts bestemmelser.«

18.

Artikel 44, stk. 1, i forfatningslov 3/2007 bestemmer:

»Retten til forening af privatliv, familieliv og arbejdsliv indrømmes arbejdstagere af begge køn for at tilskynde til en ligelig fordeling af familieforpligtelser og undgå enhver forskelsbehandling på grundlag af opfyldelse af disse forpligtelser.«

19.

Artikel 139, stk. 1, litra a), i lov 36/2011 om regler for de sociale retsinstanser (Ley 36/2011 reguladora de la jurisdicción social) af 10. oktober 2011 (BOE nr. 245 af 11.10.2011, s. 106584) bestemmer følgende:

»1.   Proceduren for udøvelse af retten til forening af privatliv, familieliv og arbejdsliv, der er indrømmet ved lov eller overenskomst, er omfattet af følgende regler:

[...]

Arbejdsgiveren og arbejdstageren fremlægger på forligsmødet forud for proceduren eller under selve proceduren deres forslag og andre forslag til tilrettelæggelse af arbejdstiden, som eventuelt kan ledsages af rapporter fra paritetiske organer eller tilsynsrapporter i forbindelse med virksomhedens ligestillingsprogrammer, så de kan tages i betragtning i forbindelse med afgørelsen.«

20.

Artikel 80 i lov 27/1999 om andelsselskaber (Ley 27/1999 de Cooperativas) af 16. juli 1999 (BOE nr. 170 af 17.7.1999, s. 27027) bestemmer følgende:

»1.   Arbejdsandelsselskaber er andelsselskaber, der har til formål at give andelshaverne beskæftigelse, som de skal udføre personligt og direkte, på heltid eller deltid, via en fælles tilrettelæggelse af produktionen af varer eller tjenesteydelser for tredjeparter. [...] Forholdet mellem de arbejdstagende andelshavere og andelsselskabet er et medlemsforhold.

[...]

4.   De arbejdstagende andelshavere har regelmæssigt inden for en frist på højst en måned ret til udbetalinger kaldet dividende, som er en udlodning af andelsselskabets overskud, som ikke er løn, og som er afhængig af deltagelsen i andelsvirksomheden.

5.   De arbejdstagende andelshaveres arbejdsplads og andelshaverne selv er underlagt arbejdsmiljøstandarderne, der finder anvendelse under hensyntagen til de særlige karakteristika i tilknytning til det selvforvaltende medlemsforhold mellem de arbejdstagende andelshavere og deres andelsselskab.

[...]«

21.

Følgende fremgår af artikel 89, stk. 3, i lov 8/2003 om andelsselskaber i den selvstyrende region Valencia (Ley 8/2003 de Cooperativas de la Comunidad Valenciana) af 24. marts 2003 (BOE nr. 87 af 11.4.2003, s. 14308):

»De arbejdstagende andelshaveres forhold til andelsselskabet er et medlemsforhold, og derfor skal vedtægterne, forretningsordenen eller generalforsamlingen fastsætte medlemmets beskæftigelsesstatus, der som minimum skal omfatte følgende emner:

Under alle omstændigheder skal den vedtægtsbestemte regulering af arbejdstidens varighed, den ugentlige hviletid, helligdage, ferier, orlov og årsager til ophævelse eller opsigelse af ansættelsesforholdet overholde de i lovgivningen om andelsselskaber fastsatte minimumsbestemmelser.

Generalforsamlingen kan ændre vedtægterne med to tredjedeles flertal. [...]

På alle områder vedrørende arbejdsandelsselskaber, der ikke udtrykkeligt er omfattet af denne lov, er andelsforholdet endvidere underlagt bestemmelserne herom i den statslige lov om andelsselskaber.«

22.

Følgende fremgår af artikel 147 i vedtægterne for Consum Sociedad Cooperativa Valenciana (herefter »Consum SCV«):

»Den arbejdstagende andelshaver har ret til at tilrettelægge varigheden og fordelingen af sin arbejdstid med henblik på effektivt at gøre sin ret til forening af privatliv, familieliv og arbejdsliv gældende på vilkår, der fastsættes i samarbejde med den ansvarlige for den pågældende produktionsenhed. Kan de ikke nå til enighed, er det op til socialudvalget at afgøre spørgsmålet efter at have hørt de to parter, idet dette udvalg bestræber sig på at finde løsninger, der gør det muligt at sikre denne rets effektive karakter.«

23.

Consum SCV er et andelsselskab med forskellige formål omfattet af lov 8/2003 af 24. marts 2003, der omfatter mere end 450 supermarkeder. Selskabets formål består bl.a. i at skaffe fast arbejde gennem ansættelse af de arbejdstagende andelshavere i selskabet.

24.

Estrella Rodríguez Sánchez er arbejdstagende andelshaver i Consum SCV tilknyttet afdelingen »kasselinje/genopfyldning« i et indkøbscenter. Den 25. juni 2012 undertegnede hun en andelskontrakt, der er underlagt selskabets vedtægter, særlig dets forretningsorden. Hendes arbejdsmønster og arbejdstid var en ugeturnusordning som følger: formiddagsturnus fra mandag til lørdag fra kl. 8:00-15:00, eftermiddagsturnus fra mandag til lørdag fra kl. 15:00-22:00 og to søndage om måneden fra kl. 8:30-15:00.

25.

Estrella Rodríguez Sanchez fødte et barn den 19. august 2013. Ved afslutningen af hendes barselsorlov indgav hun den 27. december 2013 en første anmodning om nedsættelse af arbejdstiden, der senere blev ændret den 15. januar 2014, hvorved hun med begrundelse i værgemålet for sin søn og på grundlag af artikel 37, stk. 5 og 6, i lov om arbejdstageres rettigheder anmodede om nedsættelse af arbejdstiden til 30 timer/uge og ansættelse i en stilling med en fast arbejdstid mandag til fredag fra kl. 9:00-15:00. Den 24. januar 2014 godkendte Consum SCV retten til nedsættelse af arbejdstiden. Andelsselskabet accepterede derimod ikke den arbejdstid, der var anmodet om, og gjorde bl.a. gældende, at en accept af denne arbejdstid ville medføre for meget personale i formiddagsturnussen.

26.

Estrella Rodríguez Sanchez anlagde i februar 2014 sag vedrørende dette afslag ved Juzgado de lo social no 33 de Barcelona (arbejdsretten nr. 33 i Barcelona). I marts 2014 blev sagen udsat på denne rets foranledning, så der kunne indledes en procedure i henhold til artikel 34, stk. 8, i lov om arbejdstageres rettigheder. Estrella Rodríguez Sanchez sendte således en ny anmodning til Consum SCV støttet på denne bestemmelse og på hendes ret til forening af familieliv og arbejdsliv, idet hun gjorde gældende, at det var nødvendigt for hende at tilpasse sin arbejdstid til åbningstiderne i barnets vuggestue.

27.

Consum SCV var indforstået med nedsættelsen af arbejdstiden, men besvarede ikke anmodningen om tilrettelæggelse af arbejdstiden og sendte heller ikke den pågældende anmodning til det i forretningsordenens artikel 17, stk. 4, omhandlede socialudvalg.

28.

Juzgado de lo Social no 33 de Barcelona (arbejdsretten nr. 33 i Barcelona) har fastslået, at tvisten mellem parterne nu blot er begrænset til spørgsmålet om en eventuel tilpasning af arbejdstider og ‑mønstre i henhold til artikel 34, stk. 8, i lov om arbejdstageres rettigheder, idet nedsættelsen af arbejdstiden i henhold til samme lovs artikel 37, stk. 5, allerede er opnået. Den forelæggende ret er i denne forbindelse i tvivl om, hvorvidt den reviderede rammeaftales § 6, stk. 1, kan påvirke løsningen af den tvist, der er blevet indbragt for den.

29.

Under disse omstændigheder har Juzgado de lo social no 33 de Barcelona (arbejdsretten nr. 33 i Barcelona) ved afgørelse af 15. juli 2014 indleveret til Domstolens justitskontor samme dag besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse:

Det andet spørgsmål stilles subsidiært, såfremt det første spørgsmål besvares benægtende.

Kun såfremt et af disse to spørgsmål besvares bekræftende, og såfremt direktiv 2010/18 kan anses for at finde anvendelse på et associeret ansættelsesforhold som sagsøgerens, forelægges af de grunde, der er anført nedenfor, følgende øvrige spørgsmål:

30.

I henhold til artikel 101 anmodede Domstolen den 10. juni 2015 den forelæggende ret om at fremkomme med uddybende oplysninger, hvilket den gjorde den 22. juli 2015.

31.

Consum SCV, den spanske, den franske og den ungarske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Consum SCV, den spanske regering og Kommissionen deltog i retsmødet, der blev afholdt den 18. november 2015.

32.

Den spanske regering gav under retsmødet udtryk for tvivl om, hvorvidt de præjudicielle spørgsmål kunne antages til realitetsbehandling. Den har gjort gældende, at Domstolens svar ikke ville være brugbare for den forelæggende ret med henblik på en løsning af den tvist, der er indbragt for den.

33.

Den foreliggende præjudicielle forelæggelse vedrører fortolkningen af en række bestemmelser i den reviderede rammeaftale, herunder først og fremmest aftalens § 6, stk. 1. Med hensyn til denne bestemmelse ønsker den forelæggende ret bl.a. oplyst, om Estrella Rodríguez Sanchez efter sin tilbagevenden fra barselsorlov har ret til få tilpasset sin arbejdstid og sine arbejdsmønstre i henhold til artikel 34, stk. 8, i lov om arbejdstageres rettigheder. Den reviderede rammeaftales § 6, stk. 1, vedrører imidlertid ikke forældreorlov som sådan, men situationen for arbejdstagere, der vender tilbage fra denne orlov. Denne paragraf foreskriver en eventuel tilpasning af arbejdstiden, ikke efter tilbagevenden fra barselsorlov, som det er tilfældet med Estrella Rodríguez Sanchez, men efter tilbagevenden fra forældreorlov. Det fremgår således af forelæggelsesafgørelsen, at hun i hovedsagen har anmodet om nedsættelse af arbejdstiden og tilrettelæggelse af arbejdstiden ikke efter tilbagevenden fra forældreorlov, men efter tilbagevenden fra barselsorlov.

34.

Under disse omstændigheder har Domstolen anmodet den forelæggende ret om bl.a. at præcisere, hvorfor den var af den opfattelse, at en besvarelse af de stillede spørgsmål kunne påvirke løsningen af tvisten i hovedsagen. Den forelæggende ret har bekræftet, at den i den reviderede rammeaftales § 2 omhandlede forældreorlov i Spanien normalt kaldes barselsorlov, og at denne barselsorlov var en form for »forældreorlov« forstået som en ophævelse af kontrakten med opretholdelse af stillingen, som i den foreliggende sag er omfattet af artikel 48, stk. 4, i lov om arbejdstageres rettigheder vedrørende fødsel ( 5 ). Den har tilføjet, at henvisningerne til barselsorlov i forelæggelsesafgørelsen skulle forstås som forældreorlov i henhold til EU-retten. Den forelæggende ret er således nået frem til den konklusion, at situationen i hovedsagen var sammenfaldende med den i den reviderede rammeaftales § 6, stk. 1, omhandlede tilbagevenden efter »forældreorlov«, således, at en besvarelse af de præjudicielle spørgsmål, navnlig de tre første, af de i forelæggelsesafgørelsen nævnte årsager er nødvendig for en afgørelse af tvisten i hovedsagen.

35.

Det skal indledningsvis bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at den procedure, der indføres med artikel 267 TEUF, er et middel til samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, som giver Domstolen mulighed for at forsyne de nationale retter med de elementer vedrørende fortolkningen af EU-retten, som er nødvendige for, at de kan afgøre den for dem verserende tvist ( 6 ). Under dette samarbejde er den nationale retsinstans, for hvilken en tvist er indbragt, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag bedst i stand til at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen ( 7 ).

36.

Ikke desto mindre er Domstolen med henblik på at efterprøve sin egen kompetence i givet fald beføjet til at undersøge de omstændigheder, hvorunder en national domstol har forelagt sagen, og navnlig at undersøge, om den fortolkning af EU-retten, som den nationale ret har anmodet om, har forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, således at Domstolen ikke foranlediges til at udøve responderende virksomhed vedrørende generelle eller hypotetiske spørgsmål ( 8 ). Såfremt det viser sig, at det forelagte spørgsmål klart ikke er relevant for tvistens afgørelse, følger det heraf, at et svar fra Domstolen ikke er nødvendigt for løsningen af den tvist, som den nationale ret skal træffe afgørelse om.

37.

Med henblik på at vurdere, om den formodning om relevans, som anmodninger om præjudicielle afgørelser er omfattet af, skal omvendes, skal det først afgøres, om en situation som den, Estrella Rodríguez Sánchez befinder sig i i den foreliggende sag, er omfattet af den reviderede rammeaftales materielle anvendelsesområde.

38.

Consum SCV, den spanske regering og Kommissionen er enige om, at Estrelle Rodríguez Sánchez ikke er vendt tilbage fra en forældreorlov, men fra en barselsorlov.

39.

Den spanske regering har under retsmødet bl.a. gjort gældende, at den forelæggende rets fortolkning, der er underforstået i dens svar på anmodningen om uddybende oplysninger, og hvorefter artikel 48, stk. 4, i lov om arbejdstageres rettigheder fastsætter regler for forældreorlov, ikke er korrekt. Ifølge nævnte regering vedrører denne bestemmelse således barselsorlov i den i direktiv 92/85 omhandlede betydning. Den har forklaret, at den i artikel 48, stk. 4, i lov om arbejdstageres rettigheder omhandlede barselsorlov har til formål at beskytte moderens fysiske helbred efter graviditet og fødsel, mens forældreorlov har til formål at forene privatliv, familieliv og arbejdsliv.

40.

Jeg skal i denne henseende fremhæve, at Domstolen i den sag, der gav anledning til Betriu Montull-dommen ( 9 ), hvori de præjudicielle spørgsmål, der blev forelagt for Domstolen, netop vedrørte artikel 48, stk. 4, i lov om arbejdstageres rettigheder, anførte, at den i denne bestemmelse omhandlede barselsorlov skal »afholdes på tidspunktet for barnets fødsel« ( 10 ). Domstolen fremhævede bl.a., som det nationale institut for social sikring og den spanske regering havde anført, at artikel 48, stk. 4, i lov om arbejdstageres rettigheder »ikke [vedrører] forældreorlov som omhandlet i direktiv 96/39« ( 11 ), men retten til barselsorlov som omhandlet i direktiv 92/85.

41.

Det skal ligeledes bemærkes, at den forelæggende ret i sit svar på Domstolens anmodning om uddybende oplysninger udelukkende baserede den i hovedsagen omhandlede orlov på artikel 48, stk. 4, i lov om arbejdstageres rettigheder, der, som det fremgår af ovenstående punkter, udtrykkeligt henviser til »i tilfælde af fødsel«. Jeg kan således ikke udelukke, at dette svar fra den forelæggende ret i sidste ende indeholder en modsigelse, der efter min opfattelse synes at bekræfte, at Estrelle Rodríguez Sánchez har fremsat sin anmodning om tilrettelæggelse af hendes arbejdstid, da hun vendte tilbage fra en orlov, der indrømmes moderen i forbindelse med hendes barns fødsel, hvilken i medfør af artikel 92/85 ikke er en forældreorlov, men en barselsorlov.

42.

Jeg er således af den opfattelse, at Estrelle Rodríguez Sánchez’ situation ikke henhører under anvendelsesområdet som defineret i den reviderede rammeaftales § 6, stk. 1.

43.

Henset til det ovenstående er det efter min opfattelse ufornødent at besvare den forelæggende rets fjerde spørgsmål. Tilbage står at kontrollere, om andre bestemmelser, som Kommissionen har anført, vil kunne finde anvendelse på Estrelle Rodríguez Sánchez’ situation, hvis hendes barselsorlov var blevet fulgt af en forældreorlov, der var klart adskilt fra denne barselsorlov.

44.

Kommissionen har i sine skriftlige indlæg nævnt muligheden for, at den arbejdstidsnedsættelse, der er indrømmet Estrelle Rodríguez Sánchez på grundlag af artikel 37, stk. 5, i lov om arbejdstageres rettigheder, svarer til en af de former for forældreorlov, der er fastsat i national ret ( 12 ). Denne mulighed, som Kommissionen har fremført, gav under retsmødet anledning til et spørgsmål til de berørte parter. Den spanske regering har i sit svar for det første anført, at den ret til forældreorlov, der henvises til i den reviderede rammeaftales § 2, allerede var garanteret i spansk ret ved lov 36/1999, i artikel 46, stk. 3, i lov om arbejdstageres rettigheder. Denne artikel bestemmer, at »[a]rbejdstagere har ret til en forlængelse af orloven med op til tre år for at kunne passe barnet, uanset om der er tale om et biologisk barn, et adoptivbarn eller et barn, der er taget i pleje enten permanent eller med henblik på adoption eller taget i midlertidig pleje, regnet fra datoen for barnets fødsel eller i givet fald fra datoen for den retslige eller administrative afgørelse«. Denne forældreorlov har til formål at forene arbejdende forældres (både mænd og kvinder) arbejdsliv og familieliv, mens barselsorloven har til formål at beskytte moderens sundhed og de særlige bånd mellem moderen og den nyfødte efter fødslen.

45.

Den spanske regering har for det andet bekræftet, at den nedsættelse af arbejdstiden, der er indrømmet Estrelle Rodríguez Sanchez på grundlag af artikel 37, stk. 5, i lov om arbejdstageres rettigheder, svarer til en af de former for forældreorlov, der er fastsat i spansk ret, for at arbejdende forældre (mænd eller kvinder) kan tage sig af børn under 12 år ( 13 ).

46.

Henset til det ovenstående er jeg af den opfattelse, at det første og det andet spørgsmål skal prøves, såfremt Estrelle Rodríguez Sánchez, som den spanske regering har bekræftet i det foregående punkt, er omfattet af en form for forældreorlov bestående i en nedsat arbejdstid, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve. Med hensyn til det tredje spørgsmål er jeg imidlertid af den opfattelse, at det, for at den forelæggende ret kan gives et brugbart svar, skal omformuleres således, at det skal prøves ikke på grundlag af den reviderede rammeaftales § 6, stk. 1, men på grundlag af nævnte rammeaftales § 2 og 3.

47.

Den forelæggende ret har i det væsentlige spurgt Domstolen, om det forhold, der findes mellem en arbejdstagende andelshaver i et andelsselskab og andelsselskabet, udgør en ansættelseskontrakt eller et ansættelsesforhold i henhold til den reviderede rammeaftales § 1, stk. 2, således at dette forhold er omfattet af anvendelsesområdet for disse bestemmelser.

48.

Jeg skal fremhæve, at den forelæggende ret har stillet dette spørgsmål på grund af Estrelle Rodríguez Sánchez’ stilling som arbejdstagende andelshaver. For at kunne give et brugbart svar er det nødvendigt indledningsvis at undersøge dels anvendelsesområdet ratione personae for den reviderede rammeaftale som fastsat i nævnte rammeaftales § 1, stk. 2, dels den relevante retspraksis.

49.

Hvad angår den reviderede rammeaftales anvendelsesområde ratione personae skal det fremhæves, at rammeaftalen anvender begreberne »arbejdstager«, »ansættelseskontrakt« og »ansættelsesforhold« uden specifikt at definere dem. Det fremgår således dels af formuleringen af denne rammeaftales § 1, stk. 2, at dens anvendelsesområde er bredt, og finder generel anvendelse på »alle arbejdstagere, mænd såvel som kvinder, der har en ansættelseskontrakt eller et ansættelsesforhold, som er defineret ved lov, kollektiv overenskomst og/eller gældende praksis i den enkelte medlemsstat« ( 14 ). Dels fremgår det af 15. betragtning til rammeaftalen, at aftalen »er en rammeaftale, som indeholder minimumsforskrifter for og bestemmelser om forældreorlov, som ikke er det samme som barselsorlov [...], og den overlader det til medlemsstaterne og til arbejdsmarkedets parter at indføre betingelserne for at få adgang hertil og gennemførelsesbestemmelserne, således at der kan tages hensyn til forholdene i den enkelte medlemsstat«.

50.

Med hensyn til retspraksis skal der henvises til den sag, som gav anledning til O’Brien-dommen ( 15 ), der vedrørte rammeaftalen om deltidsarbejde, der er tilknyttet som bilag til direktiv 97/81/EF ( 16 ) (herefter »rammeaftalen om deltidsarbejde«). Denne sag vedrørte en dommer, der arbejdede på deltid, aflønnedes på grundlag af daglige honorarer, og som gjorde krav på en pension i tilknytning til sin virksomhed, som han i henhold til national ret ikke havde ret til.

51.

Domstolen fastslog i sin dom først, at begrebet »arbejdstager« i henhold til EU-retten ikke er entydigt, men afhænger af det retsområde, der er tale om ( 17 ). Den præciserede dog, at »[d]en skønsbeføjelse, som medlemsstaterne i henhold til direktiv 97/81 er tillagt med henblik på at definere de begreber, der anvendes i rammeaftalen om deltidsarbejde, er [...] ikke ubegrænset«, og at »visse af rammeaftalens begreber defineres i overensstemmelse med national ret og/eller praksis på betingelse af, at de respekterer direktivets effektive virkning og de almindelige EU-retlige grundsætninger« ( 18 ). Ifølge Domstolen »følger [det] af nødvendigheden af at sikre den effektive virkning af princippet om ligebehandling som omhandlet i nævnte rammeaftale, at en sådan udelukkelse ikke kan tillades og må anses for at være vilkårlig, medmindre arten af det omhandlede ansættelsesforhold adskiller sig væsentligt fra det ansættelsesforhold, som forbinder ansatte, der i henhold til national ret henhører under kategorien arbejdstagere, med deres arbejdsgivere« ( 19 ).

52.

I den foreliggende sag har Kommissionen i sine skriftlige indlæg gjort gældende, at formuleringen af § 2, stk. 1, i rammeaftalen om deltidsarbejde ( 20 ) svarer til den reviderede rammeaftales § 1, stk. 2, og at lovgivers hensigt var at definere det generelle anvendelsesområde ratione personae.

53.

Jeg er enig i denne vurdering.

54.

Som det således følger af den i punkt 51 i dette forslag til afgørelse omhandlede retspraksis, er den skønsbeføjelse, som medlemsstaterne er tillagt med henblik på at definere de begreber, der anvendes i den reviderede rammeaftale, ikke ubegrænset, og disse begreber kan defineres i overensstemmelse med national ret og/eller praksis »på betingelse af, at de respekterer [direktiv 2010/18’s] effektive virkning og de almindelige EU-retlige grundsætninger« ( 21 ). Som Kommissionen med rette har anført, følger det ligeledes af nødvendigheden af at sikre den effektive virkning af direktiv 2010/18 og af det ligebehandlingsprincip, der er knæsat i den reviderede rammeaftale, at en udelukkelse af arbejdstagende andelshavere fra den reviderede rammeaftales anvendelsesområde kun kan tillades, hvis det forhold, der knytter dem til Consum SCV, på grund af sin art er væsentligt forskelligt fra forholdet mellem arbejdstagere, der i henhold til national ret tilhører denne kategori af arbejdstagere, og deres arbejdsgivere, hvilket det påhviler den nationale ret at efterprøve ( 22 ). Domstolen kan dog oplyse den forelæggende ret om visse af de principper og kriterier, som den skal tage i betragtning inden for rammerne af sin behandling af sagen ( 23 ).

55.

Det fremgår i denne henseende af forelæggelsesafgørelsen, at der, når der som i hovedsagen er tale om arbejdstagende andelshavere i et andelsselskab, ikke hersker tvivl om, at arbejdsydelsen præsteres inden for rammerne af et underordnelses- og afhængighedsforhold og som modydelse for en løn ( 24 ). Den forelæggende ret har anført, at den i kapitel II i Consum SCV’s forretningsorden omhandlede ordning i vidt omfang er identisk med den ordning, der finder anvendelse på arbejdstagere i henhold til lov om arbejdstageres rettigheder. På en lang række områder har Consum SCV’s forretningsorden overtaget formuleringen fra lov om arbejdstageres rettigheder. Ligesom den forelæggende ret skal jeg bemærke, at dette sammenfald mellem ordningerne bl.a. vedrører løn eller forskud, arbejdstidens varighed, orlov med løn, rådighed, midlertidig ophævelse af kontrakten eller ferie.

56.

Der sættes efter min opfattelse ikke spørgsmålstegn ved disse konstateringer med det af Consum SCV og den spanske regering fremsatte argument om, at en arbejdstagende andelshaver ikke oppebærer løn, men derimod et forskud eller en dividende af andelsselskabets overskud, og ikke arbejder under en tredjeparts ledelse, men deltager i ledelsen af andelsselskabet.

57.

Som det ligeledes fremgår af forelæggelsesafgørelsen, udvidede den spanske lovgiver endvidere i forbindelse med gennemførelsen i spansk ret af den første rammeaftale om forældreorlov, der er tilknyttet som bilag til direktiv 96/34, udtrykkeligt anvendelsen af de nye rettigheder til forening af arbejdsliv og familieliv til at omfatte »arbejdstagende andelshavere eller deltagende arbejdstagere i andelsselskaber«.

58.

Det følger af de ovenstående betragtninger, at spørgsmålet om, hvorvidt det forhold, der eksisterer mellem en arbejdstagende andelshaver i et andelsselskab og andelsselskabet, udgør en ansættelseskontrakt eller et ansættelsesforhold i henhold til den reviderede rammeaftales § 1, stk. 2, således at dette forhold er omfattet af anvendelsesområdet for disse, skal afgøres i henhold til national ret, medmindre dette resulterer i, at denne personkategori vilkårligt udelukkes fra den beskyttelse, der ydes med direktiv 2010/18 og den reviderede rammeaftale. Udelukkelse fra denne beskyttelse kan kun tillades, hvis forholdet mellem de arbejdstagende andelshavere og andelsselskabet på grund af sin art er væsentligt forskelligt fra forholdet mellem arbejdstagere, der i henhold til national ret tilhører denne kategori af arbejdstagere, og deres arbejdsgivere.

59.

Under hensyn til besvarelsen af det første spørgsmål finder jeg det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.

60.

Det skal indledningsvis bemærkes, at det som led i samarbejdsproceduren mellem de nationale retter og Domstolen tilkommer denne sidstnævnte at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen i givet fald at omformulere de spørgsmål, der forelægges den ( 25 ). Selv om den forelæggende ret formelt har begrænset sit tredje spørgsmål alene til fortolkningen af den reviderede rammeaftales § 6, stk. 1, er en sådan omstændighed derfor ikke til hinder for, at Domstolen oplyser den om alle de momenter angående fortolkningen af EU-retten, som kan være til nytte ved afgørelsen af den sag, som verserer for den, uanset om den henviser til dem i sit spørgsmål. Det tilkommer herved Domstolen på grundlag af samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale ret, navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til sagens genstand er nødvendigt at fortolke ( 26 ).

61.

Såfremt Domstolen i den foreliggende sag finder det hensigtsmæssigt at besvare det tredje spørgsmål, er jeg af de i punkt 46 i dette forslag til afgørelse anførte grunde af den opfattelse, at det pågældende spørgsmål skal omformuleres således, at det behandles i lyset af den reviderede rammeaftales § 2 og 3 og ikke i lyset af nævnte rammeaftales § 6, stk. 1, for at Domstolen kan give den forelæggende ret et brugbart svar.

62.

Under disse omstændigheder skal det præjudicielle spørgsmål forstås således, at det i det væsentlige drejer sig om at få belyst, om den reviderede rammeaftales § 2 og 3 er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der fastsætter en forældreorlov i form af en nedsat arbejdstid ledsaget af en ret til tilrettelæggelse af arbejdstiden inden for rammerne af normal arbejdstid, men underlægger tilrettelæggelsen af arbejdstiden uden for normal arbejdstid de ved overenskomst fastsatte retningslinjer.

63.

Med henblik på en besvarelse af dette spørgsmål vil jeg først redegøre for den sammenhæng, hvori den i hovedsagen omhandlede bestemmelse, dvs. artikel 34, stk. 8, i lov om arbejdstageres rettigheder, indgår ( 27 ).

64.

Den spanske regering har gjort gældende, at der i forbindelse med reformen af lov om arbejdstageres rettigheder, der blev gennemført med lov 39/1999 med henblik på at fremme forening af arbejdstagernes familieliv og arbejdsliv, og hvormed den første rammeaftale om forældreorlov, der er tilknyttet som bilag til direktiv 96/34, gennemføres i spansk ret, blev indført en ret til nedsat arbejdstid og tilrettelæggelse af arbejdstiden i artikel 37, stk. 5 og 6, i lov om arbejdstageres rettigheder. Denne tilrettelæggelse af arbejdstiden skal dog foretages inden for normal arbejdstid ( 28 ). Ifølge den spanske regering finder denne artikel anvendelse på alle personer, der passer et mindreårigt barn, uanset om arbejdstageren vender tilbage fra barselsorlov eller forældreorlov eller ej, eftersom den indrømmer en selvstændig ret.

65.

Hvad angår den pågældende bestemmelse har den spanske regering tilføjet, at der ved lov 3/2007 indførtes et stk. 8 i artikel 34 i lov om arbejdstageres rettigheder vedrørende tilpasning af arbejdstidens længde og arbejdstidsfordelingen uden for de grænser, der er fastsat i artikel 37, stk. 5 og 6, i lov om arbejdstageres rettigheder. Denne tilpasning hænger dog ikke sammen med pasning af et mindreårigt barn og er underlagt en kollektiv overenskomst eller en aftale indgået med virksomhedsejeren i overensstemmelse med denne overenskomst. Ifølge nævnte regering anerkender artikel 34, stk. 8, i lov om arbejdstageres rettigheder arbejdstagernes ret til at anmode om ændringer af arbejdstidens varighed ud over normal arbejdstid uden dog at anerkende en ret til opnå en sådan ændring, ligesom samme lovs artikel 37, stk. 5 og 6, anerkender arbejdstagernes ret til at anmode om ændringer af arbejdstidens inden for normal arbejdstid. Formålet med denne bestemmelse skulle være at lette foreningen af arbejdstagernes arbejdsmæssige og familiemæssige ansvar ved at indrømme dem muligheden for at anmode om tilrettelæggelse af arbejdstidens varighed og fordeling ud over den ret, der indrømmes med artikel 37 i lov om arbejdstageres rettigheder.

66.

Det skal ligeledes bemærkes, at det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at der med lov 2/2012 indførtes et nyt afsnit i artikel 34, stk. 8, i lov om arbejdstageres rettigheder, hvorefter »[...] anvendelsen af pauseløse arbejdsdage, flekstid eller andre former for tilrettelæggelse af arbejdstiden, der gør det muligt at skabe større overensstemmelse mellem retten til at forene privatliv, familieliv og arbejdsliv og forbedring af virksomhedernes produktivitet[, bør fremmes]«.

67.

Det tredje præjudicielle spørgsmål skal behandles på grundlag af disse oplysninger.

68.

Ifølge den reviderede rammeaftales § 1, stk. 1, har den til formål, at »gøre det lettere at forene arbejdsmæssigt og familiemæssigt ansvar for forældre, som arbejder«. Det fremgår ligeledes af denne rammeaftales § 2, stk. 1, at formålet med forældreorlov er at give forældrene mulighed for at passe deres barn. Det fremgår udtrykkeligt af denne bestemmelse, at »arbejdstagere, mænd såvel som kvinder« indrømmes en individuel ret til forældreorlov.

69.

I 24. betragtning til nævnte rammeaftale præciseres, at »[a]rbejdsmarkedets parter er bedst placeret til at finde løsninger, som imødekommer arbejdsgivernes og arbejdstagernes behov, og bør følgelig spille en særlig rolle i forbindelse med gennemførelsen, anvendelsen, overvågningen og evalueringen af denne aftale [...]«. Rammeaftalens § 3, stk. 1, bestemmer således, at »adgangsbetingelserne for og gennemførelsesbestemmelserne vedrørende forældreorlov fastlægges ved lov og/eller kollektive overenskomster i medlemsstaterne under overholdelse af minimumsforskrifterne i denne aftale« ( 29 ).

70.

I denne henseende er den skønsbeføjelse, som medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter har til at indføre adgangsbetingelser for og gennemførelsesbestemmelser vedrørende forældreorlov, som Kommissionen med føje har anført, ikke ubegrænset. De skal således overholde målet og selve formålet med forældreorloven som fastsat i den reviderede rammeaftale.

71.

En medlemsstat overskrider dog ikke en sådan skønsbeføjelse ved som i den foreliggende sag i sin lovgivning at fastsætte en forældreorlov, der består i en nedsat arbejdstid inden for rammerne af arbejdstagernes normale arbejdstid, samtidig med at arbejdstagerne dog gives mulighed for at fremsætte anmodninger om tilrettelæggelse af arbejdstiden uden for disse rammer, uden at de dog indrømmes en ret til at opnå denne ændring eller endog til at fastsætte retningslinjerne for tilrettelæggelse af arbejdstiden, som er underlagt en kollektiv overenskomst eller en aftale, der indgås med virksomhedsejeren i overensstemmelse med denne overenskomst.

72.

Jeg foreslår således, at det tredje præjudicielle spørgsmål besvares således, at den reviderede rammeaftales § 2 og 3 ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der fastsætter en forældreorlov i form af en nedsat arbejdstid ledsaget af en ret til tilrettelæggelse af arbejdstiden inden for rammerne af normal arbejdstid, men underlægger tilrettelæggelsen af arbejdstiden uden for normal arbejdstid de i den kollektive overenskomst fastsatte retningslinjer.

73.

Henset til alle de ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen, at den besvarer de af Juzgado de Primera Instancia no 33 de Barcelona (arbejdsretten nr. 33 i Barcelona) stillede præjudicielle spørgsmål således: