1.

Korkein hallinto-oikeus (den øverste forvaltningsdomstol) har stillet tre udførlige spørgsmål vedrørende fortolkningen af de bestemmelser, der regulerer tv-reklame og virksomheders sponsorering af tv-udsendelser.

2.

Selv om de bestemmelser, som er genstand for den præjudicielle forelæggelse, længe har været gældende i EU-retten (om end deres ordlyd i løbet af denne periode er ændret), har den forelæggende rets retlige spørgsmål endnu ikke været undersøgt i Domstoles praksis. Det ser imidlertid ud til, at forvaltningerne og de nationale retsinstanser følger forskellig praksis i henseende til anvendelsen af bestemmelserne. Domstolen får således mulighed for at fortolke disse og ensrette praksis på området.

3.

De af Korkein hallinto-oikeus stillede præjudicielle spørgsmål vedrører fortolkningen af flere bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) ( 2 ).

4.

Artikel 10, stk. 1, litra c), i direktiv 2010/13 har følgende ordlyd:

»Audiovisuelle medietjenester eller programmer, der er sponsoreret, skal opfylde følgende krav:

[…]

5.

I direktivets artikel 19, stk. 1, hedder det:

»Tv-reklamer og teleshopping skal klart kunne identificeres som sådanne og klart kunne skelnes fra det redaktionelle indhold. Uden at dette berører anvendelsen af nye reklameteknikker, skal tv-reklamer og teleshopping holdes klart adskilte fra det øvrige program med optiske og/eller akustiske og/eller rumlige midler.«

6.

Endelig bestemmer nævnte direktivs artikel 23:

»1.   Tv-reklame- eller teleshoppingindslag må ikke fylde mere end 20% af en given klokketime.

2.   Annonceringer, som tv-spredningsforetagendet foretager i forbindelse med egne programmer og produkter med direkte tilknytning til disse programmer, samt sponsorannonceringer og produktplaceringer er ikke omfattet af stk. 1.«

7.

Direktiv 2010/13 blev implementeret i finsk ret ved lov nr. 744/1998 om radio- og tv-spredning (televisio- ja radiotoiminnasta annettu laki 744/1998, herefter »lov nr. 744/1998«). Gennemførelsen af direktivets artikel 10, stk. 1, litra c), artikel 19, stk. 1, og artikel 23, stk. 1, blev sikret ved henholdsvis artikel 26, stk. 2, artikel 22, stk. 1, og artikel 29, stk. 1, i lov nr. 744/1998.

8.

Sanoma Media Finland Oy-Nelonen Media, et selskab under finsk ret (herefter »Sanoma«), er et tv-spredningsforetagende, der hører under Republikken Finlands jurisdiktion i henhold til artikel 2 i direktiv 2010/13.

9.

Den 9. marts 2012 fremsatte Viestintävirasto (det finske tilsynsorgan for telekommunikation, herefter »tilsynsorganet«) ved afgørelse en påtale over for Sanoma og pålagde denne at bringe en konstateret overtrædelse af lov nr. 744/1998 til ophør. Det finske tilsynsorgans indsigelse vedrørte reklameindslagenes samlede længde samt den måde, hvorpå Sanoma adskilte reklamer fra det øvrige programindhold.

10.

For det første har Sanoma anvendt en split screen-teknik, således at »hoved«-programmet (helt konkret programmets afslutning) blev vist på en del af skærmen, mens de efterfølgende programmer blev præsenteret på den anden del af skærmen. Den finske tilsynsmyndighed fandt, at opdelingen af skærmen, hvor en del viste hovedprogrammet, og en anden del præsentationen af de efterfølgende programmer, var utilstrækkelig i lyset af bestemmelserne i lov nr. 744/1998, der skulle implementere artikel 19, stk. 1, i direktiv 2010/13.

11.

For det andet fandt den finske tilsynsmyndighed, at det forhold at vise sponsormærker fra en virksomhed, der sponsorerede en udseendelse, der sendes på et andet tidspunkt, i realiteten udgør en reklame, således at den pågældende udseendelse bør medregnes i reklamemængden. Tilsynsmyndigheden har således fastslået, at Sanoma havde overskredet reklamemængden fastsat i § 29, stk. 1, i lov nr. 744/1998 (artikel 23, stk. 1, i direktiv 2010/13).

12.

For det tredje fandt den finske tilsynsmyndighed, at Sanoma havde overskredet den maksimalt tilladte reklamemængde med den begrundelse, at man i denne maksimalt tilladte tid skulle medregne de korte pauser (såkaldte »sorte sekunder«) mellem de enkelte reklameindslag.

13.

Sanoma indbragte den finske tilsynsmyndigheds afgørelse for forvaltningsdomstolen i Helsinki (Helsingin hallinto-oikeus). Forvaltningsdomstolen afviste påstanden og opretholdt afgørelsen fra den kompetente myndighed. Sanoma har iværksat kassationsanke ved den forelæggende ret til prøvelse af denne dom.

14.

Korkein oikeus har derfor besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

15.

Der er indgivet indlæg af den finske, den græske, den østrigske og den polske regering samt af Europa-Kommissionen. I medfør af artikel 76, stk. 2, i procesreglementet besluttede Domstolen ikke at afholde et retsmøde.

16.

Hvert af de præjudicielle spørgsmål skal behandles særskilt i den rækkefølge, hvori de er stillet.

17.

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 19, stk. 1, i direktiv 2010/13 skal fortolkes således, at den blotte omstændighed at opdele skærmen i to, hvor en del anvendes til reklameindslag, udgør en tilstrækkelig adskillelse mellem reklamen og det redaktionelle indhold, eller om den del af skærmen, der anvendes til reklame, også skal tydeliggøres på en anden måde.

18.

I forbindelse med den foreliggende sag skal det bemærkes, at i henhold til definitionen i artikel 1, stk. 1, litra i), i direktiv 2010/13, udgør udsendelser sendt af et tv-spredningsforetagende med selvpromoverende formål, herunder promovering af egne programmer, en særlig type tv-reklame. 96. betragtning til direktivet bekræfter denne fortolkning. Derfor skal en præsentation af efterfølgende programmer analyseres som en promovering af disse, da formålet er, at få seerne til at blive på den pågældende kanal.

19.

Selv om direktivets artikel 23, stk. 2, ganske vist udelukker sådanne former for annoncering fra begrænsningen af reklamemængden, er disse stadig i princippet underlagt de øvrige bestemmelser i direktivet vedrørende tv-reklame, herunder forpligtelsen i dets artikel 19, stk. 1, til at skelne reklamen fra det redaktionelle indhold. Endvidere præciseres det i 96. betragtning til direktiv 2010/13, at trailers, der består af uddrag af programmer, skal betragtes som programmer. Derimod skal præsentation af programmer uden trailers, f.eks. ved blot at angive titlen på udsendelsen, ligeledes adskilles fra det redaktionelle indhold samt fra andre former for reklame.

20.

For at vende tilbage til fortolkningen af artikel 19, stk. 1, i direktiv 2010/13 skal det først og fremmest bemærkes, at ud over optiske eller akustiske signaler tillader bestemmelsen udtrykkeligt anvendelsen af rumlige midler for at adskille reklamen fra det redaktionelle indhold (opdeling af skærmen). Samtidig kræver bestemmelsens første punktum imidlertid, at tv-reklamen klart skal kunne identificeres som sådan og kunne skelnes fra det redaktionelle indhold.

21.

Split-screen teknikken kan imidlertid ligeledes anvendes – og bliver det i øvrigt ofte – for at sende andet indhold end reklamer, såsom vigtige oplysninger på en såkaldt »scroll« nederst på skærmen, eller seer-konkurrencer, tv-stationens selvpromovering osv. En opdeling af skærmen indebærer således ikke nødvendigvis, at der bliver vist reklamer på en af disse to dele.

22.

Når således artikel 19, stk. 1, første punktum, i direktiv 2010/13 kræver, at reklamen klart skal kunne identificeres som sådan og kunne skelnes fra det redaktionelle indhold, er det efter min opfattelse ikke tilstrækkeligt, at reklamen vises på en del af den opdelte skærm. Denne del af skærmen skal være tydeligt angivet, således at der ikke er nogen tvivl hos seeren om, at der er tale om en reklame. Dette kan ske i form af et optisk eller akustisk signal, der minder om det, der adskiller reklamen på en fuld skærm, eller et særligt symbol, som vises hele tiden på den del af skærmen, hvor reklamen vises. Dette skal ligeledes tydeligt angive, hvilken type kommerciel meddelelse der sendes, dvs. om der er tale om reklame, teleshopping, selvpromovering osv. I sig selv sikrer opdelingen af skærmen, uden yderligere mærkning, ikke gennemførelsen af det mål, der er anført i artikel 19, stk. 1, første punktum, i direktiv 2010/13.

23.

I denne sammenhæng skal det nævnes, at artikel 20, stk. 1, i direktiv 2010/13 kræver, at indsættelse af reklameindslag i programmer ikke går ud over programmernes integritet. De midler, der anvendes til at identificere den reklame, der vises på den ene del af den opdelte skærm, skal således kunne opfylde dette krav.

24.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg Domstolen at besvare det første præjudicielle spørgsmål med, at artikel 19, stk. 1, i direktiv 2010/13 skal fortolkes således, at den omstændighed i sig selv, at skærmen opdeles i to dele, hvor den ene anvendes til reklame, ikke udgør en tilstrækkelig opdeling mellem den pågældende reklame og det redaktionelle indhold. Den del af skærmen, der anvendes til reklame, skal endvidere mærkes med et optisk eller akustisk signal i begyndelsen eller ved afslutningen af reklameindslaget, eller ved en permanent visning af et symbol i den periode, hvor skærmen er opdelt. Dette middel eller symbol skal udtrykkelig anføre karakteren af den sendte meddelelse.

25.

Med det andet præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 23 i direktiv 2010/13, sammenholdt med samme direktivs artikel 10, stk. 1, litra c), skal fortolkes således, at en oplysning om et sponsoreret program, der sendes på et andet tidspunkt end det viste program, udgør en tv-reklame.

26.

Bestemmelserne i direktiv 2010/13, der definerer sponsorering af tv-programmer ( 3 ), er ikke formuleret så klart, som de kunne være. På den ene side består sponsorering i henhold til direktivets artikel 1, stk. 1, litra k), i bidrag fra personer, der ikke udbyder audiovisuelle medietjenester eller producerer audiovisuelle programmer (»sponsorerne«), til finansieringen af de nævnte audiovisuelle medietjenester eller programmer med henblik på at promovere deres navn, varemærke, image, virksomhed eller produkter. På den anden side kategoriseres sponsorering i samme artikel 1, stk. 1, litra h), som en »audiovisuel kommerciel kommunikation«.

27.

Disse bestemmelser skal fortolkes således, at sponsorering i snæver forstand består i, at sponsoreren bidrager til finansieringen af et tv-program, mens den audiovisuelle kommercielle kommunikation er en information herom, der akkompagnerer udsendelsen af det sponsorerede program. Denne information skal dels gennemføre målet med sponsorering, dvs. at promovere sponsoreren, dels opfylde kravene i artikel 10, stk. 1, litra c), i direktiv 2010/13, dvs. at informere seerne om, at programmet er sponsoreret. Sponsorering med andre formål end det at promovere sponsoren, f.eks. at påvirke programindholdet [hvilket udtrykkeligt forbydes i direktivets artikel 10, stk. 1, litra a)], er ikke tilladt, lige som hemmelig sponsorering heller ikke er tilladt ( 4 ).

28.

Som det fremgår af ovenstående betragtninger, og som den polske regering med føje har anført i sit indlæg i nærværende sag, har oplysningen om, at et program er sponsoreret, to formål. For det første skal den informere seerne og forhindre hemmelig sponsorering med andre formål end promovering af sponsoreren. For det andet skal denne oplysning netop markedsføre sponsoreren ved at vise og sende dennes navn, mærke eller anden information vedrørende denne.

29.

I denne anden funktion er informationen om sponsorering sammenlignelig med tv-reklamen. Virksomheder sponsorerer tv-programmer for at markedsføre deres navn eller mærke eller med henblik på at forbedre deres image over for offentligheden. Dette skal indirekte bidrage til at øge salget af de varer eller tjenesteydelser, som disse virksomheder tilbyder, og forfølger således de samme mål som reklame.

30.

Det er derfor vanskeligt at tilslutte sig den opfattelse, som Kommissionen har fremført i sit indlæg i den foreliggende sag, hvorefter den foregiver, at det eneste formål med sponsormeddelelsen er at informere seerne om forekomsten af en sponsoraftale. Jeg er heller ikke enig med den østrigske regerings opfattelse fremført i dennes indlæg, hvorefter der er en væsentlig forskel mellem de sponsormeddelelser, der udelukkende har til formål at identificere sponsoren, og den tv-reklame, der skal markedsføre salg af varer og tjenesteydelser. Österreichischer Rundfunk-dommen ( 5 ), som den østrigske regering påberåber sig i sit indlæg til støtte for denne opfattelse, vedrører ikke forskellen mellem sponsorering og reklame, men spørgsmålet om, hvorvidt en præmiekonkurrence for seere samt annoncer for en sådan konkurrence, der sendes i tv, kan anses for at være en tv-reklame.

31.

I realiteten adskiller en oplysning om sponsorering af et program sig kun fra reklamen ved formen og ikke ved formålet med eller indholdet af meddelelsen. Denne forskel i henseende til formen forekommer heller ikke altid, eftersom reklamen ligeledes kan begrænses til et navn, et mærke eller virksomhedens produkt eller tjenesteydelse, uden at yderligere indhold angives. Direktiv 2010/13 indfører ikke nogen begrænsning hvad angår tv-reklamens form. En sådan reklame kan derfor sammenlignes med oplysningen om sponsorering af et program (sponsorannonceringer ifølge den terminologi, der anvendes i artikel 23, stk. 2, i direktiv 2010/13).

32.

Når artikel 23, stk. 2, i direktiv 2010/13 ikke kræver, at sponsorannonceringer medregnes i reklamemængden, er det alene på grund af deres informative funktion. Denne funktion opfyldes i tilstrækkelig grad ved den forpligtelse til at indsætte sådanne annonceringer i begyndelsen, i slutningen eller under det sponsorerede program, der følger af direktivets artikel 10, stk. 1, litra c). Hvad angår sponsormeddelelser, der sendes på et andet tidspunkt, har de ikke en informativ funktion, men alene en markedsføringsfunktion.

33.

Med sponsorannonceringer i henhold til artikel 23, stk. 2, i direktiv 2010/13 menes der med andre ord de, der har til formål at gennemføre forpligtelsen fastsat i direktivets artikel 10, stk. 1, litra c). Sidstnævnte bestemmelse vedrører i mindre grad oplysning om programmer, der er sponsoreret, end selve programmerne. Det er det sponsorerede program, der skal kunne identificeres, eftersom denne identificering gør det muligt for seerne at blive informeret i det omfang, der kræves ( 6 ). Undtagelsen i direktivets artikel 23, stk. 2, vedrører kun de annoncer, der er omhandlet af artikel 10, stk. 1, litra c), og således de, der sendes i begyndelsen, slutningen eller under det sponsorerede program. Den finder derfor ikke anvendelse på oplysninger om sponsorering af et program, der sendes ved andre lejligheder, selv når disse lejligheder er tilknyttet det sponsorerede program, som f.eks. præsentation af dette.

34.

Det er korrekt, som Kommissionen har anført i sit indlæg, at Domstolen har fastslået, at artikel 17, stk. 1, litra b), i direktiv 89/552/CE ( 7 ) [der er forgængeren for artikel 10, stk. 1, litra c), i direktiv 2010/13], ikke begrænser angivelse af sponsoreringen til programmernes begyndelse og/eller slutning ( 8 ). Den pågældende sag vedrørte imidlertid muligheden for at sende en sponsormeddelelse i løbet af det program, der var genstand for sponsoreringen. Lovgiver har i dag gjort den pågældende dom en smule »forældet«, eftersom artikel 10, stk. 1, litra c), i direktiv 2010/13 udtrykkeligt foreskriver denne mulighed. Den pågældende dom kan efter min opfattelse ikke fortolkes således, at enhver oplysning om sponsorering af et program, der sendes på et hvilket som helst tidspunkt, udgør en sponsorannoncering efter artikel 23, stk. 2, i direktivet, og at den er omfattet af undtagelsen fra bestemmelsen om maksimal tilladt reklamemængde, som foreskrives i den nævnte artikels stk. 1.

35.

I henseende til dens markedsføringsfunktion bør en sådan annoncering derimod betragtes som tv-reklame og underlægges samtlige de bestemmelser, som direktiv 2010/13 foreskriver for en sådan, dvs. reklamemængden (artikel 23, stk. 1) og adskillelse fra resten af programmet (artikel 19, stk. 1). En anden fortolkning ville muliggøre et misbrug af undtagelsen i direktivets artikel 23, stk. 2, eftersom en tilstrækkeligt ofte visning af en annonce for det sponsorerede program, der indeholder oplysninger om sponsoreren, er tilstrækkeligt til med lethed at omgå den begrænsning af reklamemængden, der er foreskrevet i artikel 23, stk. 1, i direktiv 2010/13.

36.

Under disse omstændigheder foreslår jeg Domstolen at besvare det andet præjudicielle spørgsmål med, at artikel 10, stk. 1, litra c), i direktiv 2010/13 skal fortolkes således, at oplysninger om sponsorering, der gives på et andet tidspunkt end i begyndelsen, under eller i slutningen af den sponsorerede program, udgør tv-reklame og er ikke omfattet af den undtagelse fra reklamemængden, der er fastsat i direktivets artikel 23, stk. 1.

37.

Med det tredje præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 23, stk. 1, i direktiv 2010/13 skal fortolkes således, at den deri fastsatte begrænsning af reklamemængden vedrører selve varigheden af reklameindslagene, eller om den vedrører den samlede sendetid for reklamen (med undtagelse af de i den pågældende artikels stk. 2, opregnede meddelelser), dvs. at pauserne mellem de forskellige reklameindslag skal medregnes.

38.

Domstolen har allerede taget stilling til, hvilken metode for tidsberegningen der skal anvendes i henseende til bestemmelserne om tv-reklame. I dom ARD ( 9 ) undersøgte Domstolen spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelserne i artikel 11, stk. 3, i direktiv 89/552 (der svarer til den nuværende artikel 20, stk. 2, i direktiv 2010/13), der fastsætter, hvor ofte programmer må afbrydes af reklamer, vedrører programmets »nettovarighed«, selve varigheden af det redaktionelle indhold eller bruttovarigheden, dvs. under hensyntagen til reklameafbrydelser.

39.

Efter først at have fastslået, at en ordlydsfortolkning ikke gør det muligt at give et entydigt svar på dette spørgsmål, fandt Domstolen, at formålet med direktiv 89/552, der er at sikre fri udveksling af fjernsynsudsendelser, kræver, at bestemmelsen fortolkes således, at den tillader det størst mulige antal reklameafbrydelser under programmet, dvs. princippet om programmets »brutto sendetid« ( 10 ). En anvendelse af dette ræsonnement i den foreliggende sag ville indebære, at der bør foretages en så bogstavelig fortolkning som muligt af artikel 23, stk. 1, i direktiv 2010/13, hvorefter den deri fastsatte tidsbegrænsning af reklamemængden alene vedrører selve varigheden af indslagene uden at medregne f.eks. de »sorte sekunder«.

40.

I sin senere retspraksis har Domstolen imidlertid ligeledes taget hensyn til andre mål, der forfølges i de forskellige bestemmelser i direktiv 89/552. Navnlig i dommen i sagen Kommissionen mod Spanien ( 11 ), erindrede Domstolen, idet den udtrykkeligt henviste til ARD-dommen, om, at bestemmelserne i det pågældende direktiv skulle fortolkes under hensyntagen til direktivets formål om at forene udøvelsen af friheden til at udsende fjernsynsreklamer med nødvendigheden af at beskytte fjernsynsseere mod en overdreven udsendelse af reklamer ( 12 ).

41.

I 83. betragtning til direktiv 2010/13 nævnes ligeledes målet om at sikre, at forbrugernes interesser i deres egenskab af seere beskyttes behørigt og fuldt ud. Domstolen har i Sky Italia-dommen ( 13 ) – allerede på grundlag af direktiv 2010/13 – fremhævet vigtigheden af denne beskyttelse. Under disse omstændigheder mener jeg, at artikel 23, stk. 1, i direktiv 2010/13 skal fortolkes under hensyntagen til formålet om at beskytte seerne mod en overdreven brug af reklame samt på en måde, der forener dels tv-spredningsforetagendernes og annoncørernes interesser, dels seernes interesser ( 14 ).

42.

Når således artikel 23, stk. 1, i direktiv 2010/13 indfører tidsbegrænsninger for »reklameindslag«, skal bestemmelsen ikke fortolkes ordret, således at begrænsningen kun vedrører varigheden af de såkaldte indslag. Efter min opfattelse har lovgiver i bestemmelsen anvendt udtrykket »reklameindslag« med det formål at adskille denne type reklame fra andre former for audiovisuelle kommercielle meddelelser, herunder selvpromovering, sponsorannonceringer og produktplaceringer, som ikke er omfattet af begrænsningen af sendetiden i henhold til direktivets artikel 23, stk. 2.

43.

Det er heller ikke tilfældigt, at lovgiver har defineret begrænsningen af sendetiden for reklamen som en del af den samlede sendetid (20% af hver klokketime). Således deles sendetiden op i sendetid for reklame (og teleshopping) – maksimalt 20% – og sendetid for redaktionelt indhold og, i givet fald, audiovisuelle kommercielle meddelelser, der ikke er omfattet af begrænsningen – mindst 80%.

44.

Det er imidlertid åbenlyst, at en del af sendetiden, ud over den grundlæggende sendetid (dvs. reklameindslag i løbet af den tid, der er afsat til reklame, og programmer i den periode, der er afsat til redaktionelt indhold), indeholder elementer, der er nødvendige i teknisk henseende, såsom præsentationer, rulletekster eller afbrydelser mellem disse. De »sorte sekunder«, der adskiller de forskellige reklameindslag, udgør selv sådanne elementer. Selv om de ganske vist ikke medregnes i varigheden af reklameindslagene i egentlig forstand, udgør de ikke desto mindre en del af sendetiden for reklamer, således som den finske og polske regering med føje har bemærket i deres indlæg, eftersom de er nødvendige med henblik på at adskille et reklameindslag fra et andet. Derfor skal de »sorte sekunder« medregnes i den begrænsning af reklamemængden, der fastsættes i artikel 23, stk. 1, i direktiv 2010/13.

45.

Det samme gælder for de optiske eller akustiske signaler, der adskiller reklamen fra det redaktionelle indhold. Disse udgør ikke reklameindslag, men de er obligatoriske i henhold til artikel 19, stk. 1, anden sætningsled, i direktiv 2010/13. Signalernes længde udgør således sendetiden for reklamen i egentlig forstand og skal ligeledes medregnes i den begrænsning, der er fastsat i artikel 23, stk. 1, i direktiv 2010/13.

46.

Hvis reklamen er adskilt med rumlige midler, omfatter begrænsningen hele den tid, hvorunder en del af skærmen er afsat til reklame. Den højst tilladte reklamemængde ændres naturligvis ikke og udgør 20% af hver klokketime, selv om reklamen kun vises på en del af skærmen.

47.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg domstolen at besvare det tredje præjudicielle spørgsmål med, at artikel 23, stk. 1, i direktiv 2010/13 skal fortolkes således, at den i bestemmelsen fastsatte højst tilladte sendetid omfatter den tid, der går fra starten af det optiske eller akustiske signal, der markerer begyndelsen af reklameafbrydelsen, til slutningen af det optiske eller akustiske signal, der markerer afslutningen på denne afbrydelse. Hvis reklamen er adskilt fra resten af programmet ved hjælp af rumlige midler, omfatter begrænsningen den samlede tid, hvorunder en del af skærmen er afsat til reklame.

48.

I henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 2010/13 kan medlemsstaterne kræve, at medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion, dvs. tv-spredningsforetagender, overholder mere detaljerede eller strengere bestemmelser. Domstolen har bekræftet dette i sin retspraksis under henvisning til, at den harmonisering af medlemsstaternes bestemmelser, som gennemføres i direktiv 2010/13, har karakter af en minimumsharmonisering ( 15 ). For så vidt som Domstolen ikke følger mit forslag til besvarelse af de præjudicielle spørgsmål i den foreliggende sag og vælger en mere liberal fortolkning af de ovennævnte bestemmelser i direktiv 2010/13, må der stilles spørgsmål ved, om disse bestemmelser er til hinder for, at medlemsstaterne vedtager regler, som de det finske tilsynsorgan har anvendt i tvisten i hovedsagen.

49.

Jeg mener i princippet, at dette spørgsmål skal besvares benægtende. Såvel kravet om en udtrykkelig mærkning af reklamen adskilt af rumlige midler fra det øvrige program, begrænsningen af varighed og tidspunkt for udsendelsen af oplysninger om sponsorering af et program samt forpligtelsen til at beregne den højst tilladte reklamemængde under hensyntagen til de »sorte sekunder« henhører under begrebet mere detaljerede eller strengere bestemmelser og er omfattet af kompetencen for medlemsstaterne, der er fastsat i direktivets artikel 4, stk. 1.

50.

Samtidig med at autonomien i medlemsstaternes retsordener respekteres, mener jeg imidlertid, at sådanne mere detaljerede eller strengere bestemmelser skal formuleres udtrykkeligt. Derimod skal bestemmelser i national ret, der er formuleret på samme eller lignende måde som bestemmelserne i direktiv 2010/13, uden at der foreskrives nogen udtrykkelig undtagelse, fortolkes ens i hele Unionen, og, i givet fald, i overensstemmelse med den fortolkning, der følger af Domstolens praksis. I en sådan situation har de aktører, der udøver virksomhed på markedet for audiovisuelle medietjenester, ret til at forvente, at de bestemmelser, hvis ordlyd afspejler ordlyden i direktivbestemmelserne, fortolkes ensartet og konstant. En anvendelse af direktivets artikel 4, stk. 1, alene i national forvaltningspraksis og domstolspraksis vil skade retssikkerheden for disse virksomheder samt direktivets grundlæggende formål, som er at harmonisere medlemsstaternes lovgivninger.

51.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af Korkein hallinto-oikeus (den øverste forvaltningsdomstol) forelagte præjudicielle spørgsmål således: