1. 

Anmodningen om præjudiciel afgørelse, der er genstand for den foreliggende sag, vedrører fortolkningen af artikel 4, stk. 1, litra b), i direktiv 2008/95/EF ( 2 ) og er forelagt i forbindelse med en tvist om forkastelse af indsigelsen rejst af selskabet BGW Beratungs-Gesellschaft Wirtschaft mbH, tidligere BGW Marketing- & Management-Service GmbH (herefter »BGW«), mod den registrering, der er blevet foretaget af Deutsches Patent- und Markenamt (herefter »DPMA«), af ordmærket »BGW Bundesverband der deutschen Gesundheitswirtschaft«.

2.

Ved direktiv 2008/95, der trådte i kraft den 28. november 2008, blev der foretaget en kodifikation af direktiv 89/104/EØF ( 3 ).

3.

Artikel 3 i direktiv 2008/95 med overskriften »Registreringshindringer og ugyldighedsgrunde« bestemmer i stk. 1, litra b) og c):

»1.   Følgende tegn og varemærker udelukkes fra registrering eller kan erklæres ugyldige, hvis de allerede er blevet registreret:

[…]

[…]«

4.

Artikel 4 i direktiv 2008/95 med overskriften »Yderligere registreringshindringer og ugyldighedsgrunde vedrørende konflikter med ældre rettigheder« bestemmer i stk. 1, litra a) og b):

»1.   Et varemærke udelukkes fra registrering eller kan, hvis det er registreret, erklæres ugyldigt:

5.

De faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten i hovedsagen, således som de er beskrevet i forelæggelsesafgørelsen, kan sammenfattes som følger.

6.

Den 11. december 2006 blev ordmærket »BGW Bundesverband der deutschen Gesundheitswirtschaft« (herefter »det yngre varemærke«) registreret i DPMA’s register for varer henhørende under klasse 16, 35, 41 og 43 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret ( 4 ). Der blev rejst indsigelse mod denne registrering på grundlag af følgende tyske ord- og figurmærke:

der havde været registreret siden den 21. juli 2004 for varer og tjenesteydelser henhørende under klasse 16, 35 og 41 i det nævnte Nicearrangement (herefter »det ældre varemærke«) ( 5 ).

7.

Ved afgørelse af 2. oktober 2009 annullerede DPMAs afdeling for varemærker i klasse 44 delvist det yngre varemærke efter at have konstateret, at der forelå en risiko for forveksling mellem de omtvistede varemærker, og forkastede i øvrigt indsigelsen. Efter at der var blevet indgivet en klage af indehaveren af det yngre varemærke, blev denne afgørelse ved afgørelse af 9. januar 2012 ophævet af DPMA’s afdeling for varemærker i klasse 44 med den begrundelse, at en retsbevarende brug af det ældre varemærke ikke var blevet godtgjort.

8.

BGW har anlagt søgsmål med påstand om ophævelse af den nævnte afgørelse af 9. januar 2012 ved Bundespatentgericht.

9.

Den forelæggende ret har på baggrund af de dokumenter, som BGW har fremlagt for den, lagt til grund, at det er blevet godtgjort, at der er blevet gjort retsbevarende brug af det ældre varemærke, i det mindste for så vidt angår varerne »tryksager« og tjenesteydelserne »annonce- og reklamevirksomhed«, »ledelse og arrangering af seminarer« og »organisering af konkurrencer«, idet de pågældende tjenesteydelser hovedsageligt præsteres over for virksomheder inden for sundhedssektoren, navnlig over for optikerforretninger og over for høreapparatteknikere. Den forelæggende ret har fastslået, at de omtvistede varemærker omfatter varer af samme art, dvs. tryksager, og tjenesteydelser dels af samme art, dels af lignende art.

10.

For så vidt angår ligheden mellem de omtvistede varemærker er den forelæggende ret af den opfattelse, at helhedsindtrykket af det ældre varemærke alene domineres af bogstavrækkefølgen »BGW«, idet den figurative bestanddel af dette varemærke visuelt set er ubetydelig og fonetisk set er helt irrelevant. Helhedsindtrykket af det yngre varemærke domineres også af den samme bogstavrækkefølge. Ifølge den forelæggende ret, som i denne henseende støtter sig på retspraksis fra den tyske Bundesgerichtshof, har ordkombinationen »Bundesverband der deutschen Gesundheitswirtschaft« (»føderal sammenslutning af tyske virksomheder inden for sundhedssektoren«), som indgår i det yngre varemærke, en beskrivende karakter og mangler ethvert fornødent særpræg. Ordkombinationen angiver således alene, at de omhandlede varer og tjenesteydelser præsteres af en sammenslutning af virksomheder inden for sundhedssektoren, der opererer i hele Tyskland uden i øvrigt at give mulighed for en præcis identificering af varernes og tjenesteydelsernes handelsmæssige oprindelse. Under alle omstændigheder er Bundespatentgericht af den opfattelse, at uanset hvordan denne ordkombination skal bedømmes, må bogstavrækkefølgen »BGW« i det yngre varemærke i det mindste tillægges en selvstændig adskillelsesevne som omhandlet i dom Medion (C-120/04, EU:C:2005:594). Ifølge den forelæggende ret vil den relevante kundekreds derfor, når den stilles over for dette varemærke på markedet, genkende det ældre varemærke, hvorved den eneste forskel består i, at det – isoleret betragtet intetsigende – akronym »BGW« forklares med (den beskrivende) angivelse »Bundesverband der deutschen Gesundheitswirtschaft«, som opløser det.

11.

Under disse omstændigheder har den forelæggende ret under henvisning til dom AMS mod KHIM – American Medical Systems (AMS Advanced Medical Services) (T-425/03, EU:T:2007:311) fastslået, at der ikke er tvivl om, at der for så vidt angår de varer og tjenesteydelser, der er nævnt i punkt 9 i dette forslag til afgørelse, for den relevante kundekreds består en risiko for forveksling mellem de omtvistede varemærker.

12.

Den forelæggende ret er imidlertid af den opfattelse, at dom Strigl og Securvita (C-90/11 og C-91/11, EU:C:2012:147) er til hinder for en sådan bedømmelse. Domstolen fastslog i denne dom, at artikel 3, stk. 1, litra b) og c), i direktiv 2008/95 skal fortolkes således, at denne bestemmelse finder anvendelse på et ordmærke, der består af en sammenstilling af en beskrivende ordkombination og en – isoleret betragtet – ikke beskrivende bogstavrækkefølge, hvis denne bogstavrækkefølge, fordi den gengiver begyndelsesbogstavet i hvert ord i denne ordkombination, af kundekredsen opfattes som en forkortelse af den nævnte ordkombination, og at det omhandlede varemærke som helhed dermed kan forstås som en kombination af beskrivende angivelser og forkortelser. Bundespatentgericht har endvidere henvist til, at det i den nævnte doms præmis 38 er præciseret, at bogstavrækkefølgen, der gengiver de første bogstaver i ordene, som ordkombinationen er sammensat af, blot indtager en accessorisk stilling i forhold til denne kombination. Efter den forelæggende rets opfattelse vil det være udelukket at tillægge en bestanddel af et sammensat varemærke, i det foreliggende tilfælde bogstavrækkefølgen »BGW« i det yngre varemærke, der opfattes som et akronym, en dominerende stilling eller i det mindste selvstændig adskillelsesevne, såfremt en sådan bestanddel blot har en accessorisk stilling i dette varemærke.

13.

Den omstændighed, at dom Strigl og Securvita (C-90/11 og C-91/11, EU:C:2012:147) omhandlede registreringshindringerne i henhold til artikel 3 i direktiv 2008/95, kan ifølge Bundespatentgericht ikke begrunde, at der anlægges en anden bedømmelse i den foreliggende sag, som derimod drejer sig om den yderligere registreringshindring i direktivets artikel 4, stk. 1, litra b). Det ville ifølge den forelæggende ret alene kunne forholde sig anderledes, såfremt der ved bedømmelsen af helhedsindtrykket af det yngre varemærke kan tages hensyn til den omstændighed, at det ældre varemærke rent faktisk bruges på markedet, hvilket Domstolen dog har afvist bl.a. i domme Calvin Klein Trademark Trust mod KHIM (C-254/09 P, EU:C:2010:488, præmis 53 og 58) og Ferrero mod KHIM (C-552/09 P, EU:C:2011:177, præmis 58).

14.

På den baggrund har Bundespatentgericht besluttet at udsætte sagen og stille Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 4, stk. 1, litra b), i direktiv 2008/95 fortolkes således, at det i forbindelse med varer og tjenesteydelser af samme eller lignende art kan fastslås, at der i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling, såfremt en bogstavrækkefølge med fornødent særpræg, der dominerer det ældre ord-/figurmærke med gennemsnitligt særpræg, overtages i en tredjemands yngre ordmærke på en sådan måde, at der til denne bogstavrækkefølge føjes en dertil henvisende beskrivende ordkombination, der forklarer bogstavrækkefølgen som forkortelse af de beskrivende ord?«

15.

Alene Europa-Kommissionen og Republikken Polen har indgivet skriftlige indlæg. På grundlag af en i høj grad sammenfaldende argumentation har de foreslået at besvare det præjudicielle spørgsmål bekræftende.

16.

Da den forelæggende ret i det væsentlige er i tvivl om de konsekvenser, der skal drages af dom Strigl og Securvita (C-90/11 og C-91/11, EU:C:2012:147) med henblik på bedømmelsen af ligheden mellem de i hovedsagen omtvistede varemærker, skal der indledningsvis kort redegøres for indholdet af den pågældende dom (afsnit A), før dommens rækkevidde defineres, og dens betydning for afgørelsen af tvisten i hovedsagen vurderes (afsnit B). Dernæst vil jeg gennemgå de kriterier, på grundlag af hvilke bedømmelsen af ligheden mellem de omtvistede varemærker skal foretages med henblik på eventuelt at konstatere en risiko for forveksling som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra b), i direktiv 2008/95 (afsnit C).

17.

I de forenede sager, der gav anledning til dom Strigl og Securvita (C-90/11 og C-91/11, EU:C:2012:147), spurgte Bundespatentgericht Domstolen ved to anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet i forbindelse med to sager, hvor den første vedrørte registreringen som ordmærke af tegnet »Multi Markets Fund MMF« og den anden en begæring om ugyldighed vedrørende ordmærket »NAI – Der Natur-Aktien-Index«, om registreringshindringerne i artikel 3, stk. 1, litra b) og/eller c), i direktiv 2008/95 finder anvendelse på et ordmærke, der består af en sammenstilling af en beskrivende ordkombination og en – isoleret betragtet – ikke beskrivende bogstavrækkefølge, men som gengiver begyndelsesbogstaverne i de ord, denne ordkombination er sammensat af.

18.

I denne dom anførte Domstolen indledningsvis – idet den støttede sig på den forelæggende rets konstateringer – at de i hovedsagerne omhandlede tegn dels var sammensat af en ordkombination, som i omsætningen betegner »en form for tjenesteydelser og visse egenskaber ved disse«, der måtte anses for at være beskrivende for egenskaberne ved de tjenesteydelser, der udbydes, jf. artikel 3, stk. 1, litra c), i direktiv 2008/95, dels en bogstavrækkefølge, som isoleret betragtet ikke var beskrivende i denne bestemmelses forstand, da den ikke som sådan var egnet til »at betegne en eller anden egenskab ved de omhandlede tjenesteydelser« ( 6 ).

19.

Efter i den nævnte doms præmis 30 og 31 at have henvist til formålene med registreringshindringerne i artikel 3, stk. 1, litra b), og c), i direktiv 2008/95, foretog Domstolen dernæst en bedømmelse af de i hovedsagerne omhandlede tegn i deres helhed. I denne sammenhæng bemærkede Domstolen, at de tre store bogstaver i hvert af disse tegn, dvs. »MMF« og »NAI«, udgjorde begyndelsesbogstaverne i de ordkombinationer, som de var sammenstillet med, og at »ordkombinationen og bogstavrækkefølgen i begge tilfælde [havde] til formål gensidigt at forklare hinanden og at understrege den forbindelse, der [var] mellem dem«, idet begge bogstavrækkefølger »[var] konstrueret til at forstærke kundekredsens opfattelse af ordkombinationen, idet det bliver mere enkelt at bruge den og lettere at huske den«, og i denne forbindelse havde det ingen betydning, om bogstavrækkefølgen stod foran eller var efterstillet ordkombinationen ( 7 ).

20.

Endelig præciserede Domstolen, at hvis de i hovedsagerne omhandlede bogstavrækkefølger af den relevante kundekreds blev opfattet som forkortelser for de ordkombinationer, som de var sammenstillet med, »[kunne] bogstavrækkefølgerne ikke gå ud over summen af alle varemærkets bestanddele set som helhed, selv om disse bogstavrækkefølger isoleret set [kunne] anses for at have et fornødent særpræg«. Tværtimod indtager sådanne bogstavrækkefølger ifølge Domstolen, som i denne henseende henviste til punkt 56 i generaladvokatens forslag til afgørelse ( 8 ), blot en »accessorisk stilling« i forhold til de ordkombinationer, som de er sammenstillet med ( 9 ).

21.

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at den er forpligtet til at anvende de principper, der er fastsat af Domstolen i dom Strigl og Securvita (C-90/11 og C-91/11, EU:C:2012:147), med henblik på at bedømme ligheden mellem de i hovedsagen omtvistede varemærker. Retten baserer denne konklusion på to forudsætninger, nemlig for det første, at det yngre varemærke set som helhed er beskrivende, og for det andet, at vurderingen af det helhedsindtryk, som et varemærke kan give den relevante kundekreds, ikke kan ændre sig alt efter, om der er tale om at afgøre, om der foreligger en absolut registreringshindring eller en (i henhold til ordlyden af direktiv 2008/95 »yderligere«) relativ registreringshindring.

22.

Uden at rejse tvivl om gyldigheden af disse forudsætninger skal jeg ikke desto mindre fremkomme med følgende præciseringer.

23.

De kriterier, på grundlag af hvilke det skal vurderes, om der foreligger en registreringshindring som fastsat i artikel 3, stk. 1, litra c), i direktiv 2008/95, eller som enslydende fastsat i artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009 ( 10 ), har længe været udledt af Domstolens og Rettens praksis i lyset af den almene interesse, der ligger til grund for denne registreringshindring, dvs. interessen i at forhindre, at tegn eller angivelser, der er omfattet af disse bestemmelser, forbeholdes en enkelt virksomhed på grund af deres registrering som varemærke ( 11 ). Det er således blevet bekræftet, at bedømmelsen af, om et tegn er beskrivende, kun kan ske dels i forhold til de omhandlede varer eller tjenesteydelser, dels i forhold til opfattelsen hos den tilsigtede kundekreds, der udgøres af forbrugeren af disse varer eller tjenesteydelser ( 12 ). Det er ligeledes blevet præciseret, at de tegn og angivelser, der er omfattet af ovennævnte bestemmelser, er dem, som i den normale sprogbrug fra den tilsigtede kundekreds’ synsvinkel – enten direkte eller ved henvisning til en af dens væsentligste egenskaber – kan tjene til at betegne den vare eller den tjenesteydelse, for hvilken der er ansøgt om registrering ( 13 ), og at det, for at et tegn kan falde ind under forbuddet i disse bestemmelser, er nødvendigt, at det har en tilstrækkelig direkte og konkret forbindelse til de omhandlede varer eller tjenesteydelser, der kan gøre det muligt for den relevante kundekreds straks og uden yderligere overvejelse at opfatte en beskrivelse af kategorien af de omhandlede varer eller tjenesteydelser eller af en af deres egenskaber ( 14 ). Selv om disse kriterier er blevet anvendt af Unionens retsinstanser på en ofte stringent måde ( 15 ), forholder det sig ikke desto mindre således, at et tegn kun kan afvises fra registrering på baggrund af dets beskrivende karakter, såfremt det med rimelighed kan antages, at det rent faktisk vil blive opfattet af den relevante kundekreds som en beskrivelse af en af disse »egenskaber« ved de varer eller tjenesteydelser, for hvilke der er ansøgt om registrering, dvs. »en egenskab [ved dem], som er let genkendelig for den relevante kundekreds« ( 16 ).

24.

I hvilket omfang er de ovenfor beskrevne kriterier da opfyldt for så vidt angår ordkombinationen »Bundesverband der deutschen Gesundheitswirtschaft«, der fremgår af det yngre varemærke? I betragtning af beskrivelsen af de varer og tjenesteydelser, for hvilke dette varemærke er registreret ( 17 ), synes kun en del af disse – i øvrigt oftest forstået som »fitness« i bred forstand ( 18 ) – at henhøre under sundhedssektoren, eller kun delvist at være specielt bestemt til denne sektor, hvorfor man med rette kan spørge, om den omhandlede ordkombination i forhold til disse varer og tjenesteydelser, som påkrævet i henhold til den retspraksis, der er omtalt i det foregående punkt, har en »tilstrækkelig direkte og konkret forbindelse«, der gør det muligt for den relevante kundekreds »straks og uden yderligere overvejelse at opfatte« en beskrivelse af kategorien af de omhandlede varer eller tjenesteydelser eller af en af deres egenskaber.

25.

Som nævnt i punkt 10 ovenfor, har Bundespatentgericht fastslået, at bestanddelen »Bundesverband der deutschen Gesundheitswirtschaft« i det yngre varemærke er beskrivende, idet den har støttet sig på den betragtning, at ordkombinationer, som alene angiver, at de omhandlede varer og tjenesteydelser præsteres af en erhvervsdrivende, der er aktiv inden for en given sektor (i det yngre varemærkes tilfælde en sammenslutning af virksomheder, der virker inden for sundhedssektoren), i kraft af selve deres karakter er beskrivende. Denne konklusion, der i øvrigt synes at bero på en generalisering frem for en konkret bedømmelse, må imidlertid – henset til sammenhængen i den forelæggende rets argumentation – forstås således, at den ikke henviser til alle de varer og tjenesteydelser, for hvilke det yngre varemærke er registreret, således som de fremgår af fortegnelsen i fodnote 4 til nærværende forslag til afgørelse, men alene til de varer og tjenesteydelser, for hvilke de her omtvistede varemærker konkret vil kunne støde sammen på markedet, som afgrænset af den forelæggende ret, dvs. til varerne »tryksager« og tjenesteydelserne »annonce- og reklamevirksomhed«, »ledelse og arrangering af seminarer« og »organisering af konkurrencer«»præsteret over for virksomheder inden for sundhedssektoren, navnlig optikerforretninger og høreapparatteknikere«.

26.

Det er således spørgsmålet, om det yngre varemærke i lighed med de varemærker, der var omhandlet i de hovedsager, der gav anledning til dom Strigl og Securvita (C-90/11 og C-91/11, EU:C:2012:147), er omfattet af den registreringshindring eller ugyldighedsgrund, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, litra c), i direktiv 2008/95, således som fortolket og anvendt af Domstolen i denne dom. Selv om en benægtende besvarelse af dette spørgsmål ikke i sig selv kan udelukke, at Domstolens konstateringer i dom Strigl og Securvita (C-90/11 og C-91/11, EU:C:2012:147) har betydning for afgørelsen af tvisten i hovedsagen, taler en sådan ikke desto mindre imod en fuldstændig sammenligning mellem de hovedsager, der gav anledning til den pågældende dom, og den sag, der verserer for den forelæggende ret.

27.

Det følger af fast retspraksis, at såvel vurderingen af, om et tegn er beskrivende og har fornødent særpræg, som vurderingen af, om der foreligger en risiko for forveksling mellem tegnene, skal foretages under hensyntagen til de samme parametre, dvs. for det første de omhandlede varer og/eller tjenesteydelser og for det andet opfattelsen hos den relevante kundekreds ( 19 ). Desuden skal vurderingen i begge tilfælde, når der er tale om sammensatte tegn, foretages under hensyntagen til helhedsindtrykket af dem ( 20 ). Bedømmelsen vedrørende tilstedeværelsen af absolutte registreringshindringer og vedrørende tilstedeværelsen af relative registreringshindringer som omhandlet i henholdsvis artikel 3, stk. 1, litra b) og c), og artikel 4, stk. 1, litra b), i direktiv 2008/95 (samt de tilsvarende bestemmelser i forordning nr. 207/2009) foretages følgelig på grundlag af fælles kriterier.

28.

Det skal imidlertid understreges for det første, at disse bestemmelser forfølger forskellige formål og tilsigter at beskytte forskellige interesser. For så vidt angår artikel 3, stk. 1, litra c), i direktiv 2008/95 [og artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009] har Domstolen således præciseret, at den almene interesse, der ligger bag denne bestemmelse, består i at sikre, at de tegn, der er beskrivende for en eller flere af de varer eller tjenesteydelsers egenskaber, som er omfattet af varemærkeansøgningen, frit kan benyttes af samtlige erhvervsdrivende, der udbyder sådanne varer eller tjenesteydelser ( 21 ). Den almene interesse, der ligger til grund for samme direktivs artikel 3, stk. 1, litra b), [og artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009], er til gengæld sammenfaldende med varemærkets væsentligste funktion, der er at garantere oprindelsen af varen eller tjenesteydelsen, som er omfattet af varemærket, over for forbrugeren eller den endelige bruger, som dermed sættes i stand til uden risiko for forveksling at adskille varen eller tjenesteydelsen fra varer eller tjenesteydelser med en anden oprindelse ( 22 ). De relative registreringshindringer i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2008/95 [samt i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 207/2009] omhandler for deres vedkommende situationer, hvor tegnet mangler nyhed som følge af risiko for forveksling med ældre varemærker. Selv om der er en klar forbindelse mellem disse registreringshindringer og varemærkets oprindelsesfunktion ( 23 ), har de i det væsentlige til formål at beskytte de individuelle interesser hos indehaverne af ældre varemærker, der kommer i konflikt med det ansøgte tegn, hvilket bl.a. fremgår af den omstændighed, at de udelukkende behandles ved indsigelse, mens de absolutte registreringshindringer behandles ex officio ( 24 ).

29.

For det andet bemærkes, at selv om den opfattelse, som den relevante kundekreds har af et tegn, ikke – som den forelæggende ret med rette har påpeget – kan afhænge af, hvilken relativ registreringshindring der tages hensyn til, vil synsvinklen, ud fra hvilken denne opfattelse forstås, ikke desto mindre variere alt efter, om der er tale om at vurdere, om et tegn er beskrivende, eller om der foreligger en risiko for forveksling mellem to tegn. Mens opmærksomheden i førstnævnte tilfælde fokuseres på de mentale processer, der kan føre til at skabe en forbindelse mellem tegnet eller dens forskellige bestanddele og de omhandlede varer og/eller tjenesteydelser, vil vurderingen i det andet tilfælde snarere vedrøre processerne i forhold til at huske, genkende og erindre tegnet samt associeringsmekanismer ( 25 ). I forhold til sammensatte tegn indebærer denne bedømmelse en vurdering af tegnets forskellige bestanddeles evne til at påkalde sig kundekredsens opmærksomhed og til at skabe et helhedsindtryk af tegnet, hvilket således influerer på de nævnte mentale processer og mekanismer.

30.

De to synsvinkler, der er redegjort for ovenfor, er tydeligvis ikke fuldstændigt uafhængige af hinanden. Det følger f.eks. af fast retspraksis, at kundekredsen i almindelighed ikke opfatter en beskrivende bestanddel, der udgør en del af et sammensat varemærke, som den særprægede og dominerende bestanddel i det helhedsindtryk, som varemærket fremkalder ( 26 ). Synsvinklerne forbliver ikke desto mindre selvstændige. Således har Retten, på trods af den regel, jeg netop har gengivet, ikke desto mindre præciseret, at »det svage særpræg af en bestanddel af et sammensat varemærke ( 27 ) ikke nødvendigvis [indebærer], at denne ikke kan udgøre en dominerende bestanddel, da den navnlig som følge af sin placering i tegnet eller af sin størrelse kan sætte sit præg i opfattelsen hos gennemsnitsforbrugeren og forblive i dennes erindring« ( 28 ).

31.

Det fremgår af præmisserne i dom Strigl og Securvita (C-90/11 og C-91/11, EU:C:2012:147), at spørgsmålet om, hvorvidt ordlyden af artikel 3, stk. 1, litra b) og c), i direktiv 2008/95 medfører, at der ikke kan ske registrering af et tegn, som er sammensat af en bogstavrækkefølge sammenstillet med en ordkombination, skal vurderes fra sag til sag – ikke på grundlag af objektive og forudbestemte kriterier, men i henhold til den relevante kundekreds’ opfattelse af den indbyrdes afhængighed mellem tegnets forskellige bestanddele samt tegnet set som helhed. I denne doms præmis 32 og 34 støtter Domstolen sig således på en række argumenter udledt af en empirisk analyse af de omhandlede tegn, med henblik på at fastslå, om der imellem tegnenes forskellige bestanddele findes en forbindelse, der kan have indflydelse på den relevante kundekreds’ opfattelse af tegnene, samt på den mentale proces, der fører til, at man husker dem. Den nævnte dom giver således ikke plads til nogen form for automatik, men henviser derimod til anvendelsen af reglerne om opfattelse ( 29 ).

32.

Efter min opfattelse skal den konstatering, der er anført i dommens præmis 38, som den forelæggende ret har henvist til, hvorefter »bogstavrækkefølgen, der gengiver de første bogstaver i ordene, som ordkombinationen er sammensat af, […] blot [indtager] en accessorisk stilling i forhold til denne kombination«, ligeledes forstås i denne retning. Denne konstatering, som langt fra er udtryk for en generel regulering af bedømmelsen, præciserer nemlig blot i forhold til anvendelsen af registreringshindringerne i artikel 3, stk. 1, litra b) og c), i direktiv 2008/95, at en bogstavrækkefølge, selv hvis den i sig selv har fornødent særpræg, kan have en beskrivende karakter, når den indgår i et sammensat varemærke, hvori den er kombineret med et hovedsagligt beskrivende udtryk, som den bliver opfattet som en forkortelse af, hvilket skal fastslås ved en vurdering fra sag til sag.

33.

Når desuden henses til den sammenhæng, hvori den nævnte konstatering indgår, skal den forstås således, at den tilsigter at udelukke, at det fornødne særpræg, som bogstavrækkefølgerne har isoleret set, i et tilfælde, hvor der er en indbyrdes afhængig forbindelse, som beskrevet i præmis 32-35 i dom Strigl og Securvita (C-90/11 og C-91/11, EU:C:2012:147), mellem de omhandlede bogstavrækkefølger og de ordkombinationer, som de er sammenstillet med, vil kunne overføres på helhedsindtrykket af de omhandlede tegn og derved give dem fornødent særpræg samlet set på trods af ordkombinationernes beskrivende karakter. Henvisningen til de omhandlede bogstavrækkefølgers »accessoriske karakter« skal derfor ikke forstås som en vurdering af deres evne til som bestanddele i et sammensat varemærke at fange den relevante kundekreds’ opmærksomhed eller til at indgå i processen omkring at huske og genkalde sig tegnet.

34.

Henset til de anderledes faktiske og retlige forhold i de sager, der gav anledning til dom Strigl og Securvita (C-90/11 og C-91/11, EU:C:2012:147), samt til den i det væsentlige empiriske karakter af dommens præmisser og den rækkevidde, som bør tillægges dommen, synes de konstateringer, der fremgår af dommen, ikke automatisk at kunne overføres på tvisten i hovedsagen. Sammenligningen mellem de omtvistede tegn i nærværende sag og vurderingen af risikoen for forveksling skal følgelig foretages på grundlag af de almindeligt anvendte kriterier på området, som kort vil blive gennemgået nedenfor.

35.

Det er en udtrykkelig betingelse for den beskyttelse, det registrerede varemærke yder – navnlig mod tredjemands brug af tegn, som ikke er identiske – at der er risiko for forveksling. Domstolen har defineret denne betingelse som risikoen for, at det i kundekredsen kan antages, at de pågældende varer eller tjenesteydelser hidrører fra den samme virksomhed eller i givet fald fra økonomisk forbundne virksomheder ( 30 ).

36.

Ifølge 11. betragtning til direktiv 2008/95 må spørgsmålet, om der foreligger en sådan risiko, vurderes »på grundlag af adskillige faktorer, herunder bl.a. i hvor høj grad varemærket er kendt på markedet, den association, som det anvendte eller registrerede tegn fremkalder, lighedsgraden mellem varemærket og tegnet samt mellem de pågældende varer eller tjenesteydelser«. Risikoen for forveksling skal derfor underkastes en helhedsvurdering under hensyntagen til alle de relevante faktorer i det foreliggende tilfælde ( 31 ).

37.

Med henblik på at vurdere graden af lighed mellem de pågældende varemærker må det afgøres, i hvilken grad der er tale om visuel, lydlig eller begrebsmæssig lighed, og i givet fald vurderes, hvilken betydning der skal tillægges disse forskellige elementer under hensyntagen til den kategori af varer eller tjenesteydelser, der er tale om, og de omstændigheder, hvorunder de afsættes ( 32 ).

38.

Der skal foretages en helhedsvurdering af de visuelle, lydlige og begrebsmæssig ligheder mellem de omhandlede tegn, hvorved den opfattelse, som gennemsnitsforbrugeren af de pågældende varer og tjenesteydelser har af varemærkerne, spiller en afgørende rolle ( 33 ). I denne henseende er det præciseret i retspraksis, at gennemsnitsforbrugeren normalt opfatter et varemærke som en helhed og ikke foretager en undersøgelse af dets forskellige detaljer ( 34 ). Denne helhedsvurdering skal således være støttet på det helhedsindtryk, de omtvistede varemærker giver, idet der navnlig skal tages hensyn til deres særprægede og dominerende bestanddele ( 35 ). Særligt har Domstolen fastslået, at vurderingen af ligheden mellem to varemærker ikke kan begrænses til, at der alene tages hensyn til én bestanddel i et sammensat varemærke, og til at sammenligne denne bestanddel med et andet varemærke, men at sammenligningen tværtimod skal foretages ved at undersøge de pågældende varemærker, hvorved hvert varemærke betragtes i sin helhed ( 36 ).

39.

Selv om det helhedsindtryk, som et sammensat varemærke fremkalder i erindringen hos den relevante kundekreds, under visse omstændigheder kan være domineret af en eller flere af varemærkets bestanddele, er det kun, når alle andre varemærkebestanddele er uden betydning, at bedømmelsen af ligheden alene kan afhænge af den dominerende bestanddel ( 37 ). I denne henseende har Domstolen ligeledes, idet den er gået ud fra dom Medion (C-120/04, EU:C:2005:594), som den forelæggende ret har henvist til, præciseret, at en bestanddel i et sammensat varemærke, selv om den ikke kan anses for at være dominerende, skal tages i betragtning ved bedømmelsen af ligheden mellem dette varemærke og et ældre varemærke, for så vidt som bestanddelen i sig selv udgør det ældre varemærke og bevarer en selvstændig adskillelsesevne i det sammensatte varemærke. I tilfælde af, at en fælles bestanddel har bevaret en selvstændig adskillelsesevne i det sammensatte tegn, kan det helhedsindtryk, som dette tegn skaber, forlede offentligheden til at tro, at de pågældende varer eller tjenesteydelser hidrører fra i hvert fald økonomisk forbundne virksomheder, og i så fald skal det fastslås, at der foreligger risiko for forveksling ( 38 ). Domstolen har ligeledes præciseret, at en bestanddel af et sammensat tegn ikke bevarer en sådan selvstændig adskillelsesevne, hvis denne bestanddel sammen med den anden eller de andre af tegnets bestanddele samlet set udgør en enhed, der har en anden betydning end disse bestanddele hver for sig ( 39 ).

40.

Endelig skal jeg bemærke, at selv en bestanddel, der kun har en svag grad af særpræg, i princippet kan være dominerende i helhedsindtrykket af et sammensat varemærke eller have selvstændig adskillelsesevne i dette varemærke som omhandlet i retspraksis vedrørende dom Medion (C-120/04, EU:C:2005:594), da den navnlig som følge af sin placering i tegnet eller af sin størrelse »kan sætte sit præg i opfattelsen hos gennemsnitsforbrugeren og forblive i dennes erindring« ( 40 ).

41.

Det er på grundlag af de ovenfor anførte principper, at den forelæggende ret skal vurdere ligheden mellem de omhandlede varemærker og tilstedeværelsen af en eventuel risiko for forveksling.

42.

Det påhviler nærmere bestemt denne ret at analysere de forskellige bestanddele af det yngre varemærke, deres egentlige betydning i selve varemærket samt deres samspil med hinanden med henblik på via en sammenfatning at udlede det helhedsindtryk, som varemærket giver, og som den relevante kundekreds vil kunne bevare i erindringen. Med henblik på at foretage en sådan vurdering skal den pågældende ret under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende, hvor det yngre varemærke er sammensat af et tegn, der gengiver den bogstavrækkefølge, som er den eneste ordbestanddel i det ældre varemærke, og en ordkombination, blandt andre faktorer tage hensyn til den placering, som henholdsvis bogstavrækkefølgen og ordkombinationen har i tegnet ( 41 ), samt til sidstnævntes længde ( 42 ), og eventuelt beskrivende karakter ( 43 ), til den forbindelse, som den relevante kundekreds vil kunne skabe mellem bogstavrækkefølgen og ordkombinationen – navnlig muligheden for, at førstnævnte anses for at være et akronym for sidstnævnte – til hvorvidt en sådan forbindelse vil blive opfattet straks, til konsekvenserne af en sådan opfattelse for erindringen af tegnet ( 44 ), til typen af de omhandlede varer, kendetegnene ved den relevante kundekreds og dens grad af opmærksomhed, samt til hvilken type hukommelse, der forudsættes (kort tid, gennemsnitlig tid eller lang tid). På samme måde påhviler det i givet fald den forelæggende ret at vurdere, om den omstændighed, at det yngre varemærkes bestanddele danner en særskilt logisk enhed, som følge af de forbindelser, som den relevante kundekreds kan skabe mellem bogstavrækkefølgen og ordkombinationen, kan forhindre, at denne bogstavrækkefølge, der er den fælles bestanddel for de omhandlede varemærker, kan blive selvstændigt opfattet og husket af denne kundekreds, og dermed væsentligt bidrager til at skabe et helhedsbillede af det yngre varemærke, som den nævnte kundekreds vil bevare i erindringen. Ved denne vurdering og med henblik på at bedømme den begrebsmæssige lighed mellem de omtvistede varemærker skal der ligeledes tages hensyn til sandsynligheden for, at de forbrugere, der har set det ældre varemærke, vil kunne tillægge den bogstavrækkefølge, som dette varemærke er sammensat af, den samme betydning, som de genfinder i det yngre varemærke ( 45 ).

43.

Derimod er den forelæggende ret, som jeg har anført ovenfor, ikke i forbindelse med denne vurdering bundet af de konstateringer, der er anført af Domstolen i en anderledes faktisk og retlig kontekst i dom Strigl og Securvita (C-90/11 og C-91/11, EU:C:2012:147).

44.

Henset til samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det af Bundespatentgericht stillede præjudicielle spørgsmål således:

»Artikel 4, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95/EF af 22. oktober 2008 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker skal fortolkes således, at der i forbindelse med varer og tjenesteydelser af samme eller lignende art kan være risiko for forveksling mellem to tegn i offentlighedens bevidsthed, såfremt den bogstavrækkefølge, som er den eneste ordbestanddel i det ældre tegn, gengives i det yngre ordmærke og sammenstilles med en beskrivende ordkombination sammensat af ord, hvis begyndelsesbogstaver gentager ordene i den nævnte bogstavrækkefølge, således at denne bliver opfattet af den relevante kundekreds som et akronym for den ordkombination, som den er sammenstillet med. Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en risiko for forveksling, skal bedømmes ved en helhedsvurdering under hensyntagen til alle de relevante faktorer i det konkrete tilfælde.«