1.

Den foreliggende sag udspringer af en anmodning om en præjudiciel afgørelse, som Tribunal Català de Contractes del Sector Públic (Spanien) (den catalanske ret for kontrakter inden for den offentlige sektor) har fremsat i forbindelse med en særlig forvaltningsretlig klage for så vidt angår offentlige kontrakter.

2.

Under forhandlingerne for Domstolen er der blevet rejst tvivl om, hvorvidt Tribunal Català de Contractes del Sector Públic er kompetent i betragtning af dennes karakter, og henset til de i Domstolens praksis fastlagte kriterier for, hvornår et forelæggende organ kan anses for at være en »ret i en af medlemsstaterne« som omhandlet i artikel 267 TEUF; det er navnlig kriteriet om, at det forelæggende organ »virker som obligatorisk retsinstans«, der har påkaldt sig opmærksomhed.

3.

Tribunal Català de Contractes del Sector Públic er nemlig et særligt administrativt kollegialt organ, der har kompetence til at behandle særlige klager, der vedrører offentlige kontrakter. Tribunal Català de Contractes del Sector Públic er i sin egenskab af særligt organ ikke en ret i egentlig forstand i henhold til den nationale lovgivning, og organets afgørelse udgør det endelige administrative retsmiddel. Endvidere er en klage til organet fakultativ, hvilket rejser spørgsmålet om, hvorvidt det kan betragtes som en »ret i en af medlemsstaterne« som omhandlet i artikel 267 TEUF. Spørgsmålet gør det nødvendigt, at Domstolen fortolker sin komplicerede praksis med hensyn til, om et forelæggende organ »virker som obligatorisk retsinstans«.

4.

I overensstemmelse med den anmodning, Domstolen har fremsat, efter at den har besluttet at indlede den mundtlige forhandling og at henvise sagen til en anden afdeling, drejer det foreliggende forslag til afgørelse sig specifikt om det nævnte kriterium om, at det forelæggende organ »virker som obligatorisk retsinstans«, som i særlig grad har påkaldt sig Domstolens opmærksomhed, og om de øvrige kriterier, der vil blive behandlet kort. Jeg kommer derfor ikke ind på det forelæggende organs spørgsmål vedrørende realiteten.

5.

Consorci Sanitari del Maresme, som ønskede at deltage i proceduren i forbindelse med tildelingen af en offentlig kontrakt om tjenesteydelser inden for kernemagnetisk resonans, der blev afholdt af Corporació de Salut del Maresme i la Selva, indgav den 10. december 2013 en særlig klage til Tribunal Català de Contractes del Sector Públic over en afgørelse truffet af den ordregivende myndigheds bedømmelsesudvalg med henblik på at få adgang til at deltage i proceduren ( 2 ).

6.

I forbindelse med denne særlige klage har Tribunal Català de Contractes del Sector Públic besluttet at forelægge Domstolen fem præjudicielle spørgsmål ( 3 ).

7.

Ved afgørelse af 13. januar 2015 henviste Domstolen sagen til Sjette Afdeling og besluttede i henhold til artikel 76, stk. 2, i Domstolens procesreglement, at der ikke skulle afholdes mundtlig forhandling. Domstolen besluttede desuden, at sagen skulle pådømmes uden forslag til afgørelse.

8.

Den judicielle karakter af det organ, som har indgivet anmodningen om en præjudiciel afgørelse, gav imidlertid anledning til tvivl om, hvorvidt Domstolen er kompetent.

9.

Den 9. februar 2015 tilsendte Domstolen derfor Tribunal Català de Contractes del Sector Públic en anmodning om uddybende oplysninger, der blev besvaret ved skrivelse af 12. februar 2015, som indgik til Domstolen den 17. februar 2015.

10.

Domstolen vurderede, at der var behov for en mere indgående debat om, hvorvidt Tribunal Català de Contractes del Sector Públic kan anses for at være en »ret i en af medlemsstaterne« som omhandlet i artikel 267 TEUF, og henviste derfor sagen til Store Afdeling og besluttede, at der skulle afholdes et retsmøde for at give parterne mulighed for at give udtryk for deres eventuelle synspunkter med hensyn til, om Tribunal Català de Contractes del Sector Públics anmodning om en præjudiciel afgørelse kunne antages til realitetsbehandling. Domstolen besluttede følgelig at genåbne den mundtlige forhandling med henblik på en undersøgelse af, om den er kompetent i det foreliggende tilfælde.

11.

Retsmødet blev afholdt den 12. maj 2015 med deltagelse af den spanske regering og Europa-Kommissionen. Den italienske regering, som har indgivet skriftligt indlæg om realitetsspørgsmålene, var ikke repræsenteret på retsmødet.

12.

Ifølge Domstolens faste praksis tager den for at bedømme, om det organ, der forelægger en sag, er en ret efter betydningen i artikel 267 TEUF, en hel række forhold i betragtning, nemlig om organet er oprettet ved lov, har permanent karakter, virker som obligatorisk retsinstans, anvender en kontradiktorisk sagsbehandling, træffer afgørelse på grundlag af retsregler, samt om det er uafhængigt ( 4 ). Endvidere kan de nationale retter kun forelægge spørgsmål for Domstolen, hvis der verserer en tvist for dem, og hvis de skal træffe afgørelse i en sag, som er bestemt til at resultere i en afgørelse, der har judiciel karakter ( 5 ).

13.

Det skal fremhæves i denne forbindelse, at det forhold, at et nationalt organ ikke anses for at være en ret i egentlig forstand i henhold til den nationale lovgivning, ikke er afgørende i sig selv, eftersom begrebet »ret« som omhandlet i artikel 267 TEUF er et selvstændigt begreb inden for EU-retten. Domstolen har således fundet, at begrebet ligeledes kan omfatte organer, som ikke er retter som omhandlet i den nationale lovgivning ( 6 ) og ikke er en del af en medlemsstats domstolssystem ( 7 ). Domstolen tillægger derfor ikke organets betegnelse, men dets materielle karakteristika afgørende vægt ( 8 ), hvilket leder til, at der foretages en undersøgelse af det forelæggende organs strukturelle og funktionelle karakteristika.

14.

Den spanske regering bekræftede under retsmødet, at Tribunal Català de Contractes del Sector Públic er en »klageinstans« som omhandlet i artikel 2, stk. 9, første afsnit, i Rådets direktiv 89/665/EØF af 21. december 1989 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelsen af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter ( 9 ); en sådan behøver ifølge denne artikel ikke at være en retsinstans ( 10 ). Det fremgår ligeledes af de for Domstolen fremlagte oplysninger, at den afgørelse, Tribunal Català de Contractes del Sector Públic træffer, udgør det endelige »administrative retsmiddel«.

15.

Efter min opfattelse er disse forhold, der følger af den nationale lovgivning, ikke afgørende, hvis det forelæggende organs karakteristika viser, at det opfylder de kriterier for at blive anset for at være en »ret i en af medlemsstaterne« som omhandlet i artikel 267 TEUF, der er fastlagt i Domstolens praksis, og hvortil jeg har henvist i punkt 12 i dette forslag til afgørelse.

16.

Hvad de særlige bestemmelser om offentlige kontrakter angår har EU-lovgiver på grund af dette områdes betydning for det indre marked og for overholdelsen af de grundlæggende friheder med hensyn til bevægelighed i vid udstrækning harmoniseret de nationale lovgivninger på området. Som en undtagelse er domstolsbeskyttelsen af private ligeledes blevet harmoniseret i vid udstrækning gennem bestemmelserne i direktiv 89/665 og er følgelig ikke længere udelukkende omfattet af medlemsstaternes procesautonomi som begrænset af effektivitetsprincippet og ækvivalensprincippet ( 11 ).

17.

Ifølge artikel 1, stk. 1, tredje afsnit, i direktiv 89/665 skal medlemsstaterne således for så vidt angår procedurerne for indgåelse af offentlige kontrakter, der henhører under anvendelsesområdet for direktiv 2004/18, træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at der effektivt og navnlig så hurtigt som muligt kan indgives klage over de ordregivende myndigheders beslutninger på de betingelser, der er anført i dette direktivs artikel 2 til 2f, hvis beslutningerne er i strid med EU-retten vedrørende offentlige kontrakter eller de nationale regler til gennemførelse heraf. Klagemulighederne kan omfatte såvel klager til de nationale domstole som klager til de domstolslignende organer, hvortil der henvises i artikel 2, stk. 9, første afsnit, i direktiv 89/665.

18.

I denne forbindelse opstår spørgsmålet, om det ved fortolkningen af begrebet »ret« som omhandlet i artikel 267 TEUF i givet fald skal tages i betragtning, at det pågældende organ er oprettet for at gøre det muligt for medlemsstaten at overholde sine forpligtelser i henhold til bestemmelserne i direktiv 89/665. Det er nemlig ofte sådanne domstolslignende organer, der skal fortolke EU-retten for så vidt angår offentlige kontrakter, og undertiden nærmest udelukkende, hvis deres afgørelser i praksis ikke indbringes for de almindelige domstole.

19.

Det skal bemærkes, at Domstolen i sin praksis vedrørende fortolkningen af artikel 267 TEUF, som overvejende er blevet fastlagt efter vedtagelsen af direktiv 89/665, allerede har anvendt kriterierne for begrebet »ret« som omhandlet i artikel 267 TEUF på en fleksibel måde ( 12 ), hvilket har gjort det muligt for forskellige klageorganer, som medlemsstaterne ligeledes har oprettet på området offentlige kontrakter, at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål ( 13 ). Som følge af en nuancering af sine kriterier for, hvornår det kan anerkendes, at der er tale om en »ret«, har Domstolen ligeledes betragtet administrative organer, der træffer afgørelse i sidste instans på forskellige EU-retlige områder, som retter som omhandlet i artikel 267 TEUF ( 14 ).

20.

Da Domstolen efter min opfattelse allerede har fastlagt en fortolkning af artikel 267 TEUF på dette område, der er tilstrækkeligt fleksibel til at sikre en ensartet fortolkning af EU-rettens bestemmelser på nationalt plan, mener jeg ikke, at bestemmelserne i direktiv 89/665 eller den omstændighed, at Tribunal Català de Contractes del Sector Públics kompetence udtrykkeligt vedrører offentlige kontrakter, har nogen særlig betydning for anvendelsen af artikel 267 TEUF i det foreliggende tilfælde.

21.

Med hensyn til, om Tribunal Català de Contractes del Sector Públic er oprettet ved lov, fremgår det af såvel organets svar på Domstolens anmodning om uddybende oplysninger som de bemærkninger, den spanske regering fremsatte under retsmødet, at Tribunal Català de Contractes del Sector Públic blev oprettet af den selvstyrende region Cataluña i medfør af de særlige lovgivningsmæssige beføjelser, der er fastsat i den spanske lovgivning ( 15 ).

22.

Organet blev først oprettet som et enkeltmandsorgan under navnet »Órgano Administrativo de Recursos Contractuales de Cataluña« (det administrative organ for klager vedrørende kontrakter i Catalonien) ved fjerde tillægsbestemmelse til lov nr. 7/2011 af 27. juli 2011 om skatte‑ og afgiftsmæssige samt finansielle foranstaltninger ( 16 ). På grund af det forøgede omfang og den særlige karakter af de sager, der henhørte under Órgano Administrativo de Recursos Contractuales de Cataluñas kompetence, blev dette ved dekret nr. 221/2013 af 3. september 2013 omdannet til et kollegialt organ under navnet »Tribunal Catala de Contractes del Sector Públic« ( 17 ). Dekretet indeholder bl.a. bestemmelserne om Tribunal Català de Contractes del Sector Públics oprettelse, beføjelser og sammensætning. Det står således klart, at betingelsen om, at organet er oprettet ved lov, er opfyldt.

23.

Endvidere opfylder Tribunal Català de Contractes del Sector Públic som en del af systemet til retslig løsning af tvister vedrørende offentlige kontrakter kravet om, at organet har permanent karakter ( 18 ). Selv om organets medlemmer udnævnes med henblik på et mandat, der skal fornys hvert femte år ( 19 ), er det ikke desto mindre permanent i sin egenskab af offentligretligt organ og er følgelig ikke en ad hoc-instans, der er oprettet med henblik på en enkeltstående tvist.

24.

For det første skal det med hensyn til, om den sagsbehandling er kontradiktorisk, der indledes som følge af en særlig klage til Tribunal Català de Contractes del Sector Públic, straks bemærkes, at kravet om kontradiktorisk sagsbehandling ikke er et absolut kriterium ( 20 ). Ifølge artikel 46 i det kongelige lovdekret nr. 3/2011 kan parterne imidlertid fremsætte bemærkninger og fremlægge beviser for det organ, som har kompetence til at afgøre tvisten. Hvad Tribunal Català de Contractes del Sector Públic angår er forløbet af sagsbehandlingen af særlige klager vedrørende indgåelse af offentlige kontrakter ifølge artikel 14 i dekret nr. 221/2013 omfattet af de grundlæggende bestemmelser i lovgivningen om offentlige kontrakter, af gennemførelsesbestemmelserne til denne lovgivning og af de procesregler, som er indeholdt i dekretet, samt af bestemmelserne for den retlige ordning for de offentlige forvaltninger og den almindelige administrative sagsbehandling.

25.

Da Tribunal Català de Contractes del Sector Públic endvidere i forbindelse med særlige klager vedrørende offentlige kontrakter klart forelægges tvister mellem på den ene side en ordregivende myndighed som sagsøgt og på den anden side en bydende som sagsøger, mener jeg, at betingelsen om, at sagsbehandlingen er kontradiktorisk, er opfyldt i det foreliggende tilfælde.

26.

For det andet har det forelæggende organ selv oplyst, at det prøver lovligheden af afgørelser, der vedrører offentlige kontrakter. Det skal bemærkes, at organer som Tribunal Català de Contractes del Sector Públic i Spanien er blevet oprettet for at opfylde de forpligtelser, der følger af direktiv 89/665, herunder navnlig forpligtelsen til at sikre, at der effektivt kan indbringes klage over beslutninger, som de ordregivende myndigheder har truffet inden for rammerne af en procedure med henblik på indgåelse af offentlige kontrakter, og som strider imod EU-retten vedrørende offentlige kontrakter eller de nationale regler til gennemførelse af denne ret. Det er derfor åbenbart, at Tribunal Català de Contractes del Sector Públic i sin egenskab af organ, der har kompetence til at træffe afgørelse om sådanne klager, anvender retsregler.

27.

Ifølge Domstolens praksis indebærer begrebet uafhængighed, som er uløseligt forbundet med udøvelse af dømmende myndighed, først og fremmest, at det pågældende organ er udenforstående i forhold til den myndighed, som har truffet den omtvistede afgørelse ( 21 ). Begrebet har to aspekter. Det første, eksterne, aspekt forudsætter, at organet er beskyttet mod indgreb og pres udefra, der kan bringe dets medlemmers uafhængige bedømmelse af de tvister, de får forelagt, i fare. Det andet, interne, aspekt hænger sammen med begrebet upartiskhed og vedrører det forhold, at der skal være den samme afstand til tvistens parter og deres respektive interesser for så vidt angår tvistens genstand. Dette aspekt fordrer objektivitet og en fuldstændig mangel på interesse i sagens udfald ud over den strikte anvendelse af retsregler ( 22 ).

28.

Disse garantier for uafhængighed og upartiskhed forudsætter, at der findes regler – om bl.a. organets sammensætning, medlemmernes udnævnelse og funktionsperiode, tilfælde, hvor organets medlemmer kan vige deres sæde, tilfælde, hvor de har pligt til at vige deres sæde, samt tilfælde, hvor de kan afsættes – som gør det muligt at fjerne enhver rimelig tvivl i offentligheden om, at organet er uimodtageligt for påvirkninger udefra og neutralt i forhold til de interesser, som står over for hinanden ( 23 ). Ifølge retspraksis anses betingelsen om det forelæggende organs uafhængighed kun for opfyldt, når, navnlig, de tilfælde, hvor et organs medlemmer kan afsættes, udtrykkeligt er præciseret i lovbestemmelser ( 24 ).

29.

I det foreliggende tilfælde mener jeg, at betingelserne om det forelæggende organs uafhængighed er opfyldt. Ifølge artikel 2 i dekret nr. 221/2013, der bærer overskriften »retlig karakter« og vedrører oprettelsen af Tribunal Català de Contractes del Sector Públic, er denne nemlig »et særligt administrativt kollegialt organ, som varetager sine funktioner fuldstændig uafhængigt, objektivt og upartisk, som ikke er undergivet noget hierarkisk led, og som ikke modtager instrukser fra de berørte offentlige forvaltningers organer«.

30.

Hvad det forelæggende organs sammensætning angår bestemmes det i artikel 5 i dekret nr. 221/2013, at det består af en formand og to personer med status som bisiddere, der udnævnes af den ansvarlige for den tjenestegren, som har beføjelse til at fastsætte kriterierne for og til at lede og kontrollere indgåelsen af offentlige kontrakter. Hvilke betingelser en person skal opfylde for at kunne være medlem af organet, angives i artikel 6 i dekret nr. 221/2013. Som tidligere nævnt udnævnes medlemmerne med henblik på et mandat, der skal fornys hvert femte år ( 25 ), og hvorunder de tjenestemænd, som er udnævnt til medlemmer af organet, er administrativt frigjort, dvs. at de udelukkende helliger sig deres hverv i Tribunal Català de Contractes del Sector Públic ( 26 ). Ifølge artikel 8, stk. 4, i dekret nr. 221/2013 er organets medlemmer uafsættelige, men kan fratages deres hverv eller afskediges af en række grunde, som udtrykkeligt angives i den nævnte artikel ( 27 ). Artikel 11 i dekret nr. 221/2013 indeholder de nærmere regler om, hvornår medlemmerne ikke må deltage i behandlingen af en sag eller skal vige deres sæde.

31.

Selv om Tribunal Català de Contractes del Sector Públic er knyttet til den »tjenestegren, som har til opgave at fastsætte kriterierne for og til at lede og kontrollere indgåelsen af offentlige kontrakter«, er organet ikke undergivet noget hierarkisk led og modtager ikke instrukser fra de berørte offentlige forvaltningers organer ( 28 ). Når Tribunal Català de Contractes del Sector Públic træffer sine afgørelser, er organet udenforstående i forhold til de foreliggende interesser og besidder den upartiskhed, som kræves ( 29 ).

32.

Endelig skal det nævnes, at Tribunal Català de Contractes del Sector Públic ikke har status som sagsøgt, når dets afgørelser anfægtes ( 30 ). De afgørelser og foranstaltninger, organet træffer, kan ganske vist være genstand for en almindelig forvaltningsretssag, men dette udgør en retslig beskyttelse i anden instans og kan ikke fratage organets afgørelser deres judicielle karakter som omhandlet i artikel 267 TEUF. Det forelæggende organs afgørelser kan ikke prøves administrativt ( 31 ).

33.

Jeg mener derfor, at det forelæggende organ opfylder kriteriet om uafhængighed, således som det følger af Domstolens praksis.

34.

Det er spørgsmålet om, hvorvidt det forelæggende organ »virker som obligatorisk retsinstans« som omhandlet i retspraksis vedrørende artikel 267 TEUF, der først og fremmest har givet Domstolen anledning til at betvivle, at Tribunal Català de Contractes del Sector Públic kan anses for at være en »ret i en af medlemsstaterne« som omhandlet i artikel 267 TEUF. Som tidligere nævnt er det afgørende i denne henseende, om den omstændighed, at en klage til det forelæggende organ ikke er det eneste retsmiddel, som er til rådighed – selv om dets afgørelse har bindende virkning – udelukker, at organet kan anses for at være en »ret i en af medlemsstaterne« som omhandlet i artikel 267 TEUF.

35.

Det fremgår nemlig af de oplysninger, Domstolen råder over, at en klage til Tribunal Català de Contractes del Sector Públic er et alternativt retsmiddel. Ifølge organet kan klageren vælge ( 32 ) mellem en særlig klage til Tribunal Català de Contractes del Sector Públic og en almindelig forvaltningsretssag, men klagerens valg binder forvaltningen, som ikke kan tilsidesætte det ( 33 ). Derimod gælder muligheden for direkte at anlægge en almindelig forvaltningsretssag ikke inden for de specifikke sektorer, som er omhandlet i lov nr. 31/2007 af 30. oktober 2007 om procedurerne for indgåelse af kontrakter inden for vand-, energi-, transport- og posttjenestesektorerne ( 34 ). For disse sektorers vedkommende er den særlige klage derfor ikke et alternativ, eftersom sagen skal forelægges klageinstanserne, eksempelvis Tribunal Català de Contractes del Sector Públic, før der indbringes søgsmål for de kompetente almindelige forvaltningsdomstole.

36.

I den foreliggende sag vedrører tvisten i hovedsagen ikke en af de specifikke sektorer, som er omhandlet i lov nr. 31/2007, og hvortil jeg henviste i punkt 35 i nærværende forslag til afgørelse, og jeg mener derfor, at de almindelige regler må finde anvendelse.

37.

Om et organ har beføjelse til at forelægge en sag for Domstolen, afgøres som tidligere nævnt på grundlag af såvel strukturelle som funktionelle kriterier. I denne henseende kan et nationalt organ kvalificeres som en »ret i en af medlemsstaterne« i artikel 267 TEUF’s forstand, når det udøver judicielle funktioner, mens det ved udøvelsen af andre funktioner, navnlig af administrativ karakter, ikke kan kvalificeres som sådan ( 35 ). Heraf følger, at det for at afgøre, om et nationalt organ, som ifølge lovgivningen er tillagt forskellige funktioner, må kvalificeres som en »ret i en af medlemsstaterne« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 267 TEUF, er nødvendigt at undersøge den særlige karakter af de funktioner, det udøver, i den specielle lovgivningsmæssige sammenhæng, hvori det forelægger spørgsmål for Domstolen ( 36 ).

38.

På samme måde som de andre kriterier for, at et organ er en »ret i en af medlemsstaterne« som omhandlet i artikel 267 TEUF, har kriteriet om, at organet »virker som obligatorisk retsinstans«, været genstand for en udvikling i Domstolens praksis. Det skal bemærkes, at dette begreb ikke altid er blevet anvendt meget konsekvent i Domstolens praksis. Domstolen henviser ofte ikke udtrykkeligt til kriteriet, og i det mindste på fransk er anvendelsen af begrebet ikke problemfri. Jeg mener, at det begreb, at det forelæggende organ »virker som obligatorisk retsinstans«, som sådant blev nævnt for første gang i Dorsch Consult-dommen ( 37 ), om end udtrykket »obligatorisk retsinstans« var blevet anvendt før da for at underbygge, at det forelæggende organ faktisk var en »ret i en af medlemsstaterne« som omhandlet i artikel 267 TEUF ( 38 ).

39.

I Dorsch Consult-dommen ( 39 ) sondrede Domstolen med hensyn til, om retten »virkede som obligatorisk retsinstans«, mellem to aspekter: Dels udgjorde det organ, som var blevet forelagt en sag, i realiteten den eneste klagemulighed, dels traf organet bindende afgørelser ( 40 ). I den pågældende sag behøvede Domstolen imidlertid ikke at præcisere kriteriet nærmere ved at lægge større vægt på den ene frem for den anden fortolkning, eftersom det pågældende organ virkede som obligatorisk retsinstans i begge de ovennævnte betydninger ( 41 ).

40.

I lighed med generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomer, Kokott og Szpunar mener jeg, at udtrykket »obligatorisk« snarere må henvise til, at det forelæggende organs afgørelser har bindende virkning, end til, at indbringelse for organet er det eneste mulige retsmiddel ( 42 ).

41.

I Emanuel-dommen ( 43 ) anså Domstolen således for en ret i en af medlemsstaterne som omhandlet i artikel 267 TEUF den person, der var udpeget til at træffe afgørelse i appelsager vedrørende afgørelser truffet af varemærkemyndigheden, som delte denne kompetence med en almindelig domstol, idet det afhang af sagsøgeren, der kunne vælge, for hvilken retsinstans sagen skulle anlægges, om den skulle forelægges den nævnte person. Dennes afgørelser havde bindende virkning ( 44 ).

42.

På samme måde anså Domstolen i dommen i sagen Ascendi Beiras Litoral e Alta, Auto Estradas das Beiras Litoral e Alta ( 45 ) Tribunal Arbitral Tributário (Portugal), der fremstod som et alternativt middel til løsning af tvister i skattesager, og hvis afgørelser var bindende for parterne, for at virke som »obligatorisk« retsinstans. I skattesager kunne den skattepligtige som i den sag, der havde givet anledning til denne dom, enten indbringe sagen for forvaltningsdomstolen eller anmode om nedsættelse af en skatteretlig voldgiftsret, og skattemyndigheden havde pligt til at rette sig efter hans valg. Skatteretlig voldgift var således ikke et supplerende retsmiddel, som den skattepligtige rådede over, men et egentligt alternativ til det traditionelle retsvæsen ( 46 ).

43.

Det fremgår således af de ovennævnte domme, at den omstændighed, at der findes et alternativt retsmiddel i forhold til domstolsprøvelse i egentlig forstand, ifølge Domstolen ikke nødvendigvis er til hinder for, at det organ, for hvilket den alternative sag er indbragt, kan anses for at være en »ret i en af medlemsstaterne« som omhandlet i artikel 267 TEUF ( 47 ). Det alternative retsmiddel kan have en anden karakter end det traditionelle, såsom skatteretlig voldgift i forhold til anlæggelse af en sag ved en forvaltningsdomstol. Om end det i flere af Domstolens domme angives, at der kun fandtes et enkelt retsmiddel – da det retsmiddel, der var tale om i de pågældende domme, rent faktisk var det eneste mulige – har Domstolen aldrig fundet, at et forelæggende organ ikke kunne anses for at være en »ret i en af medlemsstaterne« som omhandlet i artikel 267 TEUF, alene fordi der på det pågældende område fandtes flere mulige retsmidler ( 48 ).

44.

Endvidere forekommer det mig, at Domstolen helt fra begyndelsen anvendte dette kriterium til at udelukke private voldgiftsretter i klassisk forstand, selv om kriteriet om, at det forelæggende organ »virker som obligatorisk retsinstans«, ikke som sådan var blevet nævnt ( 49 ). Ifølge retspraksis udgør en voldgiftsret således ikke en ret i en af medlemsstaterne som omhandlet i artikel 267 TEUF, når der hverken retligt eller faktisk foreligger en pligt for aftaleparterne til at afgøre deres tvister ved voldgift, og når myndighederne i den pågældende medlemsstat hverken er inddraget ved valget af voldgift eller har pligt til ex officio at medvirke ved sagens behandling for voldgiftsretten ( 50 ). Domstolen har derimod antaget præjudicielle spørgsmål, som den var forelagt af en voldgiftsret, der var oprettet ved lov, hvis afgørelser var bindende for parterne, og hvis kompetence ikke forudsatte parternes samtykke ( 51 ).

45.

At det forelæggende organs afgørelse har bindende virkning, er derfor rent faktisk et nødvendigt kriterium for, at organet kan anses for at være en »ret i en af medlemsstaterne« som omhandlet i artikel 267 TEUF, men det er ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at organet kan anses for at »virke som obligatorisk retsinstans« som omhandlet i retspraksis vedrørende artikel 267 TEUF. I denne henseende skal det pågældende organ ligeledes være lovbestemt og dets kompetence ikke være afhængig af parternes ønske ( 52 ). Som tidligere nævnt mener jeg dog ikke, at indbringelse af en sag for organet skal være det eneste mulige retsmiddel.

46.

Hvis det modsatte standpunkt blev lagt til grund, kunne man teoretisk set spørge, om de spanske instanser, der behandler administrative tvister, »virker som obligatorisk retsinstans« i almindelige forvaltningsretssager vedrørende offentlige kontrakter, som anlægges direkte ved de pågældende almindelige forvaltningsdomstole. I en sådan situation mener jeg ikke, at den instans, der behandler administrative tvister, kunne anses for at virke som »obligatorisk« retsinstans, eftersom en almindelig forvaltningsretssag ikke ville være det eneste mulige retsmiddel ( 53 ).

47.

Jeg mener, at fordelene ved en fortolkning af artikel 267 TEUF, der gør det muligt at anse et forelæggende organ som Tribunal Català de Contractes del Sector Públic for at være en »ret i en af medlemsstaterne«, på trods af at der findes et alternativt retsmiddel, er større end de eventuelle ulemper. At der kan vælges mellem flere retsmidler, betyder nemlig, at de retsundergivne kan vælge det retsmiddel, der forekommer dem mest hensigtsmæssigt i det aktuelle tilfælde ( 54 ). De instanser, som er ansvarlige for at behandle særlige klagesager, såsom Tribunal Català de Contractes del Sector Públic for så vidt angår offentlige kontrakter, kan besidde væsentlig viden, der gør dem i stand til at afgøre de tvister, som forelægges dem, hurtigt og sagkyndigt. Det kan dog forekomme, også når der er tale om offentlige kontrakter, at visse klager snarere knytter sig til spørgsmål, der vedrører almindelig forvaltningsret. I sådanne tilfælde tjener en obligatorisk klage til en særlig klageinstans ikke noget formål, hvis den almindelige forvaltningsdomstol er bedre kvalificeret til at afgøre tvisten ( 55 ).

48.

Det skal påpeges, at Tribunal Català de Contractes del Sector Públics afgørelser er bindende for parterne og eksigible ( 56 ). De har således de samme virkninger som afgørelser truffet af en instans, der behandler administrative tvister i første instans, selv om der anlægges en sag ved en tilsvarende højere forvaltningsdomstol. Når sagen ikke er indbragt for en instans, der behandler administrative tvister, repræsenterer Tribunal Català de Contractes del Sector Públics afgørelser efter min opfattelse en bindende og endelig løsning af tvisten mellem den ordregivende myndighed og den bydende ( 57 ). Afgørelserne kendetegnes således af en retskraft, der svarer til virkningen af princippet om res judicata.

49.

Det følger af det foregående som helhed, at Tribunal Català de Contractes del Sector Públic som et særligt administrativt kollegialt organ, der er oprettet i henhold til den nationale lovgivning, hvis lovfæstede kompetence ikke er afhængig af parternes ønske, og som træffer en bindende afgørelse, opfylder de i retspraksis fastlagte kriterier for at blive anset for at være en »ret i en af medlemsstaterne« som omhandlet i artikel 267 TEUF. Der verserer en tvist for organet, og det skal træffe afgørelse i en sag, som er bestemt til at føre til en afgørelse, der har judiciel karakter. Domstolen er følgelig kompetent til at træffe afgørelse vedrørende de præjudicielle spørgsmål, som organet har forelagt, og anmodningen om en præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

50.

På baggrund af de ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen erklærer sig kompetent til at træffe afgørelse vedrørende de præjudicielle spørgsmål, som Tribunal Català de Contractes del Sector Públic har forelagt.